Duften af kaffe spredte sig i personalerummet på psykiatrisk afdeling. Maja skar for af rabarbertærterne, som hun havde købt hos Reinhard Van Hauen.
Under sit uddannelsesforløb havde hun været på afdelingen i næsten seks måneder og indgået i det daglige arbejde med de psykiatriske patienter. Hun havde taget sig af teenagere med anoreksi, depressive husmødre, stofmisbrugere med hashpsykoser og dybt skizofrene patienter, som man aldrig helt kunne bedømme farligheden af. Opholdet på afdelingen lå mere end to år tilbage, men hun havde holdt kontakten. Det var rørende, hvordan alle de tidligere kollegaer var kommet til hendes reception, da hun blev færdiguddannet. Så vidt hun huskede, havde de givet hende et par lysestager fra Georg Jensen, som nu levede et stille liv på bunden af køkkenskabet.
– Hvorfor er der kage? spurgte psykiater Ove Lærke, da han kom ind ad døren. Han var omkring de halvtreds, havde gråsprængt tjavset hår og et par usædvanlig fedtede briller, der hang nede på næseryggen.
– Fordi Maja er kommet for at besøge os på sin første barselsdag, svarede lægechef Kirsten Olsen med sin dybe stemme. Hun var sidst i halvtredserne, kraftig, ingen makeup og kendt for altid at gå i matchende rullekravebluse og gabardinebukser. De fleste på afdelingen frygtede hendes kontante stil, men Maja følte, at hun altid havde været venlig stemt over for hende.
– Ja, det er barsels bag, sagde Maja og smilte stort. Hun brød sig ikke om at lyve om sin påståede barsel, men hun manglede en plausibel grund til at besøge afdelingen, så lang tid efter at hun var stoppet.
– Det må have været helt forfærdeligt for dig med det dér overfald, sagde Jette, der var psykolog og primært tog sig af afdelingens anorektikere. Hun var lille og museagtig, og Maja mistænkte hende for selv at lide af spisevægring.
– Frygteligt, svarede Maja. – Men heldigvis skete der ikke noget. Jeg var i gode hænder ovre på skadestuen. Hun havde fået delt tærte rundt til dem alle og satte sig ned.
– Og der er ikke sket noget med …? Jette så ned på Majas mave.
– Nej, nej. Alt er fint.
– Gudskelov, sagde Jette og holdt sig for brystet.
– Har du efterfølgende haft nogen at tale med? spurgte Kirsten og så alvorligt på Maja.
– Stig har været til stor hjælp, løj hun. I virkeligheden brød hun sig ikke om at tale med nogen om episoden.
– Har politiet været inde over? spurgte Ove med munden fuld af tærte.
– Altså Ove, sagde Kirsten og vendte det hvide ud af øjnene.
– Selvfølgelig har de det. Ser du slet ikke Nyhederne?
– Errare humanum est, svarede Ove og trak beklagende på skuldrene. – Nu har jeg ligesom ikke fjernsyn.
– Jeg har også været til en vidnekonfrontation, sagde Maja.
– Hvordan var det? Er det ligesom på film? spurgte Jette.
– Stort set. Det var i øvrigt med en patient derovrefra. Maja pegede bagud mod vinduet, hvor man kunne se sexologisk afdelings pavillon. – Men det var ikke ham, skyndte hun sig at tilføje.
– Politiet har jo også rendt os på dørene, sagde Kirsten.
– Har politiet også været her? spurgte Maja og så på Kirsten med påtaget undren. – Hvad ville de dog?
– Høre om patienterne. Dem, de ikke kendte i forvejen.
– Hjalp I dem med at finde frem til nogen? spurgte Maja, så henkastet hun kunne.
– Ja da, flere af dem har været til afhøring.
Maja stak i tærten. Stig havde altså haft ret. Politiet var på forkant med situationen og havde allerede snust rundt. Men åbenbart uden resultat. – Søgte de også i databasen?
– Jeg tror, der er en detektiv gemt i Maja, sagde Ove og så skælmsk på hende.
