Veninderne sad med bare tæer på gulvet, fordi Jeanette havde tvunget dem til at efterlade skoene i entréen. Maja skævede til de brede otte tommer planker i ask. Selv havde hun og Stig nøjedes med de billigere seks tommer i egetræ. Hun følte, at Jeanette sad og hoverede i stilhed, mens hun smilte giftigt med sine rødvinslæber og munden fuld af guacamole.
Bortset fra plankemisundelsen var det skønt at være sammen med de gamle tøser. Det var en menneskealder siden, de var gået ud af folkeskolen. Alligevel havde de »fantastiske fire«, der talte Jeanette, Annbrit, Lange Lone og hende selv, formået at holde kontakten. Aftenen havde genlydt af sladder og gamle slagere. Nu lød »We are family« som underlægningsmusik til Jeanettes beretning om sit første blow job. Det var foregået sankthansaften i et læskur for snart tyve år siden.
– Jamen hvordan vidste du, hvad du skulle gøre? spurgte Lone fra den åbne terrassedør, hvor hun stod og røg. Hendes stemme var sløret, og de blussende kinder matchede hendes postkasserøde kjole.
– Det er jeg da heller ikke sikker på at jeg gjorde. Men et eller andet måtte der ske, ellers ville han jo ikke være kæreste med mig mere, svarede Jeanette.
– Du er sådan en luder, sagde Annbrit ironisk. Hun rystede på hovedet, så hendes store øreringe klirrede. Hun var den smukkeste af veninderne. Dengang som nu. Høj og slank med et misundelsesværdigt taljemål. Maja mistænkte hende dog for at have fået gjort barmen større.
– Hvad med dig selv og Johnny-Honey, den fik da på alle tangenter. Jeanette førte armen rytmisk frem og tilbage i en gestikulation, der ikke var til at tage fejl af.
Annbrit så indigneret på hende. – Hold op, vi gjorde aldrig det.
Hun blev buhet ud.
– Nej, helt ærligt. Jeg ville ellers gerne, for han var jo lækker nok.
– Det er han sgu stadig, svarede Jeanette med et sultent blik.
– Meget muligt, men han stoppede midt under det hele.
– Kunne han ikke? spurgte Maja.
– Jo jo. Men han skulle spille fodbold dagen efter, og træneren havde forbudt dem at have sex op til kampdagen.
Lone spruttede af grin, så cigaretrøgen stod ud af næse og mund. – Det er kraftedeme løgn.
– Jeg sværger.
– I var da ellers kærester længe, sagde Maja og nippede til sin kildevand.
– Ja, lige indtil Charlotte, den finke, kom forbi, svarede Jeanette og virkede stadig såret.
– Hun havde ellers ikke problemer med at få sex fra ham, sagde Jeanette tørt.
– Nej, det tog ikke lang tid, før hun var bollet tyk med den første, tilføjede Lone.
Der indfandt sig pludselig en larmende tavshed. Nutiden havde med al sin gru indhentet dem.
– Det må være forfærdeligt for dem. At miste et barn. Og så på den måde, sagde Annbrit ud i rummet.
– Ja. Tænk, hvis det var blevet jer to, sagde Jeanette og tømte sit glas. – Så kunne det have været dit barn, der var dødt nu.
– Jeanette! sådan noget siger man altså ikke, sagde Maja.
Jeanette trak beklagende på skuldrene og hældte vin op i glasset. – Men seriøst, tænk lige over det. Rødvinen skvulpede ud over det hele, hvilket ikke så ud til at bekymre hende.
Annbrit tog flasken ud af hånden på Jeanette og forsynede sig selv. – Det er forfærdeligt, det, der sker. Uden at lyde som en gammel dame så tør man næsten ikke gå på gaden mere.
– Vi har et vagtværn i vores kvarter, sagde Maja.
– Vores grundejerforening har også oprettet et, sagde Annbrit. Hvad med ude hos jer, Lone?
Lone skar en grimasse og rystede på hovedet. – Vi bor i et rent guldbryllupskvarter. Så medmindre han bruger gangstativ, kan vi godt glemme alt om at fange ham. Hun bukkede sig ned og slukkede cigaretten i askebægeret på terrassegulvet. – Men vi har fået sat alarmsystem op derhjemme, og vi indskærper over for ungerne, at vinduerne skal være lukket.
Jeanette løftede sit glas. – Når jeg tænker på, hvad Hans Henrik fortæller om, hvad der er gjort ved de drenge, så håber jeg, at politiet pløkker det svin, når de fanger ham.
– Hvordan tager Hans Henrik det? spurgte Lone og satte sig i sofaen over for Maja.
– Nu er han jo dybt professionel … og jyde, så han siger ikke så meget. Men jeg kan godt mærke, at det går ham på. Det er ikke noget kønt syn, når han får dem ind til obduktion.
