Børneværelset pegede fingre ad hende. Vuggen, puslebordet, uroen med elefanterne og det babyblå tapet anklagede hende i samme grad, som Stig havde gjort det. Som hun selv gjorde. Det skar i maven at se derind. Ikke engang de Prozac, som hun havde taget, kunne dulme smerten. Stig undgik helt førstesalen. Han sov på sofaen i stuen, når han ikke opholdt sig på sit arbejdsværelse. Det meste af dagen kunne hun høre ham klampe i tastaturet. Det var hans eneste livstegn. De talte ikke længere sammen. Selv måltiderne indtog de hver for sig. I den sidste uges tid efter begravelsen havde de været som to fremmede, der boede under samme tag. Hun så frem til at starte på arbejdet igen. Få tankerne på afveje. Væk fra togskinnerne. Væk fra fødegangen. Væk fra kirkegården. Hun kunne pludselig ikke holde børneværelset ud længere. Det måtte væk. Hun gik ned og hentede Stigs værktøjskasse og en flaske Sancerre.
Vuggen var betydeligt lettere at skille fra hinanden, end den havde været at samle. Efter tyve minutter og en halv flaske vin lå den nu som en bunke pindebrænde på gulvet. Bevæbnet med en skruetrækker gik hun i gang med at skrue uroen med de kulørte elefanter ned fra loftet. Bagefter var det gardinerne med de små sejlbådes tur. Hun flåede dem ned, så gardinringene fløj om ørerne på hende. I morgen ville hun købe et par bøtter hvid maling og male de babyblå vægge over. Alligevel var hun ikke sikker på, at anstrengelserne var nok til at jage spøgelserne væk.
Forbuddet mod afbrænding var stadig gældende i hele landet. Den knastørre sommer havde forvandlet parcelhuskvartererne til veritable krudttønder, og forbuddet blev strengt overvåget af borgerne. Det var den hyppigste form for naboanmelderi næst efter sort arbejde.
Maja var ligeglad. Stod det til hende, kunne hele kvarteret brænde ned til grunden. Hun placerede tingene fra børneværelset på det afsides liggende ildsted bagerst i haven og hældte tændvæske ud over dem. Lugten fra bålet blandede sig med den rådne lugt fra den udtørrede å bag hende. Hun nippede til sit glas, mens hun betragtede malingen på de kulørte træelefanter boble, inden flammerne fortærede dem helt.
– Det er et fint bål. Har du styr på det?
Maja vendte sig om. Foran hende stod Katrine. Hun lignede lort. Randene under hendes øjne var mørke og dybe, tøjet krøllet, som havde hun sovet i det.
– Har du da tænkt dig at give mig en bøde? svarede Maja.
Katrine rystede på hovedet. Hun stak hænderne i lommen og fiskede en pakke cigaretter frem. – Jeg bankede på deroppe, men der var ingen, som svarede.
– Nej, her er lidt stille for tiden, svarede Maja og vendte sig om mod bålet.
Katrine stillede sig ved siden af hende og tændte en cigaret, mens hun betragtede tingene på bålet. – Og hvordan har du det så?
– Det er vist temmelig tydeligt at se.
Katrine nikkede stille. – Jeg beklager, at jeg ikke kunne deltage i begravelsen. Men der var et par ting, som pressede sig på.
Det lød som en dårlig undskyldning, tænkte Maja, men sagde ikke noget.
– Jeg hørte, at politiinspektøren var der, og borgmesteren.
Maja trak på skuldrene. – Jeg så ikke, hvem der deltog.
– Klart nok, svarede Katrine og sugede på sin cigaret. – Jeg sendte ellers et kort … ja, eller det gjorde vi alle sammen, afdelingen mener jeg …
Maja vendte ansigtet mod hende. – Hvis du er kommet på grund af dårlig samvittighed, så glem det. Jeg tog valget. Det havde ikke noget med dig eller nogen andre at gøre.
Katrine knipsede asken af sin cigaret. – Jeg har ikke dårlig samvittighed.
– Hvorfor er du så kommet?
Hun tøvede med at svare. – Ved du, hvis fødselsdag det er i dag?
Maja vendte blikket mod bålet. – Ser jeg interesseret ud?
– Timmies.
– Du mener, at det ville have været Timmies.
Katrine rystede på hovedet. – Vi har ikke erklæret ham for død endnu.
