6

WUNDERBAR

Det var ikke kun en bar, det var mere end det: En café, en natbar, og tre dage om ugen var der også et diskotek. Udefra så det ellers ikke ud af meget. Der var blot en indgang, to smalle, mandshøje vinduer, og i selve caféen var der ikke særlig megen plads. Langs siderne var der høje diske med barstole, og på dem sad unge mennesker, så godt som alle med en bærbar.

Carsten havde bestilt en normal kop kaffe uden noget i, Christiane en dekaffeineret cappuccino.

“Hvorfor kan man ikke bare drikke kaffe nu om dage?” sagde han.

“Hold nu op,” sagde hun. “Cappuccinoen smager virkelig godt her, og jeg har det skidt, når jeg får så meget koffein.”

“Jeg mener jo bare …” sagde han.

Tjeneren kom med deres kaffe.

Hun mindede ham om Julie Madsen. Hun var mindre og mere blond, men havde været en meget smuk kvinde engang, og smuk var hun stadigvæk, om end der var skarpe linjer fra næsefløjene ned til mundvigene, og der var sket noget med hendes øjne, der skabte et indtryk af konstant træthed.

Måske havde hun været for længe i branchen.

“Var De her i forgårs klokken 8.23?” spurgte Carsten.

Hun havde et forrygende smil og blev straks ti år yngre. “Så nøjagtig tager vi det ikke med tiderne herinde.”

“Men var De her i forgårs omkring den tid?”

“Jeg arbejder altid om formiddagen. Før i tiden arbejdede jeg om natten. Det gav flere penge. Men nu har jeg en datter. Det interesserer Dem sikkert ikke.”

“Hvorfor skulle det ikke det?” sagde Carsten. Han ville gerne have det smil igen.

“Er De fra politiet?” spurgte hun.

Han nikkede. Christiane gjorde intet. Det var tydeligt, at hun ikke brød sig om kvinden.

“Hvad skete der klokken 8.23?” spurgte tjeneren.

“De er meget opmærksom.”

“Det er man nødt til at være i denne branche. Ellers mister man en masse penge. Gæsterne prøver hele tiden at snyde.”

“Ikke os.”

“Det forestiller jeg mig heller ikke,” sagde hun.

“Klokken 8.23 blev der sendt en mail herfra,” sagde Carsten. “Og vi ville gerne vide, om De bemærkede noget.”

Hun rystede på hovedet.

Christiane bankede nogle A4-ark på bordpladen. Det var billeder af Edgar Ballin i alle mulige situationer, mindst ti af dem. Tjeneren tog dem op og bladede dem igennem. Så rakte hun dem videre til Carsten.

“Hvad skal jeg med dem?” spurgte hun.

“Kender De ham?” spurgte Christiane.

Carsten havde sjældent oplevet hende så brysk.

“Ham ville jeg huske,” sagde tjeneren. “Det der skæg, figuren. Ham glemmer man ikke sådan lige. Hvad har han gjort?”

“Det kan vi ikke sige,” sagde Christiane.

“Ham har jeg aldrig set her,” sagde tjeneren. “God fornøjelse med Deres kaffe.”

“Den dufter skønt,” sagde Carsten.

Christiane tav.

“Hvad er der i vejen?” spurgte han, da tjeneren var forsvundet.

“Ikke noget.”

“Hvor har du alle de billeder af Ballin fra?”

“Han er på Facebook. Han har 67 af dem på sin side. Du kan vælge og vrage.”

“Kan man bare sådan printe dem?” spurgte han.

“Du aner intet om Facebook,” sagde hun.

“Er det ikke mærkeligt, at man bare sådan kan printe billeder af fremmede mennesker?”

“Hvordan går det ellers med din sag?” spurgte hun. “Har du nogen mistænkte? Hvad er der med vidnerne?”

“Vidner og mistænkte, jeg har det hele,” sagde han. Så fortalte han hende, hvad der var sket i løbet af døgnet.

“Det er hende,” sagde Christiane, efter han var færdig. “Naboen.”

“Birgitte Larsen?”

“Navnet kan jeg ikke huske.”

“Hun har ikke noget motiv, så vidt vi ved på nuværende tidspunkt,” sagde han. “Hun ringede til os, lige efter skuddet var faldet. Hun kunne umuligt være nået op til soveværelset på så kort tid.”

“Hun ringede fra sin mobil,” sagde Christiane. “Hun kan have ringet fra gerningsstedet og så være løbet hjem.”

“Patruljevognen var lige i nabolaget. Betjentene så ikke nogen komme ud af huset. Desuden har hendes mobil gps. Vi har nogenlunde kunnet lokalisere opkaldet. Helt præcist er det civile gps jo ikke, men hun kan umuligt have ringet fra gerningsstedet.”

“Så skød hun, løb hjem, ringede til jer. Du sagde jo, hun var den eneste, der meldte skuddet.”

“Andre hørte det også. De troede bare, at det var en fejltænding, eller at nogen var på jagt.”

“Så sent?” spurgte Christiane.

“To af dem kiggede på klokken. To temmelig gamle, temmelig omhyggelige mænd. De angav tidspunktet meget præcist, helt uafhængigt af hinanden.”

“Hun kan havde skudt med en lyddæmper, og så kan hun have affyret et andet skud uden for sit eget hus,” sagde Christiane.

“Ja,” sagde Carsten.

“Det lyder ikke særlig sandsynligt.”

“Nej,” sagde han.

“Og så er der motivet.”

“Hvad fandt du ellers ud af hos ham Ballin?”

“Teknikerne siger, at der var fodspor på vindueskarmen, wc-låget og gulvet,” sagde hun. “Sportssko, ikke en mærkevare, størrelse treogfyrre. Ikke særlig beskidte, gadesnavs, vi har ikke kunnet lokalisere det til nogen specielle steder her i byen.”

“Det virker så mistænkeligt, at man næsten er fristet til at sige, han er uskyldig,” sagde Carsten.

“Naturligvis kan teknikerne ikke med sikkerhed sige, at tyven kom ind gennem badeværelset,” sagde hun. “De ved blot, at låsen ikke blev dirket op, de ved, at der var spor, og de ved, at glasskårene var indenfor, ikke udenfor.”

“Den slags kan ordnes.”

“Det ved jeg godt.”

“Tak, fordi du gjorde dig den umage.”

“Jeg ville gerne have været til større nytte.”

“Man ved aldrig. Det er langt fra sikkert, at vi er færdige med ham Ballin.”

“Og du, hvad laver du nu?”

“Jeg går i skole.”

Den forstod Christiane ikke, og Carsten drak af sin kaffe.

“Hvad med dig?” spurgte han. “Hvad har du kørende for tiden?”

“Ikke noget videre. Et par indbrud, et overfald på en gammel dame på gågaden. Jeg kommer sandsynligvis aldrig til at finde nogen af gerningsmændene.”

“Måske er det de samme,” sagde han.

“Det tvivler jeg på.”

De sad stille lidt og nød hinandens selskab. Sådan havde det været mellem dem næsten lige med det samme, fra første gang, de mødtes, en instinktiv sympati.

Til sidst var sjatterne i deres kopper blevet for kolde, og de rejste sig for at gå.