De havde ønsket at holde begravelsen i stilhed. Men det lille kirkerum var næsten fyldt med tilhørere, som ønskede at vise deres sympati. Majas hjælp med anholdelsen af Søren Rohde var blevet offentligt kendt.
Den lille hvide barnekiste stod i midtergangen oppe ved alteret. Mellem døbefonden og prædikestolen. Den druknede nærmest i de mange blomster og bårebuketter, der var placeret på kirkegulvet.
Maja sad på forreste række sammen med Stig, sin mor og dennes mand, Jørgen. Selv om der var gået fem dage siden den voldsomme fødsel, gjorde hendes krop stadig ondt. Morfinen og de to Rohypnoler, hun havde taget, hjalp kun lidt.
Modermælken begyndte at sive fra hendes ene bryst. Hun havde glemt at tage et ammeindlæg i sin bh, og der tegnede sig en våd plamage på det sorte kjolestof. Hun havde ellers malket ud her til morgen, lige inden de havde iført Walter hans hvide sparkedragt og lagt ham i kisten.
Den aldrende præst talte oppe fra prædikestolen. Hans stemme var mild og indlevende: – Jeg tror, at Gud græder i dag, sammen med os, fordi han selv har mistet en søn. Han holdt en pause og så ud over forsamlingen. – Det er både urimeligt og uretfærdigt, når forældre mister deres børn. Og det kan være svært at finde håb og trøst på en dag som i dag. Hvor man forsøger at finde mening med det meningsløse …
Maja hørte ikke efter ordene. Hun var ikke til stede i kirken. Heller ikke de sidste dage var trængt ordentligt ind. I stedet kørte der en film i hendes hoved, som blev spillet om og om igen. Den tog hende tilbage til stationen. Til første gang, hun så Søren ude på baneterrænet i det flakkende lys fra toget. Forskellige scenarier udspillede sig derefter. Nogle gange lykkedes det hende at få fat på Katrine, der efterfølgende fik anholdt Søren. Andre gange var det finskytterne, der skød ham. Og andre gange igen blev han kvast mod regionaltoget, der suste forbi med hornet i bund. Men det endte altid med, at hun stod alene på perronen og holdt om sin store runde mave.
Da de kom ud fra kirkens beskyttende mørke, var det, som om solen eksploderede. Maja ville bare væk. Væk fra de nysgerrige blikke, væk fra ynken, væk fra den knugende sorg, der forbandt dem alle. Men hun var nødt til at gennemføre begravelsesceremonien. De fulgte efter præsten, der ledte optoget ned mod gravstedet. Stig bar kisten i sin favn, som lyste blankt i den skarpe sommersol. Den lange procession af gæster fik støvet på grusstien til at hvirvle op, som gik de i et slør af røgelse.
Efter kistesænkningen sang de en salme, som hendes mor havde valgt. »Lille Guds barn, hvad skader dig?« af Grundtvig. Maja forsøgte ikke engang at nynne med på teksten. I stedet stod hun og stirrede ned på kisten i det mørke hul. Igen spillede filmen inde i hendes hoved. Søren, der døde. Hende selv og Valnød tilbage på stationen. Hun håbede, at den aldrig ville stoppe.
Da hun skulle til at stige ind i bilen, var der én, som kaldte på hende. Maja vendte sig om. Manden kom nærmere. Hun genkendte ham først, da han var helt tæt på. Det var Johnny. Johnny Honey. Han så gammel ud. Han gav hende hånden og kondolerede.
– Tak, hviskede hun svagt.
– Det er os, der takker, sagde han. – Jeg ved selv, hvor svært det er at miste sit barn. Hvor stort et offer du har bragt.
Maja nikkede og så ned i jorden.
– Det vil aldrig blive glemt. Aldrig. Han havde tårer i øjnene, og hans hånd rystede, da han endnu en gang gav hende den.
De havde valgt ikke at holde noget bagefter. I stedet kom Majas mor præcis klokken seks med aftensmad til dem. I øvrigt som hun havde gjort det lige siden Majas udskrivelse. Maja havde ingen appetit, og hun havde allerhelst været fri for besøg. Men hun ville ikke skuffe sin mor, der virkede, som om hun havde behov for at kokkerere sig ud af sorgen over sit mistede barnebarn. Under middagen talte de kort om den fine ceremoni, de mange kirkegæster og præstens prædiken, som hendes mor syntes var særlig smuk. Maja talte hende efter munden. Stig var tavs under hele måltidet.
Lidt senere, da hun havde fulgt sin mor til dørs, gik Maja ind i stuen til Stig. Han stod foran fjernsynet og zappede rundt mellem kanalerne med den ene hånd i lommen. Hun pressede sig ind til ham, og automatisk tog han hånden op af lommen og lagde den om hende. Han zappede stadig videre, og hun fornemmede hans distance.
– Skal vi gå i seng? spurgte hun.
Han rystede på hovedet. – Jeg tror, jeg bliver oppe lidt endnu.
– Jeg kunne ellers godt bruge din favn.
Han holdt op med at zappe og lagde begge arme om hende. Men hans favntag var uden den styrke, hun var vant til. Armene lå blot slapt omkring hendes skuldre. Hun forsøgte at klemme sig ind til ham, ledte efter tryghed uden at finde den. Hans tårer ramte hendes hår og gled ned ad panden. Hun kunne høre, at han forsøgte at undertrykke sin gråd. Hun så op på ham.
– Undskyld, sagde han og tørrede øjnene.
– Det skal du da ikke undskylde.
– Jo, jeg er ked af, at jeg ikke kan være der for dig.