– Så må du hellere se at komme tilbage og gennemsøge baneterrænet igen.
– Har vi gjort, ligesom vi har trukket våd i mosen, ledt i skovene, i parkerne, på de nedlagte fabriksområder, ude ved kolonihaverne, i hvert lille udhus, på hver en kvadratcentimeter, som vi ved at Søren har betrådt. Hun trak beklagende på skuldrene. – Men ingen Timmie.
– Jeg kan ikke se, hvad det har med mig at gøre, sagde Maja og tømte sit glas.
Katrine betragtede hende længe, inden hun svarede. – Søren, vores alle sammens Peter Pan, hævder, at Timmie er i live.
Da Maja hørte Sørens navn, knyttede hun instinktivt hånden. – Hvorfor spørger du ham så ikke bare om adressen?
– Tro mig, det har jeg gjort. Godt og grundigt.
– Og?
– Han vil ikke fortælle os noget. Vi er, som han formulerede det, nogle feje rødhuder. Han er kun interesseret i at fortælle Timmies skjulested ansigt til ansigt med dig. Men kun i dag på Timmies fødselsdag.
– Den fødselsdag troede jeg at vi allerede havde holdt, svarede Maja. Hun bed sig i kinden for at holde tårerne på afstand.
– Han mener åbenbart, at hans anholdelse kom i vejen.
– Sig til ham, at jeg ikke er interesseret, svarede Maja.
– Og hvad med Timmie?
– Tror du virkelig på ham? Efter alt det her? Hun slog ud med armene.
– Det er en chance, svarede Katrine.
– Tro mig, Timmie er død. Intet overlever i selskab med Søren. Hun kastede glasset ind i flammerne.
Katrine betragtede hende stille. – Jeg … jeg ville ikke være kommet, medmindre jeg troede, at der var en reel chance for at finde Timmie …
Maja svarede hende ikke.
– Måske har du ret. Måske er han ikke i live. Men det ville stadig give hans forældre og hans to små søskende fred i sjælen. Hvis … hvis de kunne få lov til at begrave ham. Katrine trak vejret tungt. – Det tager tredive sekunder. Vi går derind. Han fortæller dig, hvor Timmie er. Vi er ude igen.
Maja så køligt på hende. – Har du altid vidst, hvordan du skulle få din vilje? Vidst, hvordan du skulle manipulere folk?
Katrine trak på skuldrene.
– For dig er det her bare endnu en sag, der skal løses … ikke sandt?
– Vil du tale med ham?
Maja stirrede køligt på hende. – Jeg taler med ham. Og bagefter vil jeg aldrig se ham eller dig igen.
– Fair nok.
Katrine startede den sorte Ford Mondeo, og de begav sig gennem forstaden. Bortset fra politiradioen, der skrattede, var der stille i kabinen. Da de kom ud på ringvejen, drejede hun indad mod centrum. Maja så sig hurtigt over skulderen.
– Jeg troede, vi skulle den anden vej. Mod sikringsanstalten? Er det ikke dér, I holder ham?
Katrine rystede på hovedet. – For risikabelt. Der er alt for mange, som gerne vil i kontakt med Søren. Fortælle ham, hvad de mener om det, han har gjort. Hun kørte fingeren hen over halsen.
– Hvorfor isolerer I ham ikke bare fra de andre fanger? spurgte Maja.
– Jeg taler ikke kun om de indsatte.
Katrine skævede op i bakspejlet, inden hun lagde sig ud i overhalingsbanen. Hun trykkede speederen i bund, og den tunede motor fik bilen til at accelerere i et kraftigt ryk.
– Hvor gemmer I ham så?
– Hvor vi kan holde øje med ham fireogtyve timer i døgnet. Hvor han er omringet af betjente, selv når han er på gårdtur.
Et kvarter efter svingede de ind foran Københavns Politigård. Den monumentale bygning tårnede sig op over dem. Katrine fortsatte om til porten på bagsiden.
En betjent tog imod dem på parkeringspladsen og fulgte dem indenfor.
