Maja var i færd med at veje sin morgenmad på den lille køkkenvægt, da Stig kom prustende ind i køkkenet. Hans grå hættetrøje var våd af sved, og en mørk plamage tegnede sig midt på brystet. – Syvogtyve rent; jeg er sgu ved at sætte ny rekord på fem tusinde meter, sagde han ildrød i hovedet.
– Tillykke. Hun smilte til ham og hældte müslien over sin A38. Før graviditeten løb hun regelmæssigt og var selv nede omkring tyve minutter på en femkilometer, hvilket hun undlod at fortælle Stig. Hun glædede sig allerede til løbeturene sammen med Valnød i baby joggeren, som de havde købt.
Stig havde taget dagens post med ind fra postkassen og lagde den på køkkenbordet. – Jeg hopper lige i bad, du er færdig, ikke? Han havde allerede smidt tøjet på gulvet og var på vej ud mod badeværelset. – Jeg tror sgu, jeg er ved at få sixpack. Han smilte stort i døråbningen og spilede maven ud.
Hun kunne ikke lade være med at grine. – Jeg synes mere, det ligner sympati-kilo.
Stig slog sig på maven, som for at få den ind igen. – Jeg hilste ellers på Formand Hendriksen …
Maja himlede med øjnene. Hun huskede stadig den dag, de var flyttet ind, og Hendriksen var kommet forbi. Ikke for at byde dem velkommen, men for at informere dem om, at parkering oppe på kantstenen var imod grundejerforeningens vedtægter. Hun tyggede af munden. – Hvad havde han nu at brokke sig over?
– Ikke noget. Tværtimod, så er han i gang med en hvervekampagne.
– Hvervekampagne? Til Hvad?
– Med alle de der drab, der sker, overvejer grundejerforeningen at starte et borgerværn.
Hun lod skeen falde ned i skålen, så der sprøjtede A38 ud på hendes kjole. – Du tager pis på mig.
Stig rystede på hovedet. – Nej, nej. Det er da også en meget god idé.
Hun skar en vantro grimasse. – Jeg er altså ikke flyttet tilbage til mit barndomskvarter for at blive hvervet til en eller anden selvtægtsgruppe.
– Det er der heller ikke tale om. De vil bare holde øje med kvarteret om aftenen.
– Ja, sådan starter det. Før vi ved af det, bliver der både sat pigtråd og vejspærringer op.
– Arrr mon dog, svarede Stig og trommede på dørkarmen. – Jeg sagde også, at vi ville tænke over det.
Han lukkede døren til badeværelset, og hun hørte bruseren blive åbnet. Den svedige tøjbylt lå midt på køkkengulvet. Den ville blive liggende til i aften, når hun kom hjem og selv fjernede den.
Hun så posten igennem, der bestod af et ubehageligt antal regninger og et par lokalaviser, som hun ikke gad kikke i. Hun så på bunken af rudekuverter. Livet i forstæderne var dyrt. Dyrt på den kedelige måde. Før var pengene gået til støvler fra Gucci og Prada, nu gik de til Palles Kloakservice og nye termoruder fra Velux. Men de led på ingen måde nød, og købet af anparten i Skouboes praksis ville sikre dem i årene fremover. Hvor kynisk det end lød, var og blev sygdom en god forretning. Hun håbede bare, at Stig kunne blive lykkelig her.
Da hun smed brevene oven på aviserne, hvirvlede et postkort ud af bunken. Det slog en saltomortale i luften, inden det landede oven på tøjbunken med bagsiden opad. Hun bukkede sig ned og samlede det op. Skriften var barnlig og stod ud over hele bagsiden. Der var intet frimærke på. Maja læste teksten: »Vælkommen hjem, Wendy« underskrevet »Peter Pan«. Hun vendte kortet om. På forsiden var der trykt en tegning. Den viste Peter Pan, der side om side med pigen Wendy fløj forbi Big Ben. Han var iklædt grønt trikot, og i bæltet sad hans daggert. Han smilte stort til Wendy, der så forelsket på ham.
