2

ARBEJDSGRUPPEN

“Så er det altså naboerne,” sagde Bodil Svendsen, hans assistent. “Hvorfor tog du dem ikke med herind?”

“Fordi vi ikke ved, om det er dem,” sagde Carsten. “Fordi jeg ikke bryder mig om at hive borgere ind på stationen, før tiden virkelig er inde.”

“Du er for blødsøden,” sagde hun.

De var fire personer i mødelokalet; Bodil, Carsten, og så to unge betjente, Dan og Ulrik, efternavnene havde Carsten ikke present, to intelligente, behagelige fyre, der ignorerede Bodils respektløshed over for ham.

“Naturligvis skal de granskes,” sagde han. “De skal endevendes. I det hus er der foregået noget meget mærkeligt.”

Klokken var tyve minutter over midnat, de sad og ventede på Julie Madsen, de ville handle, de ville opklare sagen, de ville i seng, de havde for megen koffein i blodet, stadigvæk for megen adrenalin, det var forkert bare at sidde her og snakke, når der var så meget at lave.

De vidste imidlertid også, at de havde udspurgt alle naboerne, at teknikerne stadig var i gang med at undersøge huset, at lægen var ved at gøre obduktionen færdig, at lige nu var det nødvendigt at samle tankerne, så de ikke bare løb rundt i blinde.

“Hvis Birgitte Larsen taler sandt, er det en gåde, hvordan morderen er kommet ud,” sagde Carsten. “Han eller hun kan ikke være kommet ud bagved, der var vådt, og der er ingen fodspor. Hvis morderen ikke var en fugl, måtte han træde i det våde græs, og det ville man bemærke.”

“Det var mørkt, da I så efter,” sagde Dan. “Måske finder vi nogen i morgen.”

Han og Ulrik havde udspurgt naboer, mens Bodil og Carsten søgte efter fodspor.

“Måske,” sagde Carsten. “Vi må håbe, at det ikke fortsætter med at regne.”

“Det gør det,” sagde Ulrik.

“Der er ingen fodspor,” sagde Bodil. “Vi havde rigelig med lys på de første meter. Så langt er der ingen, der kan springe.”

“Og hvis han gik rundt om huset, ville Birgitte Larsen se ham,” sagde Carsten.

“Hvad nu, hvis han gemte sig i huset og slap ud lidt senere?” spurgte Dan.

“Hvornår? Efter at betjentene var kommet? Med Birgitte og Morten Larsen rendende omkring? Desuden kom jeg jo også nogle få minutter efter.”

“Så måske ved siden af huset. Er der ikke nogen død vinkel?”

“Eller han er der stadigvæk,” sagde Ulrik.

“Du ved, hvordan teknikerne arbejder,” sagde Carsten. “Det er ikke muligt for et menneske at gemme sig.”

“Måske har de bare ikke fundet ham endnu.”

“Lad os nu lige komme tilbage til de mere realistiske overvejelser,” sagde Carsten.

“Alt tyder på naboerne,” sagde Bodil. “De er, så vidt vi ved, de eneste, der havde mulighed for at komme ind og ud igen.”

“Strengt taget kun Birgitte Larsen,” sagde Carsten. “Hun påstod, at hun var oppe i soveværelset. Har vi vidner på, at hun var deroppe?”

Dan og Ulrik rystede på hovedet.

“Man kan ikke se soveværelset fra nogen af de andre huse.”

“Kun fra Madsen-huset.”

Det skyldtes først og fremmest, at der ingen genboer fandtes. På den anden side af Varnæsvej lå der blot marker og træklynger.

“Hun havde altså mulighed for det,” sagde Carsten. “Hvad med motivet?”

“Hun havde måske et forhold til Kjeld Madsen, og han ville gøre det forbi,” sagde Bodil.

“Hvad med våbenet?” sagde Carsten.

“Hun er medlem af en skytteforening.”

Det var der noget om. Det havde beskæftiget ham, mens han kørte til stationen. I virkeligheden allerede inden han gik over til naboerne for at tale med dem.

“Ville du skyde din nabo, når du var medlem af en skytteforening?” spurgte han.

“Hvad ellers?” spurgte Ulrik.

“Det er det, jeg kan bedst,” sagde Dan.

“Hun skyder med bøsser efter lerduer,” sagde Carsten.

“Hvad så med manden? Vi aner ikke, om han virkelig var ved orkidéerne. Han går ind i huset, skyder Kjeld Madsen, kommer hjem igen, og konen lyver for at beskytte ham.”

“Hvorfor skulle hun gøre det?”

“Ville Lone ikke gøre det for dig?”

Det kom an på, hvad han havde gjort.

“Hvad var hans motiv?”

“Det samme,” sagde Bodil. “Birgitte og Kjeld havde et forhold, og til sidst kunne Morten ikke holde det ud længere.”

“Hvorfor holder Birgitte så tæt?” spurgte Carsten. “Hvis det virkelig forholdt sig sådan, ville hun opleve et enormt pres lige nu. Det kunne jeg ikke mærke noget af. Hun opførte sig ikke anderledes end andre hovedvidner, jeg har oplevet gennem tiderne.”

Bodil himlede med øjnene, og de to unge betjente rørte uroligt på sig.

I det øjeblik kom en betjent ind og sagde, at Julie Madsen ventede ude i receptionen.

“Så vi foretager os altså intet vedrørende naboerne,” sagde Bodil. “Bare fordi du har sådan en usvigelig fornemmelse af, hvordan hovedvidner bør opføre sig.”

“Naturligvis gør I det,” sagde Carsten. “Alle tre. I tager tilbage til naboerne og spørger specifikt om forholdet mellem de to par. I finder ud af, hvad de har af familie og venner og spørger også dem. I prøver at finde ud af alt, hvad I kan, om dem.”

“Men vi må ikke tale med dem personligt,” sagde Bodil.

“Naturligvis må I det.”

“I hvilken rækkefølge?”

“Det bestemmer du. Du tager dig af denne del af undersøgelsen. Den er du fuldstændig ansvarlig for selv. Jeg skal nok lade være med at blande mig. Jeg ønsker blot en mundtlig eller skriftlig rapport hver dag. Der må også gerne være flere af dem. Jeg vil meget gerne holdes ajour med, hvad I finder ud af hen ad vejen.”

“Og hvad laver du imens?”

Han smilede. “Venter og tænker.”

Så rejste han sig op for at gå hen og tale med Julie Madsen.