Villakvarteret blev farvet orange i solens sidste stråler. Et par af borgerværnets medlemmer havde taget opstilling på gadehjørnet. Den yngste af dem svingede med et baseballbat i luften, mens den anden så ind i Majas bil. I borgerværnets ledelse havde man fundet ud af, at det var langt mere effektivt at sætte kontrolposter op på strategisk udvalgte steder frem for at patruljere på må og få i gaderne. På den måde havde man langt større kontrol over, hvem der kom og gik i kvarteret. Borger- værnsmanden vinkede, da han genkendte hende. Hun nøjedes med at nikke tilbage. Det var sgu snart som at bo i Bagdad.
Maja holdt i indkørslen og kunne se betjentene i bakspejlet parkere på den anden side af vejen. Dér ville de sidde, lige indtil de i løbet af natten blev afløst af et par kollegaer. Hun var ved at vænne sig til deres konstante tilstedeværelse. Hun tænkte på historien om Pan, der havde mistet sin skygge. Hun havde op til flere, der fulgte hende.
Da hun åbnede hoveddøren, gik alarmen i gang med det samme. Den skingre hyletone fik hende til at fare sammen, og hun var lige ved at tisse i bukserne. Stig kom løbende ude i entréen.
– Hej, skat. Den virker, råbte han.
Han trykkede hurtigt koden ind på panelet, der sad lige inden for døren. Alarmen slukkede, og Stig vinkede afværgende ud til betjenten, der allerede var steget ud af bilen. Betjenten nikkede tilbage og satte sig ind igen.
– Var der en rotte i fælden? sagde Jakob og stak hovedet frem. Han smilte stort, så man kunne se hans nikotingule tænder. Han var iklædt en blå kedeldragt og træsko. Maja tænkte instinktivt på, hvor mange mærker han havde sat på stuegulvet. Hun så hovedrystende på ham. – Jakob, det er kun noget, man siger, når der bipper en sms ind. Ikke når man får sprængt trommehinderne i sin egen entré.
– Nå, men skidtet virker da. Vi ses på vagten i morgen, Stig. Han tog et ladegreb i luften. – Lock and load, kan I hygge jer.
– Lock and load. Og tusind tak for hjælpen, svarede Stig og sendte ham ud ad døren.
De sad og spiste aftensmad ved det lille bord i køkkenet. Eller Stig gjorde. Maja havde ingen appetit. Hun fortalte om konfrontationen på politistationen, og Stig undrede sig over, at hun ikke havde ringet. Han ville gerne have været med. Hun forklarede, at det hele var gået så stærkt.
– Alligevel, svarede han. Næste gang de finder en mistænkt, så ringer du lige.
Hun nikkede. – Det skal jeg nok, skat. Hun så ned i sin tallerken og stak til kyllingestykkerne. – Selvom det nok ikke bliver lige med det samme.
– Hvad mener du?
– Politiet er på bar bund.
Stig lod gaflen hænge ud for munden. – Er du sikker?
Hun nikkede. – De har ingen nye spor at gå efter. Så medmindre han melder sig selv eller de fanger ham, næste gang han slår til, så …
Han lagde gaflen fra sig på tallerkenen og så bekymret på hende. – Er du sikker på, at vi ikke skal rejse lidt væk?
– Jeg tror ikke, der er andre steder, hvor vi er mere sikre end her.
– Vi kunne også ringe til min lillebror og Smeden og få dem herned?
Maja kendte størrelsen på dem begge og trods det betryggende i at importere fem hundrede pund norske muskler, rystede hun afvisende på hovedet. – Jeg tror, vi har rigelig med beskyttelse til, at vi ikke behøver at invitere de to norske sumobrydere.
Stig trak på skuldrene. – Drengene er kun en opringning væk.
– Ved du, hvad der bekymrer mig mest?
– Nej.
– Jeg tror, at politiet leder i den forkerte retning, når de går efter tidligere pædofilidømte. Den her mand har alvorlige psykiske problemer.
– No shit, sagde Stig ironisk.
– Seriøst. Jeg har tænkt over det. Alt det her, fantasierne, bortførelserne, overgrebene, drabene. Det formes ikke bare fra den ene dag til den anden. Det ville undre mig meget, hvis han ikke er røget ind og ud af de psykiatriske institutioner.
– Men tror du ikke, at politiet allerede har tænkt tanken og været rundt på de forskellige galeanstalter?
Hun trak på skuldrene. – Intet af det har givet bonus endnu. I det halve år, jeg arbejdede på psykiatrisk afdeling, drømmer du ikke om, hvad jeg lagde øre til.
– Men hvorfor er der så ikke en eller anden behandler, der har reageret? De må da være blevet opmærksomme på, hvis en af deres nuværende eller tidligere patienter lirer det samme Peter Pan-nonsens af som ham.
– Det virker også mærkeligt. Hendes appetit var vendt tilbage, og hun proppede et stykke kylling i munden. – Det kan også være, at hans sindslidelse i årevis er blevet holdt i skak af den medicin, han har fået ordineret, men på grund af en eller anden omstændighed er tingene løbet løbsk for ham. Jeg mener, han taler på en underlig hakkende måde og skærer tænder. Måske er det ikke en medfødt talefejl, men noget som skyldes bivirkninger af et stofmisbrug.
– Måske tager han selv af de stoffer, som han doper sine ofre med.
– Ja, præcis sagde hun og pegede gaflen mod Stig.
Stig rakte hånden hen over middagsbordet. – Men, skat. Det er jo ikke noget, som vi skal bekymre os om. Jeg er sikker på, at hvis det hænger sammen, som du siger, så skal politiet nok finde frem til ham.
Hun brød sig ikke om hans pædagogiske tonefald, men tog hans hånd alligevel. – Du har ret, sagde hun mest for ikke at gøre ham urolig. – De finder ham nok selv.
Han smilte.
Det var fuldmåne, og månelyset skinnede gennem gardinerne og oplyste soveværelset med sit kølige lys. Maja lå i sengen og kunne ikke falde i søvn. Stig sov som en sten. Hun puttede sig ind til ham, og det føltes dejligt at mærke hans åndedræt. Her var trygt. Til en vis grad. Hun kunne ikke lade være med at tænke på Pan. Hvad lavede han i dette øjeblik? Hvem holdt han øje med? Hvordan forberedte han sig på sin næste kidnapning? Ville han kunne komme i nærheden af hende igen? Forbi vejspærringen, forbi politiet, forbi alarmsystemet og Stigs brede arme. Hun kunne ikke vente på, at det skete, eller på at han ville snuppe et nyt barn. Hun havde stadig mareridt om Dennis’ lig, der hang i træet. Indimellem drømte hun, at det var Valnød, der hang der. Hun vidste præcis, hvordan han så ud. Hans øjne og strithåret var Stigs, smilet og de skæve tænder i undermunden var hendes. Hun blev nødt til at give politiet en hjælpende hånd, om de ville have den eller ej. Der var et sted, som hun kendte, der måske kunne sætte dem på sporet af Pan. I morgen ville hun bruge sin fridag på at lede efter ham. Finde ud af, hvem han var, før han kom til hende.