13

NABOER

Hun stod ved vinduet og kiggede ud – eller rettere sagt, det virkede, som om hun kiggede ud, sandsynligvis så hun hele tiden kun indad, og vinduet gjorde det blot nemmere at skjule.

Carsten havde ringet på; men døren var ikke blevet åbnet, og så havde han taget i håndtaget, døren var gået op, og han var fortsat gennem entreen hen til trappen, op ad den og videre til soveværelset.

Han følte sig som en ubuden gæst. Han havde aldrig gjort den slags før.

Hun vendte sig ikke om, og han gik tilbage til trappen og lavede en masse larm. Da han atter dukkede op i døren, var hendes ansigt vendt mod ham.

Der var stadigvæk et drømmende udtryk i det.

“Undskyld, at jeg bare sådan braser ind,” sagde han. “Jeg ringede på. Det hørte du vist ikke.”

“Jeg tænker over det hele tiden,” sagde hun.

“Kan vi lige gå hele den aften igennem?” sagde han. “Jeg ved godt, at du fortalte mig alt, hvad du huskede, i forgårs; men det er vigtigt at gentage. Nogle gange husker man ikke alt lige med det samme.”

“Jeg var ved at stryge,” sagde hun.

Så sagde hun ikke mere, men gik hen til vinduet og kiggede ned på indkørslen, hun så nøjagtig sådan ud, som da Carsten var kommet ind på soveværelset første gang.

“Jeg hørte skuddet. Jeg vidste, at det var et skud. Jeg vidste, hvor det kom fra. Jeg løb hen til vinduet. Jeg stod lige her. Jeg kiggede ned. Jeg ventede på, at nogen kom ud. Jeg ventede på, at det hele blot var en misforståelse. Så ringede jeg til politiet.”

“Hvorfor gjorde du det, når du troede, at det hele var en misforståelse?”

“Fordi jeg hele tiden vidste, at det ikke var nogen. Jeg vidste, at det var et ægte våben. En pistol eller en revolver. Noget, man kunne dræbe med.”

“I forgårs sagde du, at du havde mobilen på dig. Er du sikker på det? Kan det ikke være, at du måtte tilbage til natbordet eller til sengen for at hente den?”

“Jeg var her hele tiden. Jeg havde den i lommen, og så ringede jeg, og mens jeg gjorde det, kiggede jeg hele tiden derover.”

“Jeg er nødt til at spørge om det her,” sagde han. “Men var det nogen, du kendte? Du ved godt, at når det gælder ægtefæller, er man privilegeret som vidne. Man har ikke samme pligter som normale vidner. Man behøver ikke at fortælle alt.”

“Du tror – Morten?”

“Jeg tror ikke noget lige nu. Jeg ville blot gøre dig opmærksom på dine rettigheder.”

“Du tror, jeg dækker over Morten? Eller tror du, at han dækker over mig?”

“Han var i drivhuset. Han kan ikke dække over nogen, eller kan han?”

“Jeg ringede til ham. Jeg lagde først slet ikke mærke til, at han stod i døren. Jeg var i en mærkelig tilstand. Alle andre ting end nabohuset var blændet ud.”

“Men du kan ikke være sikker på, at han var i drivhuset, da du ringede til ham.”

Det forbløffede Carsten, at hans spørgsmål og gisninger ikke fremkaldte nogen vrede hos hende.

“Morten havde ingen grund til at myrde Kjeld,” sagde hun. “Og selv hvis, hvordan skulle han have gjort det? Jeg stod her jo hele tiden.”

Carsten lod spørgsmålet, om hun virkelig havde stået der hele tiden, ligge til senere. Sæt det nu var sådan, hvad havde Morten så kunnet gøre, som ingen anden kunne? Hvad havde hun at fortælle om ham og Kjeld og Julie?

“Hun elsker at demonstrere sin magt,” sagde Birgitte.

“Magt over hvem?” spurgte Carsten. “Hvilken magt havde hun over jer? Kunne I ikke klare terminerne?”

“Hun tror, hun er mere end os.”

“Lad os vende tilbage til den aften,” sagde han. “Lad os gå den igennem.”

Hun var kommet hjem fra arbejde klokken seks. Det var sent, hun plejede ikke at arbejde så længe; men hun havde haft problemer med en udenlandsk familie, begge arbejdsløse, de havde ikke fået deres penge til tiden, de skyldte to måneders husleje.

Hun var hjemme og lavede mad, laks og salat og ristede baguetter, så var Morten kommet hjem, de havde spist, hun havde ryddet op, og han var gået ud i drivhuset.

“Hvordan har du det med det drivhus?” spurgte Carsten.

“Hvad har det med sagen at gøre? Et menneske er blevet myrdet, og du spørger mig, hvad jeg synes om min mands hobby.”

“Hvad synes han om din?”

