De trøstesløse boligblokke rejste sig som en grå og kvælende mur omkring Maja, da hun rullede gennem Bregnehøjparken. Det var første gang i sit liv, at hun var her. Hun passerede en gruppe unge indvandrerdrenge i hip hop-tøj, der sad på en lav mur og røg smøger. Fra en overmalet ghettoblaster tordnede gangstarappen ud over vejen. Deres blikke klæbede til hendes Mercedes, og hun havde mest lyst til at vende om. Alligevel fortsatte hun hen mod den indhegnede sportsplads.
Pladsen lå midt i boligkomplekset og mindede mere om en gladiatorring end et sted, hvor man spillede. Der var kampe i gang på alle tre basketballbaner, og langs trådnettet hang spillere, der ventede på at blive skiftet ind. Maja parkerede helt tæt på indgangen, så hun kunne holde øje med sin bil.
– Fed slæde, dame, sagde en mørk og splejset dreng. Han var tatoveret med gotiske bogstaver hen over maven. Men det var ikke til at se, hvad der stod. Han smilte til Maja gennem trådhegnet og afslørede sine manglede fortænder i overmunden.
– Ttak, stammede Maja, uden at se ham i øjnene og trådte ind gennem lågen. Hun følte sig både for gammel, for hvid og af det forkerte køn til at begå sig her.
Hun spejdede rundt efter Katrine og fik øje på hende ved den forreste basketballkurv. Hun spillede sammen med tre mørke mænd, der alle var et par hoveder højere end hende. Hun var iført shorts og stramtsiddende tank top. Hendes hestehale piskede i luften, da hun hoppede op og sendte bolden i basketballkurven.
– Hassan, din svans, hvad sker der med dine guards? råbte den største af mændene og slog ud med armene. – Hvordan kan du lade en kvinde slippe forbi dig?
Hassan trak på skuldrene, løftede på sin baseballkasket og tørrede panden for sved. – Fordi hun er panser. Jeg vil ikke blive beskidt af at røre ved hende. Han satte kasketten omvendt på hovedet med hatteskyggen i nakken og gik hen og samlede bolden op.
Maja gik hen mod banen. Spillet blev sat i gang igen. Hassan forsøgte sig med en three-pointer, men missede. Katrines medspiller, en ung tyrk, samlede hurtigt bolden op og spillede hende. Katrine løb ned mod kurven i den modsatte ende. Manden, der havde råbt, gjorde sig bred og langede ud efter hende. Men Katrine dukkede sig og snurrede ubesværet omkring ham. Med et lille vip med hånden placerede hun elegant bolden i kurven. Spillet var forbi. Katrine gav dem alle sammen hånden, inden hun forlod banen og gik over til Maja ved hegnet.
– Jeg forsøgte at fange dig på arbejdet. Hvad sker der? spurgte Maja.
Katrine lænede sig forpustet op ad trådhegnet. – Det hele er kogt over.
– Jamen, det er jo sindssygt. Vi var så tæt på at få Søren til at fortælle, hvor Timmie var.
– Ja, det er frustrerende, sagde hun og tørrede panden for sved.
– Men I ved, hvem der har gjort det? Nyhederne sagde noget om en indsat.
Katrine satte sig på hug. – Vi ved, hvem der har udført det. Hvilket heller ikke var så svært, da han havde Sørens blod ud over sig.
– Men hvordan er han sluppet ud af sin egen celle og brudt ind i Sørens, uden at nogen har grebet ind?
– Ingen idé. Det er dét, de lige nu er ved at undersøge, sagde Katrine og tog sin hættetrøje, der lå på jorden. Hun fiskede en krøllet pakke cigaretter op af lommen. – Nogen må jo have lukket den psykopat til Dubowitz ud af hans celle og givet ham et våben. Sikkert de samme, som også har slettet overvågningsbåndene i tidsrummet lige op til drabet.
– Det er ikke rigtigt?
Katrine nikkede. – Åh jo. Ikke at du behøver at fortælle det videre, sagde hun og så skarpt på Maja.
Maja rystede afvisende på hovedet. – Selvfølgelig ikke. Vil det sige, at nogen blandt personalet har …
– Ja.
Hun bød Maja en cigaret og tændte for dem.
