Taxien udenfor dyttede to gange. Stig hankede op i sin kuffert og gik igennem entréen. Han var iklædt blå T-shirt og khakishorts. Solbrillerne havde han placeret i håret. Han lignede en charterturist, og det var ikke til at se, at han var på vej ud af hendes liv. Maja så ned på hans kuffert. Mere havde han altså ikke haft med ind i deres forhold. Det fælles hjem, som var købt på kontokort hos Ikea og Ilva, lod han hende beholde. Det ville også være temmelig besværligt at få chaiselongsofaen med på monkey class til Tromsø.
– Jeg ringer, når jeg lander …
– Super, svarede hun og smilte uden begejstring.
Han vendte sig om i døråbningen, bøjede sig akavet hen over kufferten og gav hende et hurtigt kram.
– Hils din lillebror og Smeden, sagde hun.
– Selvfølgelig svarede han uden at se på hende. Så vendte han sig om og gik ud mod taxien.
Det gjorde ondt i maven at se ham stige ind i bilen, men hun ønskede ikke at stoppe ham. Hun skyldte at lade ham gå, hvis det var det, han ønskede. Han havde blindt fulgt hende til Danmark. Prøvet at passe ind i hendes planer. Hun havde aldrig spurgt, om det var det, han ville, men blot taget det for givet. Han havde enten været for svag til at stritte imod eller elsket hende for meget og bøjet sig. Da taxien kørte af sted, indså hun, at det alt sammen alene havde været hendes drøm. Huset i det pæne kvarter, den private millionpraksis, Mercedes i garagen, to komma fem barn legende i haven og en attraktiv forfattermand, der ventede med omsorg og aftensmad, når hun kom hjem. Hun havde installeret Stig i sit barndomsminde om et evigt lykkeligt forstadskvarter. Hendes egen lille Ønskeø. Hun rystede på hovedet ad sig selv. Hvad fanden havde hun forestillet sig at han skulle foretage sig dér? Hun lukkede hoveddøren og gik ind i stuen. Deres forhold havde fra starten været dømt til at mislykkes. Tragedien med Walther havde blot fremskyndet processen. Stig ville være blevet ved med at skrive på sit bogprojekt om en forlist færge, indtil deres eget forhold var kæntret.
Huset føltes tomt. Øde som en ørken.
Hun gik ind på arbejdsværelset og tændte computeren for at tjekke sine e-mails. Stig havde været storsindet nok til at efterlade den fælles computer og kopieret indholdet over på sin bærbare. Det var hun dybt taknemmelig over, da hun ikke ville vide, hvordan hun skulle begynde at installere en ny. Hun vidste, det var upassende. Alligevel kunne hun ikke dy sig for at se i hans mappe på computeren. Listen af e-mails og dokumenter var omfattende. De indeholdt interviews med de overlevende passagerer, pårørende til ofrene og redningsfolkene.
Hun kørte ned gennem dokumenterne og genkendte et navn på en række e-mails. De var fra Linda Lind, en af hendes tidligere sekretærer i den praksis, hun havde arbejdet. Hun huskede Linda som en lidt dullet enfoldig type, som hun ikke havde haft megen kontakt med. Ud fra deres korrespondance kunne hun læse, at Linda havde mistet sin far i forliset – noget, hun aldrig havde omtalt, da de arbejdede sammen. Efter Walthers død var Lindas og Stigs e-mails blevet mere og mere fortrolige. De skrev meget om det savn, de begge følte til deres afdøde, og om omgivelsernes manglende forståelse og deres egen ensomhed.
Han havde skrevet til Linda, at han ville tage til Norge, to dage før han havde fortalt det til Maja. »Glæder mig« havde hun skrevet retur.
Maja følte sig forrådt. Det var den type utroskab, man ikke helt kunne sætte fingeren på, men som gjorde lige så ondt, som hvis den havde manifesteret sig fysisk.
Nederst på listen af dokumenterne fandt hun manuskriptet til hans bog »Viben M/S – Med døden på havet«, hed den. Hun åbnede filen og blev overrasket over kun at finde tredive siders tekst. Hun læste hurtigt indledningen. Den virkede kluntet og uden gnist. Det magre manuskript havde tydeligvis langt igen, før det kunne udgives som bog. Hun begyndte at tvivle på, at han havde et møde med en forlægger. Det her beviste kun yderligere, at han var flygtet ud ad bagdøren. Egentlig var det sørgeligt at tænke på, hvor meget Stig havde kæmpet med projektet, og hvor lidt han havde fået ud af sine anstrengelser.