– Nej, nej, svarede hun og rødmede. Hun forbandede sig selv indvendigt over at have været for ivrig. – Det var mere, fordi de også har søgt i vores praksis. Jeg hjalp dem med at samkøre de stoffer, som de havde fundet, med vores patientregister.
– Her brugte de en gerningsmandsprofil til at søge ud fra, svarede Kirsten.
– Og den kommer de til at søge rigtig længe med, sagde Claus, der var psykolog og sad lige over for hende. Maja kendte ham kun flygtigt. Han var startet på afdelingen, ugen inden hun stoppede. Claus var et par år ældre end hende, høj og slank med blide øjne og et mørkt bølgende hår. Klassisk smuk. Klassisk pisse hamrende sexet, havde hun syntes dengang.
– In aeternum, sagde Ove salvelsesfuldt og gentog for de uindviede. – I al evighed.
– Nok mere in saecula saeculorum, rettede Claus ham. – De fik flere tusinde hits. Deres profil var ærlig talt til grin.
– Hvorfor det?
– Hvorfor den var til grin? Fordi den stort set kunne passe på hvem som helst. Selv på én herinde. Han pegede rundt i lokalet.
– Så de har ingen mistænkte i kikkerten?
– Det tror jeg ikke, eller måske har de i virkeligheden alt for mange. Claus smilte. Han var stadig sexet, fornemmede hun med et kildrende stik i maven.
– Claus låner vi indimellem ud til Retspsykiatrisk Klinik, hvor han foretager mentalundersøgelser, sagde Kirsten.
– Det er lidt nemmere at profilere dem, når de er fanget, svarede Claus og smilte beskedent.
– Claus har gennem de sidste par år mentalundersøgt flere højt profilerede gerningsmænd, blandt andre Marianne-morderen, sagde Jette og så på ham med slet skjult benovelse.
Claus så væk. – Ja, også ham.
Maja nikkede imponeret. Hun kendte godt sagen om den otteårige Marianne og hendes sadistiske drabsmand. Sagen havde fyldt aviserne for et par år tilbage. Et drab, der i sin afstumpethed kun var overgået af Pan-mordene.
Claus så på Maja. – Hvordan var dit umiddelbare indtryk … ?
Spørgsmålet overraskede hende. – Mener du af ham?
Claus nikkede, og der blev helt stille. Maja så sig hurtigt rundt. – Rædselsvækkende, sagde hun og sank spyttet. – Det er vist sådan, jeg bedst kan forklare ham.
– Undskyld, at jeg spurgte, sagde Claus.
– Nej, det er helt i orden.
Han rejste sig hurtigt op og måtte gribe stolen, inden den væltede bagover. – Tak for kage eller tærte … som det jo i virkeligheden er.
Maja så efter ham, da han forsvandt ud ad døren.
– Han er vanvittig dygtig, men mangler indimellem situationsfornemmelse, sagde Karin og trak beklagende på skuldrene.
– Non scholae, sed vitae discimus, sagde Ove og lænede sig tilfreds tilbage i stolen.
Så vidt Maja huskede fra sin latinklasse, var det noget med at lære for livet. Ove var så småt begyndt at gå hende på nerverne.
Døren til Claus’ kontor stod åben, og Maja gik hen og kikkede ind. Claus stod ved vinduet og talte i telefon. Da han fik øje på hende, vinkede han hende energisk indenfor. Han rakte to fingre i vejret for at signalere, at telefonsamtalen snart var slut. Hun satte sig i stolen foran skrivebordet og kikkede rundt i det smalle kontor. Øverst oppe på reolen var et voluminøst trofæ placeret. Fægtning, 1. præmie, Sjællandsmester 2002 stod der indgraveret. Det var bemærkelsesværdigt, hvor mange mænd der havde brug for at skilte med deres hobby på deres arbejde. Skouboe havde et kæmpe billede af sin 42 fods Swan hængende. Thorbjørn sine golfkøller at klamre sig til. Hos hendes kvindelige kollegaer var der til gengæld næsten altid fotografier af børn eller børnebørn på skrivebordet. Selv havde hun hverken trofæer eller billeder. Hun havde det bedst med at adskille arbejde og privatliv.
