Maja svingede ind på parkeringspladsen foran lægehuset i sin sølvfarvede firehjulstrukne Mercedes ML 500. I radioen spillede Donna Summers gamle hit »Hot Stuff«. Hun rullede ned gennem rækkerne af parkerede biler mod sin private plads. Varmedisen flimrede hen over asfalten og fik vejen til at bølge. Hun elskede sin nye bil, som hun havde leaset for en mindre formue. Fra vagterne på skadestuen vidste hun, at størrelsen betød alt, hvis man skulle slippe levende fra et færdselsuheld. Når Valnød kom til verden, ville hun placere ham i sikkerhed højt hævet over de andre bilister. Her skulle han trone fra sit babysæde, og ingen skulle køre dem af vejen.
Hun havde allerede skiftet håndstilling og ville til at dreje, da hun klodsede bremserne. En sort Ford Mondeo havde taget hendes private plads. – Det er simpelthen løgn, hvislede hun ud gennem de sammenbidte tænder.
Pladsen var et af de få privilegier, der fulgte med jobbet hos Skouboe, og det irriterede hende, at hun nu skulle fare parkeringsarealet rundt efter en fri plads. Hun havde mest af alt lyst til at slå reduktionsgearet til og parkere oven på Mondeoen. I stedet begyndte hun at cirkle rundt på pladsen og måtte til sidst finde sig i at holde længst væk fra lægehusets bygning.
For at nyde den sidste kølige luft fra airconditionanlægget ventede hun lidt, inden hun steg ud. Alt, hvad hun havde på kontoret, var en lille bordvifte. Og effekten fra den var som at få en varm bøvs i ansigtet. Det ville blive endnu en stegende dag.
Maja stak hovedet ind i lægehusets omstilling på tredje sal og vinkede til de to sekretærer. Sekretærerne sad med hver deres headset og indskrev dagens patienter, som ringede ind. De så begge ud, som om de allerede var ved at omkomme af varme, og sad så tæt som muligt på den elektriske vifte, de delte. Sekretæren, som sad med front mod døren, vinkede kort tilbage.
I det samme kom Alice ud fra tekøkkenet i den modsatte ende. Alice var en spinkel dame sidst i tresserne. Hun havde en fiks lille spadseredragt på og mindede om en aldrende udgave af Grace Kelly. Maja håbede inderligt, at hun ville ældes med samme ynde som Alice.
– Tusind tak for den dejlige reception. Vi hyggede os så gevaldigt, sagde Alice med sin affekterede stemme, da hun var halvvejs henne mod Maja.
– Det er da mig, der takker for den fine gave.
Da hun kom hen til Maja, fik hun et forsigtigt kram. Alice duftede hyggeligt af friskbrygget kaffe og Chanel no. 5.
Alice havde været gift med Skouboe gennem en menneskealder. Alle i praksissen vidste, at Skouboes succes alene skyldtes Alices organisatoriske sans og hendes forretningsevner. Derfor var det også Alice og ikke Skouboe, som Maja i øjeblikket forhandlede partnerskab med.
– Hvor er Skovsen henne? Er han ikke mødt endnu? spurgte Maja.
Alice nikkede. – Han sidder i møde med et par betjente.
Maja rynkede brynene. – Er der noget galt?
– Nej, det er vist bare en rutineundersøgelse. Så vidt jeg forstod, har det noget at gøre med den dér ubehagelige sag, aviserne er fulde af.
Maja følte sig tør i halsen. – Hvad har vi med den at gøre?
– De spurgte til patientjournalerne, andet ved jeg ikke, sagde Alice og trak på skuldrene.
Maja bed sig i læben.
– Jeg har købt urtete til dig og pigerne, du tager bare. Alice vendte sig om og gik over til sekretærerne.
– Tak, svarede Maja og blev stående lidt.
Det første, der mødte Maja, da hun trådte ind på sit kontor, var en stor buket blomster på skrivebordet. På trods af at blomsterne var fra i dag, havde varmen allerede fået hovederne til at hænge. Hun læste kortet, som fulgte med. Buketten var fra alle medarbejderne i praksissen. Seksten underskrifter i alt. De ønskede hende tillykke med »diplomet«. For sjov havde de tilføjet, at de hellere måtte begynde at fedte for hende, når nu hun snart blev en af cheferne. Maja fik tårer i øjnene. Hun var alt for emotionelt anlagt til den slags for tiden. Hun forbandede sine hormoner, der levede deres eget liv. I eftermiddag ville hun købe kager til kaffen eller endnu bedre is, nu det var så varmt.
