Redderne lagde Maja op på båren. De havde rekvireret en ny helikopter. En Merlin Joint Supporter, som skulle fragte hende til Rigshospitalet. Flyveturen ville tage mindre end fem minutter. Men med den fart, som hun tabte blod i, var det alt for lang tid.
Hun lå fastspændt på båren og så op mod redningshelikopteren, der hang otte meter over hende. Der var varmt mellem hendes ben. De havde forgæves forsøgt at stoppe blødningen. Den ene redder så desperat på Katrine, der holdt fast i hans krave. – Der er for helvede ikke noget, jeg kan gøre, råbte han gennem rotorlarmen og sled sig fri.
Det tegnede ikke godt. Hun så sig flygtigt omkring og genkendte frygten i ansigterne. Hun ville ønske, at Stig var her. Hun trængte til hans favn. I næste nu slap båren jorden, og langsomt hejste de hende op over køreledningerne. Hun mærkede, at trætheden overmandede hende. Den døsige fornemmelse, som blodtabet fremkaldte, gjorde hende bange. Hun forsøgte at samle sine ben. Knibe ballerne sammen. Gøre et sidste desperat forsøg på at standse blødningen, selv om hun vidste, at det ikke var muligt. – Undskyld, mumlede hun uden at vide, hvem hun sendte sin undskyldning til.
Måske fik Pan ret. Måske var hun virkelig på vej til Ønskeøen.
*
To betjente i kampuniform sad oven på ryggen af Søren og holdt ham nede mod jernbanesvellerne. Hvor længe vidste han ikke, men det føltes som en evighed. Deres vægt gjorde det svært for ham at trække vejret. Han mærkede, hvordan den plasticstrip, de havde bagbundet ham med, skar sig ind i håndleddet. De råbte ad ham, spurgte, hvor han havde gemt Timmie. Men han svarede ikke. Lidt efter hentede de en hundefører og hans schæferhund.
Hver gang hunden gav hals, mærkede Søren dens varme ånde og savlet, der stod mod hans ansigt. De skarpe tænder lynede i mørket, og den var kun få millimeter fra at bide ham i ansigtet. Det ville være som at blive kysset af Klo, tænkte han uden frygt og bevarede sin hemmelighed.
Da en gruppe betjente lidt efter fandt den stjålne varevogn på butikscenterets parkeringsplads, var de overbevist om, at han ikke havde haft Timmie med sig. Bagbundet førte de ham som et andet jagtbytte over baneterrænet mod stationen. Søren spejdede forgæves efter Katrine blandt mængden af uniformer. Det undrede ham, at hun ville gå glip af dette store øjeblik. Hendes allervigtigste skalp.
*
Redningshelikopteren nærmede sig hospitalet. Lysene fra landingspladsen på taget glimtede i natten. Bagerst i kabinen lå Maja på båren og fik ilt gennem en maske. Fra en krog i loftet hang posen med I.V.-droppet, som hun havde fået lagt i venstre arm. Hen over hendes blottede bryst og mave var der klæbet en række elektroder fast. Den unge mandlige læge, der stod over hende, aflæste hurtigt hendes EKG på monitoren. Tallet for hendes blodtryk var faretruende lavt, og han sendte hurtigt hendes data direkte til hospitalets traumecenter over helikopterens satellitsystem.
Et par minutter senere dalede helikopteren langsomt ned mod landingsplatformen, der lå som en stor tallerken under dem. Da de landede, åbnede helikopterens agterluge, og Maja blev kørt ud på båren. Det blæste oppe på taget, der lå femogfirs meter over den glitrende storby. De førte hende hen over platformen og ud på den lange gangbro mod ankomsthallen.
– Mit barn … hviskede Maja.
Hun skævede ned mod sin mave. Hun kunne se, at lægen tog hendes hånd, men hun mærkede den ikke. – Nu skal vi først have stabiliseret dig, sagde han roligt.
Indenfor i ankomsthallen skubbede de båren ind i elevatoren og kørte hende ned mod traumecenteret.
Stuen var allerede prep’et til at tage imod hende. De løftede hende op fra båren og lagde hende på operationsbordet. Lyset i loftet skar i øjnene. Hun følte, at hun havde tømmermænd, og hun kunne ikke se klart. Mængden af grønne kitler, der stod omkring hende, var overvældende. Hun fik lagt et nyt I.V.-drop i armen, og blodtransfusionen blev sat i gang. Efter ti minutter fik de standset blødningen. Hendes koagulationsevne blev vurderet positiv, og de begyndte at tage en række test. Maja vidste godt, hvad der var sket, alligevel spurgte hun.
– Abruptio placentae, svarede overlægen. – Din moderkage har løsnet sig.
Majas hals var så tør, at hendes stemme raspede. – Hvor slemt er det?
– Din tilstand er stabil.
– Og Val … mit barn?
Hans øjne flakkede. Det var aldrig et godt tegn, når lægers øjne flakkede.
– Vi foretager lige en række test …
– Fortæl … Nu.