Maja vendte hurtigt kortet om igen. Skriften virkede pludselig uhyggelig med sin snørklede stil. Hvad betød det her? Var kortet tiltænkt hende? Eller var det blevet lagt i den forkerte postkasse? I hvert fald kendte hun kun en Pan. Ham, som aviserne skrev om. Ham, der havde slået Dennis og alle de andre drenge ihjel. Ham, der spredte rædsel i hendes barndomskvarter. Hvad ville han hende? Hun mærkede, hvordan hårene rejste sig i nakken. – Stig!
Den vagthavende betjent på politistationen holdt den gennemsigtige plasticpose op foran sig og studerede postkortet indeni. Han rynkede skeptisk sine rødblonde øjenbryn. – Og kortet lå i din postkasse … i den her plasticpose?
Han flyttede blikket fra posen til Maja. Han var midt i fyrrerne, rødmosset og fyldte allerede godt bag skranken.
Maja rystede energisk på hovedet. – Nej, nej, det er mig, der har lagt kortet ned i den.
– Aha, sagde han og sænkede posen. – Hvorfor det?
– For at sikre fingeraftryk, dna-spor og sådan noget …
Betjenten så fra Maja mod Stig, der stod ved siden af og lignede en hjemløs i sit svedige træningstøj. Hans hår var fedtet af balsammen, som han ikke havde haft tid til at vaske ud. Han smilte usikkert til betjenten. – Vi ville bare sikre os, at det ikke havde noget med den verserende sag at gøre.
Betjenten så mistænksomt på Stig, som havde han forsøgt at tigge et par mønter. – Og hvilken sag skulle det være?
Maja var ved at tabe tålmodigheden. – Hvor mange sager har I med en gerningsmand, der bliver omtalt som Pan, og som efterlader sig billeder a la det dér? spurgte hun og slog ud med hånden.
Betjenten fjernede blikket. – Den slags er fortroligt.
– Vel ikke mere, end at det har stået på forsiden af samtlige aviser igennem de sidste tre måneder. Hun så udfordrende på ham.
Betjenten trak vejret tungt. – Ikke desto mindre. Han lagde plasticposen fra sig på skranken og skubbede den over til Maja. – Jeg forstår stadig ikke, hvad det er, I vil anmelde? Det er jo ikke ulovligt at sende hinanden postkort. Han rystede sigende på hovedet. – Så medmindre der er nogen, der har udøvet hærværk mod postkassen eller på anden måde generet jer, har jeg svært ved at se, hvad I vil have politiet til at gøre.
Maja knugede sine hænder og lukkede øjnene, imens hun forsøgte at beherske sig. – Jeg vil gerne tale med Katrine Bergman …
–Vicekriminalkommissæren? spurgte betjenten og så vantro på hende.
– Nej, måske det ikke er nødvendigt, indskød Stig og lagde hurtigt armen om Majas skulder.
– Ja tak, svarede hun.
Betjenten granskede hende længe, men der var ingen vaklen i hendes blik. – Vær venlig at sætte jer derover. Han pegede på det lurvede sofaarrangement i hjørnet af forkontoret. Da hun ville tage posen, lagde betjenten forsigtigt hånden oven på den. Hun nikkede og følte det som en halv sejr.
De tog plads i den nikotingule sofa, der var så dyb, at Maja gruede for, hvordan hun skulle komme op igen. Der var overordentlig travlt i det nedslidte forkontor, og den manglende udluftning gjorde ventetiden uudholdelig. Først tyve minutter senere lød en stemme over dem. – Hej, Maja, sagde kriminalassistent Tom Schæfer. Maja skulle til at rejse sig.
– Bliv bare siddende, sagde han og satte sig ned. Det undrede Maja, at han ikke bad dem følge med ind til Katrine. Men hun sagde ikke noget.
Han lagde plasticposen med kortet i på bordet foran dem. – Jeg kan forstå på vagthavende, at I vågnede op til det her i postkassen?
Maja nikkede. – Ja, det var Stig, der fandt det.
