Maja parkerede Mercedesen i indkørslen og sprang ud af bilen. Det var kun et spørgsmål om tid, før Tom og betjentene ville komme forbi og tage hele sagen med sig. Hendes hånd rystede, og hun fumlede med nøglerne, da hun skulle åbne hoveddøren. Da hun endelig fik låst op, styrtede hun ind i huset. Hun smed tasken fra sig på stuegulvet og gik direkte hen til den forstørrede kopi af Sørens tegning. Hun betragtede stregerne, der løb hen over motivet. Hvad enten det var Timmie, der havde ført pennen eller Søren selv, der havde kopieret hans teknik, lignede det noget af det, hun havde set hjemme hos Timmie.
Hun fjernede tegnestifterne og bar tegningen hen til spisebordet. Forsigtigt foldede hun tegningen på midten, som Timmies søstre havde lært hende. Dernæst lavede hun en fold på hver af de to halvdele. Hun frygtede, hvilken besked der ville vise sig. Måske ønskede han bare at håne dem. I så fald kunne det kun tolkes som, at Timmie for længst var blevet slået ihjel. Langsomt lagde hun de to halvdele sammen. Selv om håndskriften var en anden, stod teksten lige så tydeligt som på Timmies tegninger. »R II 4.07« havde han skrevet.
Det sagde hende ingenting. Det var ikke et nummer, som de var stødt på under deres gennemgang af sagen. Så ville hun have husket det. Det var til at tude over. Hun var kommet så tæt på, og så anede hun ikke, hvad hun skulle stille op. Hun så på sit ur. Katrine kunne ikke holde dem hen i evigheder. I et kort øjeblik tænkte hun på, om Søren måske havde sagt noget til Claus under den psykiatriske evaluering, der henviste til denne skjulte kode. Hun tjekkede sin telefon. Claus havde ikke ringet tilbage på hendes sms. Hun overvejede selv at ringe til ham. På den anden side var hun sikker på, at Søren havde skrevet koden til hende. Det var ikke noget, som han havde indviet andre i. Hun var ved at gå i panik. Hendes hjerne tænkte ikke klart – tænkte slet ikke. Hun var nødt til at tage det roligt. Prøve at se logisk på tingene. Hun satte sig ned på spisestuestolen og betragtede tegningen. Hun havde aldrig set det nummer før. Alligevel var der noget genkendeligt over kombinationen. Noget, hun tidligere havde bemærket, men fortrængt. Noget, der var ubærligt. Hvorfor gjorde det hende så trist at se på de tal? Hun førte fingrene op til munden og trommede sig distræt på underlæben. Kunne numre være triste? Den sidste tids hændelser fløj igennem hendes hoved som en film, der blev spolet baglæns. Timmies forældre – Tyveriet af sagen – Kontrakten med Skouboe – Kanin John – Katrine på boldbanen – Stigs Exit – Drabet på Søren – Sørens brækkede næse – Thorbjørns Baroloklub – Bogen om Pan – Glansbilleder og stjernerne på loftet – Fængselsgården på taget – Lydene fra Tivoli – Walthers ting på bålet – Stigs had – Begravelsen – Fødslen – Helikopterturen – Toget, der rev hende omkuld – Søren i lyshavet …
Det kom langsomt til hende. Sørens træk var på én gang ondskabsfuldt og morbidt. Havde det ikke været for Walthers død, ville hun aldrig være kommet på det. Ikke, at Søren havde tænkt så langt. Han havde sine egne ofre. Hvad Søren havde skrevet, var ikke en uløselig kode, men en vejviser. Det var nummeret på et gravsted.
I det samme ringede det på hoveddøren. Maja fór sammen. Kunne det allerede være politiet? Hun så mod terrassedøren og tænkte et kort sekund på at stikke af igennem haven og videre ned langs den udtørrede å. Men hun havde brug for sin bil, der holdt i indkørslen. Hun listede ud i køkkenet og spejdede gennem vinduet efter den sorte Mondeo på vejen. Men der var ingenting at se. Forsigtigt lænede hun sig frem for at se, hvem der stod foran døren, og fik øje på Hendriksen. Han førte hånden op til sin moustache og rettede på den, inden han ringede på igen. Da han havde ventet lidt, så hun ham forsvinde rundt om huset til baghaven. Hun kunne ikke forestille sig, hvad han havde gang i, men hvis hun skulle slippe forbi ham, var det nu. Hun løb ud ad hoveddøren og kastede sig ind i bilen. Hurtigt satte hun den i bakgear og bakkede med et brøl ud af indkørslen. I det samme kom Hendriksen løbende tilbage fra haven. Hun satte bilen i første gear og pressede speederen i bund.
