14

FORÆLDRE

Carsten havde bestemte forestillinger om udlændinge. Han vidste udmærket, at blandt de hundrede tusinder af mennesker, der boede i Danmark, fandtes der alle mulige historier, også succeshistorier; men den viden havde svært ved at klare sig mod de billeder, der var fæstnet i hans hjerne.

Det hang sikkert sammen med, at han rent professionelt havde med udlændinge at gøre, der begik forbrydelser – fattige udlændinge, fordi langt de fleste forbrydelser blev begået af fattige mennesker mod andre fattige mennesker, eller hvad vold angik af fattige unge mænd mod andre fattige unge mænd.

Derfor var det så uvant at komme ind i Fatimas hjem, det virkede så dansk, især samtalekøkkenet, et af de mest moderne, Carsten nogensinde havde set, men også stuen, ikke noget orientalsk her, ingen bløde puder, kun en let lugt af safran og kardemomme, eller hvad det nu var, og Fatimas forældre var også klædt i dansk stil, han i jakkesæt, hun i sorte slacks og en hvid bluse.

Et smukt par; men det var Fatima, der tiltrak sig Carstens opmærksomhed. Hendes klare træk, hudens glød, lemmerne, der indeholdt noget af barndommens spinkelhed og af den voksnes fylde, og Carsten flyttede hurtigt øjnene væk fra hende og kiggede på faren.

Han var uddannet ingeniør, og han og konen stammede fra Baalbek, en by i Sydlibanon. De var flygtet derfra for over tyve år siden midt i en borgerkrig eller en israelsk invasion eller begge ting samtidig, det fik Carsten ikke rigtig fat i, og da de var ankommet til Danmark, begyndte de straks at lære sproget og få sig en uddannelse.

Faren arbejdede på Mønt, moren var sygeplejerske og arbejdede på sygehusets psykiatriske afdeling. Der fandtes mange udlændinge, især kvinder, med psykiske problemer, som hun sagde, og hun opfattede det som sit kald at hjælpe dem.

Det var behageligt i dette hjem, blandt disse smukke mennesker, der udstrålede en stor værdighed, og det var nemt at glemme, at han var her i en mordsag.

“Jeg ville gerne tale om Kjeld Madsen,” sagde han, efter de havde smalltalket om Danmark og Libanon i fem minutter.

“Det er forfærdeligt, hvad der er sket med ham,” sagde moren. “Hvem kan dog finde på sådan noget?”

“Det er vi ved at finde ud af,” sagde Carsten.

“Ved at afhøre os?” spurgte faren.

“Jeg ville ikke kalde det en afhøring. Lad os hellere sige, det er en samtale.”

“Fører du samtaler med alle forældrene til de børn, han underviste?”

“Ikke jeg personligt. Vi fordeler det,” løj Carsten.

“Det har altså ikke noget at gøre med, at vi er udlændinge, og han var medlem af et parti, der ønsker os ad Pommern til?”

“Vi er nødt til at følge ethvert spor.”

“Han var en god lærer. Fatima var glad for ham. Er det ikke sandt, Fatima?” Så sagde faren nogle hurtige ord på arabisk.

“Du var altså glad for ham?” spurgte Carsten.

Fatima så ned på sine knæ, så kiggede hun op igen og sagde: “Ja,” med en overraskende klar og sikker stemme.

Mon hun legede med ham?

“Du havde problemer i matematik,” sagde Carsten.

“Hvem siger det?” sagde faren. Som ingeniør var det sikkert ikke nemt at acceptere, at hans afkom havde svært ved noget, han var god til. Eller han var såret over, at han ikke kunne lære hende stoffet.

“En af hendes veninder,” sagde Carsten.

“Mathilde er ikke min veninde,” sagde Fatima. “Vi går kun i skole sammen.”

“Og til eftermiddagsundervisning hos Kjeld Madsen,” sagde Carsten.

