11

MEDDELEREN

Der var en vis ironi i at se Christiane i så ynkelig en tilstand, hende, der ellers altid var så hårdfør.

Bodil Svendsen havde taget noget tørt tøj med til hende, og hun stod på kanten af færgelejet og ventede på, at dykkerne fik fæstnet stålkablerne til lastbilen, så kranen kunne trække den op.

Det havde regnet uafbrudt i to døgn, og Als var næsten ikke til at se, der var blot dråbernes endeløse, små eksplosioner på sundets vand og så en anelse af kystlinjen, et par marker eller måske et par træer, ingen huse, og Carsten huskede ikke, hvornår han havde været her sidst.

Christiane havde ringet ham op for to timer siden, kvart over fire om morgenen, og i nogle få klare sætninger havde hun fortalt ham, hvad der var sket. I telefonen havde hun overhovedet ikke lydt, som om hun havde lidt overlast.

Det var først, da han så hende, at omfanget af hendes prøvelser gik op for ham.

Færgen mellem Hardeshøj og Ballebro var blevet indstillet for ti år siden. Der boede for få mennesker på Nordals til at kunne forsvare dens drift, og dem, der gjorde, måtte tage den nye bro ved Sønderborg over til fastlandet.

Det var det perfekte sted at lade en lastbil forsvinde. Hvis Christiane ikke havde været i den, var den måske aldrig blevet fundet.

Carsten havde bestilt kranen, en ambulance og dykkerne, han havde ringet Bodil Svendsen op, hentet hende, og så var de kørt til Ballebro, hvor Christiane stod helt alene og kiggede ud over Alssund.

Hun var gået op til Blans, havde ringet fra det første hus dér, og så var hun gået tilbage igen for at bevogte færgelejet.

Hun var måske ynkelig; men kue hende, var der ingen, der kunne.

Carsten gik hen til hende, de sagde ikke noget, og så strammedes kablerne, de begyndte at hvine, og der kom noget blåt til syne, vand fossede ud af det, lejet sænkede sig en smule under vægten, Carsten ville helst være trådt tilbage, men Christiane rørte ikke på sig, og så gjorde han det heller ikke, lastbilen rejste sig langsomt, tykke stråler af vand fossede ud overalt, så hang den der, og nogen tog i Carsten, han bevægede sig bagud, mens Christiane blev stående, indtil Bodil trådte frem og trak i hende, og hun også trådte tilbage, så kranen kunne svinge bilen ind over lejet og placere den der.

De ventede, indtil vandet var løbet af bilen, og Carsten tænkte, at så meget vand havde der sjældent været omkring ham. Regnvandet løb ned under hans krave og bredte sig, der var sundets vand med de små eksplosioner på, og siden det vand, der havde været i sundet, men nu var i lastbilen og snart ville være tilbage i sundet.

Det var naturligvis Christiane, der handlede først. Det var hende, der havde set manden i bilens fragtrum, det var hende, der var mest, nærmest fanatisk nysgerrig efter at finde ud af, hvem han var.

Hun skubbede presenningen til side og løftede sig op i bilen, som hun havde gjort det for nogle timer siden, og Carsten fulgte hende ikke, han ville lade hende være alene med manden, og så gik der et minut eller to, og da hun vendte tilbage, var hun om muligt endnu mere askegrå i ansigtet, end hun havde været før.

“Freddie Hansen,” sagde hun.

Navnet sagde ikke Carsten noget.

“Han var en af mine meddelere,” sagde hun.

Bodil ville til at sige noget; men Carsten stoppede hende. Han vidste, at Christiane ikke var oplagt til at svare på spørgsmål lige nu.

“Jeg troede ikke engang rigtigt på ham,” sagde hun. “Jeg ved heller ikke, hvad der fik mig til at overvåge Müller und Söhne.”

Endnu et navn, Carsten ikke kendte.

“Jeg skulle have handlet lige med det samme, da han kørte ind på fabrikken,” sagde hun. “Jeg burde have vidst, at han var i overhængende fare. Men han havde altid spillet det dobbeltspil, det var jeg så vant til.”

“Det var hans egen beslutning,” sagde Carsten. “Han var ikke tvunget til at gå derind.”

“Jeg kunne havde reddet ham,” sagde hun med så intens en vrede, at han besluttede sig for at holde kæft.

