4

EN MAIL

Carsten kunne bedre lide de gode gamle dage, da anonyme beskyldninger kom per telefonopkald eller per brev.

Teknikerne var til gengæld glade for de nye kommunikationsformer, da de gav meget bedre mulighed for at følge sporene tilbage til afsenderen end et brev uden afsender, uden fingeraftryk, med ord klippet ud af en avis.

Derfor var de begejstrede, da den første e-mail kom ind ad lyslederkablet næste morgen klokken 8.23. Den var adresseret til Carsten og kom fra en hotmail-konto, og da han så og siden læste den, tænkte han, at han meget gerne ville vide, hvem der havde skrevet den, og var samtidig skuffet, fordi han tænkte, at en hotmail-konto var mere anonym end det mest anonyme brev, som man i det mindste kendte poststemplet på; men alligevel satte han sig i forbindelse med it-teknikerne, og de sagde, at det her var da meget bedre.

“Hvordan?” sagde han.

“Der er en MAC-adresse hæftet på mailen,” sagde teknikeren.

“Og hvad betyder det?”

“At vi om kort tid, og hvis vi er lidt heldige, kender den pc, som mailen er blevet sendt fra.”

“Når vi nu taler om at kende, hvor kender manden min e-mailadresse fra?”

På hjemmesiden var der kun angivet sjyl@politi.dk som fællesadresse for hele Syd- og Sønderjyllands politi, der var ingen personlige adresser.

“Den kan han have fået fat i på alle mulige måder,” sagde teknikeren.

“Alligevel bryder jeg mig ikke om det,” sagde Carsten.

Fra: headmaster102@hotmail.com

Til: carmat@politi.dk

Vedr.: Sandheder om et mord

I kigger helt forkert. I kigger i retning af familien, i retning af politik, i retning af venner, i retning af naboer, i alle de vanlige retninger.

Jeg vil endda vædde på, at når I sætter jer sammen her til morgen, så tænker I også på udenlandske grupper som mulige gerningsmænd. Det er jo ingen hemmelighed, at Kjeld Madsen var racist. En tilpasset racist, én, der ikke kom for retten for sine udtalelser, men ikke desto mindre en racist.

Tanken om udlændinge havde selvfølgelig strejfet Carsten, og mere end det, han ville være en dårlig politimand, hvis han ikke inddrog det aspekt. Som manden (eller kvinden?) i mailen skrev: Kjeld Madsen havde haft mange potentielle fjender.

I kommer altså til at vende hver en sten, I kommer til at gøre mange mennesker ondt ved de hemmeligheder, som I finder ud af om dem. Private hemmeligheder, ting, som aldrig burde komme til offentlighedens kendskab.

Men I kan jo ikke andet, I er nødt til at grave og vende, og når I så finder ud af, at I leder de helt forkerte steder og kun volder sorg og skade, er det allerede for sent.

Ikke fordi jeg bilder mig ind, at denne mail kommer til at ændre noget.

Alle dem, der skrev anonyme mails, ønskede brændende at ændre noget. Ellers gjorde de det ikke. Det værste ved dem var, at de ikke stod frem.

Ham her (eller hende her) havde noget i klemme selv, det var Carsten sikker på. Det skulle ikke undre ham, om det var drabsmanden, selv om han tvivlede på det. Mordere med et stærkt meddelelsesbehov havde han aldrig oplevet, i det mindste ikke på den måde.

De begyndte først at snakke, når man havde pågrebet dem, og så var de nærmest lettede.

Men ikke ham her. Han var noget andet. Eller var det en kvinde? Carsten var sikker på, at det var en mand; men han havde været sikker på så mange usikre ting i løbet af sit liv.

Hvad er der ved at arbejde på en skole, tænker I sikkert? Og ydermere, en af jer er gift med en, der arbejder på samme skole, og han har aldrig hørt noget negativt om Kjeld Madsen.

Han har aldrig hørt om noget seksuelt. Nu griner I sikkert, fordi Kjeld Madsen jo var gift med en ældre kvinde, han havde en moden seksuel smag, tænker I (hvad end det betyder), og hvis en lærer var tiltrukket af unge piger, så ville det hurtigt rygtes, især nu om dage, da kan du ikke skjule sådan noget, tænker I, ikke på en skole, inden for en familie ja, men ikke på en skole, hvor størstedelen af personalet er kvinder. De skal nok passe på. De tillader ikke, at nogen træder de unge piger for nær, de har et blik for sådan noget.

De ser jo også pigernes ynde, og nogle minutter senere står de foran spejlet og længes efter den tid, da de selv var så yndige.

