Månen sendte sit blege lys ned over den øde station. Den lyste baneterrænet op og fik togskinnerne til at reflektere i natten.
Maja stod alene midt på den mennesketomme perron. Den skudsikre vest, som hun bar under sin lyse Burberry jakke, fik hende til at føle sig endnu mere gravid. Det var ellers en let specialvest, som hun havde lånt fra Aktionsstyrkens udrustning. Alligevel døjede hun med den kropsnære vest i den hede tropenat.
I sit venstre øre havde hun en øresnegl, der satte hende i forbindelse med politiets enheder og kommandostadet på brandstationen. I ærmet en mikrofon, som hun dog kun måtte bruge i nødstilfælde. Det virkede uvirkeligt at stå her som en anden hemmelig agent på sin barndoms station.
I øresneglen opfangede hun hele tiden samtalerne mellem de forskellige enheder og kommandostadet. Eftersøgningen af Søren ved Bregnehøjparken havde ikke givet resultat. Politiet var i stedet blevet mødt af stenkastende unge og måtte fortrække.
De civile betjente, der patruljerede i togene, kaldte også ind med jævne mellemrum. Ingen af dem havde endnu set noget til hverken Søren eller Timmie.
Hun begyndte at lægge mærke til betjentene, hver gang de halvtomme togvogne ankom til stationen. De stod som regel og hang i stropperne, mens de forsigtigt spejdede sig omkring. Ellers var politiets tilstedeværelse nærmest usynlig.
Katrine holdt sig i skjul sammen med to betjente fra Aktionsstyrken i det lukkede billetkontor. Hun ønskede at være så tæt på Maja som muligt og havde posteret Tom i kommandostadet som sit forbindelsesled.
Aktionsstyrkens finskytter lå på butikscenterets tag lige over for stationen. To gange havde de talt til Maja gennem øresneglen. Den første gang blev hun bedt om at gå længere ud på perronen, fordi stationsbygningens tag hæmmede deres udsyn. Den anden gang havde de venligt bedt hende om ikke at kikke derop hele tiden. Hun havde flovt pareret ordre.
Hvor de andre enheder var placeret, var hun ikke klar over. Kun at de lå rundt omkring i mørket. På trods af den anspændte stemning følte hun sig overraskende sikker. Hun var overbevist om, at hvis Søren viste sig offentligt, ville han blive pågrebet, længe inden han nåede frem til perronen.
Det sang i køreledningerne ude på det yderste spor. Tonen blev stadig højere og højere, indtil regionaltoget tordnede forbi. Det skræmte næsten livet af hende.
Hun tænkte på Stig, der sad på brandstationen og ventede. Før de skiltes, gav han hende termokanden med kakao i, som Søren havde bestilt til Timmie. Han havde sagt, at hun ikke skulle tøve med at kaste den i ansigtet på Søren. Det havde hun lovet. Hun havde også sin skalpel i lommen til at forsvare sig med. Men faktisk var det ikke hendes egen sikkerhed, der bekymrede Maja, men derimod Timmies. Søren havde ikke valgt stationen tilfældigt. Han havde dræbt sit første offer her. Mindre end hundrede meter længere henne ad banelegemet.
Der lød en kort melding i øresneglen, som hun ikke opfattede. Lidt efter rullede endnu et tog ind på perronen. Et ungt par steg ud og passerede hende på vej hen til udgangen. Hun lagde mærke til den civile betjent i den bagerste vogn. Hun tog sig selv i at stirre og så væk for ikke at afsløre ham. Der var stadig intet syn af Søren. Dørene lukkede i igen, og toget kørte af sted.
I løbet af de næste femogfyrre minutter kom der yderligere seks tog forbi. Tre i hver sin retning. Klokken nærmede sig midnat, og troen på, at Søren ville bringe Timmie til stationen, svandt langsomt ind. Maja skulle tisse. Hun vidste, at der stadig var toogtredive minutter til, at det sidste tog kørte. Og hun var nødt til at holde sig indtil da. Den stramme vest pressede mod hendes blære og gjorde det ikke nemmere for hende.
Lysene fra toget, der nærmede sig stationen, tegnede sig ude på banelegemet. Det voksede i styrke, og minuttet efter rullede toget ind på perronen. I det samme ankom et tog på den anden side af hende. Maja stod klemt inde mellem de to togstammer, der dannede en lang korridor ned langs perronen. Det var første gang denne aften, at togene var ankommet næsten samtidig. Hendes øresnegl skrattede. Hun hørte kun brudstykker af samtaler mellem enhederne. Noget om manglende udsyn. Noget om togenes interferens på linjen. Alle talte i munden på hinanden.