Claus lagde på og smilte straks til hende. – Du må virkelig undskylde.
– Det er da mig, der undskylder for at komme brasende.
– Nej, jeg mener for før, det var totalt upassende. Han rystede flovt på hovedet. – En psykolog uden empati, så bliver det næsten ikke værre, vel?
Maja smilte. – Faktisk var jeg glad for, at du spurgte.
– Virkelig?
– Ja, mellem os er jeg ikke kun kommet for at drikke kaffe. Hun skævede mod den åbne dør.
– Nu bliver jeg først nysgerrig, svarede han og satte sig om bag skrivebordet.
Hun sænkede stemmen. – Jeg er bekymret for politiets manglende resultater. Efter hvad du fortalte om deres utilstrækkelige gerningsmandsprofil, er min bekymring ikke blevet mindre. For at være helt ærlig så tror jeg, at de er på bar bund. Hvilket betyder, at endnu en dreng er i fare for snart at blive slået ihjel. Hun undlod med vilje at fortælle om trusselen mod hende selv.
Claus nikkede. – Ja, det er uhyggeligt at tænke på. Jeg har selv en søn på otte. Vi følger ham til og fra skole hver dag. Låser alle vinduer om natten, og alligevel er jeg skrækslagen, hver gang jeg efterlader ham for at tage på arbejde. Men hvad kan man gøre?
– Gå politiet i bedene, svarede hun prompte.
Claus skiftede stilling i stolen. – På hvilken måde?
– Nu har jeg kun haft med psykiatriske patienter at gøre i seks måneder, men jeg har da lært, at en psykopatisk adfærd som ham Pans ikke bliver udviklet fra den ene dag til den anden. Han findes et eller andet sted i arkiverne. Det er jeg sikker på. Enten her eller ovre på Sexologisk Klinik. Og da jeg allerede har forhørt mig hos Thorbjørn Larsen, vil jeg gerne gøre det samme her.
Claus smilte imponeret og lænede sig tilbage i stolen. – Så du har været ovre at tale med Den Skøre Professor, hvad sagde han?
– Han var bange. Rigtig bange. Han havde ikke oplevet noget lignende i sin tid.
– Men kunne han pege på nogen mistænkte?
– Nej, han afviste sågar, at gerningsmanden er pædofil.
Claus fnøs. – Dér vælger jeg så at være uenig.
Hun trak på skuldrene. – Under alle omstændigheder har politiet også afhørt et par gamle kendinge derovre fra. Uden held.
– Så hvad vil du spørge mig om?
Hun tøvede med at svare. Hvad hun havde tænkt at foreslå var direkte ulovligt, og hun vidste ikke helt, hvordan hun skulle præsentere idéen for ham. – Jeg … har forsøgt at lave en mere fyldestgørende profil af … Pan. Dels baseret på mine egne oplevelser med ham, primært de få fysiske træk, jeg husker, samt hvad han sagde. Dernæst hvad der har været fremme i medierne omkring hans adfærd og de stoffer, jeg tror han er på, og som han bruger mod sine ofre. Flere af dem kan være ordineret til ham.
– Er det en profil, som du vil have at jeg skal se på?
Hun smilte forsigtigt. – Nok lidt mere end det. Jeg tænkte på at vise den til ADAM.
Han gned eftertænksomt sin hage. – Nu arbejder du her jo ikke længere, så har du en tilladelse?
– Ikke ligefrem. Derfor har jeg brug for lidt hjælp. Eller rettere en adgangskode, eftersom min egen ikke længere virker.
– Så du har allerede prøvet at logge dig ind?
– Skyldig, svarede hun med et smil.
Claus rystede godmodigt på hovedet. – ADAM har ellers været sulten, siden du sidst har været her. Af de fem hyldekilometer, der står i centralarkivet, har hans små skannere snart ædt sig gennem de fire.
