Maja blev kørt på en båre igennem skadestuens modtagelse af to Falckreddere.
– Her, sagde den vagthavende læge og dirigerede dem ind på stue to. Han var lille og tæt bygget med sorte rande under øjnene, der fortalte, at han havde været på vagt længe.
– Jeg kan ikke mærke ham mere … jeg kan ikke mærke ham. Hun så panisk op på lægen.
– Vi skal have dig fra båren og over på briksen.
– Jeg mærker ham ikke … Hun greb desperat ud efter ham, men han nåede at tage et skridt tilbage. I det samme fornemmede hun Falckreddernes hænder under sig. De løftede hende over mod sengen og lagde hende blidt ned.
– Det er vigtigt, at vi finder ud af, hvad du har indtaget. Ved du, hvad du har fået? spurgte lægen.
– Hun er blevet overfaldet, for fanden, sagde Stig i døråbningen. Hans borgerværns-T-shirt var våd af sved. – Forgiftet.
– Og du er pårørende? spurgte lægen, mens han tog Majas puls.
– Ja, jeg er hendes kæreste.
Lægen vendte blikket mod Maja. – Prøv at trække vejret stille og roligt, så du ikke hyperventilerer.
Hun forsøgte forgæves at få sin vejrtrækning under kontrol, men hun var alt for desperat.
En sygeplejerske kom hen til Stig. – Hvis du lige venter udenfor, så kan vi …
– Jeg bliver præcis her, svarede Stig og stod som naglet fast i døråbningen.
Sygeplejersken smilte forsigtig. – Udmærket. Du kan tage plads her. Hun anviste ham taburetten, der stod lige inden for døren.
Stig satte sig.
– Maja, se på mig, sagde lægen. Han holdt om hendes hage og lyste ind i hendes pupiller.
– Tak, det er fint. Han lagde lygten væk. – Jeg måler også lige dit blodtryk.
Sygeplejersken gjorde manchetten fast omkring hendes arm.
– Jeg kan ikke mærke ham, råbte Maja. Hun forsøgte at rejse sig op, men lægen lagde forsigtigt hånden mod hendes bryst og pressede hende tilbage på briksen.
– Læg dig tilbage igen. Jordemoderen kommer om lidt. Vi skal først lige sikre os, at du er o.k.
Maja begyndte at græde.
Sygeplejersken aflæste blodtryksmåleren. – Det ser helt fint ud.
I det samme kom jordemoderen ind ad døren. Hun var en lille kraftig dame med antydningen af et overskæg. Hun havde Majas journal i hånden. – Hej, Maja, jeg hedder Karen, jeg er jordemoder. Jeg skal undersøge dig, så vi kan se, at alt er, som det skal være.
Hun lød alt for frisk, syntes Maja. Var det ikke sådan, hun selv lød over for de værst stillede patienter? Hun løftede hovedet og så op på hende. – Jeg kan ikke mærke ham.
Karen strøg hendes pande. – Det kan man jo ikke hele tiden. Se, om du kan slappe lidt af, Maja.
Hun tog et par engangshandsker på og fandt lytterøret frem. Hun satte røret på Majas mave. Maja forsøgte forgæves at aflæse hendes reaktion. – Kan du høre noget, kan du?
– Hmmm, svarede Karen. Det var ikke til at afgøre, hvad hun mente.
– Vi tager lige dine trusser af. Hun fik sygeplejersken til at hjælpe sig.
– Er der blod? Er der blod? spurgte Maja.
Karen undersøgte trusserne. … Kun en lille smule, det er helt normalt. Har du haft smerter?
– Nej.
– Krampetrækninger?
– Nej. Tårerne pressede sig på igen. – Jeg kan ikke mærke ham …
Karen trak op i Majas bluse. – Skal vi lige tage et kik på ham?
Karen fandt en tube med gelé frem og smurte et tykt lag ud over Majas mave. Det føltes koldt.
Sygeplejersken rakte Karen transduceren, og hun begyndte at bevæge skannerhovedet hen over Majas mave. På den sort/hvide monitor ved siden af sengen tonede et billede frem gennem den statiske støj.
– Kan I se ham?
Karen drejede skærmen over mod Maja. Hun fik med det samme øje på Valnøds karakteristiske hovedform. En hurtig hjertebanken lød fra monitorens højtaler. Han var uskadt. Hun kunne ikke holde tårerne tilbage. På skærmen bevægede hans fingre sig nærmest i en vinken ud til dem.