De havde knækket nakken på Freddie. Intet blod, ingen større læsioner, blot et brud på den øverste nakkehvirvel, der førte til, at den tykke nervebane fra kroppen op til hjernen blev kappet over. En vidunderlig hurtig og nærmest smerteløs måde at dræbe på; men slet ikke nem at gennemføre. Det krævede en uhyre kraft og stor teknisk smidighed. Man måtte virkelig vide noget om den menneskelige krop og om sine egne evner. Hals-, ryg- og brystmuskler kæmpede uvilkårligt imod, når nogen forsøgte at rykke hovedet tilbage med en sådan kraft, at knoglerne brast og kappede nervebanerne over.

Mere kunne Bo Hviidt ikke sige, i det mindste ikke i første omgang, efter en kort undersøgelse af liget, før det blev lagt i ambulancen og transporteret til Flensborg.

“Ingen gisninger?” spurgte Carsten. “Ingen idéer om, hvordan det er gået til?”

Christiane stod ved siden af ham og syntes totalt uinteresseret i, hvad Hviidt sagde, hun kiggede blot ud over sundet, mens regnen blev ved med at væde hendes ansigt.

“De tjekker jo alligevel efter stoffer,” sagde Hviidt. “Det ville sikkert have været nemmere, hvis han havde været bedøvet. Men det tror jeg ikke, han var. Det er naturligvis kun et foreløbigt skøn, ikke andet end min fornemmelse.”

“Tak,” sagde Carsten.

“De skal nok finde ud af noget i Flensborg,” sagde Hviidt. “De er jo ikke dumme. Ikke så gode som os; men hvem er også det?”

“Hold kæft,” sagde Christiane. “Jeg gider ikke høre på dårlige vittigheder fra opblæste læger. Han var en af mine folk. Han stolede på mig. Jeg skulle have beskyttet ham. Fatter du ikke det?”

Hviidt anede ikke, hvad han skulle sige.

“Det er ingen pissekonkurrence, det her,” sagde Christiane.

“Du kan umuligt gå til Müller und Söhne,” sagde Carsten, da de havde fået en kop kaffe og sad på en våd bænk.

“De myrdede ham,” sagde hun. “Anton Müller tog imod ham. Jeg har billeder af det.”

“Han vil påstå, at Freddie kørte igen. Desuden spørger man, hvorfor du overvågede området. Det havde du ingen bemyndigelse til.”

“Hvis vi ikke har bemyndigelse til at redde liv, hvad er vi så til for?”

“Du er nødt til at fjerne dit udstyr, hvis de ikke har fundet det for længst. Det, du gjorde, var ulovligt. Du kan ikke bruge det i retten. Man kan ikke bare bryde ind på et fremmed område som politibetjent.”

“Hvad skal jeg så gøre?” spurgte hun.

“Det, jeg sagde, og så starte på en frisk. Du har et forspring. De ved ikke, at du var der. De tror, at han ligger på havets bund. Du går Müller und Söhne efter i sømmene. Du skal nok finde ud af noget.”

“De må simpelthen ikke slippe af sted med det,” sagde hun.

“Det gør de ikke.”

“Hvor ved du det fra?”

“Fordi det er dig, de har med at gøre,” sagde han.

Det var første gang, siden han var kommet til Ballebro, at hun smilede, og han vidste, at det ville blive bedre fra nu af.

“Som om du ikke har nok at lave,” sagde hun.

“Du kunne jo ikke gøre for det.”

“Jeg har slet ikke spurgt, hvordan det går med dit drab.”

“Der er et eller andet mellem offeret og en pige på skolen, der plager mig,” sagde han.

“Noget seksuelt?” sagde hun. “Mener du, han var pædofil?”

“Hun er indvandrer.”

Som om det forklarede noget.

“Har du talt med hende?”

Han rystede på hovedet.

“Hvad går dig sådan på?”

“Det var mailen, der fik mig til at opsøge skolen, og nu sidder jeg der med en udenlandsk pige, der opsøgte sin lærer derhjemme.”

“Hvor gammel er hun?”

“Tretten.”

“Men du har ikke noget sikkert?”

Han rystede på hovedet.

Til venstre for dem lå restauranten, som familien Matzen havde bygget, der var nogle enkelte sejlbåde på vandet, et fragtskib, færgelejet, kranen, lastbilen, som der stadigvæk løb vand ud af, og midt mellem bådene og skibet var der et mønster af skiftende bølger, af dale og toppe, en evig variation over hele spektret af gråt.

