Varmen i soveværelset var ulidelig, og Maja sparkede dynen af sig. Her var som i en kiste. Hun så over på Stig, der lå og sov. Han havde et irriterende godt sovehjerte. Det var ikke kun varmen, der holdt hende vågen. Samtalen med Claus bekymrede hende stadig. Hun troede ikke på hans teori om, at Pan var kommet til landet for nylig. Der måtte være andre omstændigheder, der gjorde, at han havde formået at holde sig under radaren. Til gengæld havde Claus en pointe i, at Pans drab var blevet stadig mere udspekulerede. Hvilket kunne betyde, at der måske var fortilfælde, som politiet ikke havde sat i forbindelse med ham.
Hun stirrede tomt op i loftet, mens hun spekulerede. Hvis han altid havde boet her, som hun var overbevist om var tilfældet, var der kun én naturlig forklaring på, hvorfor et tidligere drab ikke var blevet opdaget. Det måtte fejlagtigt være blevet registreret som et ulykkestilfælde. Hun satte sig op i sengen. Det var den eneste logiske forklaring. Fra sin tid i skadestuen havde hun oplevet børn, som blev bragt ind med påståede faldskader, men hvor der efter nærmere undersøgelser var tale om vold. Nogle gange blev sagen givet videre til politiet, særlig når der var tale om gentagne hospitalsindlæggelser. Men oftest var indicierne for svage til, at de kunne gøre andet end at tage sig af de fysiske skader. Fra statistikkerne vidste hun, at den type overgreb på børn skete hver dag. Måske gemte der sig også et drab eller to blandt tallene. Kunne det tænkes, at Pan fandtes bag et af disse skjulte ofre?
Maja åbnede natbordsskuffen og fandt en kuglepen frem. Hun ledte efter noget at skrive på og tog hæftet om fødselsforberedelse fra natbordet. Hun bladrede om til de bagerste sider, hvor der var gjort plads til egne notater. Det måtte være muligt at skitsere en profil på et muligt offer for Pan. Han ville være en dreng på otte-ni år, der boede i Storkøbenhavn. Han ville være omkommet i nærheden af hjemmet højst sandsynlig af en forgiftning eller kvælning. Dødsfaldet ville være sket på eller omkring hans fødselsdag. At dømme efter Pans drabsrate ville dødsfaldet være hændt inden for de sidste par år. Der ville naturligvis ikke være nogen vidner. Og vigtigst, måske var der fundet et glansbillede eller et tilsvarende relikvie på liget. Hun kunne ikke komme i tanke om flere parametre. Forsigtigt stod hun ud af sengen og gik hen til mobiltelefonen, der hang til opladning i stikket ved døren. Hun fandt Claus’ privatnummer blandt sine kontakter og ringede ham op.
– Hallo, lød det søvndrukkent i den anden ende af røret.
– Ja hej, Claus, det er Maja, hviskede hun.
– … Hvem?
– Maja Holm, vi talte sammen …
– … hvad er klokken?
– Alt for mange. Jeg ringer bare, fordi du selv tilbød at hjælpe mig, hvis jeg stødte på noget … Og det er jeg ligesom nu.
Der gik et øjeblik, før Claus svarede. – Kan vi ikke tale om det i morgen. Den er halv to.
Hun viklede nervøst den elektriske ledning om sin finger.
– Jo, jeg føler bare ikke rigtig, at der er nogen tid at spilde.
Der lød et træt suk i den anden ende af røret. – O.k., hvad drejer det sig om?
Maja satte hurtigt Claus ind i sin teori omkring dødsfaldene og beskrev profilen, hun havde udarbejdet.
– Interessant at lede efter ham igennem ofrene. Godt gået, sagde han, men lød ærgerlig over ikke selv at have fået idéen. –
Tak, svarede hun.
– Men jeg tror ikke, man skal regne med, at der er fundet effekter på tidligere ofre. Under alle omstændigheder vil det heller ikke komme frem i en søgning. Til gengæld tror jeg, at man skal udvide dødsårsagerne. Måske de også kunne omfatte hængning og drukning.
– Det har du sikkert ret i. Vil det være muligt at lave en søgning på det?