– Prøv at se, han har det helt fint, Maja. Jeg tror, at hans puls falder, når din gør det, sagde Karen og smilte.
Synet af Valnød og lyden af hans hjerte fjernede angsten med det samme. Hun kunne mærke ham igen. Stig rejste sig fra taburetten og kom over til hende. – Hvordan har du det?
Hun så op på ham og smilte. – Som kørt over af en damptromle.
Han kyssede hendes svedige pande.
– Når du har sundet dig, vil vi gerne have lov til at tage et par blodprøver og en urinprøve, sagde lægen.
Maja nikkede. Hun kendte rutinen fra sit arbejde på skadestuen. Det var normal procedure i tilfælde af drug rape. Sporsikringen af offeret skulle ske hurtigst muligt, og sygeplejersken havde allerede gjort det hele klar på rullebordet. Når Maja var i stand til det, skulle hun aflevere en urinprøve. Samtlige prøver ville blive sendt til retskemikerne, der inden for fireogtyve timer analyserede og screenede dem for stoffer. I hendes tilfælde skulle de garanteret hele turen igennem. Hun vidste ikke, hvad hun var blevet forgiftet med, men GHB eller flydende Ecstasy var en oplagt mulighed. De ville sikkert også finde et par bedøvende stoffer såsom analgetika, der havde en bedøvende virkning. Hvilket stof han havde brugt til at lamme hende med, havde hun ingen anelse om. Men hun vurderede, at der måtte være tale om en eller anden form for nervegift, også set i lyset af hvor ekstremt hurtigt forgiftningen var sket.
– Vi beholder dig til observation natten over, svarede lægen. – Jeg ved, at politiet gerne vil afhøre dig snarest muligt.
Maja nikkede.
Udenfor på gangen lød der stemmer. Den ene af dem var vicekommissær Katrine Bergmans.
*
Katrine Bergman trådte ind på stuen sammen med kriminalassistent Tom Schæfer. Blikket i hendes øjne fortalte tydeligt, hvor optændt hun var. Hun gik direkte hen til Maja i hospitalssengen uden at hilse på hverken personalet eller Stig. Katrine smilte et af sine få smil. – Er du o.k.? Efter omstændighederne?
Maja nikkede. – Efter omstændighederne.
– Vi har virkelig behov for at vide, hvad der skete. Kan du klare at fortælle om det nu?
– Jeg skal forsøge, svarede Maja.
Katrine tog en lille notesbog frem af inderlommen på sin sorte læderjakke. Maja bad om et glas vand, og sygeplejersken gav hende et lille papbæger. Det kolde vand skar i halsen, og hun tog kun et par mundfulde, inden hun rakte bægeret tilbage til sygeplejersken. Så genfortalte hun kort hændelsesforløbet.
– Genkendte du ham? spurgte Katrine.
– Nej, jeg har aldrig set ham før.
– Kan du give et signalement?
Maja tøvede. – Han var ikke særlig høj, virkede mager. Jeg tror, han havde en vindjakke på.
– Kan du beskrive hans ansigtstræk?
Maja rystede på hovedet. – Nej, han holdt sin hånd op foran ansigtet, inden han blændede mig med væsken.
– Nogen særlige kendetegn? Tatoveringer? Katrine trommede med kuglepennen mod siden i den åbne notesbog.
– Nej, ikke hvad jeg ved af.
– Prøv at fortælle videre.
Maja rømmede sig. – Det stof, som han sprøjtede i hovedet på mig, gjorde mig omtåget med det samme. Lige derefter kunne jeg ikke røre mig længere.
– Kom han indenfor?
– Ja, men jeg ved ikke rigtig, hvad der skete. Det næste, jeg kan huske, er, at jeg lå på sofaen uden at kunne røre mig.
– Hvor var han henne?
– Han var ligesom over det hele i sådan en underlig sløret tilstand.
– Hvad skete der så?
Maja trak vejret tungt. – Han begyndte at fortælle alt mulig mærkeligt. Om at han var Peter Pan, og at jeg var Wendy, og at jeg skulle med til Ønskeøen. Dér skulle vi passe på nogle drenge.
– Sagde han, at han var Peter Pan?
– Ja.
Katrine skrev et par noter i sin blok. – Og efter det?
