10

ET LIG

Christiane havde en termokande med te, en pakke med müslibarer, en skål med salat, et kamera, et tæppe, en kikkert og sin MP3-spiller. I bilen havde hun en aluminiumsstige, som kunne trækkes ud, og i en rygsæk nogle gummimåtter, arbejdshandsker, en boltsaks, en lommelygte, et tre meter langt reb, en sort overall, en sort hætte og skosværte.

Hun befandt sig på første sal af Albert-Einstein-Grundschule, små borde og stole overalt, flere tavler, der var sorte, fordi lyset ikke var tændt, og på den anden side af Max-Planck-Straße var indgangen til Müller und Söhne.

Hun havde aldrig haft problemer med nattevagter. Hun havde altid opfattet natten som sin ven, og desuden havde hun aldrig kedet sig. Hun havde sine tanker, ikke alle sammen lige behagelige, men interessante for hende, og desuden kunne der altid ske noget, mere end det, i aften ville der ske noget, det vidste hun, fordi hun ville sørge for, at det skete.

Skoleinspektøren havde ikke været begejstret for idéen om en overvågning. Det forekom hende absurd, at der skulle blive begået forbrydelser på den anden side af gaden. Christiane havde forsikret hende om, at de ikke talte om forbrydelser, de talte udelukkende om en overvågning, og langt de fleste overvågninger løb ud i det rene ingenting.

Der var stille udenfor, ingen biler på vejen, lys i fabrikkens kontorlokaler og i hallerne.

I den time, hun havde været her indtil nu, var ingen biler kørt fra eller til fabriksområdet, og hun havde kun set få mennesker. Af og til kom der nogen ud af kontorbygningen og gik ind i en af fabrikshallerne, af og til kom der nogen ud af fabrikshallerne og gik ind i kontorbygningen; men det meste af tiden skete der kun lidt på området.

Hun havde ikke fortalt nogen om, at hun ville overvåge fabrikken. På grundlag af Freddies informationer ville hun aldrig få chefen til at indlede en officiel undersøgelse. Hun havde ingen beviser. Hun havde blot en fornemmelse, og desuden havde hun intet at lave i nat.

Regnen satte ind igen, hun lukkede vinduet og skruede op for varmen. Et øjeblik havde hun en fornemmelse af, at der var nogen bag hende og så sig omkring. Der var ingen. Det var ulempen ved at overvåge alene. Følelsen af uhygge var større. Tankerne blev mørkere.

Vagtbygningen var lige ved siden af og bag porten, en fladtaget pavillon på måske tre gange tre meter, det var den forkerte side at komme ind på området fra.

Hegnet var cirka to en halv meter højt, på højde med en basketballkurv, og dens pæle endte i skarpe pigge. Desuden skulle det ikke undre Christiane, om de øverste dele af hegnet var strømførende.

Hendes tanker blev langsomt lysere, hun blev forfremmet sidst på året, regnen blev stærkere, men var stadigvæk jævn, ingen styrtregn, hun kunne se alt, hvad der foregik udenfor, så godt som ingen biler på gaden.

Så kom der en sølvfarvet bil, en Golf, mere end ti år gammel, Christiane stillede sin kikkert skarp, men kunne hverken læse nummerpladen eller se, hvem der sad i bilen, kun at det var en enkelt person bag rattet.

Bilen drejede ind på fabriksområdet, holdt ved vagtbygningen, så kørte den videre op til kontorbygningen.

Der kom en enkelt mand ud ad døren til kontorbygningen, han var lyshåret, måske sidst i trediverne, først i fyrrerne, og bilens chauffør steg ud.

Det var naturligvis Freddie. Christiane havde vidst det, han elskede dobbeltspil, og hun ville vædde på, at han ikke havde fortalt Anton Müller om sin samtale med hende.

De to mænd gik ind og var ikke til at se længere. Anton Müllers kontor måtte ligge på den anden side af bygningen.

Hvert tyvende minut lavede Christiane nogle øvelser, siddende, så hun hele tiden kunne se fabrikken. Hun strakte kroppen, løftede benene, rullede med skuldrene, spændte og slappede musklerne, en ti minutters tid, så følte hun sig forfrisket, drak en slurk te, ikke mere, spiste intet, det var godt at være lidt sulten, man var mere vågen og opmærksom.