Maja lænede hovedet tilbage og blæste røgen ud. Nikotinen gjorde hende dejlig svimmel. – Kender du ham, der udførte drabet?
– Jeg har selv sørget for, at han sidder inde. En led stodder. Blev knaldet for menneskesmugling, rufferi, narko og drab på en anden led stodder.
Maja syntes, at hun kendte navnet, men kunne ikke placere det. Måske havde hun læst om ham i avisen. – Men hvorfor er du så her? Hvorfor er du ikke i gang med at efterforske den sag?
En basketball trillede hen for fødderne af Katrine. Hun gav den et spark, så den fløj tilbage på banen. – Det er en Københavner-sag. Desuden har jeg ikke så forfærdelig mange sager mere.
Maja så overrasket på hende. – Hvad mener du?
Katrine bankede asken af sin cigaret og så tomt ud i luften. – At jeg har fået et par fridage. Bagefter er jeg midlertidigt overflyttet til administrativt arbejde, uden publikumskontakt.
– Hvorfor det? spurgte Maja og satte sig ned på jorden ved siden af hende.
– Fordi der er kø ved håndvasken, hvis du forstår. Med Sørens død inde på hellig jord så skal der rulle hoveder.
– Men kan de anklage dig for noget?
Katrine smilte sarkastisk. – Det ikke bare kan de, de har også gjort det. Tom Schæfer er indsat som midlertidig efterforskningsleder.
Maja plirrede overrasket med øjnene. – Er han ikke temmelig grøn?
– Som græsset.
– Men hvis han kun er midlertidig, betyder det så, at du kan komme tilbage og arbejde videre med eftersøgningen?
Katrine tog et hiv, inden hun skød cigaretten ud gennem trådhegnet.
– Næppe. Både sagen og jeg er død. De har indledt en disciplinærsag mod mig.
Maja vendte hurtigt blikket mod hende. – Hold da kæft. For hvad?
Katrine rystede på hovedet. – Det er ligegyldigt.
– For hvad, Katrine? Maja blev ved med at stirre på hende.
Katrine tøvede. – Stemningen var lidt ophidset efter Sørens anholdelse og … og det med dig. Så jeg kom til at tale med lidt for store bogstaver til ham. En kollega anmeldte mig.
Maja så ned i jorden. Katrine var i større problemer, end hun havde frygtet. Selvom det var forkert, det, hun havde gjort, var det svært ikke at føle sympati for hende. Walthers død måtte alligevel også have betydet noget for hende.
– Var det Tom, der anmeldte dig?
Katrine så på hende. – Hvordan vidste du det?
– Godt nok er han grøn, men han er også ambitiøs, sagde Maja og lænede nakken ind mod trådnettet.
– Han er en stikker. Han får det ikke nemt.
– Fortryder du, at du slog Søren?
– Nej, det er livet for kort til, svarede Katrine. Hun bed i den hårde hud i håndfladen og spyttede et stykke ud. – Men det ærgrer mig, at de fik mig.
Der lød bifald fra den nærmeste boldbane, og Maja så derover. En ung muskuløs mand gav high fives til sine medspillere. – Hvad med eftersøgningen?
Katrine rystede på hovedet. – Den ender ligesom her, medmindre der kommer nye oplysninger frem, der kan sende os ud at lede.
– Vi har da stadig bogen og glansbillederne, måske vi kunne …
– Har du den med? afbrød Katrine.
Maja nikkede.
– Godt. Det vil ikke just gavne min situation at have bevismateriale liggende rundt omkring.
Maja betragtede Katrine. Hun så udslukt ud. Det var tydeligt, at hun havde opgivet alt håb om at finde Timmie. Alligevel kunne hun ikke lade være med at spørge igen. – Men hvad med Timmie?
Katrine trak på skuldrene. – Det ved jeg ikke. Det er lidt ude af vores hænder. Jeg hørte, at der er nogen, som har startet en facebookgruppe, der hedder »Hvem har set Timmie?«. Måske har de mere held end os.
– Katrine, vi spiller igen, råbte Hassan ovre fra boldbanen.
Katrine rejste sig op og børstede sine shorts af for grus.
– Og er det dét?
Katrine nikkede. – Tid til at begrave de døde, Maja.
Det var anden gang, hun havde fået det at vide denne dag. Det frustrerede hende mindst lige så meget at høre det nu, som da Skouboe sagde det.