Stig nikkede, og Tom vendte blikket mod ham. – Så du nogen ude ved postkassen, Stig?
– Nej. Den eneste, jeg mødte på min løbetur, var formanden for grundejerforeningen. Men det var længere nede ad vejen, og jeg tror ikke, at han har noget med det at gøre.
Tom nikkede. – O.k. Først vil jeg lige sige, at jeg udmærket forstår jeres forskrækkelse. Med al den omtale, som sagen har fået i medierne, er det klart, at man er på stikkerne. Og taget i betragtning at du, Maja, selv så et af ofrene forleden, er det naturligt, at du reagerer på den her måde.
Maja havde på fornemmelsen, at Tom Schæfer for nylig havde taget et af politiets psykologikurser. Men hans tilegnede empatiske stil beroligede hende på ingen måde. – Nu lå kortet der jo …
Tom smilte overbærende. – Selvfølgelig. Men jeg tror ikke, at I har noget at frygte. Vi har gennem hele sommeren, hvor den her sag har stået på, dagligt modtaget omkring ti henvendelser fra folk, der er blevet udsat for noget tilsvarende.
– Fået de her postkort?
Tom nikkede. – Postkort, telefonopkald, glansbilleder, tegninger. I sidste uge havde vi en sag med nogle unger, der gik om aftenen og lyste ind ad folks vinduer iført fastelavnsmasker. De var ved at skræmme livet af et ældre ægtepar.
Hun så ned på kortet, og hendes hånd fandt Stigs. Hun blev pludselig flov. – Jeg beklager, hvis jeg har overreageret.
Tom Schæfer rystede på hovedet. – Slet ikke. Det er godt med et par observante medborgere. Han smilte til dem begge. Stig så ned i jorden.
– Nu har jeg noteret, at I er kommet forbi. Så medmindre I har en mistanke om, hvem der kan stå bag drengestregerne, kan vi nok ikke gøre så meget mere lige nu.
Maja nikkede. – Det er helt fint. Vi skal heller ikke ulejlige jer mere.
Tom rejste sig op. – Tak for jeres visit. Han pegede på posen og smilte.
– Er det en frysepose, du har lagt det ned i?
Hun smilte forsigtigt. – Det er dem, jeg normalt bruger til at opbevare min müsli i.
– Det kan da være, vi skal til at bruge dem til vores sporindsamling, det ser effektivt ud, svarede han muntert. – Ha’ en god dag.
De så efter Tom, der forsvandt om bag skranken og videre ind mod kontorerne bagved. Maja tog kortet og lagde det ned i sin LV-taske. – Gider du hjælpe mig op, Stig.
Solen skar i øjnene, da de kom ud på parkeringspladsen foran politistationen. Maja tog sine solbriller ud af håret og satte dem på næsen. Hun havde en dundrende hovedpine og kunne kun tænke på at få noget vand.
– Hvis du vil, kan jeg godt tage en snak med rødderne længere nede ad vejen, sagde Stig. – Det er da garanteret en af dem, der har villet være morsom.
Hun rystede på hovedet. – Nej, det er ikke nødvendigt. Jeg tror ikke, vi skal gøre mere ud af det. Jeg er ked af, at jeg overreagerede.
Hun låste bilen op, og de satte sig ind. Hun tændte omgående for airconditionanlægget, og en kold, befriende luft stod om dem. Den rensede dem for politistationens fade institutionsagtige lugt, som havde taget bolig i tøjet. – Men Stig?
– Ja.
– Måske den dér borgerværns-ting alligevel er en meget god idé.
Hans ansigt lyste op. – Mener du det?
Hun trak på skuldrene. – Hvis det kun drejer sig om, at man holder lidt øje med, hvem der færdes i kvarteret, så kan det vel ikke skade.
– Der er møde onsdag aften hos Hendriksen.
– Jamen, så lad os tage med.
Stig knyttede næven. – Yes! Endelig får jeg brug for mine gamle militærstøvler. Nu skal der gås strækmarch.
Hun daskede kærligt til ham og satte bilen i gear.