Tiden gik langsomt; men det forstyrrede hende ikke. Når hun var hjemme og ikke havde noget at lave, heller ikke havde lyst til at lave noget, ikke engang til at se fjernsyn, så havde hun det ad helvede til med tiden.

På hendes side var kontorbygningen mørk, kun fra fabrikshallerne kom der lys, og Freddies bil stod stadigvæk uden for bygningen.

Klokken kvart i elleve kørte de første biler op ad gaden, hen til porten, den åbnede sig, og de kørte ind på parkeringspladsen.

Folk, overvejende mænd, steg ud af bilerne og gik i retning af hallerne.

Fem minutter over elleve kom de første mennesker ud af hallerne, og det varede ti minutter, før de sidste biler kørte fra området.

Stadigvæk ingen fra Freddie. Han havde været derinde i to timer nu. Han skulle have været ærlig over for hende. Hun ville vente i en halv time, så ville hun gå derind. Hun havde trods alt et vist ansvar for ham. Hvorfor skulle han altid lave så meget lort, hvorfor var han ikke til at stole på?

Hun hentede den sorte overall frem af rygsækken, samlede håret og trak huen over hovedet. Hun hankede op i rygsækken, gik ned ad trappen og ud i gården.

Lærertoilettet lå ved siden af hovedindgangen, hun gik ind på det og tændte først for lyset, efter hun havde lukket døren.

Hun stillede sig foran spejlet og begyndte at sværte sit ansigt. Det var ikke første gang, hun gjorde det, men var alligevel underligt. Der var noget fastelavnsagtig over det.

Til sidst vaskede hun hænderne, indtil vandet var blevet klart, og tog handskerne på.

Hun forlod toilettet, låste døren og gik ud på Conrad-Röntgen-Straße. Regnen var stadigvæk støvet og jævn, og hun var fuldstændig alene.

Det vanskeligste, farligste afsnit var det hen over Max-Planck-Straße. Da kunne hun ses fra vagtbygningen. Men hvis hun gik for langt i retning af Gutenbergstraße og kom tilbage igen, kunne hun også ses. Hun kunne ikke gøre andet end at være hurtig og håbe på, at de ikke kiggede.

Hun løb over gaden, så standsede hun ved hegnet og ventede. Hvis de havde set hende, ville de sandsynligvis komme, og så måtte hun vente til næste nat.

Hun ventede i ti minutter, så begyndte hun at gå, og efter nogle hundrede meter forsvandt lyset fra kontorbygningen og portnerpavillonen, og der var kun en lysbræmme oppe under en af fabrikshallernes tag.

Der lå rør i stakkevis på området, der var en stor maskine af en eller anden slags; men hun kunne kun se tingenes omrids.

Hun tog fat om hegnspælene. De var så tykke som hendes håndled og stod i en afstand af cirka tredive centimeter.

Hun gik videre, indtil hun kom om bag området. Her var der endnu mørkere, og da hun nærmede sig midten af hegnet, vidste hun, hvor hun ville over. Nu var det blot et spørgsmål om, hvordan hun fik stigen og sine redskaber hertil.

Bilen stod i Gutenbergstraße, hvor hun havde efterladt den, før hun var taget til skolen. Hun tog stigen og rygsækken ud og gik tilbage til hegnet. Nu var det igen tid til at stå og vente.

Regnen blev ved med at sile; men hun frøs ikke.

Der kom ikke nogen på den anden side af hegnet, hun trak stigen ud, lænede den op ad en pæl, lagde gummimåtterne over skuldrene og begyndte at kravle op. Stigen gav en hul, lys lyd fra sig, hun var bange for at falde ned, men fortsatte alligevel, og da hun var på tredjeøverste trin, fiskede hun måtterne fra sine skuldre og lagde dem over hegnspiggene. Så klatrede hun ned igen for at hente rygsækken.

Hun kunne mærke piggene i ballerne, mens hun sad oppe på hegnet og fiskede rebet ud af rygsækken. Hun firede det forsigtigt mellem to pæle, ind under tværstangen, uden at røre ved hegnet, og så lavede hun en knude, lod rebet falde til jorden, og bagefter lod hun sig næsten falde, men ikke helt, hun holdt fast i rebet, så var hun nede, hvor der var vådt og blødt. Nu var hun endegyldigt blevet kriminel.

Det var en god fornemmelse.

Hun nød regnen og den bløde jord under sine fødder.