I det samme bankede det på døren mellem hendes og Skouboes kontorer. Skouboe kom ind og smilte stort. Trods sin fremskredne alder holdt han sig godt. Hans solbrune ansigt afslørede, at han efterhånden brugte mere tid på sin enorme sejlbåd end i konsultationen.
– Maja, min pige. Du skal lige hjælpe os engang. Sig mig græder du? Han så bekymret på hende.
Maja tørrede hurtigt sine øjne. – Nej nej, det er bare noget træk.
Hun smilte til Skouboe og skævede mod de civile betjente, som han havde trukket med sig.
– Du har jo lidt mere styr på EDB’en, end jeg har, sagde Skouboe. Hvilket var en underdrivelse af dimensioner. Skouboe skrev alt i hånden, hvorefter sekretærerne bagefter tydede hans håndskrift og førte journalerne. – Kan du ikke hjælpe vores to venner fra politiet?
Den kvindelige betjent hilste på Maja. – Vicekriminalkommissær Katrine Bergman.
De gav hinanden hånden. Maja genkendte hende med det samme. På trods af at det var en menneskealder siden, hun sidst havde set hende. Det kølige blik, som Katrine Bergman returnerede, tilkendegav, at hun også huskede, hvem Maja var. Men ingen af dem sagde videre.
– Tom Schæfer, kriminalassistent, sagde den anden betjent og gav Maja hånden. Hun fjernede automatisk blikket fra Katrine Bergman og hilste.
– Hvad kan jeg hjælpe med?
Katrine Bergman rømmede sig. – Vi efterforsker i øjeblikket en række drabssager, hvor retskemikerne hos de dræbte har fundet spor efter forskellige stoffer. Vi ønsker derfor at krydsreferere vores toksikologiske undersøgelser med jeres patientjournaler.
Maja foldede armene over brystet. – Det er jo følsomme oplysninger.
– Vi har en dommerkendelse, svarede Katrine Bergman. Maja skævede over mod Skouboe. Han nikkede bekræftende, og Maja så tilbage på vicekommissæren. – Må man spørge om hvorfor?
Blikket, som Katrine Bergman sendte, viste tydeligt, at hun ikke var vant til, at der blev stillet spørgsmål, men hun smilte høfligt. – Vi har en formodning om, at gerningsmanden har brugt medikamenter, som han selv har fået ordineret, til at forgifte sine ofre med.
Maja så foruroliget på hende. – Mener I, at det kan være en af vores patienter, som er drabsmanden?
– Muligvis, svarede Katrine tørt.
Tom Schæfer smilte beroligende. – Nu undersøger vi godt nok alle private praksisser og ambulatorier i kommunen, så chancen for, at noget dukker op lige her, er ikke overvældende. Men hellere være på den sikre side.
Hun så frem og tilbage på dem. De virkede trætte, som havde de været i gang længe uden alt for megen søvn. Som hun selv kunne se ud efter en opslidende dag. De så også modløse ud, som om de ikke selv troede på det job, de var i gang med at udføre. – Det må være et stort arbejde, sagde Maja.
– Ja, der er rigeligt at se til, svarede Katrine Bergman og rakte hurtigt Maja listen over de præparater, hun skulle søge på. Maja genkendte den underliggende snerren, der altid havde været i Katrines stemme.
Hun tog listen, satte sig foran computeren og tastede sin adgangskode ind.
– Hun er en ørn til det dér, sagde Skouboe og rykkede tættere på.
Maja skimmede papiret foran sig med brevhovedet fra Retsmedicinsk Institut. Det var en sammenfattet rapport, som i overskriftsform beskrev de tre individuelle toksikologiske undersøgelser af ofrene. Hun kendte udmærket præparaterne, som var fundet. Det første på listen var Flunitrazepam, også kaldet Rohypnol. Det var et stærkt vanedannende stof, der blev brugt som nervemedicin. Stoffet slog hårdt som en hammer og kunne få én til at glemme samtlige bekymringer, mens rusen varede. Hun tastede præparatet ind i databasen.