Hun strøg ham over håret og smilte forsigtigt. – Så må vi forsøge at være der for hinanden.
Han slap sit greb og trak sig lidt væk. – Det er nok dér, det bliver rigtig svært.
– Hvad mener du?
Han så ned i gulvet, mens han forsøgte at samle sig. – Jeg tror, at jeg er alt for vred på dig til, at det kan lykkes.
Hun så forbløffet på ham. – Vred?
Han vendte blikket mod hende. – Ja, jeg ved, det ikke er rimeligt. Jeg ved, at hvis det ikke var for dig, så ville ham psykopaten sandsynligvis stadig være på fri fod. I gang med at planlægge nye drab. Men jeg får svært ved at tilgive dig.
– For hvad? spurgte hun stille. Selvom hun allerede kendte svaret.
– For ikke at passe på. At du på trods af mine advarsler, min bøn, alligevel tog af sted.
Hun så fortvivlet på ham. – Tror du ikke, at jeg selv fortryder det. Hvert eneste sekund.
Han nikkede. – Jo, det ved jeg at du gør. Men det er ligesom uden betydning nu. Alt er uden betydning.
Han vendte sig om og gik ind på sit arbejdsværelse. Hun betragtede døren, der langsomt gled i.
Hun gik ovenpå til badeværelset og hældte varmt vand i badekarret. I tasken fandt hun glasset med Rohypnol. Hun så vurderende på indholdet. Der var ikke nok tilbage til at tage livet af hende. Hun slugte tre tabletter, lukkede øjnene og lod vandet opsluge sig. I fodenden dryppede det fra vandhanen. Under overfladen lød det som en stille pludren.
*
Timmie så hen på den lukkede dør med de hvide flamingoplader. Han havde allerede forsøgt at komme derhen, men linen, han havde om halsen, forhindrede ham. Han rykkede hårdt i Spectralinen, der var fastgjort til en bolt i kahyttens endevæg. Den sad godt fast. Han blev ved med at rykke til, så det sang i linen og brændte i hans håndflader. Men lige lidt hjalp det. Han forstod ikke, at en line, der var så tynd, samtidig kunne være så stærkt. Han lod den være og kravlede hen til bolten i væggen. Linen var blevet bundet fast med en kraftig knude, hvorefter knuden var blevet opvarmet, så den var smeltet til en hård og uløselig klump. Han prøvede at kradse i den med en negl, uden at det hjalp. Så forsøgte han at bide i den, men det var som at tygge på en sten. Timmie førte hånden op til den løkke, han havde om halsen. Han ledte efter knuden, den var samlet med. Da han fandt den bagpå, mærkede han, at den ikke havde samme glatte overflade som den, der var fæstnet til bolten. Måske var knuden ikke blevet smeltet sammen? Hans fingre arbejdede febrilsk. Det var svært, når han ikke kunne se, hvad han foretog sig. Han blev mere og mere desperat. Sled i knuden, så han mistede en negl i forsøget. Da han endelig havde fået løsnet en lille stump line, trak han i den. I det samme mærkede han løkken stramme sig om hans hals. Desperat forsøgte han at løsne den, men det var umuligt. Linen gnavede hen over hans strube, og han fortrød allerede, at han havde pillet ved knuden. Af frygt for at komme til at kvæle sig selv lod han den være.
Timmie forsøgte at fugte sine sprukne læber, men han var helt tør i munden. Der var stegende hedt i det lukkede rum. Han så sig rundt i kahytten og fik øje på plastickassen i hjørnet. Nysgerrigt rejste han sig fra briksen og gik hen til den. Han åbnede låget og så, at det var et slags toilet. Det lugtede som hans mors rengøringsmidler. På væggen ved siden af toilettet gik der et rør op fra gulvet. For enden af røret var der monteret en lille plastichane. Han drejede på hanen, og der lød en række klukkende lyde. Lidt efter piblede det ud med rustfarvet vand. Han smagte forsigtigt på vandet, det var både bittert og lunkent; men han var alt for tørstig til, at det betød noget, og drak begærligt. Da han havde stillet sin tørst, lukkede han for hanen og vendte sig om. I det modsatte hjørne fik han øje på endnu en plastickasse. Den lignede ikke den første, men så ud som den, han opbevarede sit Lego i. Timmie gik over og åbnede kassen. Nede i den lå der seks rugbrød, en kæmpe spegepølse og en to kilo stor ost. Han tog pølsen og et af brødene op af kassen. Det var som at finde en skjult skat, men det blev bedre endnu. På bunden af kassen fandt han en hel masse pakker med pålægschokolade. Han flåede cellofanen af den første og begyndte at proppe sig med chokoladestykkerne. Han pressede dem grådigt ind i munden, så det stod med chokoladeflager omkring ham. I et kort sekund tænkte han på, at hans mor ville have råbt ad ham, hvis hun havde set det. Men han var alene, og det var hans skat. Hans belønning for at være indespærret.
Da han havde spist to pakker pålægschokolade, lagde han sig mæt og svimmel på sengen og så op i loftet. Han havde chokolade ud over hele ansigtet og på sin T-shirt. Aldrig havde han spist så meget chokolade på én gang. Ikke engang til jul eller til sin fødselsdag. Han kom i tanke om, at han snart havde fødselsdag. Måske ville de, som holdt ham fanget, lukke ham ud, så han kunne komme hjem og fejre den.
Han lukkede sine øjne og bønfaldt dem i en hvisken. Han ville være en stor dreng. Vente tålmodigt nu. Bare de lovede at lukke ham ud til hans fødselsdag.