Siden sit besøg ved Lasses hus havde Maja overvejet, hvor sandsynligt det var, at Pan skulle have noget med drengens død at gøre. Hun var begyndt at tvivle. Både alkoholen, der var fundet i Lasses blod, og hans besøg på baneterrænet kunne lige så godt skyldes kådhed. En selvopfundet manddomsprøve. Alligevel følte hun sig forpligtet til at undersøge alle muligheder, og hun tastede Lasses tidligere adresse ind i praksissens database. Hun fik Stephanie og hendes forældre frem på skærmen. Deres nye lejer i kælderen var endnu ikke registreret. Hvis hun skulle gøre sig forhåbninger om at finde journalerne på Lasse og dem, der havde boet på adressen før, måtte hun i kælderen og lede i det gamle arkivsystem. Selv om journalerne var blevet videresendt til en anden konsultation, beholdt de altid selv en kopi.
Hun brød sig ikke om udsigten til at skulle gå alene ned i kælderen til det afsidesliggende arkiv. De havde før haft ubudne gæster dernede. På den anden side havde hun heller ikke lyst til at involvere en af kollegaerne eller bede den unge betjent om at følge med sig.
Klokken blev kvart over to, før Maja havde tilset dagens sidste patient. Hun tog elevatoren ned til kælderen, som de delte med de andre firmaer, der holdt til i bygningen. Primært revisions- og advokatkontorer.
Foran hende lå den lange smalle gang, der førte ned til deres kælderrum i den modsatte ende. De summende neonrør i loftet var den eneste lyd, der hørtes. Hun begyndte at gå ned ad gangen, mens hun forgæves forsøgte at overbevise sig selv om, at der ikke var nogen grund til at være bange.
Hendes hænder rystede, da hun fandt nøglen frem til arkivet og låste sig ind. I det samme lød der en dump lyd længere nede ad gangen, og hun vendte sig om i døråbningen. Hendes hjerte bankede tungt i brystet, og hun fortrød, at hun var gået alene i kælderen. Hun greb hurtigt om skalpellen i kitlens højre lomme og blev stående og lyttede, indtil hun havde overbevist sig selv om, at hun var alene. Så gik hun ind til de høje arkivskabe, der stod placeret langs hele den ene væg.
Arkivet var opført alfabetisk. Det gik derfor hurtigt med at søge under familiens efternavn. Hun fandt frem til, at Lasse havde haft en lillebror, der hed Thomas, og at begge hans forældre havde boet på adressen. Nu manglede hun at gennemgå samtlige journaler for at se, om der også havde været en lejer på adressen.
Det tog næsten halvanden time at komme igennem alle femten hundrede journaler. Hendes hals var tør, og hun ville have givet hvad som helst for en kildevand. Hun masserede sin højre skulder og kunne mærke, at hele ryggen værkede. På skabet lå de fem journaler, hun havde fundet. De fire af dem var på Lasse og hans familie. Den sidste tilhørte en mand, der ifølge dateringen på journalen havde boet i huset lige op til Lasses død. Manden var toogfyrre år og førtidspensionist. Ifølge de overstregede adresser på journalen havde han boet utallige steder før denne. Men altid inden for kommunegrænsen. Igennem årene var han blevet behandlet for en række småskavanker, men det var ikke dét, som var det mest interessante. Nederst på siden stod en liste over de antidepressiver, som var blevet ordineret til ham i forbindelse med hans skizofreni. Hun bladrede journalen igennem. Skouboe havde skrevet et par utydelige noter om hans indlæggelse på psykiatrisk afdeling. Indlæggelsen lå mere end ti år tilbage. Det undrede hende, at manden ikke var dukket op under Claus’ søgning. Når hun kom op fra kælderen, ville hun søge på mandens personnummer i databasen. I første omgang for at se, om han stadig var blandt hendes patienter. Dernæst for at finde ud af, hvad de ellers havde af oplysninger på ham. Hun lukkede journalmappen i og læste hans navn på forsiden. Han hed Søren Rohde.
Navnet sagde hende ikke noget.
– Maja? lød det henne fra døråbningen.
Hun fór sammen.
– Undskyld, det var ikke min mening at skræmme dig, sagde Skouboe og smilte.
– Hold kæft, Skovsen, jeg tror, jeg kom til at tisse i bukserne. Hun støttede sig til arkivskabet og forsøgte at få vejret igen.
Skouboe kom hen til hende og aede hendes skulder. – Beklager. Hvad laver du dog hernede? Ham betjenten leder efter dig.
– Jeg kommer op nu, er han helt ude af flippen?
– Næ, det tror jeg ikke. Han sagde, at de havde indstillet deres beskyttelse af dig, og at han var blevet kaldt tilbage til stationen. Han har forsøgt at ringe til din mobil.