Luften stod stille inde i politigårdens lange mørke gangsystem. De høje marmorerede paneler fik stedet til at minde om et mausoleum. Maja fulgte lige i hælene på betjenten og Katrine. Lyden af fodtrin og stemmer forplantede sig i de snoede gange som en utydelig hvisken, der steg og faldt. Maja følte sig utilpas og mærkede, hvordan panikangsten langsomt sneg sig ind på hende. Hun fortrød allerede, at hun havde sagt ja til at mødes med Søren. Hun var slet ikke sikker på, at hun kunne klare konfrontationen.
Da de kom til sikringsafsnittet, skulle hun skrive sig ind i protokollen. Fængselsfunktionæren, der var bred som en okse og talte nasalt på grund af en brækket næse, der aldrig var blevet sat ordentligt på plads, bad hende om at tømme lommerne og aflevere sin taske.
Bagefter førte han dem ned ad gangen til celleblokken.
Maja lagde hovedet tilbage. Gennem trådnettet over sig kunne hun se op mod cellerne og svalegangene, der løb rundt på de forskellige etager. – Jeg var slet ikke klar over, at der var et fængsel herinde.
– Danmarks mest sikre, sagde fængselsbetjenten stolt. – Femogtyve celler fordelt på fire etager. I øjeblikket huser vi tolv af de allerfarligste fanger. Inklusive jeres bandit.
Han smilte smørret og satte hænderne i siden.
Katrine så køligt på ham. – Du må gerne slutte den guidede tur og tage os direkte op.
Betjenten nikkede flovt. Uden et ord førte han dem op ad jerntrappen til den øverste etage. Halvvejs oppe standsede Maja. Det jagede fra stingene, som de havde lukket hende sammen med efter fødslen.
– Er du o.k.? spurgte Katrine.
Maja svarede ikke, i stedet begyndte hun langsomt at gå igen.
På den øverste etage fortsatte de ned langs rækken af celler. De mørkegrå celledøre med messingskiverne foran glughullerne lignede noget fra det forrige århundrede. Da de havde passeret alle cellerne, så hun på Katrine. – Hvor skal vi egentlig hen?
– På gårdtur, svarede hun.
Fængselsbetjenten åbnede den massive jerndør foran dem. Bag døren lå den ene af de to fængselsgårde, der var placeret på taget af bygningen. Gården var fjorten kvadratmeter og omkranset af en tre meter høj mur med et trådnet henover. I midten var der placeret en grøn plasticbænk, som var boltet fast til betongulvet. Luften stod stille, og i det fjerne lød larmen fra Tivoli, der kun lå et par hundrede meter væk fra politigården.
Ved den fjerneste væg stod fire mænd. Hun genkendte dem alle. Foruden Tom Schæfer var politiinspektøren, politiets anklager samt Sørens advokat til stede. Det var den samme advokat, som havde repræsenteret Thorbjørn Larsens golfspillende patient under vidnekonfrontationen. Ved siden af advokaten stodforlangte. Hun vil rigtig gerne Claus Willum. Da de andre havde givet hende hånden, kom han hen til hende.
– Hvad laver du dog her? sagde hun lavmælt.
– Vil du ikke sidde ned? Han pegede mod den grønne bænk.
Hun nikkede, og de gik hen og satte sig. – Retspsykiatrisk afdeling har bedt mig om at være med til at forestå mentalundersøgelsen af Søren Rohde. Vi er i øjeblikket fire mand på ham.
– Er det virkelig nødvendigt, sagde Maja og smilte nervøst. – Det burde stå klart for enhver, at han er komplet sindssyg.
Claus gengældte hendes smil. – Hvordan har du det med at være her? Er du nervøs?
– Rædselsslagen. Men jeg er glad for det store opbud.
Claus nikkede og lænede sig ind mod hende. – Det skal nok gå. Forhåbentlig holder han ord og fortæller, hvor han har gemt Timmie.
Maja nikkede beklemt. – Har han slet ikke sagt noget til jer? – Søren er ikke særlig glad for psykiatere, for nu at sige det pænt.
– Aha, sagde hun. – Men tror du, at Timmie er i live?
– Det vil nok være en tand for optimistisk, svarede Claus og sukkede.
Hun så sig rundt. Alle virkede anspændte. Ingen sagde noget, men stirrede blot hen mod døren, der stod på klem. Det store fremmøde fortalte Maja, at Katrine aldrig havde været i tvivl om, at hun kunne overtale hende til at møde Søren.
Hun vendte blikket mod døren.
Nu var der kun at vente på, at monsteret blev ført ud til dem.