“Du må tale med hende,” sagde hun.

“Naturligvis.”

“Hvad er du bange for?”

“Vi må hellere se at komme til Flensborg,” sagde han. “Vi må hellere se at redde, hvad der reddes kan.”

Det var der stadigvæk: Stigen, de to måtter og rebet.

Hun gik selv op på stigen og løsnede knuden, trak rebet over hegnet og smed det ned til Carsten, så fulgte måtterne, til sidst kom hun ned igen og trak stigen sammen, de gik hen til hendes bil, og Carsten fornemmede, at smilet og kraften igen havde forladt hende.

“Måske burde du ikke køre,” sagde han.

“Jeg skal blot hjem og hvile lidt, så skal det nok gå alt sammen,” sagde hun og så uhyre tapper ud.

Det var næsten som at have den gamle Christiane tilbage.

“Og så tager jeg til ligsynet, og bagefter begynder jeg at overveje, hvordan jeg kan få ram på dem.”

“Det venter du sikkert ikke med til bagefter,” sagde han.

“Vi kan umuligt tilbageholde informationerne om, at vi har fundet et lig,” sagde chefen, politidirektøren i Flensborg.

“De har tilbageholdt så mange informationer i løbet af Deres karriere,” sagde Christiane. “Det ville ikke gøre den store forskel, hvis De også gjorde det denne gang.”

Hun mærkede tydeligt, hvordan hendes kollega Peter Jenschke stivnede, og hun så, hvordan chefens ansigt blev stramt, og så sagde han:

“Hvad bilder De Dem ind, frøken Müller?”

“Intet,” sagde hun. “Jeg ville blot henvise til, at der findes visse grunde, hvor det større hele kræver en lille løgn eller to.”

“Jeg bryder mig ikke om ironi, frøken Müller.”

“Det var ikke min mening at være ironisk.”

“Det tvivler jeg på.”

“Jeg kommer fra ligsynet,” sagde hun. “Jeg så Freddie ligge der og blive skåret op. Jeg ved, at han ikke var nogen god dreng; men han var en af mine folk. Jeg ved også, at han røvrendte mig, og at han aldrig skulle have gjort det. Men sådan var Freddie nu engang. Det var hans måde at leve på. Det havde han ikke fortjent at dø for. Jeg er ikke ironisk, jeg er vred. Jeg ønsker at vide, hvem der dræbte ham, og så ønsker jeg at sørge for, at de bliver straffet. Så længe de ikke ved, at vi har fundet ham, har vi et forspring, så har vi en bedre chance for at finde og straffe dem.”

“Vi straffer ingen mennesker, fru Müller,” sagde chefen. “Retten straffer, ikke politiet.”

“De ved godt, hvad jeg mener.”

“Må jeg måske sige noget?” spurgte Jenschke.

“Hvis De fortæller mig, hvordan hun fandt Freddie,” sagde chefen. “Hun vil jo ikke selv sige noget.”

“Det er uretfærdigt,” sagde Christiane.

“Vi ved, at nakken er blevet knækket på ham,” sagde Jenschke. “Vi ved, at han ikke er druknet. Der var ingen vand i lungerne. Det danske politi fandt ham og overgav ham til os, så snart det var klart, at han var tysker. Jeg foreslår, at det er alt, vi ved. Vi behøver ikke at give offentligheden noget lige nu.”

“Det kan jeg umuligt gå med til,” sagde chefen.

“Det har De gjort mange gange før,” sagde Christiane.

“Nu skal De ikke komme for godt i gang, fru Müller,” sagde chefen.

Ligsynet havde ikke givet nogen yderligere forklaring på, hvordan drabet var foregået. Øverste nakkehvirvel var knækket, og inden for nogle få millisekunder var Freddie død. Der var ingen andre indikationer. Måske var han blevet bedøvet inden; men det var der ingen ydre tegn på, de måtte vente, indtil de kemiske analyser forelå.

“De får to døgn,” sagde chefen til Christiane. “Når de otteogfyrre timer er gået, informerer De familien, og jeg informerer medierne.”

“Tre døgn,” sagde hun.

“Det lyder rimeligt,” sagde Jenschke.

Direktøren rejste sig op uden et ord. Så gik han hen til vinduet og vendte dem ryggen. Da Christiane var ved døren, sagde han:

“Det er det mest elendige vejr at kigge ud i, når man ikke vil sige noget.”