Claus gabte i den anden ende af røret. – Hvis jeg gør det hen over et par dage, så går det måske an … Jeg mailer dig resultatet.
– Jeg sætter stor pris på din hjælp, Claus, sagde hun og lagde på.
– Hvem var det? spurgte Stig søvndrukkent ovre fra sengen.
– Forkert nummer, svarede hun og gik hen og lagde sig igen. Hun vidste ikke, hvorfor hun løj. Måske for ikke at bekymre ham unødigt.
– Fandens til tidspunkt at ringe forkert på. Han vendte sig om og sov.
*
Hun kunne næsten ikke vente på, at Claus skulle maile hende tilbage med resultatet af sin søgning. Hele formiddagen tjekkede hun forgæves sin telefon mellem konsultationerne for at se, om han havde skrevet til hende. Realistisk set vidste hun godt, at der sagtens kunne gå en uges tid, før han vendte tilbage. Han var nødt til være forsigtig og få søgningerne indpasset i sit øvrige arbejde. Hvis det i disse tider kom frem, at nogen søgte efter dræbte børn i databasen, kunne det sende de helt forkerte signaler. Han risikerede ikke bare en tjenestemandssag, men også at blive hængt ud på forsiden af landets aviser. Og så kunne nok så mange forklaringer og gode intentioner ikke redde ham. Hun overvejede at bruge ventetiden på at tale med Henning, praksissens børnelæge. Måske han inden for det sidste år eller to havde observeret nogle mistænkelige ulykkestilfælde blandt sine patienter. Men hun slog det hurtigt hen. Henning var for nervøst anlagt og ville opfatte hendes forespørgsel helt forkert. Han ville se sig selv på anklagebænken, og før hun vidste af det, kunne det skade hele arbejdsmiljøet i praksissen. Hvilket ikke var det bedste udgangspunkt for hendes snarlige partnerskab. Hvis hun på et eller andet tidspunkt ville lade sin efterforskning gå den vej, måtte det nødvendigvis ske igennem Skouboe.
Om eftermiddagen, da Maja skulle tilse en ældre patient med lændehold, tikkede en mail ind fra Claus på hendes Iphone. Hun fik hurtigt undersøgt patienten, skrevet en henvisning til røntgenklinikken og sendt ham ud ad døren i en sådan fart, at han glemte at lyne lynlåsen.
Claus skrev kort, at han ikke havde kunnet vente med at foretage en søgning. Hun havde pirret hans nysgerrighed. Han havde allerede selv bladret de vedhæftede journaler igennem uden at blive meget klogere, men han ønskede hende held og lykke. »Frokost, snart?« sluttede mailen.
Hun kunne ikke helt afgøre, om hans iver skyldtes engagement for at få løst sagen, eller om den var rettet mod hendes person. Under alle omstændigheder var hun lykkelig over ikke at skulle vente længere.
Hun åbnede filen i telefonens display og skimmede den kort. Femoghalvfjerds navne med et tilsvarende antal journaler. Hun havde stadig en del patienter at tilse, så hun måtte vente med at gå journalerne igennem, til hun havde fyraften.
Da hun kom hjem, fandt hun Stig i køkkenet. Han var i fuld gang med at lakere lågerne. Han havde taget dem alle sammen af hængslerne og lagt dem op på det lille spisebord.
– Hold da op, det er godt nok en skarp lugt, sagde Maja og viftede sig om næsen.
– Det er vandbaseret, og jeg har lavet gennemtræk. Du er tidligt hjemme.
– Ja, svarede hun. – Er det i orden, at jeg lige låner computeren?
Stig satte penslen i bøtten med lak. – Jeg gik faktisk lige og tumlede med et par noter.
Hun vendte sig om og så tværs gennem entréen og ind i arbejdsværelset. Hun kunne se, at computerskærmen på skrivebordet var slukket. – Men computeren er ikke tændt.
– Nej nej, men jeg var også kun lige på vej, sagde Stig irriteret.
Hun trak på skuldrene. – O.k., så venter jeg bare.
Stig rystede afvisende på hovedet. – Det er lige meget. Nu er koncentrationen ligesom røget. Han tog atter penslen fra bøtten og begyndte at lakere.