– Det bliver en temmelig lang liste, hvis vi kun søger på Flunitrazepamen til at starte med.
Skouboe skelede til listen over hendes skulder og nikkede. – Ja, for søren. Forstæderne er fulde af hårdtarbejdende kontornussere på nervemedicin.
– Jamen, hvis det er muligt, så sammenkør dem endelig, så slipper vi for at gøre det senere, svarede Katrine Bergman.
– Okay, sagde Maja og fortsatte ned ad listen. Det næste præparat kendte hun fra sin turnustid på skadestuen. Natriumoxybat var det mest benyttede stof i forbindelse med drug rapes. Stoffet blev populært kaldt Fantasy eller flydende Ecstasy. Det virkede både euforiserende og hallucinerende og gjorde offeret fuldstændig viljeløst. Maja fik kuldegysninger ved tanken om, at gerningsmanden havde brugt stoffet mod de børn, han havde kidnappet og dræbt.
– Jeg tror ikke, der er nogen grund til, at vi medtager Natriumoxybat i søgningen
– Hvorfor ikke? spurgte Katrine.
– Selvom stoffet findes i en række præparater mod narkolepsi, er der i jeres rapport beskrevet så høje doser, at det ikke virker realistisk, at de skulle stamme derfra.
– Hvor så fra?
Maja trak på skuldrene. – Jeg tror, han har købt stoffet på gaden. I koncentreret form.
– Som Fantasy? spurgte Tom Schæfer.
Maja nikkede. – Ja, det er meget muligt.
Han fandt sin blok frem og noterede. – Hvad med det sidste?
– Ja, det er interessant. Clozapin gives som regel i forbindelse med behandling af skizofreni.
– Nogen idé om, hvorfor gerningsmanden skulle benytte sig af det? spurgte kriminalassistenten.
Trækningen ved Katrine Bergmans mundvig afslørede, at hun ikke brød sig om, at han spurgte, men hun lod Maja svare.
– Det har samme sløvende effekt som Rohypnolerne. Måske derfor?
Hun tastede Clozapinen ind på computeren og søgte i patientdatabasen. Ud af de mere end tre tusinde patienter, som var tilknyttet lægehuset, passede et hundrede og seksoghalvfjerds på den medicinske profil, hun havde lagt ind.
– Set i lyset af, at alle ofre er blevet seksuelt misbrugt og nioghalvfems procent af alle seriemordere er mænd, kan du godt udelukke de kvindelige patienter, sagde Katrine.
Maja korrigerede søgningen. Der var stadig treogfirs kandidater tilbage. Hun klikkede på printerikonet og drejede en halv gang rundt på stolen. – I kan hente udskriften i receptionen.
– Tak for hjælpen, sagde Tom Schæfer.
Katrine Bergman nikkede blot i retning af Maja og sagde tørt: – Ja, tak … og velkommen hjem.
Maja nikkede afmålt tilbage. Samme snerren, tænkte hun. Samme Katrine.
Da de var ude ad døren, vendte Skouboe sig mod Maja. – Hun var da ellers noget af en mokke. Kender du hende?
Maja trak vejret tungt og rystede på hovedet. – Nej, eller jo, vi har gået i klasse sammen. I folkeskolen.
Et smil undslap Skouboe. – Gid jeg kunne sige, at jeg stadig kendte nogen fra dengang. Jeg tror, at alle mine klassekammerater er døde.
Maja grinte. – Så er du heller ikke ældre, svarede hun og rejste sig besværet fra stolen. Den mave. Den varme. Hun var ved at gå til.
– Nej, måske ikke. Jeg er da i hvert fald mere adræt end dig, lo Skouboe og fortrak til sit kontor.
Hun gik hen til vinduet og åbnede det. Luften stod stille udenfor. Panoramavinduerne ville fungere som brændeglas og stege hende langsomt op.