Maja tænkte uvilkårligt på Dennis, der havde hængt i træet, og fik kuldegysninger. Men hun havde ikke lyst til at indvie veninderne i, hvad hun havde set.
– Har ham dér morderen også voldtaget dem? spurgte Lone og hældte vin op til sig selv.
Jeanette nippede til sit glas. – Altså de finder jo ikke noget sæd på drengene, dér er han jo klog nok til ikke at afsløre sig selv. Men de kan jo se, hvor han ligesom har været i gang … hun pegede bagud mod sin bagdel.
Det vendte sig i Maja ved tanken. – Det er fandeme for klamt, sagde hun.
Annbrit nikkede. – Ja, men der er flere, end man lige tror, som tænder på sådan noget.
– Mon dog, Annbrit, så skal man altså være temmelig syg i hovedet, sagde Jeanette.
– Jo men seriøst. Jeg læste et sted, at der alene i Danmark er tre tusinde, som daglig forsøger at klikke sig ind på hjemmesider med børneporno. Hvis man regner på det, er chancen for, at der findes en eller anden pervers stodder i éns omgangskreds temmelig stor.
Lone nikkede bifaldende. – Ja, jeg tog Phillip i at se porno.
– Hvad? lød det i kor fra veninderne.
Lone så forskrækket på dem og rystede på hovedet. – Nej nej, altså ikke børneporno. Det var sådan noget med tykke damer og tis.
– Tis? Hvad sagde du til det? spurgte Jeanette og rynkede på næsen.
– Ja, jeg blev skide sur over det svineri. Det er ligesom den computer, hele familien bruger – også børnene.
– Så han havde åbenbart ikke nok i din store røv? sagde Jeanette med et smil på læben.
De andre grinte.
– Nej, go figure, svarede Lone og klappede sig på sin ene balde.
Maja tænkte på, om Stig så på porno. I betragtning af hvor meget han hang over computeren, og hvor lidt sex de havde haft på det sidste, ville det være meget naturligt. Hun vidste godt, at det ikke ville skade barnet at dyrke sex, alligevel havde hun en indbygget modstand. Og Stig havde affundet sig med situationen.
– Gud ved, om det er internettets skyld, at alt det dér sker? sagde Annbrit ud i luften.
– Ja måske. Der skete jo ikke sådan noget her, da vi var børn, svarede Maja.
Jeanette trak på skuldrene. – Der var da ham Per … fotolæreren på skolen. Han havde da altid fingrene lidt for langt fremme i mørkerummet.
Lone nikkede. – Jeg kan huske mindst to tilfælde, hvor han duskede én fra de ældste klasser.
– Det skulle lige være sket i dag, så var han blevet fyret og havnet på forsiden af Ekstra Bladet, sagde Annbrit. – Kan I også huske Kanin John?
– Hvem? spurgte Maja og Jeanette i kor.
– Jeg kan godt huske ham, sagde Lone. – Han boede nede bag skolen i kolonihavekvarteret. Han var sådan en slags legeonkel.
Annbrit nikkede. – Han havde en masse bure med kaniner, som vi passede. Dorthe var der, Karsten fra A-klassen og Lille Helle, der senere blev narkoman, var også en af dem, som kom regelmæssigt.
– Det sted har jeg aldrig hørt om, sagde Maja.
– Hende Katrine, som nu er panser, gik også dernede …
– Men hvad var der med ham John? skar Jeanette igennem.
Annbrit trak på skuldrene. – Ikke noget særligt. Men når han var fuld – og det var han tit – kunne han godt lide at vise sine pornoblade frem. Det var vist mest for at forarge os, men alligevel …
– Det er sgu da for klamt, sagde Maja og rynkede på næsen. – Var der ikke nogen af jeres forældre, som opdagede noget?
Annbrit rystede på hovedet. – Det tror jeg ikke. Men jeg kan huske, at han flyttede ret pludseligt.
– Hvorfor det? spurgte Jeanette.
– Der var nogen, der lavede hærværk dernede, smadrede burene og slap kaninerne løs. Jeg tror, at han var bange for at bo der til sidst.
– Nemesis, sagde Maja tørt.
De første toner fra »I will survive« lød fra anlægget. Jeanette greb resolut fjernbetjeningen og skruede helt op. – Kom! Kom! Vi skal danse.
De fulgte alle sammen opfordringen og rejste sig. – Hvad med jeres nye gulv? råbte Maja gennem musikken.
– Hvad?!
– Du sagde, at Hans Henrik blev tosset, hvis der kom mærker.
– Fuck Hans Henrik, fuck det lortegulv, råbte Jeanette og tog hendes hånd.
De skrålede med på teksten, som de kendte til hudløshed. Maja så på veninderne, der sprang omkring hende. Det er vores nummer, tænkte hun. Havde altid været det. I aften var de alle sammen Gloria Gaynor, og de skulle alle sammen overleve.