Et skarpt lys blændede hende i et kort sekund. Hun så sig omkring. Spejdede ind i den forreste vogn efter betjentene. Vognen var tom. Hun vendte sig om mod togstammen bag sig. I den nærmeste kupé sad en ældre mand og sov med ansigtet klinet op mod ruden. Lyset ramte hendes øjne igen. Denne gang blev det ved med at blænde hende. Hun tog hånden skærmende op for ansigtet. I det samme bevægede lysstrålen sig ned over brystet og videre mod hendes mave. Her standsede det. Hun så ned langs perronen. Lyskilden kom ude fra baneterrænet. Det måtte stamme fra en meget stærk stavlygte. Hun overvejede, om det var en af betjentene, der forsøgte at kontakte hende, fordi der var problemer med radiokommunikationen. Hun holdt ærmet op til munden. Det virkede fjollet at skulle tale ind i mikrofonen på den her måde. – Det er Maja … Der er et skarpt lys for enden af perronen … ved I, hvem det er? Hun lyttede efter et svar, men stemmerne druknede i den statiske støj.
Advarselstonen fra begge tog skar igennem natten. I næste øjeblik lukkede dørene i, og togstammerne satte sig i bevægelse. Væggene, som togene dannede omkring hende, rullede i hver sin retning, og synet gjorde hende svimmel.
Toget på hendes højre side fortsatte ned langs perronen. Lygterne på den forreste vogn lyste baneterrænet op. Imellem de to spor lå et lille materielskur. Døren stod åben, og foran skuret stod en mørk skikkelse i kedeldragt. Det flakkende lys fra kupéerne, der suste forbi, oplyste manden. Det var Søren. Han smilte til hende. I den ene hånd havde han en lommelygte, i den anden holdt han Timmies blå skoletaske. Han vinkede hende hen til sig med lygten.
Hun åbnede forskrækket munden. Forsøgte at fatte, hvordan det var lykkedes ham at smutte forbi politiet. Han måtte være nået herud inden de første betjente. Have brugt stien bag skrænten til at komme op til skuret. Ventet præcist på dette øjeblik til at kontakte hende.
Hun løftede armen og råbte ind i mikrofonen. – Søren … Søren er for enden af stationen … Den statiske støj var aftaget, men der var ingen, som svarede.
Den sidste vogn rullede forbi skuret. Terrænet lå atter hen i mørke. Søren havde slukket sin lygte. Hun vidste ikke, om han stadig stod der. Endnu en gang kaldte hun betjentene op. Der var stadig ingen, som svarede.
Timmie havde ikke været til at se nogen steder, men hun kunne ikke udelukke, at han var inde i skuret bag Søren. Var Sørens plan virkelig at frigive ham dér? Uden nogen chance for selv at flygte. Det virkede mistænkeligt. Hun forsøgte at kalde op igen. Der var stadig ingen, der svarede. Langsomt gik hun ned ad perronen. Uden helt at vide, hvad hun skulle gøre.
Køreledningerne begyndte at synge. Om ganske få øjeblikke ville regionaltoget komme tordnende forbi. Med den hvinende lyd i ørerne gav alting pludselig mening. Søren havde ikke tænkt sig at stikke af. Tværtimod. Han ville blive her for evigt. Med sin egen og Timmies død ville ringen blive sluttet. Han havde startet serien af drab med at skubbe Lasse ud foran toget. Det var sådan, hans morderiske tour de force også skulle ende. For øjnene af et publikum, som han selv havde indbudt. Hånd i hånd med Timmie ville han gå planken ud.
Hun skævede op mod stationsuret, der lyste over hende som en falsk måne. Den var næsten midnat. Sekundviseren fejede roligt hen over skiven. Snart ville den passere tolv. Timmies fødselsdag ville være forbi. Den, hun havde indvilliget i at lege med på. Det samme ville hans korte liv være.
Hun vendte sig om mod billetkontoret, der lå nede ved indgangen tredive meter bag hende. – Katrine! råbte hun. – … Han har Timmie. De er ude på skinnerne …
Maja ventede ikke på svar. Hun smed termokanden fra sig. Kanden ramte asfalten med et smæld, og den varme kakao stod op omkring hendes ben. Men hun ænsede ikke smerten. I stedet begyndte hun at småløbe ned ad perronen mod Søren. Hun håbede, at Katrine havde hørt hende. Satsede på, at finskytterne på taget ville se hendes løb og alarmere de øvrige enheder. Indstille deres sigte på Søren og beskytte hende. Lyden fra køreledningerne steg i styrke. Hun forsøgte at løbe stærkere, men vesten og den gravide mave umuliggjorde det. Gjorde hende forpustet med det samme. Det var et spørgsmål om sekunder, før toget var her, før det hele var forbi. Hun nåede til enden af perronen. Bag sig kunne hun høre løbende fødder. Hun gættede på, at det var Katrine og betjentene. Men hun havde ikke tid til at vende sig om og se efter. En trappe førte ned til den flisebelagte gang, der løb mellem sporene. Gangen førte hen til materielskuret, hvor døren stod på vid gab. I skuret lå en livløs skikkelse på gulvet. Det var en betjent i uniformsskjorte og mørke bukser. Søren måtte have overmandet ham, da han søgte tilflugt i skuret.