Da hun var gået nogle hundrede meter i retning af fabrikshallerne, uden at tænde for lommelygten, blot guidet af lysbræmmen under taget, blev jorden afløst af asfalt, stadigvæk våd, men ikke blød, og hun bevægede sig i retning af den store maskine, hun havde set på sin vej rundt om hegnet.

Hun ville finde ud af, hvad den tjente til, og hun ville have noget at gemme sig bag.

Det var en bulldozer, dens overflade var glat og lige så våd som alt andet, der var herude. Christiane undrede sig over, hvorfor de havde en bulldozer på fabrikken. Hvad blev der mon bygget her?

Hun bevægede sig væk fra den, i retning af den første hal, forbi den, mod kontorbygningen.

Hun hørte stemmerne, før hun hørte lyden af fødder, og hun forbandede sig selv for ikke at være blevet bag bulldozeren lidt længere.

Til højre for hende var der noget aflangt, mørkt, sandsynligvis de rør, hun havde set, da hun var gået omkring området, og hun løb derhen og satte sig på hug bag dem.

Lysstriberne kom lige efter, fodsåler bankede mod asfalt, stemmerne kom nærmere, der var skygger af kroppe, lysbræmmen fra fabrikken, regnen, der blev ved med at sile, så var kroppene forbi hende, og hun frygtede, at de ville gå i retning af hegnet og se måtterne, stigen og rebet.

Hun vidste ikke, hvad hun så ville gøre.

Det var tre skikkelser, mænd, så vidt hun kunne se, og da de var nået ned for enden af fabrikshallen, fortsatte de ikke, men gik til højre, og hun blev ved med at følge dem, halvt på hug, benmusklerne brændte allerede, hun turde ikke rette sig op.

Det var ikke til at se, hvad skikkelserne foran hende gik hen imod, og hendes eneste fordel var, at de næppe kunne se, hvad der var bag dem, så standsede de pludselig, der var en metallisk kliklyd, så var der et svagt lysskær, og hun kunne se det indre af et førerhus.

En af mændene entrede det og tog noget ud, noget cylindrisk, måske en sammenrullet plakat – men hvorfor en plakat? – eller en teknisk tegning eller et våben, et eller andet redskab, hun måtte holde op med at gisne.

Så gik mændene uden om bilen og fjernede sig, og Christiane spekulerede på, om hun skulle følge dem eller undersøge lastbilen, så tænkte hun, bilen, den ville hun undersøge, mændene kunne hun tage sig af senere.

Hun famlede sig langs med bilen, følte presenningens glatte, våde overflade, kom hen til kanten, var så midt foran bagenden og ventede.

Efter at have talt til fem hundrede tog hun lommelygten frem og tændte den kort. Presenningen var fastgjort ved hjælp af et tykt gummibånd, der løb omkring en række kramper, og i midten var der en kraftig lynlås.

Hun lagde lommelygten tilbage i rygsækken, satte sækken på jorden og begyndte at løsne båndet, indtil hun kunne lyne op, så der dannede sig et hul, som hun kunne slippe igennem.

Hun møvede sig hen over nogle stænger i fuldstændig mørke, inden hun vendte sig om for at lyne ned, så hun kunne tænde for lygten.

Regnen rislede mod presenningen, og lygtens lyskegle ramte førerhusets bagvæg, inden hun drejede den nedefter, mod de rør, der lå overalt, nogle af dem tynde, som dem, hun var klatret over, andre armtykke, men alle overtrukket med et loddent rustlag og fastgjort til fragtrummets bund med nogle bånd af syntetisk stof.

Så ramte lysstrålen benet.

Eller rettere sagt et knæ, et venstre knæ, nøgent, forvredet, benet og knæet på en mand, så vandrede lysstrålen opad, i retning af overkrop og hoved, uden at hun bevidst førte den derhen, og den ramte rør, og indimellem, i sprækkerne, dele af en krop, nøgen hud, et stykke bomuld, stadigvæk intet ansigt, og så hørte hun skridtene og slukkede automatisk for lygten.

Hun sad på hug i mørket og ventede på, at skridtene kom rundt om bilen, at hullet blev fundet, at fragtrummet blev oplyst og hun måtte reagere.

Det skete ikke. Skridtene standsede foran hende, så blev en dør åbnet, den til førerhuset, på førersiden, jeg må ud, tænkte hun, jeg må standse dem, men der var ikke tid, motoren blev startet, bilen hoppede fremad, hun blev kastet tilbage, hendes baghoved ramte et af rørene, hun besvimede ikke, var blot fortumlet, kunne ikke røre sig, hun mistede fornemmelsen for tid og sted.

