Maja kørte ud ad ringvejen. Hun havde sit headset på og forsøgte endnu en gang at få fat på Claus. Klokken var blevet over fire, og sygehusets omstilling var lukket. Hun forsøgte på hans private nummer, men fik denne gang fat i telefonsvareren og lagde en besked om, at han skulle ringe med det samme. Hans fravær gjorde hende endnu mere opsat på at få fat i ham.
På passagersædet lå udskriften af Søren Rohdes journal. Den fortalte ikke tilnærmelsesvis nok om hans sindslidelse. Hvis Claus kunne finde ham i centralregisteret, ville hun få det fulde overblik over Søren Rohdes sygdom. Journalen ville i detaljer beskrive hans skizofreni og eventuelle vrangforestillinger. Noget, som måske stemte overens med Pans univers. Der ville også stå, om han havde været voldelig, både før og under indlæggelsen. Det undrede hende stadig, at han ikke var dukket op i Claus’ søgning.
Maja så op i bakspejlet. Hun var vant til, at politiet fulgte efter som en langstrakt skygge. Nu trak hun i stedet en hale af pendlere på vej hjem fra arbejde. Køen hen mod lyskrydset standsede helt, og Maja spejdede mod det trøstesløse højhus, som Søren Rohde muligvis stadig boede i.
Lejemålene lå fordelt på otte etager. Alle med hver deres cellelignende altan ud til ringvejen. De fleste brugte altanerne til opmagasinering, hvilket fik det til at se ud, som om facaden var skrællet af med frit udsyn ind til lejernes trøstesløse liv.
I folkemunde blev højhuset kaldt for »Det Tårnhøje Helvede«. Flere gange havde der været tale om at rive bygningen ned. Men det var aldrig lykkedes at skaffe et flertal for forslaget i kommunalbestyrelsen. Mest af alt fordi bygningen husede kommunens socialt udstødte og ingen på rådhuset havde politisk mod til at sprede klientellet ud i de mere velstående dele af kommunen.
Hendes mobil ringede. Det var Claus. Han var blevet færdig med sit møde på afdelingen. Hun fortalte ham om de nye spor, hun havde fundet. Men undlod at fortælle om besøget på Lasses gamle adresse. Der var en hårfin grænse mellem at udstille sig selv som værende dedikeret og så fanatisk. – Kan du foretage en ny søgning for mig?
Claus trak vejret tungt i den anden ende af røret. – O.k., men kan det vente til i morgen?
– Jeg er virkelig opsat på at finde ud af, hvem ham Søren er.
– Giv mig ti minutter og hans CPR-nummer, men så skylder du også snart den frokost.
Hun gav ham nummeret og lagde på uden at kommentere frokosten.
Køen af biler begyndte at rykke på sig. Hun drejede om hjørnet og fortsatte videre rundt om højhuset til den store parkeringsplads. Hun parkerede tæt ved den lille butiksarkade i den fjerneste ende. Over for hende lå opgangen til nummer otte B. Ifølge journalen boede Søren Rohde på første sal i lejlighed nummer ni. Hun lænede sig ind over rattet og så op mod den lange svalegang. Hun talte ni døre hen. Med sin ærtegrønne farve lignede døren alle de andre. Gennem indgangspartiet til opgangen kunne hun skimte rækken af aluminiumsfarvede postkasser. Det nemmeste var at gå ind og tjekke, om hans navn stadig stod på en af dem. Valnød bevægede sig, og hun skulle tisse. Maja drejede hovedet over mod butiksarkaden. Dér lå en døgnkiosk, en Aldi, et møntvaskeri og et pizzeria. Det sidste kunne hun lugte helt ind i bilen. Hun tvivlede på, at nogen af dem havde et kundetoilet, og forbandede sig selv for ikke at have tisset af inden køreturen. Det var svært at være detektiv, når man var højgravid og éns blære konstant blev aktiveret.
Hun skulle til at åbne bildøren, da Claus ringede tilbage. – Maja? Han lød bekymret.
– Har du fundet journalen?
– Ja, hvor er du henne?
I et kort øjeblik funderede hun over, om hun skulle sige sandheden.
– Maja? lød det i den anden ende af røret.
– Ja, jeg holder ude foran hans sidste adresse. Kan du ikke bare maile mig den?
– Ude foran Søren Rohde? sagde han med panik i stemmen.
– Ja, eller det tror jeg da, hvorfor?
– Maja … Det er ubegribeligt, at søgningen i ADAM ikke bragte hans navn op med det samme … Jeg kan kun forklare det med, at hans journal ikke har været skannet ind før nu … Eller også må jeg have overset den … Han talte som et maskingevær.
– Rolig, Claus. Hvad er det, du prøver at sige?
– At jeg synes, du skal køre derfra lige nu!
Hun rykkede sig nervøst i sædet. – Jamen, hvad har du læst?
