De kørte ud til Diget – et nyopført eksklusivt beboelsesområde, hvis hvide etageejendomme lå med direkte udsigt til bugten. Thorbjørn Larsen boede øverst i en af penthouselejlighederne.
På vej op med elevatoren, der var placeret i et glastårn på facaden, kunne de se ud over bugten. I den fjerneste ende lyste hjemmeværnsfolkenes lygter som små stjerner. De måtte snart have gennemsøgt hele området i deres jagt på Timmie.
Thorbjørn tog imod dem iklædt hawaiiskjorte og førte dem gennem entréen. Cohibaen i hans mundvig trak en lang hale af røg efter ham. En tysk drikkevise gjaldede inde fra spisestuen.
– Vi ville ikke have forstyrret dig, hvis det ikke var, fordi det er vigtigt, sagde Maja.
– Det er helt i orden. Det er bare min Barolo-klub, sagde Thorbjørn. Drengene har vist fået lidt for meget i bægeret.
Maja skævede ind gennem døråbningen til spisestuen, da de passerede. Rundt om langbordet sad ti-tolv midaldrende mænd iklædt hawaiiskjorter. De skrålede løs, mens de bankede næverne i bordet, så rødvinen skvulpede i glassene.
–… ligner mere en saunaklub, mumlede Katrine bag Maja.
Thorbjørn ledte dem gennem stuen, der var holdt i en eksklusiv minimalistisk stil, og hen til arbejdsværelset bagerst i lejligheden. Thorbjørn lukkede døren efter dem. Værelset var tydeligvis hans fristed. Møblerne var lurvede, og her rodede præcis lige så meget som på hans kontor på Sexologisk Klinik. Han tændte skrivebordslampen og gjorde plads på skrivebordet. – Så I fandt altså bogen og glansbillederne henne i Pans … jeg mener Sørens lejlighed?
– Ja, svarede Maja. – Over loftspladerne i hans soveværelse. Ved sengen.
Thorbjørn spærrede imponeret øjnene op. – Var det ham, der sagde, hvor I kunne finde dem?
Maja rystede afvisende på hovedet. Hun fortalte kort, hvordan Søren havde ledt dem på vej med sine kryptiske udtalelser. Og at det var rent held, at de havde fundet bogen.
– Imponerende, svarede Thorbjørn. – Imponerende.
Katrine pakkede bogen ud af plasticposen og lagde den forsigtigt på bordet. Hun fandt posen med glansbilledarket frem og lagde det ved siden af.
– Vær rar ikke at sætte fingeraftryk, sagde Katrine og rakte Thorbjørn en kuglepen til at vende siderne med.
Thorbjørn fandt sine læsebriller frem, som han placerede yderst på næseryggen, og begyndte at bladre i bogen. Han stoppede ved en af de overtegnede sider. – Det er godt nok ikke lige til at se, hvad alt det her skal ligne. Men han virker da temmelig forstyrret.
– Måske vi skulle overlade den medicinske vurdering til retspsykiaterne, som er ved at mentalundersøge ham, svarede Katrine tørt.
Thorbjørn så skælmsk på hende. – Bange for, at han slipper med en forvaringsdom, kommissær? Han lavede citationstegn i luften. – Jeg ved, at det er din kæphest. Han så drilsk på hende.
– Jeg ønsker bare at se retfærdigheden ske fyldest.
Thorbjørn vendte atter blikket mod bogen. – Og allerhelst den fra Det Gamle Testamente svarede han og bladrede.
Katrine valgte at overhøre ham. Maja lagde mærke til det ubehagelige drag om munden på hende og så hurtigt mod Thorbjørn. – Siger de dig noget? spurgte Maja forsigtigt.
Thorbjørn skimmede de sidste sider, inden han svarede.
– Både og. Det er jo ikke sjældent, at mine patienter udtrykker deres fantasier på forskellig vis. Nogle af dem i skrift, andre gennem tegninger og malerier. Det er som regel altid meget eksplicit og voldsomt. Perverst i sin form, ikke mindst. Sådan oplever jeg ikke det her.