De elsker de små, de hæger om dem, de er bekymrede, for de ved, hvor sårbare pigerne er, nogle af dem ved det af egen erfaring, de ved nøjagtig, hvordan deres ansigter er blevet sådan, som de er blevet, det er ikke alt sammen kun alder, det er også stor smerte.

Kjeld Madsen var der ikke nogen, som mistænkte. Der fandtes klager, fordi han var streng, og specielt de udenlandske elever behandlede han ikke altid lige retfærdigt. Men det seksuelle, nej, det seksuelle fandtes der ingen rygter om.

Er det så ikke mærkeligt, at jeg lægger netop det spor?

Er det et vildspor?

Det må I selv finde ud af.

“Han er ikke andet end en led, pervers skid,” sagde Bodil Svendsen. “Dem får vi hele dynger af, så snart der sker noget. Så kommer de ud af deres kloakker.”

Carsten havde sjældent set hende så opbragt før, og han spurgte sig selv, hvad der mon var sket hende, da hun var en lille pige – en yndig, lille pige – og om hun mon skød det fra sig nu.

Ulrik og Dan sad tilbagelænede, nippede af deres kaffe og så en smule trætte ud, men også ganske opmærksomme og med en vis forventningens glæde. Det var altid en fornøjelse at overvære en lille dyst mellem Carsten og Bodil.

“Han ved for meget,” sagde Carsten. “Desuden aner vi ikke, om det virkelig er en han.”

“Naturligvis gør vi det.”

“At drage forhastede konklusioner er ikke det samme som at vide.”

“At omgås mænd er at kende dem.”

“Så snart vi finder ham, skal vi nok komme til bunds i det,” sagde Carsten.

“Jeg tvivler på, at det bliver så nemt,” sagde Dan.

“It-teknikeren sagde, at enhver computer har sin egen identitet.”

“Der findes veje,” sagde Dan.

Han elskede at lege med computere, og Carsten følte sig altid mindreværdig over for ham, så snart talen faldt på dem. Han vidste, at han burde interessere sig mere for teknologi, at han burde kunne tale med om det og være uafhængig af andres meninger, i det mindste til en vis grad. Han havde købt bøger om de relevante emner, han havde sat aftener af for at lege på hjemme-pc’en, han havde bedt Daniel om at forklare bestemte ting, så længe han havde boet hjemme– men i sidste ende havde han altid smøget sig udenom. Han kunne det, han skulle bruge, og alt andet interesserede ham ikke.

Sådan hang det sammen: Det interesserede ham ikke. Han var ikke dum.

“Vi får se,” sagde han. “Hvad med jer? Fandt I ud af noget i løbet af natten?”

De havde været oppe og udspørge folk indtil klokken fire; men man kunne næsten ikke se det på dem. Der var en del, Carsten ikke brød sig om, når han tænkte tilbage på sine tyvere, usikkerheden over for svigerfaren og afhængigheden af overordnede for eksempel; men der havde unægtelig også været store fordele.

“Kjeld og Julie Madsen var ikke særlig meget hjemme, “ sagde Bodil. “Hun så godt som aldrig. Hun jogger mellem seks og syv om morgenen, hvis hun er der, er ude af huset inden otte og kommer sjældent hjem før klokken ni om aftenen. Hun arbejder altså mindst halvfjerds timer om ugen.”

“Er det overhovedet tilladt?” spurgte Ulrik. “Vi lever da ikke i USA.”

Der blev grinet lidt, mens de tænkte på deres eget overarbejde.

“Han var der oftere,” sagde Bodil. “Han kom og gik også mere uregelmæssigt og var tit hjemme om eftermiddagen. Da forberedte han sikkert undervisningen eller rettede stile eller den slags. Hvad laver folkeskolelærere, når de er hjemme?”

“Det, du siger,” sagde Carsten. “Får sig en på øjet. Hvad sagde de om forholdet til Birgitte og Morten Larsen?”

“Intet,” sagde Bodil.

“De sagde, at når Kjeld Madsen ikke var derhjemme for at lave det, som folkeskolelærere laver, så var han på farten, så lavede han politik.”

“Hvor ved de det fra?”

“Hvad skulle han ellers lave?”

“Det er det, vi skal finde ud af. Vi skal have fat i hans kalender, og så skal vi tjekke alle informationer, der står i den.”

“Og hvis han ikke har nogen?” spurgte Dan.

Det grinede de alle ad. Man kunne ikke forestille sig en mand som Kjeld Madsen uden kalender.

“Han kom jo også tit sent hjem,” sagde Bodil. “Så vidt naboerne vidste, lavede han mad, når han var hjemme før Julie, og så spiste de sammen. Hun lavede ikke mad, i det mindste ikke alene. Når hun kom først, spiste de koldt.”