Hun spiste de to sidste Valium. Det ville blive nødvendigt at skaffe en ny recept. Hun var flov over sit misbrug, der var eskaleret på ingen tid. I det mindste var hun ikke begyndt at stjæle fra medicinskabet, hvilket var en klar forbedring i forhold til tidligere tider.
*
Solen hamrede ind gennem panoramaruderne på Majas kontor, og hun drak begærligt af flasken med kildevand. »Den Serbiske Slagter« stod der hen over forsiden på morgenavisen, der lå på kanten af skrivebordet. Pressen svælgede stadig i de makabre detaljer, som kom frem omkring drabet på Søren. Og ikke mindst i portrættet af hans drabsmand, Petro Dubowitz. Katrine havde ikke overdrevet, da hun remsede hans forbrydelser op og kaldte ham for en led stodder. Dubowitz havde et generalieblad, der tilsyneladende ingen ende ville tage. Maja vidste, at hun havde hørt hans navn før, men kunne ikke huske hvorfra. Tanken var begyndt at gnave som en sten i skoen.
I det samme kom Skouboe ind ad døren, tæt fulgt af Alice. Han smed dramatisk en A4-konvolut på skrivebordet. Maja så overrasket op på dem.
– Så har vores advokat set købskontrakten igennem …
– Og …?
– Og, sagt god for den, sagde han og smilte. Han lagde armen om Alice og klemte hende ind til sig.
Maja tog kuverten og hev kontrakten ud. Hun smilte skælmsk. – Så er vi altså blevet partnere, Skovsen?
– Nu mangler du jo stadig lige at sætte en krusedulle, svarede Skouboe og pegede på den sidste side.
Hun bladrede i kontrakten og så, at han allerede havde skrevet den under. Med hendes signatur ville halvdelen af hans praksis blive hendes.
– Nu skal hun jo lige læse den igennem, sagde Alice.
– Det har jeg allerede gjort. Op til flere gange, svarede Maja og greb en kuglepen fra kruset på bordet.
– Vi vil gerne byde på et glas portvin for at fejre begivenheden i eftermiddag, sagde Alice. – Så det bliver officielt bekendtgjort over for de ansatte.
Maja kunne ikke lade være med at smile over Alices formelle tone. Hun fornemmede, at det også var et stort øjeblik for dem. Det var deres livsværk, som de tilbød hende at være en del af. Hun blev helt rørt. – Skal jeg så ikke vente til i eftermiddag med at skrive under? Til vi alle sammen er samlet, sagde hun og satte kuglepennen tilbage i kruset.
– Det var da en rigtig god idé, svarede Alice.
– Så er der også vidner på, spøgte Skouboe.
– Du er meget velkommen til også at invitere Stig, sagde Alice.
Maja så ned i bordet. – Tak, men jeg tror, han har for travlt med bogen til at komme forbi.
Alice nikkede. – Jeg siger til de andre, at vi holder det klokken 15.30 i frokoststuen.
Da Skouboe og Alice var forsvundet ud ad døren, så hun ned på kontrakten. Det var en god aftale, som sikrede Skouboe en ordentlig pension og hende selv et fundament at bygge fremtiden på. Det sidste gjorde hende bedrøvet. Hvad der skulle have været kronen på værket efter så mange års uddannelse virkede underlig tomt. Hun sad alene med sejren uden nogen at dele den med. Det gjorde ondt at vide, at Stig var væk, men at hun også havde mistet Walther, blev pludselig ubærligt.
Chokket over at han var blevet revet væk, havde fyldt alt. Det var først nu, det gik op for hende, hvor meget hun havde mistet. At hun altid ville savne Walther. Der ville ingen første ord være at lytte på, ingen første skoledag at følge ham på vej til. Ingen fødselsdage at fejre med huset fuld af legekammerater. Hun ville aldrig se ham vokse sig sund, stærk, mild og god. Se ham lykkelig forelsket. Hun var blevet frarøvet muligheden for at kaste sin ubetingede kærlighed mod ham. Frarøvet at se livet fra dets bedste side. Huset derhjemme ville altid føles tomt. Præcis som hende selv.
Det var muligt, at hun havde været med til at gøre byen til et mere sikkert sted at vokse op i, men prisen, hun havde betalt, var for høj.
Hun gik hen til vinduet. Solen stod lavt og blændede for udsigten over byen. Hun lukkede persiennerne i. Måske hvis de havde fundet Timmie i live, ville hun have følt det anderledes. Måske tabet af Walther havde været blot en lille smule lettere at bære.
For et par dage siden havde hun klikket sig ind på facebookgruppen »Hvor-er-Timmie«. Gruppen havde knap tolv tusinde medlemmer. Hvor meget de end sympatiserede med hans forældre, tvivlede hun på, at der var nogen af dem, som havde bevæget sig ud i den virkelige verden og ledt efter ham.