Maja fik det ubehageligt. Hendes hjerte begyndte at galopere, og hun koldsvedte. – Altså han … han overfaldt mig. Hun tog sig vilkårligt til halsen.
Katrines blik formørkedes. – Er det ham, der har gjort det dér? Hun pegede på kvælningsmærkerne, der lå som violette bånd på Majas hals.
– Ja, da jeg sagde, at jeg ikke var Wendy, blev han rasende og klemte om min hals.
– Sloges i?
– Nej, han havde paralyseret mig med den dér væske.
Katrine vendte sig om mod sygeplejersken. – For en sikkerheds skyld vil jeg gerne have foretaget et negleskrab af forulempede.
Sygeplejersken nikkede.
Katrine så tilbage på Maja. – Hvad fik ham til at stoppe?
– Jeg gav ham ret … sagde, at jeg var Wendy.
– Gjorde han ellers … noget? Katrines blik sagde det hele.
Maja rystede på hovedet. – Nej, efter det var han … rolig.
– Har du nogen fornemmelse af, hvor gammel han var?
Maja trak på skuldrene. – Jeg ved ikke, på vores alder, lidt ældre måske. Jeg lagde mærke til noget andet. – Når han talte, skar han indimellem tænder.
Katrine så opmærksomt på hende. – Efter at du sagde, du var Wendy, hvad skete der så?
– Han fortalte mig, at han havde holdt mig under observation. At han havde set mig på engen.
– På engen?
– Den morgen, I fandt Dennis. Da var jeg der også. Hun så over på Tom Schæfer, der smilte beklemt. Det var tydeligt, at han ikke havde fået opdateret sin chef.
Katrine lod det passere. – Nogen idé om, hvorfor han ville have, at du skulle være Wendy?
Maja rystede på hovedet. Hendes hænder begyndte at ryste, og tårerne pressede sig på. – Men han sagde, at han ville komme tilbage efter mig. Så snart han havde kidnappet en ny dreng, der havde fødselsdag.
– Jeg håber fandeme, I har hele styrken ude at lede efter det svin, udbrød Stig. Han tog Majas hånd og klemte den forsigtigt.
Katrine så køligt på ham. – Hvor var du, da overfaldet skete?
– Ude at gå min runde, svarede Stig og pegede på sin T-shirt med borgerværnets logo på.
– Alene?
– Sammen med en nabo.
– Og I lagde ikke mærke til noget på jeres tur?
– Nej.
– Hvad med en bil, der ikke plejede at holde parkeret? Eller en eller anden, der var ude at gå aftentur, som I ikke kendte?
– Kvarteret var øde. Folk lå og sov.
Katrine tog sin mobiltelefon og gik et par skridt væk fra sengen, inden hun ringede op.
– Bergman her, sagde hun ind i røret. – Få fat i teknikerne, vi skal have foretaget en fuld gerningsstedsundersøgelse på Syrenvej nummer elleve. Og så skal vi have hundene ud at rundere i villakvarteret. Vi skal også have nogle morgenfriske drenge ud og banke naboerne op.
Hun holdt telefonen til øret med skulderen og bladrede i notesbogen. – Få vagthavende til at sende følgende signalement ud. Gerningsmanden er femogtredive til femogfyrre, spinkel af bygning, iklædt vindjakke, skærer tænder, han er ekstremt farlig. Eftersøgningen gælder hele landet. Hun klappede notesbogen sammen. … Og så skal jeg have et hold ud på sygehuset, hvor vidnet overnatter. Vi ses om lidt. Katrine lagde på og så hen på Tom.
– Tom, kan du ikke lave en vidneafhøring af pårørende. Husk også lige at få naboens navn.
Tom Schæfer nikkede og bad Stig følge med ud på gangen.
Katrine fulgte dem med øjnene ud ad døren, inden hun vendte sig om mod Maja. – Og du er sikker på, at du ikke blev forulempet på anden vis under overfaldet?
– Ja, svarede Maja.
Katrine nikkede. – Har du stadig det postkort?
– Det ligger derhjemme i min taske i entréen, svarede Maja.
Katrine nikkede farvel og gik hen til døren. Hun vendte sig om i døråbningen – Vi finder ham snart, Maja.
– Ja? svarede Maja modløs.
– Ja. Han er min nu. Katrine smilte. Men det var ikke noget venligt smil. Det var et smil som det, hun plejede at sende til ofrene i skolegården, lige inden de skulle ind på toilettet og ydmyges.