– Jeg mailer dig hans journal. Måske vil det være en god idé at kontakte politiet. Du må gerne henvise til mig, hvis de spørg …
– Jamen er det ham, Claus?
– Det … Han er i hvert fald et godt bud … hvis du spørger mig. Kan du ikke ringe til mig, når du har læst den?
– Jo, svarede hun og mærkede tørken i sin mund.
Øjeblikket efter tikkede mailen fra Claus ind på hendes telefon. Hun åbnede den vedhæftede fil. Den indeholdt Søren Rohdes journal fra psykiatrisk afdeling. Forrest lå mentalundersøgelsen, som var foretaget for snart ti år siden, da han blev tvangsindlagt. Indlæggelsen var sket i forbindelse med en politianmeldelse. Han havde i afklædt tilstand, som det stod beskrevet, dræbt to svaner med en køkkenkniv i en nærliggende sø. Efterfølgende havde han svømmet rundt sammen med de blodige fugle, indtil han var blevet pågrebet af to parkbetjente.
Den efterfølgende mentalundersøgelse havde fastlagt, at Søren var skizofren og led af tydelige vrangforestillinger. Han var overbevist om, at andre påførte ham onde tanker. Det var disse tanker, der havde beordret ham til at slå svanerne ihjel. Den videre behandling var foregået medicinsk med neuroleptika og antidepressiver. Og via samtaleterapi. Under terapien berettede Søren Rohde om andre tilfælde af dyremishandling. I et af tilfældene havde han stjålet en hund, der stod bundet foran en butik, og efterfølgende parteret den. Det kunne ikke afgøres, om historien var sand eller en del af hans fantasier. Under den sidste del af sin indlæggelse havde den medicinske behandling vist sig effektiv, og Sørens tilstand havde været i markant bedring. Han var begyndt at tegne og skrive vers. En af tegningerne var skannet ind i journalen. Det var en abstrakt tuschtegning, der med sine mange streger og klatter mindede Maja om noget af Jason Pollock. Der var også et par eksempler på hans digte vedhæftet. Maja så foruroliget på det første vers. Hun rullede vinduet ned for at få lidt frisk luft. Digtet var ikke hans eget.
Ship ohøj, ship ohøj, her kommer vi!
Nu skal vi ud på sørøveri!
Og rammes vi af en kugle så rund.
Så mødes vi sikkert på havets bund.
Det stammede fra Peter Pan-bogen.
Hun så op mod huset. Det mest fornuftige ville være at ringe til politiet med det samme. Men hun tøvede. Deres efterforskning imponerede hende ikke. Hun var nødt til at vide, om han stadig boede her. Give dem hele pakken, så de bare skulle hente ham. Lige meget hvor bange hun var, blev hun nødt til at gå ind og se, om hans navn stod på en af postkasserne.
Maja steg ud af bilen og småløb, så hurtigt hun kunne, hen mod bygningen. Da hun nåede halvvejs, hørte hun lyden af en dør blive åbnet på svalegangen over hende. Hun så hurtigt op. En mand var trådt ud af lejlighed nummer ni. Hun sprang i dækning bag den nærmeste bil. I et splitsekund overvejede hun at løbe tilbage til sin bil, når han gik fra svalegangen og ind i opgangen. Men hun turde ikke tage chancen. Hun var nødt til at blive siddende i skjul, indtil han havde passeret forbi. Der var stille på svalegangen. Han måtte være på vej ned ad trappen. Hun var ved at gå i panik. I det samme hørte hun hoveddøren blive åbnet. Lyden af skridt kom nærmere. En langstrakt skygge fejede hen over asfalten, da han passerede forbi på den anden side af bilen. Hun krøb helt sammen. Lyden af hans skridt aftog. Hun ventede lidt, inden hun forsigtigt stak hovedet frem og så hen over bilens bagsmæk. Manden var på vej over mod butiksarkaden. Han var lille og spinkel med lyst, feagtigt hår, der flagrede for vinden. Da hun så ham forsvinde ind i døgnkiosken, løb hun tilbage til Mercedesen og satte sig ind bag rattet. Postkasserne måtte vente.
Hun slog solvisiret ned og tog sine store mørke solbriller på. Når han kom ud fra kiosken, ville han passere hende med siden til. Forhåbentlig kunne hun identificere ham uden at afsløre sig selv. Der gik et par minutter, før han kom ud fra kiosken med en to liters cola i den ene hånd. Hun sank ned i sædet, til maven stødte mod rattet. Han slentrede dovent hen over pladsen. Da han var lige ud for bilen, strøg han sit tynde, lyse hår til siden og afslørede sit ansigt. Hun genkendte opstoppernæsen. Det var ham. Ham, der havde overfaldet hende. Ham, der kaldte sig selv for Pan.
Han fortsatte over mod opgangen og gik ind. Først da hun havde sikret sig, at han var tilbage i sin lejlighed, tændte hun motoren. Hendes fingre rystede ukontrollabelt, da hun tastede Katrines direkte nummer ind.