Timmie lå på briksen og gnavede i linen.
Det var blevet en vane for ham. Endnu var det ikke lykkedes ham at bide én eneste trævl af, og han havde for længst opgivet af komme fri. Nu fungerede den hårde line mest som en sutteklud – den eneste ting, som trøstede ham i det klaustrofobiske hvide rum.
Han havde mistet tidsfornemmelsen. Når han ikke græd, spiste eller gik på det stinkende tørkloset, døsede han hen. De mange dages indespærring havde gjort ham apatisk og fjernet ethvert initiativ. Han havde affundet sig med sin situation, og anfaldene af klaustrofobi kom kun sjældent.
Hans tanker var delt op i tiden før og efter Det Hvide Rum. Men han mistede hurtigt koncentrationsevnen, og hans liv før indespærringen virkede så underlig fjernt. Han kunne ikke længere huske, hvordan hans søskende, hans forældre eller hans klassekammerater så ud. Gode minder om fødselsdage, som han havde været til, lege, han havde leget, vittigheder, han havde grint ad, forsvandt, i takt med at dagene gik. Han fik ondt i hovedet af at tænke og forsøgte i stedet at sove så meget, som det lod sig gøre.
Sulten vækkede ham af hans døs, og han rejste sig halvt op. Han havde spist det meste af indholdet i kassen, som han havde fundet. Tilbage var der kun et halvt rugbrød, der lå ved siden af ham. Han ville ønske, at han havde gemt noget af pålægschokoladen i stedet for bare at have spist det hele på én gang. Men han havde jo ikke vidst, hvor længe det skulle række. Havde slet ikke tænkt den tanke, at han måske skulle dø af sult. Sådan noget skete jo kun på film og blandt børnene i Afrika. Ikke her. Ikke for ham. Det var først, da der kun var et enkelt rugbrød tilbage, at han var begyndt at gemme på det.
Det halve brød var fuldstændig indtørret, og han var nødt til at fugte det, indtil det var til at tygge. Han samlede brødet op og krøb hen til vandhanen. Vandet, der kom ud, var gulligt og lugtede af svovl. Han smagte på det. Det blev mere og mere bittert for hver dag, der gik. Han drak kun sjældent, fordi det gav ham mavekramper og nogle gange også diarré. Han hadede, når han kom til at lave i bukserne. Så følte han sig som et pattebarn.
Lyset i loftet blinkede, og han så nervøst op mod lampen. Igennem det sidste stykke tid havde den lyst mere og mere ustadigt. Han håbede, at den ikke ville gå helt ud. Tanken om at skulle befinde sig i et konstant mørke skræmte ham. Han hadede mørke. Der skete ubehagelige ting i mørket, så meget huskede han stadig.
Han havde besluttet sig for kun at spise et par mundfulde brød og blødte det ene hjørne op. Da brødet havde suget tilstrækkeligt med vand, vendte han tilbage til briksen. I det samme gik lampen ud, og han sad i bælgravende mørke. Han krøb sammen som en kugle og lå og suttede på brødet. Hjertet slog hårdt og hurtigt i brystet. Han lå og lyttede til sit åndedræt. Det lød hæst og skurrende som et af de gamle damptog han havde set på film.
Han vidste ikke, hvor længe han lå sådan. Det kunne lige så godt have været i minutter som i timer. Men han mærkede, at hans tøj var blevet klamt af sved. Rummet var blevet varmere og mere fugtigt. Med mørkets indtog havde det forandret sig. Det var også blevet sværere at trække vejret herinde. Han lyttede anspændt. Der var noget, som manglede – noget, han ikke længere hørte. Han kom i tanke om, hvad det var. Den konstante summende lyd, der havde lydt siden første dag, var forsvundet. Han vidste ikke, hvor den før havde lydt fra. Blot at den ikke længere var der. Kunne den have noget med mørket at gøre, med varmen, der fik sveden til at springe?
Uden varsel kom lyset igen. Det skar i øjnene og blændede ham. Han skærmede for øjnene, indtil han langsomt vænnede sig til det. Han så sig omkring. Den summende lyd var vendt tilbage. Han strakte sig og lyttede til lampen i loftet. Det var ikke derfra, at lyden kom. Han begyndte at undersøge rummet. Her var blevet køligere, og han kunne bedre trække vejret igen. Han lænede sig ud over madrassen og fornemmede brisen, der steg op fra risten i gulvet. Det var dernede, lyden kom fra. Han tænkte på den elektriske standervifte, de havde hjemme i stuen, som hans mor altid sad ved. Det måtte være sådan en, bare helt lille, der sad nede i risten og pustede luft ind til ham. Lyset i loftet blinkede igen. Han så forskræmt op mod lampen. Uden strøm virkede ventilatoren i risten ikke. Han vidste, at hvis lyset slukkedes helt, ville han inden længe dø af mangel på luft. Han kunne ikke få øjnene væk fra lampen. Det føltes, som om den ville slukke, hvis han fjernede blikket. Han måtte hele tiden holde øje med den. Ikke falde i søvn, bare stirre på lampen … Stirre på lampen …