“Spiller det en rolle?” spurgte Carsten.

“Jeg ved det ikke. Men ingen sagde noget om Birgitte Larsen. Jeg mener, naboerne ville da mærke sådan noget. Der var overhovedet ingen hentydninger. De virkede til at være overraskede over, at vi spurgte så ihærdigt til hende og hendes mand. De sagde, at de ikke havde haft nogen specielle forbindelser til Kjeld eller Julie.”

“Heller ingen fjendtlige,” sagde Carsten.

“Ingen specielle overhovedet.”

“Det er jo ikke sikkert, at de bare er vidner,” sagde Ulrik.

Hvem mente han?

“De naboer, vi udspurgte. De fleste af dem er sikkert bare vidner, måske dem alle sammen. Man kan ikke rigtig forestille sig dem som mordere. Og da slet ikke så professionelt, med et eneste skud. Men man kan aldrig være sikker.”

“Du foreslår altså, at vi skal mistænke dem alle sammen?” sagde Carsten.

“Nej,” sagde Bodil. “Dem, der er virkelig mistænkelige, det er Birgitte og Morten. De havde kontrol over situationen.”

“Jeg kan ikke lide, at naboerne slet ikke har noget at fortælle. Vi er nødt til at have et eller andet at gå ud fra.”

“Vi er først lige begyndt,” sagde Bodil.

“Hvad er der med familierne? Havde naboerne noget at sige om dem?”

“Hvilke familier?” spurgte Ulrik. “Kjeld Madsens? Julie Madsens? Birgitte Larsens? Morten Larsens?”

“Lad nu være med at blive så spidsfindig,” sagde Carsten.

Han kunne ikke få tankerne væk fra mailen. Den og gåden om, hvordan morderen var kommet ud og ind.

“De har set Julies søster et par gange,” sagde Bodil. “Kjeld var enebarn. Hvem tager sig af forældrene?”

“Julie var vist ikke verdens mest begejstrede tante,” sagde Dan, der havde to piger.

Ulrik derimod havde ingen, selv om han havde en fast kæreste. De skulle nok få, men ville vente lidt.

“Søsteren har fire børn,” sagde Dan. “Og når de en sjælden gang var på besøg, var stærke, kølige Julie helt ude af den.”

“Det er ikke så nemt med børn,” sagde Ulrik.

“Det ved du intet om,” sagde Dan.

“Jeg har også nevøer og niecer. Jeg leger endda med dem.”

“Jeg tager mig af forældrene,” sagde Carsten. “I hænger i med naboerne, og så får I fat i Kjelds kalender og udspørger al familie, bortset fra forældrene, også Julies søster, selv børnene. Jeg vil vide alt, hvad der er værd at vide.”

“Vi ved, hvordan man arbejder i sådan en sag,” sagde Bodil.

“Jeg vil have hans kontoudtog så langt tilbage, som vi kan få dem, jeg vil have hans kalender, og så vil jeg have, at I følger hans spor, spørger de mennesker, han har haft med at gøre, samler informationer. Et eller andet sted er der noget, vi ved bare ikke, hvor det gemmer sig, men det finder vi ud af.”

“Hvad med hende?” spurgte Bodil.

Hun kunne altså ikke lide Julie Madsen.

“Hende tager jeg mig af.”

“Hendes kontoudtog, hendes kalender.”

De to unge mænd kiggede forbløffet på hende. De havde alle sammen tømt deres kaffekopper og vidste, at nu var det på tide at drage af sted. Carsten brød sig ikke om lange møder. En kop kaffe, lidt hyggesnak inden de gik i gang, så sad de koncentreret om bordet, Carsten havde en liste foran sig, som han afkrydsede, man havde lov til at komme med nye idéer, men det måtte ikke tage for lang tid, de skulle ud i marken, de skulle snakke med folk, ikke blot med hinanden.

“Hende får jeg ingen dommerkendelse på,” sagde Carsten. “Vi tjekker naturligvis hendes udsagn vedrørende møderne i Hamborg. Jeg har allerede sat mig i forbindelse med kollegerne dernede. Jeg taler også med hendes sekretær, og jeg er sikker på, at jeg får den officielle kalender at se. Mere kan vi ikke få på den front lige nu.”

Bodil så skuffet ud. Det var næsten, som om hun ønskede, at Julie Madsen skulle være morderen.