*
Maja kørte ned ad hovedgaden på vej mod kirkegården, der lå i den anden ende af byen. Hun havde taget to Rohybnoler, som hun havde fundet i natbordsskuffen, og resten af de efedrinholdige tabletter, som Katrine havde efterladt. En kombination, der på én gang skulle tøjle hendes dårlige nerver og holde hende oprejst efter seksogtredive timer uden søvn. På sædet ved siden af lå Sørens tegning samt politiets dossier på ham. Hun havde grebet det hele på vej ud ad døren uden at vide, om hun ville få brug for det. På den anden side vidste hun, at politiet snart ville ransage hendes hjem og tage alt med sig.
Siden Walthers begravelse havde hun ikke besøgt kirkegården, og hun forbandede Søren for at sende hende derhen. Hun havde ikke fantasi til at forestille sig, hvis gravsted han havde udpeget, og hun fik kuldegysninger ved tanken om, at han måske i al hemmelighed havde begravet Timmie dér.
Hun parkerede Mercedesen på parkeringspladsen ved siden af kirkegården. Bortset fra en enkelt varevogn, som holdt oppe langs den hvidkalkede kirkegårdsmur, lå parkeringspladsen øde hen. Til Walthers begravelse havde Stig måttet holde om hende på vej op til kirken, så hun ikke faldt om. Hun huskede, hvordan alles øjne havde klæbet til dem. Det gjorde ondt i maven at tænke tilbage på.
Hun gik over pladsen og hen til hovedindgangen. Smedejernsporten stod halvt åben og kastede en lang skygge hen ad grusstien. Maja skubbede den forsigtigt op og gik indenfor. Siden begravelsen havde hun hver dag tænkt på at tage herop, men hun havde ikke magtet det. Tanken om at skulle lægge blomster på Walthers grav var ubærlig. Det ville kun minde hende om det uigenkaldelige i tragedien. Til gengæld vidste hun, at både Stig og hendes mor havde besøgt gravstedet. Hvilket kun gjorde hendes dårlige samvittighed værre.
Maja gik hen til oversigtskortet, der var placeret på den grønne standertavle lige indenfor. Hun fandt hurtigt gravstedet på kortet, som lå i den anden ende af kirkegården langt væk fra Walthers gravsted. Hun lovede sig selv, at hun ville besøge ham i den nærmeste fremtid. Men var ikke sikker på, om hun kunne overholde det. Hun begyndte at gå ned ad den nyrevne grussti. Solen strålede ned over kirkegården og fik rækkerne af gravsten til at skinne koldt mod hende. Hun så sig over skulderen for at sikre sig, at ingen fulgte efter. Kun lyden af hendes skridt og vindens susen i piletræerne lød. Da hun var kommet et stykke hen ad stien, drejede hun til venstre og fulgte passagen ned mod afdeling R. Gravene var tydeligt markeret, og hun fandt hurtigt frem til den grav, som Søren havde udpeget.
Foran hende lå en lille hjerteformet granitsten. Den bar Lasses navn. Sørens første offer. »Sov sødt« stod der nederst på stenen. På den tørre, skorpede jord lå et par visne blomsterbuketter og tre små tøjbamser, som var blevet bleget af solen. Der var noget sørgeligt over gravstedet. Som var det allerede blevet glemt. Men det var en lettelse at se, at der tydeligvis ikke var blevet gravet i jorden for nylig. Det udelukkede, at Søren havde begravet Timmie ved siden af Lasse. Hun bukkede sig ned og undersøgte området omkring gravstenen for at se, om Søren havde efterladt noget til hende, men hun fandt intet. Til sidst lod hun hånden glide ind under den lave tjørnehæk, der omkransede gravstedet. Hun mærkede en hård genstand mod sine fingre. Forsigtigt trak hun den ud af hækken. Det var en lille gipsafstøbning af Pan, der dansende spillede på sin fløjte. Om det ene ben var der fastgjort en pose med et brev i. Maja flåede posen op og foldede brevet ud. Det var skrevet med en kluntet håndskrift.
