Klokken var tre om natten, og de var på deres anden flaske vin. Sancerren var afløst af en fuldfed californisk Chardonnay. Sammen med Katrines efedriner og de blå Kings holdt det dem kørende. De havde arbejdet sig gennem vidneforklaringerne og fået kortlagt drengenes færden op til drabstidspunkterne. De havde krydskontrolleret de nærmeste pårørendes forklaringer for at se efter afvigelser i udtalelserne. De havde ledt efter ting, som måske kunne kaste lys over de gådefulde oplysninger, Søren var kommet med. Men der var intet i vidneforklaringerne, som kunne henledes til hverken overgrebene eller Timmies skjulested. Søren havde sagt, at Timmie befandt sig på De Forladtes Klippe i Havfruernes Lagune, men trods deres intense søgen havde de ingen idé om, hvad han refererede til.
De havde læst obduktionsrapporterne og studeret billederne af de obducerede lig. Drabsmetoden var identisk, til gengæld var de fysiske skader efter de seksuelle overgreb forskellige. Dennis, Johnnys søn, var særlig medtaget – noget, der muligvis kunne understøtte teorien om flere forskellige gerningsmænd trods mangelen på dna-spor. Nærmere var de ikke kommet.
Maja satte tegnestifter op på kortet over kommunen. Hun markerede findestederne med røde tegnestifter og drengenes bopæle med blå. Til højre for oversigtskortet hang forstørrelserne af Sørens tegning. Den, han havde beskrevet som »et kort over Timmies tanker«.
Maja så skiftevis på tegningen og på kortet. Der var noget ved de fede linjer, som lå tværs over tegningen, der mindede om veje. Men hun kunne ikke passe dem ind i oversigtskortets vejnet.
– Det er som at kortlægge en epidemi. Her er smittekilden, sagde hun og udpegede Sørens bopæl midt på kortet. – Og her er de inficerede yderområder. Hun lod fingeren vandre fra det ene findested til det andet. – Har I nogen idé om, hvorfor han har udvalgt præcis de steder til at slå drengene ihjel?
Katrine nikkede og tømte sit vinglas. – Af praktiske årsager. Han har ikke skullet transportere ofrene særlig langt. Alle findestederne, undtagen Olivers, ligger i gåafstand fra ofrenes hjem. Samtidig ligger stederne så afsides, at han har haft ro til sit forehavende.
Maja så skeptisk på Katrine. – Har I tænkt på, om der måske var et overordnet mønster?
– Hvad mener du?
– At der var en anden grund til, at han har valgt de her steder?
– Tænker du på rituelle årsager?
Maja betragtede tegningerne igen. – Da jeg første gang hørte om dem, tænkte jeg, at det var nogle af de samme steder, hvor vi legede som børn. Måske har stederne betydet noget særligt for Søren.
Katrine nikkede eftertænksomt. – Det var måske det, han mente, når han sagde, at han tog dem tilbage til Ønskeøen?
Maja gned eftertænksomt sin hage. – Dennis elskede at spille fodbold. I fandt ham ved fodboldbanerne i parken. Lasse elskede at lege oppe ved togbanen, hvor hans lig blev fundet. Oliver blev dræbt i skoven. Var han ikke spejder?
Katrine rynkede panden og rakte ud efter vinflasken på bordet. – Faktisk tror jeg, at han kunne lide flyvemaskiner.
– Okay, så holder det ikke helt stik, men hvad med Timmie? Hvad interesserer han sig for?
Katrine hældte sit glas op til randen og stillede flasken fra sig. – Det ved jeg ikke. Han var vist en stille dreng, der mest holdt sig for sig selv.
–Er en stille dreng, rettede Maja hende. Hvad med Søren? Havde han nogen hobbyer?
– Ud over at slå små drenge ihjel?
– Ud over det, ja.
Katrine drak af sit glas, inden hun svarede. – Han havde en kasse med spankingudstyr. Han havde også en stor tegneseriesamling. Vores første indskydelse var, at han brugte tegneserierne til at lokke kvarterets børn med. Men det var de i for fin stand til. Nogle af dem var endda stadig indpakket. Udpræget samlerstof. Hun stillede glasset fra sig på bordet. – De kendte ham også godt i det lokale antikvariat.
Maja så på den blå tegnestift ud for Timmies hjem, den eneste, der ikke var fulgt af en rød ved siden af. – Jeg får en idé, sagde hun og gik ud af stuen. Lidt efter vendte hun tilbage med sin lægetaske. Hun stillede tasken på sofabordet og åbnede den. Op af tasken tog hun æsken med suturtråd.
– Hvad har du tænkt dig?
– Vi er begyndt at gøre det hele mere komplekst igen. Det er en fejl. Søren ønsker at vise os noget meget mere simpelt. Hvem er det, han frygter skal finde Timmie?