“Det gider jeg ikke svare på.”

“Hvad lavede du, efter at I havde spist? Skulle du tage hele opvasken?”

“Vi har opvaskemaskine.”

“Efter et måltid er der alligevel en masse arbejde, og du lavede maden.”

“Hvad mener du med det? Jeg lavede maden og ryddede op bagefter, og Morten var nede ved sine orkidéer.”

“Netop,” sagde han. “Jeg vil blot gerne vide, hvad der nøjagtig skete den aften. Du ryddede altså op, du kom tingene i maskinen, du vaskede de ting op, der ikke gik i maskinen, du tørrede bordet af, og så gik du op for at stryge. Var det sådan?”

Ja, sådan var det. Hun kunne godt lide at stryge, det fysiske ved det, når hun havde tilbragt en hel dag med mennesker og deres problemer. Det kunne han måske ikke forstå.

“Hvorfor stryger du heroppe?” spurgte han.

“Hvorfor ikke? Skabene er her.”

“Men I har ikke noget fjernsyn. Min kone stryger altid, mens hun ser fjernsyn.”

“Hvornår stryger du?”

Det havde Lone også tit spurgt ham om, og der havde været perioder, hvor han havde strøget selv; men så var diskussionerne løjet af, og den normale rutine var vendt tilbage. Det irriterede Lone, hvor langsomt han strøg, han gjorde det ikke ordentligt, tøjet var aldrig rigtig glat, og så kunne han ikke lægge det sådan sammen, som Lone ville have det.

“Morten bryder sig ikke om fjernsyn heroppe. Han påstår, at det udsender stråler.”

“Det kører vel ikke hele natten.”

“Han bryder sig simpelthen ikke om det.”

“Du var altså heroppe og strøg. Hørte du ikke musik, nu du intet fjernsyn har?”

“Jeg bryder mig ikke specielt meget om musik,” sagde hun. “Jeg ved godt, at jeg er lidt mærkelig på det område, og der findes bestemt også sange, som jeg godt kan lide. Jeg har altid været vild med Madonna. Jeg synes, at hun er en fantastisk kunstner. Jeg har været til fem af hendes koncerter. Men hun passer ikke rigtig til at stryge. Jeg tror ikke, at hun stryger selv, og desuden nyder jeg stilheden, når jeg stryger.”

“Det var derfor, du hørte skuddet,” sagde han.

Hun hørte det, løb hen til vinduet, ringede 112 og ventede, indtil politiet kom, og så gik hun ned for at se, hvad der skete.

“Det undrer mig, at du ringede til os lige med det samme,” sagde Carsten. “Du hører et skud, men ved ikke, hvad det egentlig kan være. Du går ikke ned og ringer på.”

“Jeg ringede til Morten.”

“Det gjorde du før, du ringede til os.”

“Gjorde jeg det? Jeg var overbevist om, at jeg ringede 112 først.”

“Det gjorde du ikke,” sagde han. “Vi har opkaldslisten.”

“Det må I slet ikke.”

“Det er en mordsag. Så må vi en masse,” sagde han. “Hvorfor ringede du til ham først?”

“Jeg husker ikke, at jeg gjorde det. Jeg husker kun, at jeg ringede til jer.”

“Han kom op til dig, du havde slukket lyset, I kiggede ud, der skete intet. I kunne være gået derned. Det gjorde I ikke.”

“Jeg var bange,” sagde hun. “Jeg vidste, at det var et skud.”

“Hørte du noget andet? Et skrig måske?”

Hun rystede på hovedet.

Han var ved at blive træt i benene. Han var ikke vant til at stå op uvirksomt så længe.

“Var døren åben?” spurgte han. “Så du lys komme ud derfra?”

“Det ved jeg ikke.”

“Den var åben, da betjentene kom. De så lyset.”

“Jeg ved det simpelthen ikke.”

“Var der lys i vinduerne? I hvilke vinduer var der lys?”

“Det ved jeg heller ikke.”

“Du stod i fem minutter og så på huset, og du ved ikke, om der var lys i vinduerne?”

Hun begyndte at græde, og han overvejede, om han skulle gå rundt om sengen for at trøste hende.

“Det går nok,” sagde hun. “Jeg husker det virkelig ikke. Jeg tænker over det hele tiden. Jeg tænker, at jeg burde have gjort noget. Måske kunne jeg have hjulpet ham.”

“Han døde lige med det samme. Du kunne umuligt have gjort noget.”

“Jeg kunne have prøvet. Jeg var bare så bange.”

“Det er vi alle sammen.”

Nu må du endelig begynde at agere som en politimand, tænkte Carsten. Blød kan du være sammen med Lone og børnene.

“Hør her,” sagde han. “Du sagde, at Julie elskede at demonstrere sin magt, og du sagde, at der ikke var noget mellem dig og Kjeld. Mente du, at der var noget mellem Julie og Morten?”

