Køkkenet lå næsten hen i mørke. Kun det hårde lys fra arkitektlampen, der var fastgjort til køkkenbordet, sendte en bleg kile ned over glaskolberne.
Søren Rohdes fingre arbejdede hurtigt i det kølige lys. Han målte omhyggeligt den kaustiske soda op, inden han forsigtigt hældte den over i kolben med sprit. Med en rørepind piskede han blandingen igennem, til sodaen var helt opløst. Så hældte han den over i kolben med Gammabutyrolacton, og med en roterende håndbevægelse rystede han forsigtigt væskerne sammen.
Han nynnede svagt. Det var en meget dyb og ikke særlig høj lyd, som han holdt nede i svælget. Lidt efter begyndte han at synge en halvkvalt sang: – Jeg ønsker mig et hus så sødt … det mindste hus på jorden … Med mos på taget, grønt og blødt … med røde vægge og sol på døren …
Fra holderen med de mange reagensglas tog Søren glasset med den grønne væske. Han fastgjorde det til stativet og tændte for bunsenbrænderen. Der lød en hæs hvæsen, da gassen antændte og flammerne slikkede op om reagensglasset. Væsken kom hurtigt i kog og begyndte langsomt at fordampe. Søren bukkede sig ned og betragtede, hvordan de krystalliserede sig. – … En masse roser vi planter her … og børn du har ved dit hegn. … Vi kan jo ikke lave os selv, som du ser … Vi er her jo alt i forvejen.
Han smilte for sig selv. Den grønne substans var hans hemmelige ingrediens. Fe-støvet, der fik børnene til at flyve. Han slukkede for brænderen og lod glasset køle af.
Længere henne på køkkenbordet lå eksemplaret af »Peter Pan & Wendy«. Bogen var slået op, og mellem siderne lå hans ark med glansbilleder. Søren tog arket op og betragtede motivet med Wendy. Hun var smuk med det kastanjefarvede hår og de fine spinkle lemmer. Smilet omkring hendes mund var kærligt, blikket i hendes øjne tilgivende. Men de hævede øjenbryn vidnede om, at hun også kunne sætte sig igennem. Der var noget nobelt over hende. Man vidste instinktivt, at hun ville gøre sit ypperste for at hjælpe andre. Hun var en modig pige. Både som det stod beskrevet i bogen, og i det virkelige liv. Præcis som da han så hende for første gang på engen. Da hun var trådt ud af fortællingen og landet lige dér.
Han satte sine sprukne læber mod glansbilledet. Det glittede papir var behagelig køligt. Det lugtede gammelt. Gammelt og trygt som i en hule. Måske som i Wendys hus. Det, som de skulle bygge, så snart de kom til Ønskeøen. Der var ingen tvivl i hans sind om, hvem der skulle have dette glansbillede. Hun fortjente det, også selv om han stadig havde sine tvivl. Han var nødt til at teste hende først for at være helt sikker på, at hun vitterlig var Wendy. Han var blevet usikker, efter at han havde set hende i dag. Hvad lavede hun dog hos piraterne på det grufulde sted i de lave pavilloner? Alene tanken fyldte ham med væmmelse. Kunne hun stadig være ren og ubesmittet? Eller havde hun taget deres parti? Han håbede ikke, at det sidste var tilfældet. De havde brug for hende på Ønskeøen. Han havde brug for hende. Hun var deres mor. Deres lille mor.
Søren lagde glansbilledet tilbage i bogen og lukkede den i. Krystallerne var kølet tilstrækkeligt af, og han løsnede reagensglasset. Forsigtigt dryssede han de grønne krystaller ned i kolben med den mælkehvide væske. De opløstes med det samme og fik væsken til at skifte til en irgrøn farve. Han så fascineret på kolben. – Som det formørkede hav omkring De Forladtes Klippe, hviskede han og begyndte at skære tænder.