Tillykke, Wendy.
Det krævede en børneleg at finde frem til et barn. Morsomt, ikke sandt?
Hvis du læser dette, betyder det, at vores møde på stationen ikke gik helt vel. Måske kom rødhuderne. Måske kom Klo og hans mænd. Måske er jeg allerede sendt videre til Ønskeøen.
Men det betyder også, at du fandt bogen. At du gættede, hvilken tegning der var Timmies. At du forstod at bryde koden. Derfor gør du mig stolt. Beviseligt, er du Wendy.
Som du ser, har Timmie lært mig at skrive i koder. Han er sådan en begavet dreng. Men også en fortabt dreng. En af De Glemte. Derfor må du passe på ham. Du må sørge for, at Klo ikke når ham længere. Ikke plager ham mere. Jeg håber, at du har kikket dig over skuldrene. Ellers gør det nu …
Timmie er den ensomme kaptajn på Klos forladte skib, Jolly Roger. Det sidste sted, Klo selv vil lede. Det eneste sted, han ikke tør vove sig hen. For mange spøgelser. Flere end her på kirkegården. For mange af De Glemte Drenges sjæle til at jage ham.
Selv turde jeg knap nok vende tilbage til det gamle hjem og skjule Timmie. Af alle steder dér, hvor Klo og hans mænd hærgede i så mange nætter. I så mange år.
Tik Tak. Må krokodillen finde ham, som du må finde Timmie.
God rejse.
Pan.
Hun foldede brevet sammen og lagde det i sin taske. Timmie havde i det mindste været i live, dengang Søren skrev det. Hvis Søren havde taget alle disse forholdsregler i tilfælde af sin egen pågribelse, måtte det også betyde, at han havde planlagt Timmies fangenskab. Sørget for, at han kunne overleve en rum tid alene. Spørgsmålet var i hvor lang tid.
Hun rejste sig op og gik tilbage mod bilen. Han havde altså skjult Timmie i, hvad han kaldte for det gamle hjem. Katrine havde fortalt, at Søren var vokset op i Lemvig. Det virkede ikke sandsynligt, at han skulle have kørt den lange vej og gemt Timmie dér. Det måtte være et andet sted, han mente.
Da hun kom tilbage til bilen, åbnede hun døren og tog Sørens dossier fra forsædet. Hun bladrede det hurtigt igennem og fandt frem til Katrines notater. Ud for plejefamilien stod der en adresse på Falster. Det var trods alt tættere på end barndomshjemmet, men stadig for langt væk til, at hun troede på, at Timmie var gemt dér. Tilbage var kun institutionerne, som han havde opholdt sig på. Det virkede ikke sandsynligt, at han skulle have gemt Timmie på en af dem. Hun bladrede i dossieret og fandt Sørens ark med glansbilleder, som Katrine havde lagt ind.
Thorbjørn havde i sin tid sagt, at arket havde en særlig betydning for Søren. At det måske var et godt minde eller en belønning, han havde fået som dreng. Hun tjekkede datoen, der stod ved siden af copyright logoet på arkets kant. 1975. Søren havde været ni år dengang. På alder med de drenge, han havde slået ihjel. Hun bladrede tilbage i dossieret. På det tidspunkt boede han på Børnehjemmet Birkevang. Hun fandt adressen længere nede og kunne se, at det ikke lå så langt væk. Hun tænkte på at ringe derud, men det var et forældet trecifret nummer, der stod listet. I stedet ringede hun til Oplysningen for at få fat i det nye nummer, men de havde ikke registreret nogen abonnent på adressen.
Hun satte sig ind i bilen og startede motoren. På trods af at hjemmet lå inden for kommunegrænsen, havde hun aldrig hørt om det. Noget sagde hende, at det ikke havde været i brug længe. Hun havde lyst til at ringe til Katrine for at høre, om politiet havde undersøgt stedet. Hvilket hun gik ud fra at de allerede havde gjort. På den anden side var det uklogt at gøre opmærksom på sig selv, så længe Katrine var sammen med Tom og hans mænd. Hun var sikker på, at Katrine ville give hende et kald, så snart det var muligt.
Maja så på sit ur. Birkevang var det eneste sted, som det gav mening at besøge. Hvis hun ellers kunne finde vej derud, var det muligt at undersøge stedet, før det blev mørkt.