Det varede lidt, inden sanserne vendte tilbage, inden hun kunne begynde at tænke igen for alvor, og det blev ikke bedre af smerterne i hendes baghoved og venstre albue, og af at blive kastet omkring, af at hoppe op og ned, så meget hun end klamrede sig fast til rørene, automatisk i begyndelsen, siden helt bevidst og fuld af vrede, på sig selv og chaufføren og de mennesker, der havde lagt manden under de rør.

Men hvilken mand, og hvorfor?

Hun vidste ikke, hvor længe de kørte. Det forekom hende endeløst, og smerterne blev værre, ikke kun dem i baghoved og albue, men overalt, i alle muskler, højre overarm krampede sammen, og hun måtte slippe grebet, bilen bremsede, hun blev kastet forover og ramte nogle rør med brystkassen, der var tårer i hendes øjne, hun hadede dem, og hadet gjorde, at hun stadigvæk ikke var bange.

Bilen holdt, og hun hørte atter regnen tromme mod presenningen, meget kraftigere, end den havde gjort i Flensborg, motoren var ikke slukket, den trommede i en anden takt end regnen, og hun tænkte, at nu måtte hun gå i aktion, nu måtte hun ud herfra, nu havde hun en chance, nu skulle hun vise dem.

Bilen satte i bevægelse, ganske langsomt, den rullede blot, så accelererede den en smule, en dør blev smækket i, bilen blev ved med at accelerere, og pludselig, med ét, tippede den forover, hun ramlede mod rørene, hun følte næsten ikke noget længere, bilen ramte et eller andet, hun blev kastet tilbage, men ikke langt, tyngdekraften var for stærk, og hun lå atter på rørene, der var en høj, sislende lyd, som damp, der pressede sig ud af en ventil, det hele vendte sig, men ganske langsomt, det gyngede, og så kom vandet.

I begyndelsen tænkte hun, at det var regnen, der faldt gennem et hul lige over hende; men så opdagede hun, at vandet kom nedefra og fra siderne, det steg hastigt, og det var først nu, at hun følte virkelig angst.

Det værste var ikke at vide, hvad der var oppe og nede, venstre og højre, og i noget, der forekom hende som en evighed, blev hun gennemskyllet af den mest kvælende panik, hun nogensinde havde oplevet. Men ikke et enkelt sekund overvejede hun at give op, det var ikke en mulighed, og panikken blev afløst af et overvældende ønske om at leve, en lykkefølelse, der var endnu stærkere end den panik, der netop havde gennemstrømmet hende, og så blev den følelse afløst af en enorm tankeklarhed, og hun så hele lastbilen foran sig, hvordan den sank, hvordan vandet fossede ind, hun vidste, at motorblokken trak bilen og hende ned, hun vidste, at hun måtte opefter, hun måtte udnytte vandet, der nu var i hoftehøjde, hun måtte svømme og kravle og gribe og kæmpe, og så mærkede hun presenningen, men stadigvæk ikke noget hul, vandet var ikke koldt, og hun tænkte, at selv om jeg går under, selv om jeg synker helt til bunds, så har jeg tid, så må jeg være rolig og famle mig frem, hendes hoved var under vand, og hun blev ved med at famle sig frem langs med presenningen.

Indtil hun fandt åbningen og gled igennem den, hendes hoved var over vandet, og hun pumpede luft ind i sine lunger, hun følte regnen på sin ansigtshud og tænkte, du har overlevet.

Men så var der noget, der trak i hende, som en kraftig hånd, der havde fat om hendes ben, og hun vidste, at det var suget fra lastbilen, der blev ved med at synke, men oplevede det stadigvæk som en hånd, der trak i hende, og hun begyndte at kæmpe imod, alt for piskende, alt for flagrende, hun mistede blot kræfter på den måde, hun mærkede allerede, hvordan hun blev drænet, hun måtte blive roligere, hun måtte holde sig oven vande med langsomme, kraftige træk, hun måtte se vandet som en ven, hun frøs ikke, suget ville holde op om nogle sekunder, så ville hun være fri, hun skulle bare være helt rolig nu.

Så var suget væk, hun var atter oven vande og begyndte at svømme.