To timer senere var Carsten tilbage fra obduktionen, hvor han havde lært adskillige ting: At han hadede hjerner, som var blevet gennemtrængt af kugler; at han beundrede lægen og assistenterne for deres robuste maver; at kuglen havde ramt hovedet lige neden for nakkebenet, os occipitale, fulgt foramen magnum, hullet, hvor rygmarvsnerven trådte ind i hjernen, gennemtrængt hjernestammen, ramt cerebellum, lillehjernen, banet sig vej gennem storhjerne og hjernebark og trængt ud næsten midt mellem Kjeld Madsens øjenbryn, hvorefter den fløj ti meter, indtil den ramte væggen og fandt sin endelige, flade, uregelmæssige form; at skudbanen gik nedefra og op, om end i en flad vinkel; at han var ved at være træt af lægens og assistenternes hårdkogte vittigheder.

“Hvis du tænker på vinklen,” sagde Carsten. “Betyder det, at skytten var mindre end Kjeld Madsen?”

“Det kommer an på, hvor tæt han var på,” sagde Bo Hviidt. “Vinklen vokser automatisk med afstanden. Det er ligesom i biografen: Jo længere du sidder fremme, des mere skal du lægge nakken tilbage.”

“Nu skal du ikke komme for godt i gang.”

“Vi ved ikke nøjagtig, hvor tæt skytten var på. Naturligvis var han tæt på, mindre end tre meter; men så længe vi ikke kender våbenet, kan vi ikke sige noget nøjere. Mærkerne på hans baghoved afhænger i høj grad af, hvor meget krudt der var i patronen.”

“Hvad er din vurdering?”

“Om hvad?”

“Du har været mere samarbejdsvillig andre gange,” sagde Carsten.

“Det var én, der vidste, hvordan man skyder og rammer.”

“Hvorfor tror du, det kunne være en kvinde? Normalt er det altid en mand.”

“At han blev skudt bagfra. At skytten var mindre end ham, og han var jo ikke særlig stor. Jeg er ikke sikker på, at det var en kvinde. Jeg ville blot sige, at hvis en amatør rammer, selv fra to meters afstand, så er han eller hun meget heldig. Du skal være heldig, hvis du bare vil ramme kroppen. Men så oven i købet hovedet.”

Det samme havde Carsten hele tiden tænkt.

“Der er ikke noget hylster i stuen,” sagde han.

“Har teknikerne sagt det?”

“Jeg kiggede også selv, mens jeg stod og ventede på dem. Men jeg tænkte, at det måske var rullet ind under sofaen eller et af de andre møbler.”

Hviidt sagde ikke noget. Når der ikke var noget patronhylster i det lokale, som et skud var blevet affyret i, kunne det betyde to ting: Enten at våbenet var en revolver, hvor hylsteret blev siddende i kammeret; eller det var en pistol, hylsteret blev kastet ud som følge af en mekanisme, som eksplosionen satte i gang, og måtte samles op.

Hvis det nu var en pistol, så havde morderen haft den nødvendige koldblodighed til at lede efter hylsteret. Det tydede på en professionel. En amatør ville bare være løbet sin vej.

På den anden side – professionelle skød sjældent kun én gang, men flere gange for at være helt sikre.

Sagen hang ikke sammen.

“Findes der ikke en nabo, der skyder?” spurgte Hviidt.

Carsten nikkede.

“Har hun et alibi?”

Carsten rystede på hovedet.

“Så er sagen vel klar,” sagde Hviidt.

Carsten sagde ikke noget. Han betragtede blot, hvordan Hviidt vaskede sine hænder, selv om han havde arbejdet med handsker. Carsten gad vide, hvor mange gange om dagen de hænder blev vasket.

“Men det er den ikke for dig,” sagde Hviidt.

“Nej,” sagde Carsten.

“Wunderbar,” sagde it-teknikeren.

Det var tysk og betød “vidunderligt”.

“Jeg vidste slet ikke, at du talte tysk,” sagde Carsten.

“Sådan hedder baren, som mailen er blevet sendt fra. De har wi-fi.”

Han kiggede på Carsten, som om sidstnævnte ikke vidste, hvad det var for noget.

“Jeg har altså også siddet på caféer og logget på nettet,” sagde Carsten.

“Så har jeg tabt det væddemål.”

“Flensborg,” sagde Carsten.

“Vi har pc’ens id. Det er en MSI. En solid bærbar.”

“Som jeg kan se på dig, er det den gode nyhed.”

“Den dårlige er, at den blev stjålet for to dage siden.”

“Hvor?”

Carsten håbede, at teknikeren ville sige: “Åbenrå”. Han ville helst have det hele samlet i én by. Det var vanskeligt nok sådan, som det var.

“Flensborg,” sagde teknikeren.