Maja gik ind og tændte for computeren. Hun overførte filen fra Iphonen og åbnede den. Det stod hurtigt klart, at Claus’ søgning gik flere år tilbage, og at han ikke havde haft tid til at optimere søgekriterierne. Men hun ville hellere have for mange emner end følelsen af, at søgningen ikke var fyldestgørende. Det var ubehagelig læsning. Alle disse dødsulykker med børn involveret. De trafikdræbte slettede hun hurtigt. Det var ikke sandsynligt, at Pan havde kørt børn ned for at få tilfredsstillet sin morderiske lyst. Der var også et par forgiftningsulykker i hjemmet, der straks kunne kategoriseres som hændelige uheld. Når Valnød kom til verden, skulle de have gemt al den slags godt af vejen inklusive Stigs lak, vandbaseret eller ej.
Det tog hende et par timer at komme igennem listen. Tilbage var der tre tilfælde, som havde fanget hendes interesse. Det var alle sammen dødsulykker, der var foregået omkring ofrenes fødselsdag. Den ene var en drukneulykke på en byggeplads, hvor en dreng tilsyneladende havde leget alene og var faldet i udgravningen til et fundament. Han havde forgæves kæmpet for at komme op af hullet, men var til sidst druknet i det meterdybe mudder. I det andet tilfælde havde en dreng indtaget kaustisk soda. Liget var først blevet fundet to dage efter, da drengens mor vendte hjem efter en druktur. Det sidste tilfælde handlede om en togpåkørsel. Resterne af drengen var blevet fundet på baneterrænet ikke så langt fra hans hjem. Der havde ikke været nogen vidner til påkørslen, og den var sket på hans fødselsdag.
Maja rejste sig og gik hen til det åbne vindue for at få en smule frisk luft. Betjentene der havde fulgt hende hjem, sad ude i patruljevognen med begge døre åbne og røg. Hun var taknemmelig for deres tilstedeværelse. Alligevel irriterede det hende, at hver gang hun spurgte til efterforskningen, svarede de, at det kunne de ikke oplyse om. I virkeligheden dækkede det sikkert over, at de heller ikke vidste noget. Hun havde gennem de sidste par dage haft lyst til at ringe og tale med Katrine. Men når selv pressen ikke kunne få vristet en kommentar ud af hende, tvivlede Maja på, at det ville lykkes for hende. Alle holdt de vejret i spænding. Afventende Pans næste træk.
Hun vendte tilbage til skærmen og læste i de tre journaler uden helt at vide, hvad det var, hun søgte efter. Der var ikke en af de tre sager, som skilte sig markant ud fra de andre to. Det var nødvendigt at få en faglig vurdering af dem. Vise dem til én, der dagligt beskæftigede sig med døden og dens spor. Én, som måske endda selv havde obduceret disse drenge. – Stig! råbte hun.
– Ja, svarede han og kom lidt efter til syne i døråbningen.
– Skatter. Kan du ikke lave den dér fantastiske cambodjanske ret?
– Det kan jeg da godt, svarede han og trak på skuldrene. – Men sidst jeg lavede den, brokkede du dig over, at al den kokosmælk gav dig laktosechok.
Hun smilte indladende. – Jeg er vist ikke altid lige let.
Han svarede ikke.
– Det er bare, fordi jeg fik lyst til at invitere Jeanette og Hans Henrik til middag på lørdag. De to kunne godt trænge til et kulinarisk indspark.
Stig trak vejret tungt. – Jeg orker altså ikke lige at have ham dødbideren på besøg.
– Dødbider, hvad mener du? Hun rystede på hovedet ad ham. – Han er retsmediciner. Vil det ikke være hyggeligt med lidt gæster til en forandring?
Stig lukkede øjnene og kom med en snorkelyd.
– Hold nu op. Han er måske ikke den mest spændende person, men det er hans arbejde til gengæld. Du må da også have nogle spørgsmål til ham i forhold til din bog og alle dem, der druknede.
– Min research er fuldstændig på plads, svarede han og forsvandt ud i køkkenet.
– Godt så. Jeg siger ved syvtiden?
Der kom intet svar.