– Søren? råbte hun ud i mørket. – Søren, lad Timmie gå.
Hun fortsatte rundt om skuret og ud på banelegemet. Så sig omkring i mørket. Han var forsvundet. Hun kunne mærke grunden under sig vibrere. Lyden fra køreledningerne skar i ørerne. – Søren!
– Jeg hedder Pan. Hvornår lærer du det, Wendy?
Hun snurrede rundt om sig selv og fik øje på ham. Han stod på det fjerneste spor, som lå en anelse højere end de øvrige, og så ned på hende. – Det var godt, du kunne komme, sagde han og smilte. Det skarpe lys fra lokomotivets forlygter indfangede ham. Lokoføreren blæste desperat i hornet, som skreg gennem natten. Søren spredte sine arme, lukkede øjnene og lagde hovedet tilbage. Han lignede en underjordisk gud midt i lyshavet. Hun fik øje på bylten foran ham. Den lave vinkel gjorde, at hun ikke kunne se, hvad det var. Men det var heller ikke nødvendigt. Hun vidste, at det var Timmie. Søren måtte have bedøvet ham og lagt ham til rette. Det måtte ikke ske. Hun nægtede det. Hun skulle nå derop, før toget kom. Rive Timmie fri. Lyset blændede hende. Hun snublede på den lille skråning af skærver, der førte op mod skinnerne. Fandt fodfæste igen. Hænderne famlede, mod granit, mod stål. Hun trak sig op på sporet. Toglygterne lyste bylten op. Det var ikke Timmie. Det var tasken, hun havde set. Timmies taske. Larmen fra toget var infernalsk. Hun vidste, at hun skulle dø på grund af en blå skoletaske. Det var tåbeligt, det var … Hun kastede sig frem mod Søren. Mærkede hans krop mod sin. Han var spinkel. Hun var tung som en bowlingkugle. Trækvinden fra toget blæste dem omkuld. Flåede kroppene rundt og kastede dem begge hen ad baneterrænet. Hun mærkede skærverne flænse hendes hud. Tæske hendes lemmer. Togstammen hamrede forbi. Hun hørte bremsernes hvinen. Togets buldren. Det sortnede for øjnene. Bragede for ørerne. Det var som at befinde sig midt i en orkan af metal.
Hun forsøgte at rejse sig. Hun kunne ikke. Længere henne kom Søren til sig selv. Han rejste sig op. Vaklede en smule. Han gik hen mod hende. Hans hænder var knyttede.
– … Er der sket noget? sagde han.
Hun forsøgte at kravle væk fra ham. Flygte. Det rykkede i Sørens skulder, som havde en usynlig kraft skubbet ham. Han skreg af smerte og faldt til jorden. I sekundet efter hørte hun det forsinkede smæld oppe fra butikscenterets tag. – Du har forrådt mig, sagde han og rejste sig op. Han begyndte at løbe ud over baneterrænet og hen mod toget, der var standset et par hundrede meter længere henne. Hun tænkte, at han ikke ville nå langt. Bag hende lød der fodtrin.
– Maja … er du o.k.? Katrine satte sig på hug ved siden af hende. I hånden holdt hun sin Glock 17.
Maja nikkede. Det gjorde ondt, når hun bevægede hovedet.
I det samme lød rotorbladene fra Fennec-helikopteren over dem. En skarp projektør under dens bug brød gennem natten. Lysstrålen fejede hen over terrænet, til den indhentede Søren. Helikopteren blev hængende over ham. Han standsede som et opskræmt dyr, der var fanget af lyset i natten. Fra alle sider stormede betjentene frem. Med hævede pistoler rykkede de tættere og tættere. Skreg, at han skulle lægge sig ned. Søren rakte hænderne i vejret. I næste øjeblik blev benene sparket væk under ham, og han landede tungt på svellerne. Tre betjente kastede sig over ham og låste hans hænder på ryggen.
– Vi fik ham, sagde Katrine stille. – Godt gået, Maja. Hun lagde hånden på hendes skulder.
Maja satte sig op. Hele hendes krop værkede. Men hun fornemmede, at hun ikke havde brækket noget. Hun mærkede varmen mellem sine ben. Instinktivt tænkte hun, at vandet var gået. Hun så derned og stak en hånd i trusserne. Det mærkedes varmt og klæbrigt. Hun trak hånden op og stirrede på sin hånd. Den var smurt ind i mørkt blod. Den adrenalinrus, hun befandt sig i, kunne ikke fjerne angsten, der rullede ind over hende.
– Hjælp mig, Katrine …