Katrine trak på skuldrene. – Dem, som han siger har gjort børnene fortræd.
– Præcis, svarede Maja som en skolelærerinde, der havde fået et korrekt svar fra sin elev. – Det er de voksne. Klo og piraterne. Derfor skal vi lede efter noget, som kun et barn ville forstå. Prøv at se på hans tegninger. Hun trådte et skridt til side, så Katrine havde frit udsyn. – Han har en eller anden mani med at lave spor og symboler. Det er noget helt banalt, som han prøver at vise os. Vi ser det bare ikke. Maja trak vejret tungt og betragtede tegningen.
– Måske er det et skattekort? svarede Katrine halvt i spøg.
– Ja, noget i den stil. Eller som et spor af brødkrummer. Hun tog en rulle suturtråd fra æsken og viklede den om tegnestiften ud for Lasses findested på baneterrænet. – Lasse var den første, der døde. Hvilket spor tegner der sig, hvis vi prøver at forbinde alle findestederne?
Hun trak tråden hen til det næste sted og viklede den om tegnestiften. Ét efter ét forbandt hun findestederne med hinanden. Så gik hun lidt væk fra kortet og betragtede den skæve linje. – Ligner den noget på tegningen?
Katrine betragtede resultatet. – Ikke rigtig.
Maja vendte sig om mod Katrine. – Har vi en fortegnelse over alle de steder, hvor Søren gjorde rent?
– Åh ja, svarede Katrine med et suk. – Jeg har personligt kørt ruterne igennem, besøgt samtlige adresser. Vi har også haft hundene ude at afsøge terrænet på hver enkelt sted. Ingen spor.
Maja nikkede utålmodigt med hovedet. – Måske skulle vi også prøve at plotte dem ind på kortet og trække linjer mellem stederne.
– Det kommer til at tage tid. Der er over hundrede adresser.
– Der er mere vin i køleskabet, svarede Maja og smilte.
*
Det var et fintmasket net, som Maja havde spundet mellem adresserne på Sørens ruter. Fra den første dag, han var mødt på arbejdet, til den sidste, lige inden politiet havde jagtet ham. Nettet strakte sig ud over hele kommunen. Som forventet løb det gennem findestederne og drengenes adresser. Det var et dystert virvar af tråde, der lå hen over byen. Som et sort og grovmasket edderkoppespind. På afstand mindede det om Sørens tegninger, men det var på ingen måde identisk med nogen af dem. Maja havde håbet, at tegningernes brede streger ville indfinde sig på kortet som vejvisere. Eller at der på anden vis ville dukke elementer frem, som forbandt hans færden med tegningernes motiv. Men der var ingen forbindelse. – Der er slet ikke noget, som ligner, vel? Hun kendte allerede svaret.
Katrine rystede på hovedet. – Men det var et forsøg værd, sagde hun og tændte en cigaret. Hun satte sig tungt i lænestolen og gned træt sine øjne.
Maja fulgte en af ruterne med fingeren. – Har du set, hvor tæt han har arbejdet på politistationen?
Katrine så ikke op. – Ja, han har sikkert holdt øje med os, den skid.
Maja nikkede og gabte. Hun så videre hen over kortet. – Han har også arbejdet på to forskellige adresser ved Sexologisk Klinik. Måske har han set nogen af dem, som har forgrebet sig på drengene, gå ud og ind dér?
– Måske, svarede Katrine træt. – Men vi har nu ikke kunnet forbinde nogen af patienterne derude med drengene. Tro mig, jeg har forsøgt.
Maja vendte sig væk fra kortet og satte sig i lænestolen over for Katrine. Hun rystede stille på hovedet. Hvad det end var, Søren forsøgte at sige fra sin grav, havde de endnu ikke forstået det. Hun havde ellers været sikker på, at hvis bare hun fik set på sagsakterne, ville hun kunne løse gåden med det samme. Men hun var blank. – Hvad med den retspsykiatriske evaluering.
– De kom ikke så langt, men den må ligge i bunken ved siden af vidneudsagnene, svarede Katrine og pegede over mod sofaen.
Maja rejste sig og så den forreste bunke igennem. Evalueringen lå der ikke. Hun bladrede hurtigt de øvrige bunker igennem. – Jeg kan ikke finde den.
Katrine så over på hende. – Mærkeligt. Jeg var ellers sikker på, at den lå i en af kasserne.
– Kan Claus stadig have den?
– Det kan jeg ikke forestille mig. Evalueringerne følger som regel med sagerne, når de bliver arkiveret. Men det kan da godt være, at han ikke syntes, det var ulejligheden værd. Det var heller ikke så meget, de nåede at få ud af Søren.