På parkeringspladsen nedenfor så hun Katrine og kriminalassistenten gå hen til den sorte Mondeo, der var parkeret på hendes plads. Maja var ikke overrasket over at se, at det var Katrine, der havde parkeret ulovligt. Det eneste, der virkelig undrede hende, var hendes ansættelse i politiet. Og så i en ledende stilling. Hun huskede stadig dengang, hvor Katrine sammen med sin bande spredte skræk i skolegården. Dengang man hellere holdt sig eller fandt en busk at tisse i frem for at benytte toiletterne, som var bandens domæne. Hun vidste, hvad Katrine var i stand til af ubehageligheder.
Maja og Stig kørte ned gennem hovedgaden. De var på vej til Monas Mørnede Madrasser, som de selv havde døbt fødselsforberedelserne i medborgerhuset. Det var deres sidste lektion. Hvilket var godt, fordi Mona med sin overpædagogiske facon havde tæret på både Stigs og hendes egen tålmodighed. Solen stod stadig højt, men den var aftaget i styrke. Klokken var hen ad seks om aftenen, og folk var igen begyndt at vise sig på gaden, som var de vendt tilbage efter en velfortjent siesta. Men så snart mørket faldt på, ville de søge hjem til deres huse. De ville låse hoveddøren forsvarligt og sørge for, at alle vinduer var hermetisk lukket.
Hun skævede til Stig, der sad og bladrede i Ekstra Bladet. Forsiden viste fotografierne af de tre dræbte drenge. Midt mellem billederne var der tegnet en sort boks med et hvidt spørgsmålstegn i. »Hvem bliver den næste?« lød overskriften. – Hvorfor har du købt den avis? vrissede Maja.
Stig trak på skuldrene. – For at lære dansk?
Hun rystede på hovedet uden at fjerne blikket fra vejen.
– Haft en god dag på arbejdet? sagde han og smilte.
Hun svarede ikke. Katrines besøg gnavede stadig som en sten i skoen. Hun håbede, at søgningen blandt patienterne ville give resultat, men noget sagde hende, at politiet var langt fra en opklaring. Hvis hver eneste lægepraksis i kommunen kunne pege på over firs personer, ville listen med mistænkte blive enorm. Det ville tage måneder at efterforske, og der var ingen garanti for, at gerningsmanden skulle findes på de lister. I mellemtiden havde han frit spil til at begå flere drab. Lige midt i hendes barndomskvarter. Forhåbentlig havde politiet lidt mere at gå efter end blot listerne.
Hun flyttede hånden over på Stigs lår og strøg ham blidt. – Hvordan er det gået med skriveriet, har det været en god dag?
– Nogenlunde, mumlede han og lagde avisen fra sig i forruden. De døde drenge på forsiden stirrede på hende.
– Om ikke andet så tror jeg, at badeværelset snart er malet færdig med alle de overspringshandlinger, jeg laver i øjeblikket. Han pustede luften tungt ud gennem næseborene.
Hun fjernede blikket fra kørebanen og smilte kort til ham. – Jeg er sikker på, at du får skrevet lidt i morgen. Du har så meget talent.
Han tog hendes hånd og klemte den lidt for hårdt. – Du er sød, er du. Og ja, i morgen får den en skalle.
Hun fornemmede hans dårlige samvittighed.
De kørte med elevatoren op til medborgerhusets anden sal. Sammen med syv andre par tog de plads på de mørnede gummimåtter. Mona var iført en batikkjole med svedpletter under armene så store som serveringsfade. Hun krammede dem alle og fik mændene til at synge »klappe klappe kage« sangen mod de gravide maver. Bagefter lavede de vejrtrækningsøvelser, til de var blå i hovedet og gennemblødte af sved. Det var komisk at ligge her med Stig og alle de andre på sure madrasser i medborgerhusets sal B, med Mona hoppende rundt som en anden shaman. Men det var et eller andet sted også hamrende meningsfuldt, tænkte Maja, mens sveden stod fra hende. Der var fandeme ingen, der skulle tage drømmen om et idyllisk, småborgerligt og helt igennem normalt liv fra hende. Hverken Jeanette, der skød kæften af om børn, der skulle obduceres. Eller Katrine, der stjal hendes p-plads og bankede på med sine morderiske undersøgelser. Eller Ekstra Bladets morbide forsider. Ingen. Hun ville lukke vinduerne i og bolte hoveddøren til. Beskytte sin barndomsdrøm med næb og kløer.