Hun begyndte at le, og det klædte hende aldeles ikke. Carsten havde syntes bedre om det drømmende udtryk.

“Morten og hans orkidéer,” sagde hun. “Tror du virkelig, at Julie kunne falde for sådan én?”

“Du faldt for ham.”

“Jeg arbejder ved kommunen. Jeg havde aldrig haft råd til sådan et hus uden ham.”

“Sådan følte du ikke dengang.”

“Hvad gør dig så sikker?” spurgte hun.

“Fordi jeg ikke tror, at følelser opstår på den måde.”

“Du tror altså, at mennesker er gode.”

“Jeg tror, at en ung kvinde sagtens kan forelske sig i en ung mand af alle mulige grunde samtidig, blandt andet også udsigten til et flot hus. Det gør ikke kærligheden mindre ægte.”

“Sådan har jeg ikke set på det.”

“Måske ikke i de seneste uger og måneder.”

“Hun legede med ham,” sagde Birgitte. “Hun interesserede sig ikke en skid for ham; men hun kom løbende for at beundre hans orkidéer. Åh, hvor jeg hader dem! Der fandtes en tid, hvor vi havde dem som en fælles hobby, men så …”

“Begyndte du at skyde i stedet for.”

“Hun ville slet ikke noget med ham. Jeg tror, at det hele var rettet mod mig. Hun kunne bare ikke tåle, hvis en anden kvinde var lykkelig.”

“Og Kjeld?” sagde han.

“Han havde sin politik. Det var det, han gik op i. Han ville til København. Alt andet interesserede ham ikke.”

“Jeg troede, han var en skørtejæger.”

“Det er da bare noget, Morten påstår. Fordi Julie ikke var interesseret i ham.”

“Du kommer længere og længere ud,” sagde han.

“Hvad mener du med det?” Hun sagde det usædvanlig hvast. Det drømmende udtryk i ansigtet var fuldstændig forsvundet.

“Et eller andet er fuldstændig forkert mellem jer og familien Madsen, og jeg vil gerne vide, hvad.”

“Man behøver da ikke at være venner, bare fordi man er naboer.”

“Du får det til at lyde, som om i det mindste Morten gerne ville være mere end blot en ven.”

“Det har jeg aldrig sagt.”

“Du sagde, at Morten var sur, fordi Julie Madsen ikke var interesseret i ham. Hvorfor skulle han være det, hvis han ikke selv var interesseret i hende? Ellers kunne han da være ligeglad.”

“Så kender du Morten dårligt.”

Han havde svært ved at forstå en mand, der havde orkidéer som altopslugende hobby, det var sandt, og han havde ikke opfattet Morten som én, der fandt sin bekræftelse i antallet af kvinder, han kunne bedåre.

“Der var ikke noget mellem Morten og hende,” sagde Birgitte.

“Du og Kjeld?”

“Han interesserede sig kun for politik, for København. Desuden ville han aldrig have sat sit ægteskab på spil. Tror du, han havde haft råd til det hus med en lærerløn?”

Sikkert ikke, og når man først boede i sådan et, kunne man dårlig forestille sig noget mindre. Angsten voksede ikke sjældent, når man blev rigere, når man avancerede. Man havde meget mere at miste.

“Vil det sige, du ville, men han ville ikke?”

“Han havde helt andre interesser.”

“Politik,” sagde Carsten.

“Ikke kun politik. Der var mere end det. Der var noget helt andet. Noget, man ikke bryder sig om at tænke over.”

Han mærkede heden krible gennem kroppen på sig.

“Han sagde, at de kom for at lave lektier,” sagde hun. “Jeg husker to piger. Den ene af dem var udlænding. Er det ikke underligt, når man tænker på, hvordan hans parti har det med indvandrere?”

“Han var lærer, og han var politiker. Man kan sagtens have skiftende prioriteter i de forskellige livsroller.”

“Det var smukt sagt,” sagde hun.

“Har du nogen beviser? Var du henne ved et vindue for at lure? Så du noget specielt?”

“De var yndige.”

Det vidste Carsten udmærket, og han brød sig ikke om, at hun brugte det udtryk. Det var hans.

“Du har altså ingen beviser.”

“Kun, at de begge to var piger, og i samme alder, sådan tolv eller tretten.”

“Der er en ting, jeg ikke forstår,” sagde han. “De der piger, de kom vel hjem til ham om eftermiddagen. Hvorfor var du ikke på arbejde på det tidspunkt?”

“Jeg arbejder kun tredive timer om ugen,” sagde hun.

“Nå, sådan.”

“Så jeg har mere tid til husholdningen. Og Morten sætter stor pris på et veltilberedt måltid, når han kommer hjem.”

Hvor længe ville hun mon kunne holde det ud?