Maja blev tilset af lægerne på skadestuen. Hun var sluppet billigt. I rummet inde ved siden af behandlede de Timmie. Hun vidste, at hans fysiske tilstand var stabil, og at han ville overleve. Alligevel kunne hun ikke lade være med at bekymre sig, da det ikke var til at sige, hvilke psykiske mén han havde pådraget sig.
Flængen i hendes hoved blev syet sammen med atten sting. Hun mærkede intet. Var alt for udmattet. Hjernerystelsen, hun havde pådraget sig, gav hende kvalme, og hun kom til at kaste op ud over den vagthavende læges træsko. Da de kørte hende forbi stuen, hvor Timmie lå, nåede hun lige at få et glimt af ham. Han virkede skrøbelig, som han lå dér på båren med sonder, drops og en hær af hvide kitler omkring sig. Men han var i sikkerhed nu. Hun havde bragt ham i sikkerhed. Maja smilte for sig selv, inden hun døsede hen.
Dagen efter eksploderede det hele. Hospitalet blev belejret af pressen, der alle ville i kontakt med hende og Timmie. Men politiet holdt dem på behørig afstand.
Fra sit sygeleje afgav Maja forklaring til Tom Schæfer og Bent Faurholt. Faurholt virkede nervøs og var på toilettet tre gange under afhøringen af hende. Tom var til gengæld utrolig venlig. Måske fordi han vidste, at fundet af Timmie i live ville gavne hans eget karriereforløb. Selv tyveriet af sagsakterne forholdt han sig diplomatisk til. Han fortalte blot, at de havde tilvejebragt dem hjemme hos hende. Det virkede ikke, som om hun ville blive sigtet for noget. De havde tilmed hentet hendes bil ude på skovvejen.
Under afhøringen fortalte hun alt, hvad der var sket i skoven. Om hvad Skouboe havde sagt om børnehjemmet. Desværre kunne hun ikke beskrive de mænd, der havde været sammen med ham.
Tom fortalte, at de havde fundet Skouboes forkullede lig ved den udbrændte båd. Der var ikke meget tilbage til retsmedicinerne. Vidner havde set et par biler køre hastigt væk fra branden. Men endnu var der ikke et brugbart signalement. Til gengæld havde teknikerne fundet en række forskellige spor oppe ved vejen, som de var ved at analysere.
Dagen efter kunne hun læse i avisen, at man ved ransagningen af Skouboes hjem havde fundet børnepornografisk materiale. Et par gamle smalfilm, som lå i en pengeboks. Politiet havde desuden beslaglagt computere og harddiske med krypterede filer på. Endnu var det ikke lykkedes dem at bryde dem. Desværre stod der ikke noget om nye anholdelser.
Maja kunne stadig ikke fatte, at Skouboe havde levet dette dobbeltliv. Igen og igen tænkte hun på, om han nogen sinde havde opført sig mistænkeligt. Om hun på noget tidspunkt havde set tegn på hans pædofili. I konsultationen, som når hun havde set ham og Alice privat. Men hun kunne ikke komme i tanke om en eneste gang. Han havde virket så pokkers normal. Altid været så hjælpsom, så imødekommende over for alle. Hun var lykkelig for, at hun havde sat en stopper for hans forbrydelser. Alligevel kunne hun ikke lade være med at have medlidenhed med Alice og hans døtre.
Om eftermiddagen kom Claus forbi. Han havde blomster med. Cremehvide roser. De talte om løst og fast, næsten intet om sagen. Han holdt hendes hånd, og det føltes dejlig trygt. Han inviterede hende ud på et glas vin, når hun fik det bedre. Men hun slog det hen, vel vidende at han havde kone og barn derhjemme.
Næste dag, da hun blev udskrevet, tog hun op på børneafdelingen, hvor Timmie lå. Hun havde købt en bamse til ham nede i hospitalskiosken. Inde på stuen lå Timmie i sengen omgivet af blomster og balloner. Familien var samlet omkring ham. Maja genkendte faderen på den forvaskede T-shirt og de sorte Adidas-bukser. Timmie virkede fjern, som han lå dér og stirrede tomt op mod lyset i loftet. Hans mor sad på sengekanten og strøg ham forsigtigt over håret. Maja ville ikke forstyrre dem. I stedet afleverede hun bamsen til en sygeplejerske på gangen og bad hende om ved lejlighed at give den til Timmie.
Maja tog bagvejen ud og var glad for Mercedesens tre hundrede heste, da hun flygtede fra journalisterne i parkeringskælderen.
*
Det havde regnet i en uge.
I starten skabte vejrskiftet samme eufori som nyheden om Timmies redning. Men nu havde de fleste lagt begge dele bag sig og murrede i stedet over, at sommeren allerede var forbi.
Maja stod i køkkenet og pakkede tallerkener ned i en flyttekasse. De atten sting i baghovedet kløede helt infamt. Hjernerystelsen plagede hende indimellem med migræneanfald, og hun tog stadig en hel del piller for at dulme smerterne. Til gengæld havde hun droppet antidepressiverne, hvilket føltes som en lille sejr.
Det ringede på døren, og hun gik ud for at åbne.
Udenfor stod Katrine i sin sorte læderjakke. – Jeg så skiltet, sagde hun og pegede bagud. – Er huset blevet solgt?
Maja vinkede hende indenfor. – Ikke endnu, men der har været masser af folk forbi. Vistnok mest for at se på mig.
– Sådan er det, når man kommer på forsiden af landets aviser. Maja trak på skuldrene og førte Katrine ind i stuen.
– Du har måske tænkt dig at flytte fra ghettoen? spurgte Maja med et smil.
– Fandeme nej, ikke engang hvis jeg havde råd. Katrine tændte en cigaret og så rundt på de mange flyttekasser. – Du spilder ikke tiden. Hvor flytter du hen?