– Stadigvæk, svarede Maja. Hvor sparsom en profil det end måtte være, undrede det hende, at Claus ikke havde afleveret den. Hun overvejede at ringe til ham, men da hun så, hvad klokken var, skød hun det fra sig. Hun gik hen til den åbne terrassedør for at få en mundfuld frisk luft. Duggen skinnede gyldent over plænen i den gryende morgen. Maja tog sin telefon i lommen og sendte Claus en sms. Hun bad ham ringe angående evalueringen, så snart det var muligt.
– Hvad med hans barndom? spurgte Maja og vendte sig om.
Katrine så sløvt op. – Sørens?
Maja nikkede. – Journalen, jeg fandt i vores arkiv, gik kun tilbage til 1996. Ved I ellers noget om hans baggrund? Hvor han har opholdt sig?
Katrine gabte. – Det står alt sammen i det chartek, sagde hun og pegede på den nærmeste bunke. – Født i Lemvig, far ukendt, alkoholisk mor, plejefamilie på Falster, anbringelse på forskellige institutioner, indtil han blev myndig. Vi har været alt igennem. Talt med alle, undersøgt samtlige steder.
Maja gik tilbage til stolen og satte sig ned. – Og?
– Ingen andre forseelser, ingen spor efter andre ofre. Det var hér, han opererede. Selv den gang, han smed kludene og lod det gå ud over svanerne. Hvis han har gemt Timmie, er det her i kommunen.
Efedrinerne var holdt op med at virke, og Majas øjne var sandet til af træthed. – Skal jeg sætte kaffe over? sagde hun ud i luften.
– Hvorfor ikke, svarede Katrine. Hun tog den sidste cigaret og krøllede pakken sammen.
Maja orkede ikke at rejse sig og blev siddende. Hun stirrede modløs op på Sørens tegning ved siden af kortet. – Hvordan fanden skal det dér forestille Timmies tanker?
Katrine drejede hovedet på skrå. – Nej, selv fra siden giver det ikke megen mening. Men det gjorde Søren jo for så vidt heller ikke. Når alt kommer til alt, er han måske bare en misforstået kunstner, sagde hun og blæste røgen ud i en stor sky.
Maja bed sig irriteret i læben. Katrines kynisme var hård kost så tidligt på morgenen. – Hvad ved vi om Timmie? Hun rejste sig og gik hen og så på kortet. Hun kendte det kvarter, han boede i. Det var et af byens tarveligste områder. De sociale boligkomplekser var rene paladser i forhold til de faldefærdige rønner, som lå der.
– Vi ved, hvilken legeplads han legede på, og hvor Søren med nioghalvfems procents sikkerhed snuppede ham. Vi ved, at hans forældre sad og kævede den på et værtshus imens. Og vi ved, at Timmie ikke er at finde inden for en radius af to kilometer fra det hus. Tro mig, vi har ledt. Katrine slog opgivende ud med armene.
– Har vi nogen billeder fra hans hjem?
Katrine rystede på hovedet. – Nej, men vi har et par stykker fra legepladsen.
– Jeg vil hellere se, hvor han bor. Måske tale med hans forældre.
Katrine missede med øjnene. – Hans forældre? Du har selv læst deres vidneforklaring. De vidste ikke noget af betydning.
– De ved, hvem deres søn er, hvad han tænker, hvad han drømmer om. Måske er der et eller andet, som kan lede os i den rigtige retning.
– Jeg ved sgu’ ikke rigtig Maja …
– Føler du, at vi kommer videre her? spurgte hun og pegede mod kortet.
Katrine skoddede cigaretten i askebægeret. – Kan vi nå den kaffe, du lovede, inden vi banker dem op?
*
Solen sled sig fri af byens tage og tegnede alting rødt. Luften stod stille, og den snigende varme tærede allerede på kræfterne hos de første morgenduelige trafikanter. Nyhederne, der lød fra bilradioen, varslede, at det skulle blive årets varmeste dag. Maja fulgte trafikken ned ad hovedgaden. Tavsheden mellem hende og Katrine afslørede alvoren bag deres tur. Det her var sidste udkald, hvis Timmie skulle findes. Et desperat greb ud i luften. Men de havde ikke andet at gå efter. Ingen andre spor. Maja vidste ikke, hvad hun skulle sige til forældrene. Hun håbede, at det gav sig selv, når de først kom derhen. Og at Timmies forældre kunne fortælle dem noget, der passede ind i Sørens fortælling – noget, der kunne vise dem vej til Havfruernes Lagune, mod De Forladtes Klippe. Hvor det så end var.
Ingen af dem lagde mærke til den sorte Mondeo, der skjult af morgentrafikken fulgte efter et par vognlængder bag dem.