ADAM var navnet på sygehusets elektroniske system, der var ved at kopiere det gamle centralarkiv. Det var en enorm omlægning, som allerede var startet, dengang Maja arbejdede på sygehuset. Centralarkivet indeholdt journaler på indlagte patienter igennem de sidste fjorten år. Fremover skulle journalerne føres elektronisk via håndholdte PDA’er, der automatisk sendte dem videre til ADAM. Med det elektroniske system var der på den måde adgang til samtlige journaler døgnet rundt på alle sygehusets afdelinger. Vel at mærke hvis man havde den nødvendige adgangskode.
– Min lyst til at se ham er ikke blevet mindre, svarede Maja.
– Du ved godt, at systemet er nøje overvåget, og enhver søgning skal autoriseres.
– Ja, svarede hun. – Men jeg tænkte, om der måske var et smuthul.
Claus rystede på hovedet. – Ikke mig bekendt, og slet ikke hvis du laver en massesøgning. I sidste ende kan det ende med en straffesag og fratagelse af din autorisation.
– Den situation har jeg ligesom været i før, mumlede hun uden at komme nærmere ind på detaljerne. – Jeg undersøger også bare, hvad der er af muligheder for at finde frem til gerningsmanden. Så der ikke dør et barn mere. Hun så ned i gulvet og fornemmede efterhånden, at hendes besøg havde været tidsspilde.
– Nu er du ikke den eneste, der bekymrer sig, svarede Claus. Han rejste sig op og gik hen og lukkede døren. – Hvad jeg siger nu, forlader ikke det her kontor.
– Naturligvis ikke.
Han satte sig tilbage bag skrivebordet og trak den nederste skrivebordsskuffe ud. Fra skuffen tog han et chartek op. – En så omfattende søgning som du omtaler, har jeg allerede foretaget.
Hun så forbavset på ham. – Kan jeg få lov til at se den?
Han viklede gummibåndet af chartekket og skubbede det over til hende. – Det er dybt fortroligt det her.
– Selvfølgelig, svarede hun og åbnede chartekket. – Hvor mange personer har du fundet frem til?
– Enogtyve.
– Det er da til at have med at gøre. Med hvilke parametre søgte du?
– Ud over dem, politiet har givet mig, brugte jeg også oplysninger omkring adfærd i forbindelse med drabene. Groft sagt lavede jeg en personlighedstest ud fra selve modus operandi, når nu jeg ikke havde personen foran mig. Det er jo vores handlinger, som definerer vores person, sagde han en smule selvtilfreds.
– Aha, svarede hun. – Andet?
– Selvfølgelig. Jeg grupperede resultatet under forskellige sindslidelser. Tilbage stod et relevant antal på omkring et hundrede personer med en række skizofrene træk, der kunne stemme overens med vores gerningsmand. I dem sorterede jeg yderligere med oplysninger fra den retspsykiatriske database.
– Hvilke oplysninger?
– Primært strafferetlige. Tilbage var der enogtyve personer med en profil, der passede på drabsmanden i Pan-sagen. Hvilket i sig selv er et uhyggeligt stort antal, når man tænker over det.
Han lænede sig tilbage i stolen og sendte hende et smil, der fortalte, at han med rette var stolt over sin egen undersøgelse.
– Imponerende. Men hvordan er det lykkedes dig at søge så massivt uden at blive opdaget?
– Det handler om timing. Hans smil blev ikke mindre. – Hvilket vicekriminalkommissær Bergman har hjulpet til med.
– På hvilken måde?
– Ifølge logbogsoptegnelserne kom politiet igen et par dage efter deres første besøg og lavede en, skal vi sige, mere effektiv søgning.
– Og hvis nogen skulle finde på at spørge politiet?
Han slog beklagende ud med armene. – Så må jeg nok hellere erklære mig for momentant sindssyg i gerningsøjeblikket.
Hun smilte uden at se op fra journalerne. Det var uhyggelig læsning, og Claus havde ikke underdrevet. Disse patienter var yderst farlige. Af dokumenterne fra Retspsykiatrisk Klinik fremgik det, at flere af dem havde domme for drab og for voldtægt af mindreårige. – Nogen hovedmistænkte?