Hun satte sig tilbage ved skrivebordet. Hendes øjne fangede avisens forside, og hun vidste pludselig, hvor hun havde set Dubowitz’ navn før. Det var blandt de patienter, som i sin tid var dukket frem under Claus’ søgning i centralarkivet. De havde aldrig mistænkt ham for at være Pan-morderen, alene fordi han havde siddet i fængsel på det tidspunkt, drabene var begået.
Maja slog avisen op. Det kornede portræt af Dubowitz, de havde brugt til artiklen, stammede fra politiets kartotek. Han virkede uhyggelig med sine grove træk, tatoveringerne på halsen og den kronragede isse. De store sølvøreringe, som han havde i begge ører, fik ham til at ligne en ond pirat. Hun studsede over sammenligningen. Ironien var til at føle på. Dem, Søren havde frygtet mest, var de samme, som nu havde indhentet ham. Mon Søren og Dubowitz havde kendt hinanden fra før? Hun tvivlede. Søren var en enspænder, Dubowitz en international gangster, der aldrig havde boet i forstaden.
Trods sit farlige ydre var det svært at forstå Dubowitzs motivation for at slå Søren ihjel. Han havde som de øvrige, Claus havde fundet frem til, været blandt Thorbjørn Larsens patienter. Han havde deltaget i gruppeterapi på lige vilkår med de andre seksualdømte, som var i behandling.
Da det kun var sikringsanstalterne, der samarbejdede med de sexologiske klinikker, var behandlingen af Dubowitz blevet afbrudt med forflyttelsen til politigården. Han måtte have foretaget sig noget meget alvorligt, siden man afbrød terapiforløbet. Måske vidste Katrine, hvorfor det var sket.
Hun foldede avisen sammen og lænede sig tilbage i stolen. At Søren var afskyet, var ingen hemmelighed. Han havde uden tvivl været mål for mange, inde som ude af fængslet. Men hvad nu, hvis han havde haft ret i nogle af sine forestillinger? Han havde talt om en ydre fjende, et netværk af folk, som han på sin egen rabiate måde beskyttede drengene mod. Hun og Katrine havde selv lagt Søren så meget for had, at de ikke havde lyttet til ham. Hans argumentation var blevet ignoreret. I bedste tilfælde havde de talt ham efter munden, men de havde ikke et sekund troet på ham. Katrine havde set ham som en pervers psykopat, der spillede et spil. Selv havde hun hældet til Thorbjørns teori om en personlighedsspaltning hos ham, noget, der kunne forklare hans to forskellige sider: den gode Pan, der hjalp børnene fri, og den onde Klo, som slog dem ihjel. Men hvad nu hvis det slet ikke forholdt sig sådan? Hvad nu hvis … hun turde næsten ikke tænke tanken til ende. Hvad nu hvis Søren havde talt sandt? Så betød det, at der stadig fandtes en person derude, som levede op til myten om den rædselsvækkende Klo. En person, der havde kløgt og indflydelse nok til ikke at blive opdaget. Og magt nok til at kunne få lukket munden på Søren, selv om han havde siddet i myndighedernes varetægt. Hvis det virkelig passede, var børnene i byen langtfra sikre.
Hun kendte statistikkerne godt nok til at vide, at det var de færreste overgreb, der blev opdaget. Ingen af de drenge, som Søren havde slået ihjel, havde før været i myndighedernes søgelys. Alligevel havde obduktionen af dem vist tydelige tegn på gentagne seksuelle overgreb.
Hvis Søren havde talt sandt, havde deres undersøgelse været fejlagtig. Så var det sammenligneligt med at lede efter influenzasymptomer hos en kræftpatient.
Søren havde kaldt hende for deres alle sammens mor. Deres beskytter. Præcis som Wendy var det i bogen. Han havde haft chancen for at slå hende ihjel op til flere gange; i stedet havde han insisteret på hendes hjælp med at passe på Timmie. Han havde testet hende og lagt spor ud, så hun kunne finde bogen. Så hvorfor ikke også til Timmie?
Hun brændte efter at se politiets sagsakter og havde lyst til at ringe til Katrine. Men hun tvivlede på, at Katrine overhovedet var i en position, der tillod at hjælpe hende. Under alle omstændigheder ville det kræve blot et minimum af bevis for, at Søren havde talt sandt, hvis hun skulle overtale hende.
Maja valgte at overhøre den seneste tids velmenende formaninger om at glemme de døde. I stedet ville hun opsøge dem. Se, hvad de havde at sige.