– Hverken vi eller lægen om bord på helikopteren har kunnet konstatere nogen hjertelyd. Mærker du selv nogen form for bevæg …
– In … tet.
De rullede skanneren hen til operationsbordet. Sygeplejersken puttede gel på hendes mave. Det føltes køligt. Det var første gang, siden de havde løftet hende op fra togskinnerne, at hun mærkede noget. Sygeplejersken førte transduceren hen over hendes mave. På skærmen tegnede billedet af fosteret sig. Det lå helt stille. Lægerne samlede sig omkring skærmen. Maja så på Valnøds fingre. De bevægede sig ikke.
Overlægen trak vejret tungt og vendte sig om mod hende. Hun hørte ikke, hvad han sagde. Det var ikke nødvendigt. Hun vidste, hvad han ville sige. Hvilken dom der snart ville ryge ud gennem hans læber. Hun tålte ikke at høre den. Ikke lige nu. Hellere tvivlen frem for den endelige dom, når den allerede var afsagt. Hun betragtede ham som i trance. Lagde mærke til den sorte tot hår, der stak ud af hans højre næsebor. Hårene bevægede sig, når han talte.
– Jeg beklager, Maja …
*
Søren lå fladt på maven mod detentionscellens hårde betongulv. Hans hænder var fikseret på ryggen med plasticstrippen. De var svulmet op og helt blå af de mange timer, han havde været bundet. Der var ingen anden grund end selve afstraffelsen til, at han ikke for længst var blevet løsnet. Flere gange havde han været ved at gå i panik og mærket den kvælende klaustrofobi komme snigende. Men han havde nægtet at råbe om hjælp. Han vidste, at det var præcis, hvad de ønskede. Gulvet under ham lugtede tørt af mørtel, og han havde en metallisk smag af blod i munden. Med tungen mærkede han, at en af kindtænderne i overmunden var slået løs.
Der lød tunge skridt ude på gangen. Øjeblikket efter blev celledøren låst op. Han drejede besværet hovedet og forsøgte at se derhen. Han nåede kun at opfange støvlerne og de sorte bukser, før hans udsyn blev dækket af tæppet, der blev smidt over ham.
Det blev ikke givet til ham i omsorg. Det tjente et helt andet formål. Han havde prøvet det før. På børnehjemmet. Når hans forseelse var særlig stor og straffen skulle tilpasses derefter. Tæppet ville forhindre, at der kom blå mærker. At der var fysiske beviser efter afstraffelsen. Sparkene begyndte at hagle ned over ham. De kom fra alle sider. Han vidste ikke, hvor mange personer de var om det. Måske to eller tre? Han forsøgte at krybe sammen. Beskytte sig. Men det var ikke muligt. Støvlerne ramte ham overalt. De spurgte ham ikke om noget. Ønskede ingen svar. Det var ren afstraffelse. Deres præmie for endelig at have fanget ham. Nyreslagene lammede hans sanser af smerte. De sad præcist hver gang. Han gættede på, at det var hende, der leverede dem, Tiger-Lilly. Han ville komme til at pisse blod i ugevis.
Der lød skridt på gangen, og en stemme fra døråbningen brød igennem. – Hvad fanden laver I?
– Bland dig udenom, Tom.
Jo, det var hende.
Da hun ramte hans kæbe med den armerede støvlesnude, gik han ud som et lys.
*
Hendes blodtab havde været for massivt til, at de kunne foretage et indgreb og fjerne det døde foster ved kejsersnit. I stedet blev Maja kørt ned på fødegangen til observation. Hun lå på enestue i den fjerneste ende af afdelingen. Væk fra de øvrige gravide, som blev hun holdt i karantæne. Inden for det næste døgns tid skulle de alle føde. De andre mødre, levende og sunde børn. Hun, et dødt foster. Dræbt af den manglende blodtilstrømning, som moderkageløsningen havde forårsaget.
Hun lå og blundede, da Stig kom ind. Personalet havde allerede informeret ham om, hvad der var sket, og han satte sig tavs ned på kanten af sengen. Længe holdt de i hånd uden at se på hinanden. På et tidspunkt forsøgte han at sige noget, men i stedet rullede tårerne ned ad hans kinder.
Atten timer senere var hendes tilstand så stabil, at fødslen kunne sættes i gang.
Veerne var voldsomme og sendte hende til tælling hver gang. Men hun sagde næsten ikke noget. Beklagede sig ikke. Hun takkede ja til morfinen, da de tilbød den, og senere også til epiduralblokaden. Uden hjælpen fra Valnød var det næsten umuligt at føde ham. Det var, som om han ikke ville ud. Klokken seks syvogtyve kom han til verden. Han var varm, blød og duftede sødt. Det tynde hår strittede fra hans isse, præcis som Stigs gjorde det om morgenen. Hun holdt ham tæt ind til sig. Det var dejligt at mærke ham mod sit bryst. Han så ud, som om han sov, og hun ventede, at han, hvad øjeblik det skulle være, ville spærre øjnene op og stikke i et højt skrig.
Men Valnød forblev tavs.