– Af de enogtyve sidder de tolv i forvaring i Herstedvester. Ingen af dem har endnu opnået udgangstilladelse. Ud af de resterende ni er seks indlagt på et af landets psykiatriske centre. Jeg har undersøgt deres færden, og de har alle sammen været ledsaget på deres udgang.
– Hvad med de sidste tre? spurgte hun og bladrede om til journalerne sidst i bunken.
– To af dem har jeg haft inde til samtale. Jeg har oven i købet været hjemme hos dem.
– Virkelig? svarede Maja. Hun var imponeret over hans entusiasme.
– Ja, og jeg er nioghalvfems procent sikker på, at de ikke har noget med drabene at gøre. Begge overholder deres medicinering, begge er under skærpet opsyn af de sociale myndigheder, og den ene bor sågar hos sine forældre.
– Hvad med den sidste på listen?
– Ud fra det, jeg kunne finde på ham, boede han ikke langt fra de dræbte. Han havde tilmed flere pædofilidomme bag sig. Alle involverede de drenge i alderen fra syv til ni år. I 1989 blev han diagnosticeret psykopat. Det skete i forbindelse med den behandlingsdom, han blev idømt i forbindelse med drabet på sin mor. Måske har du allerede set ham?
– Hvorfor skulle jeg have gjort det?
– Siden sin løsladelse i 2001 har han været tilknyttet dit lægehus som patient.
Maja blev helt tør i munden. Hun bladrede om på sidste side, hvor et journalbillede fra Retspsykiatrisk Klinik var vedhæftet. Der var noget genkendeligt ved den spinkle mand med den lange hestehale. – Og du tror, det er ham, der står bag?
– Troede, svarede Claus.
– Hvad bringer ham uden for mistanke?
– Det faktum, at han er død.
Hun så forbavset på ham.
– Bjarke Iversen hængte sig selv for to måneder siden.
Hun lagde bunken tilbage på bordet. – Jamen, så kan det jo ikke være ham?
– Nej, vel.
– Og vil det sige, at der ikke er flere på listen?
– Ja, svarede han og rakte ud efter bunken.
– Jamen, så er det vel det? sagde hun en smule skuffet.
Claus viklede gummibåndet omkring chartekket og lagde det tilbage i skuffen. – Medmindre andre kan lave en mere tilbundsgående søgning. En screening er jo aldrig bedre end den, der foretager den.
Hun var ikke i tvivl om, at hans evner rakte ud over hendes egne. Der var ikke nogen grund til at presse på for selv at lave en søgning. – Så hvordan har Pan kunnet holde sig skjult?
– Godt spørgsmål. Han kan have opholdt sig i et andet land, eller måske har han bare haft held til at skjule sin forbrydelse indtil nu.
– Mener du, at der kan være andre drab end dem, som politiet har kendskab til?
– Det er bestemt ikke utænkeligt.
– Men er det netop ikke vigtigt for ham at vise sine drab frem?
Claus nikkede. – På nuværende tidspunkt jo, men sådan behøver det ikke altid at have været.
– Hvad mener du?
– Jeg tror, at han har ønsket at mestre sine drab, før han ville vise dem frem for verden. Hvis man ser på drabene, bliver de hele tiden mere og mere raffinerede. Nu omtales han jo i medierne som en intelligent og ligefrem kreativ dræber – noget, jeg er sikker på behager hans ego.
– Mener du dermed, at han kan have flere drab på samvittigheden?
Han trak på skuldrene. – Måske. På den anden side findes der mig bekendt ingen uopklarede børnedrab i Danmark.
– Så du tror, at han lige er kommet til landet?
– Hvem ved? Han mener jo selv, at han kommer fra Ønskeøen, svarede Claus og smilte.
Hun takkede for hans hjælp og rejste sig.
– Hvis du falder over noget, som du har brug for at få tjekket, så … må vi se, hvad vi kan gøre.
– Tak, Claus.