Katrine så med vantro på ham. – Og hvad så med det her? Hun bladrede hurtigt med sin kuglepen hen til en tegning af et sprøjtende lem.
Thorbjørn virrede med hovedet. – Jeg siger ikke, at tegningerne er fri for en vis seksualisering. Men de er ikke tegnet af lyst. Der er noget afmægtigt over dem, angstfyldt. Som dem, man indimellem ser hos patienter i psykoterapien. Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg sige, at de ikke nødvendigvis er tegnet af en overgriber, men snarere af et offer.
Katrine fnyste. Hun tog bogen og lagde den tilbage i posen. – Der er ikke nogen grund til at frikende ham allerede, professor, bare fordi han missede pottetræningen som barn.
Thorbjørn stirrede vantro på hende. – Det gør jeg heller ikke. Men er I overhovedet sikre på, at det er hans bog?
– Vi er ikke sikre på noget som helst, svarede Maja og smilte diplomatisk. – Det er derfor, vi er kommet til dig for at få dit råd.
Thorbjørn brummede. – Findestedet taget i betragtning må bogen i det mindste have en stor betydning for ham.
– Hvorfor det? spurgte Maja.
– Den er det første, han ser op mod, når han vågner, og det sidste, han lukker øjnene til.
Døren bag dem blev åbnet, og en yngre mand stak hovedet ind. Han var køn, med høje kindben og fyldige læber. Manden var iført en alt for stor hawaiiskjorte, der øjensynlig ikke var hans egen.
– Kan jeg komme med noget til jer? spurgte han og smilte.
Uden at se på Maja eller Katrine vendte Thorbjørn sig hurtigt om mod ham. – Ellers tak, Erik. Vi er lige straks færdige.
Den unge mand smilte og lukkede forsigtigt døren efter sig.
Thorbjørn tog plasticposen med glansbilledarket og betragtede det indgående. – Hvad har psykologerne fra Retspsykiatri fundet ud af?
– Det kan jeg ikke udtale mig om, svarede Katrine.
– Claus … Willum fortalte mig, at Søren ikke var meget for at samarbejde, sagde Maja.
Katrine bed sig irriteret i læben.
Thorbjørn smilte uden at tage blikket fra glansbillederne. – Så har knægten fra Psyk fået lidt at se til … Ved du godt, at han kalder mig for Den Skøre Professor?
– Det har jeg ikke hørt, svarede Maja og så ned i gulvet. – Men hvad er din vurdering af Sørens mytologiske univers. Af de figurer, han hele tiden refererer til? Mig som Wendy, Katrine som Tiger-Lilly, ofrene som De Glemte Drenge og ham selv som Peter Pan. Hvordan skal det tolkes?
– Nu har jeg jo ikke selv talt med ham. Så jeg ved jo ikke, hvor insisterende han er.
– Meget, svarede Maja.
– Alligevel ville jeg ikke lægge så meget i det. Det virker som et klassisk eksempel på en psykose. Kaptajn Klo, eller hvad han nu kalder ham, repræsenterer den mørke side, som Søren prøver at fornægte.
– Så du mener ikke, han findes i det virkelige liv?
Thorbjørn så overrasket på hende. – Nej … Gør politiet?
Katrine rystede afvisende på hovedet. – Nej, Søren handler på egen hånd.
Thorbjørn slog ud med armene. – Men derfor kan der selvfølgelig godt have været en Kaptajn Klo i Sørens barndom. Det er slet ikke utænkeligt, at han nu påfører andre de ting, som dengang er overgået ham. Han genoplever så at sige alle de overgreb, men nu blot i overgriberens rolle.
– Endnu en sodomiseret stakkel, der ikke kan holde fingrene for sig selv, sagde Katrine ironisk.
Maja gestikulerede med den ene hånd, at Katrine skulle lægge en dæmper på sig selv. Katrine trak på skuldrene.
– Kan du ellers komme på noget, vi burde vide, inden vi tager ind og taler med ham? spurgte Maja.