Hun mærkede efter sin telefon i lommen, men kom i tanke om, at hun havde efterladt den på kontoret.
– Det er da godt at vide, at faren er drevet over, sagde Skouboe og smilte.
– Så absolut, svarede hun ikke helt overbevisende. Forskrækkelsen sad stadig i kroppen.
– Jeg kan godt køre dig hjem, hvis du er bange.
– Hold da op, svarede hun og daskede kærligt til ham. – Skovsen, kan du huske ham her? Hun gav ham journalen.
Skouboe fandt sine læsebriller frem fra brystlommen. Han studerede forsiden af journalen, inden han åbnede den og skimmede siderne.
– Nej det … ikke umiddelbart. Men det kan da godt være, hvis den lige får lov til at summe lidt, svarede han og roterede pegefingeren ved sin tinding. – Hvad drejer det sig om?
Hun trak på skuldrene. Hun havde ikke lyst til at mistænkeliggøre nogen uden grund. At manden var skizofren, gjorde ham ikke automatisk til forbryder.
Skouboe spærrede øjnene op. – Ah, tror du, at han har noget at gøre med … ?
Hun rystede hurtigt på hovedet. – Nej nej, altså jeg tjekker bare lidt. Kradser i jorden.
– Det skal man altid gøre. Han smilte opildnet og så atter på journalens forside. – Søren … Rohde. Han smagte på navnet, inden han rystede på hovedet. – Næ, gid jeg kunne huske ham.
Han gav hende journalen tilbage. – Du siger til, hvis jeg ellers kan hjælpe med noget.
– Ja tak, svarede hun.
Da de nåede stueetagen, gav Skouboe hende et kram og steg ud af elevatoren. Maja trykkede på knappen og kørte alene op til konsultationen. Der var helt stille i modtagelsen. De sidste medarbejdere var taget hjem. Hun så på sit ur. Den var blevet kvart i fire. Søgningen i arkivet havde taget alt for lang tid. Hun gik ind i frokoststuen og hentede en kildevand i køleskabet. Da hun vendte tilbage til sit kontor, satte hun sig hen til computeren og tastede Søren Rohdes cpr-nummer ind på computeren. Den elektroniske journal kom frem med det samme. Der stod de samme oplysninger, som hun allerede havde læst. Han havde tilsyneladende ikke vist sig i konsultationen i de seneste par år. Chancen for, at hun havde mødt ham, var minimal. Datoerne for udlevering af recepterne med antidepressiverne stod opført i en særskilt kolonne. Hun bemærkede, at der ikke var påført nogen udleveringsdatoer det sidste års tid. Det undrede hende. Enten skyldtes det en forglemmelse hos en af sekretærerne, eller også havde Søren Rohde vitterlig ikke fået sin medicin.
Journalen var ført fra hans tyvende år. Hun ledte efter navnet på Søren Rohdes tidligere læge, men der var ingen henvisninger. Den medicinske historie for hans barndom og teenageår manglede.
Af journalen fremgik det, at Søren Rohde havde været indlagt på psykiatrisk afdeling i seks måneder i 1996. Derfor måtte der findes noget på ham i sygehusets centralregister. Hun var nødt til at overtale Claus til at lave en ny søgning.
Hun forsøgte på hans private nummer, men kom ikke igennem. Så ringede hun direkte til sygehusets omstilling. Samtidig lød klokken ude fra elevatoren. Maja rejste sig op og gik hen mod døren. Hendes hænder var klamme. I det samme kom hun igennem til sygehusets omstilling. Hun bad om at blive stillet om til Claus Willum på psykiatrisk afdeling. Der lød en række klik i den anden ende af røret. Hun stak hovedet ud ad døren og så ned ad gangen. Modtagelsen lå øde hen. Omstillingsdamen vendte tilbage og sagde, at Claus Willum var i møde. Maja takkede og lagde på. I det samme skød svingdøren op i den anden ende af modtagelsen.
– Sunshine, sunshine regae … sang en arabisk udseende mand. Han var sidst i tyverne og havde et par enorme høretelefoner på, der stod ud fra hans hoved som dybe tallerkner. Foran sig skubbede han rengøringsvognen i små forsigtige ryk. Da han fik øje på Maja, vinkede han og forsvandt ind i frokoststuen.
Hun vendte tilbage til computeren og tjekkede Søren Rohdes adresse på nettet. Men han stod ikke listet nogen steder. Heller ikke nummeroplysningen kunne hjælpe hende. Ifølge den sidste adresse, han havde opgivet, boede han ude i højhuset ved ringvejen. Hun besluttede sig for at køre en lille omvej hjem for at se, om han mon stadig holdt til dér.