Maja rystede på hovedet. – Ingen anelse. Hun tog den kraftige tapedispenser og tapede kassen til. – I første omgang ryger det meste til opmagasinering.
Hun smilte til Katrine. Det var godt at se hende. De havde ikke talt sammen, siden de skiltes foran Timmies hjem. – Giver du en hånd? Hun hankede op i kassen. Katrine hjalp med at løfte den oven på kassen ved siden af. – Tak fordi du afledte Tom og de andre, sagde Maja.
– Vi skulle jo finde Timmie, svarede Katrine.
– Fik du problemer?
Hun rystede på hovedet. – Vist ikke flere, end jeg har i forvejen. Men så længe jeg ikke er suspenderet, kan jeg stadig få lov til at lave kaffe til Tom og drengene. Hun smilte tvungent.
Maja gik i gang med at tape den næste kasse i. – Jeg håber, det går i orden for dig.
Katrine tog et sidste sug på cigaretten, inden hun tværede den ud i askebægeret på spisebordet. – Bare rolig. De tør ikke gøre mere ved det. Afdelingen har i hvert fald ikke brug for flere problemer end dem, de tumler med i forvejen. Hun hankede op i kassen og bar den alene hen til de andre kasser i hjørnet af stuen.
Maja lagde dispenseren på spisebordskanten og vendte sig om mod hende. – Jeg troede ellers, at alle var glade for sagens udvikling.
Katrine stillede kassen fra sig. – Det var de også. Indtil Faurholt blev fundet i morges på en rasteplads lidt nord for København. Han havde blæst hjernen ud med sin tjenestepistol.
– Det er ikke rigtigt … sagde Maja målløs.
– Jo da. Mondeoens indtræk bliver aldrig helt det samme igen. I øvrigt fandt de en krypteret cd på ham. Samme kodning som cd’erne hos Skouboe …
– Så Faurholt var med i Skouboes netværk?
Katrine vendte tilbage til Maja. – Noget tyder på det.
– Tror du, I finder frem til alle de andre?
Katrine tøvede med at svare. – Forhåbentlig … Det er jo det, vi får løn for …
Maja drejede på dispenseren, så den snurrede rundt på bordet. – Har I fundet ud af noget omkring Birkevang?
Katrine rystede på hovedet. – Nej, ikke rigtig. Forstanderen er for længst død. Og på trods af den massive omtale i pressen er der endnu ikke nogen af de tidligere elever, som har haft lyst til at stå frem.
– Måske de bare ønsker at glemme det hele.
Katrine nikkede. – Ja, måske. Jeg kom faktisk for at give dig den her. Hun lynede ned i læderjakken og trak en tegning frem af inderlommen. – Timmies forældre bad mig takke dig. De havde den her med fra ham.
Maja tog papiret. – Hvordan har han det?
– Bedre. Psykologerne holder os underrettet om, hvornår vi må afhøre ham. Efter hvad de allerede har fortalt, så er det ikke meget, han husker. Hverken fra sit fangenskab eller tiden op til det.
– Måske det er bedst.
Katrine trak på skuldrene. – Ja. Selvom det ikke gavner efterforskningen.
– Har du prøvet at folde den? spurgte Maja og så på tegningen, der var et virvar af kulørte streger.
Katrine rystede på hovedet. – Nej … den er jo til dig.
Maja smilte og lagde tegningen fra sig på bordet.
– Hvorfor bliver du ikke boende, Maja? Køber en anden praksis?
Maja så på hende. – Nej. Det giver ikke så meget mening længere.
– Okay, sagde Katrine og gav hende en hurtig omfavnelse. – Pas på dig selv, sagde hun og klappede Maja på skulderen.
– I lige måde, Katrine.
Maja kørte gennem byen. Den lignede sig selv. Bare mere grå og kedelig i den silende regn. Hun vidste godt, hvorfor hun aldrig ville komme til at blive boende. Hvad hun end havde haft af lykkelige barndomsminder, var de for evigt væk. I stedet ville byen altid minde hende om de mishandlede og døde drenge, om tabet af Walther og om bruddet med Stig. Hun vidste, at Katrine ville gøre alt for at finde frem til Skouboes medskyldige, forsøge at optrævle det netværk, han havde efterladt sig. Men hun tvivlede i samme grad som Katrine på, at det ville lykkes. Der ville komme nye til, ligesom andre netværk ville opstå. Og hver dag ville overgrebene blive mere og mere uhyrlige. Overgreb, der kom til at foregå lige ved siden af én, hos naboen, kollegaen, vennerne, blandt den allernærmeste familie. Det var en ustoppelig epidemi, og det eneste forsvar var at holde et vågent øje med børnene. Tage sig af dem. Lytte til dem. Beskytte dem.
Hun drejede ind på parkeringspladsen ved siden af kirkegården og stillede bilen. Regnen trommede mod hendes paraply, da hun gik ind på den tomme kirkegård. Hun fortsatte ned i den fjerneste ende til Walthers gravsted. Den hvide marmorsten glinsede i regnen og fremhævede guldbogstaverne. Det var underligt at stå her og læse hans navn. Præcist lige så uigenkaldeligt trist, som hun havde forestillet sig. Hun ville aldrig kunne forlige sig med hans død, men hun vidste, at hun ville kunne komme videre med sit liv. At der også var en tid efter det korte møde med Walther.
Hun tog Timmies tegning frem og foldede den sirligt. De mange kulørte streger samlede sig til en farverig blomst. Hun bukkede sig ned og lagde papiret på gravstenen. Det var en fin blomst. På et fint gravsted. I et fint øjeblik, der varede, alt imens regnen opløste papiret.
– Farvel, Walther.