Thorbjørn pegede på kanten af glansbilledarket. – Det er ikke sikkert, at det er vigtigt, men arket er dateret til 1975. Da var Søren otte-ni år gammel. Det er altså et ark fra hans egen barndom. Hvem ved, hvad det repræsenterer for ham? Han gav Katrine posen tilbage.
– Tak for hjælpen, sagde Maja.
– Det var så lidt, svarede han og klappede sig selv på brystet. – I det mindste kan vi konstatere, at han ikke har slået Timmie ihjel.
Maja og Katrine så overrasket på ham.
– Og hvordan det? spurgte Katrine.
– Gennem de glansbilleder, der mangler.
Katrine tog arket op foran sig. – Hvad mener du helt præcist?
Han pegede på arket. – Antallet af billeder, der er blevet klippet ud, stemmer overens med dem, I har fundet hos de dræbte børn. Korrekt?
– Korrekt, svarede Katrine tvungent.
– Ergo har han ikke givet Timmie sit … endnu. Og jeg tror ikke, han vil slå ham ihjel før.
Maja spærrede øjnene op. – Så du tror, at Timmie lever endnu?
Thorbjørn rystede på hovedet. – Det er så en anden sag. Er det ikke temmelig lang tid siden, at han forsvandt?
Lysene i bugten var slukket. Den sidste eftersøgning af Timmie var forbi. Resultatet løb ind på Katrines mobiltelefon. Der var ingen spor efter drengen. Hun lagde telefonen fra sig på taget af Mondeoen. Maja så på sit ur. Den var næsten halv tolv. Besøget hos Thorbjørn havde taget længere tid end forventet. Hun fandt flasken med vand og pilleæsken i sin håndtaske. To Rohypnoler og en Benzodiazepin skulle der til for at få hende igennem natten. Hun slugte pillerne. Ud af øjenkrogen opfangede hun Katrine hælde et par piller ud i hånden. Maja vendte sig overrasket om og så Katrine putte dem i munden. Hun rakte hende vandflasken, men Katrine rystede afvisende på hovedet og slugte pillerne.
– Hvad tager du? spurgte Maja.
– Bare noget til at holde mig i gang. Vil du have en?
Maja rystede på hovedet. – Det tror jeg ikke lige harmonerer med mine dårlige nerver.
– Benzoer? spurgte Katrine og nikkede mod pilleglasset i Majas håndtaske.
Maja nikkede. – Vil du have en?
Katrine rystede afvisende på hovedet. – Ellers tak, mine dårlige nerver er det eneste, som holder mig oprejst.
Maja låste Mercedesen op med fjernbetjeningen. Hun så ind mod forstaden, der var gået til ro. – Det er mærkeligt at tænke på, at Timmie er derude et sted.
Katrine tog sin mobiltelefon fra taget. – Hvad mener du?
Maja trak på skuldrene. – At vores barndomskvarter har ændret sig.
– Mener du den her by? sagde Katrine og pegede ud i natten. – Den her by har ikke ændret sig en skid. Den har altid været rådden. Det kræver bare en smule opmærksomhed.
Maja fornemmede den underliggende bebrejdelse, men lod den passere. Katrine havde ret. De var vokset op i den samme by, men havde levet i hver sin verden. En lys og en mørk. Indtil nu.
– Skal vi se at komme af sted?
– Ja, svarede Maja. – Hvis Thorbjørn har ret i, at Søren har de her to forskellige personligheder, som den gode Pan og den onde Klo, var det måske en idé at appellere til den gode side.
Katrine rynkede panden. – Jeg tror ikke, jeg er helt med.
Maja gik et skridt nærmere. – Søren har hele tiden benægtet at have rørt ved drengene …
– Tro mig, det har han, afbrød Katrine.
– Jo jo, men hvis det piner ham så meget, at han opfinder et alter ego, som har gjort det, kan vi måske spille på det.
– Du mener få Pan til at sige, hvor Timmie er?
– Ja, svarede Maja og slog ud med hænderne. – Vi giver ham muligheden for at udføre en heroisk gerning. Præcis som hans store forbillede ville gøre.
Katrine rystede på hovedet. – Tror du virkelig på, at der findes noget godt i ham?
– Det er et forsøg værd.