“Det var os, der holdt på, at der var en anden pige til stede,” sagde moren. “Vi kommer fra en kultur, hvor der bliver passet på pigerne.”

“Vi vil ikke kritisere jer,” sagde faren. “Vi er bare så trætte af altid at måtte forsvare os. Det bliver værre og værre. Du skulle bare have oplevet, hvordan det var under Muhammed-krisen.”

Carsten havde oplevet stemningen i politiet og kunne sagtens forestille sig, hvordan mennesker fra Libanon havde lidt under det.

“Er I troende?” spurgte han uden at vide hvorfor. Spørgsmålet kom helt automatisk.

“Spørger du altid om folks tro?” spurgte faren.

Fatima sad stille, og Carsten vidste, at hun var bange – fordi hendes far var aggressiv over for en politibetjent, og fordi hun havde været alene hos Kjeld Madsen en række gange, uden at hendes forældre vidste det.

“Nej,” sagde Carsten.

“Så behøver jeg vist ikke at svare.”

“Jeg er virkelig ked af det. Jeg ønskede ikke at såre jer. Min mormor gik i kirke hver søndag, og hun var meget åben om sin tro.”

Hans milde, måske lidt overbærende smil blev ikke gengældt.

“Måske kan vi begynde forfra,” sagde han. “Tale om Kjeld Madsen, hvilket forhold I havde til ham.”

“Han var Fatimas lærer,” sagde moren. “Fatima er glad for at gå i skole, og Kjeld var en god lærer. Hun kommer til at savne ham.”

“Forstyrrede hans politiske indstilling jer ikke?”

“Naturligvis gjorde den det,” sagde faren. “Men han blandede ikke job og politik sammen, så der var ikke noget at sætte fingeren på.”

“Du sidder i bestyrelsen for en organisation, hvis formål det er at forsvare indvandrernes rettigheder. I taler om ‘at slå igen, når vi bliver angrebet.’”

Carsten havde googlet i bilen, mens han ventede på sin aftale med Fatima og hendes forældre.

“Det er vores gode ret,” sagde faren.

“’At slå igen’ lyder ganske voldsomt.”

“Vi taler ikke om at skyde. Vi forsvarer os udelukkende med ord. Vi går ikke ind for vold. Det nytter ikke noget.”

“Du havde altså ingen konfrontationer med Kjeld Madsen?” sagde Carsten.

Google var en fantastisk opfindelse. Det var utroligt, hvad der blev lagt ud på nettet.

“Han var ikke andet end min datters lærer.”

“Du mødte altså ikke op til et valgmøde, og der blev ikke udvekslet skældsord?”

“Det var ikke andet end ord. Vi ville ikke finde os i alle disse løgne. Men jeg ville aldrig … han var Fatimas lærer. Jeg angreb ham som politiker, ikke som menneske.”

“Du skulle ikke have gjort det,” sagde Fatima. Så sagde hun noget på arabisk, og faren blev hvid i ansigtet.

“Du må hellere gå nu,” sagde han.

“Jeg er her også for at tale med jeres datter,” sagde Carsten.

“Hun er mindreårig. Hun skal have vores tilladelse.”

“Det skal hun aldeles ikke.”

Fatima var allerede i færd med at forlade stuen, og Carsten standsede hende ikke. Måske var det bedre at tale med forældrene alene.

“Lad mig vende tilbage til Kjeld Madsen som lærer,” sagde han.

“Jeg sagde jo, at han var en god lærer,” sagde moren. “Han behandlede Fatima som alle andre. Hun var glad for at gå i skole. Hun er en god elev.”

“Hun har problemer i matematik.”

“Det er hun ikke den eneste, der har. Kjeld forsikrede os om, at det var noget forbigående.”

“I var altså i løbende kontakt med ham, selv om I havde voldsomme politiske konflikter.”

“Det var én gang,” sagde faren. “Jeg kunne ikke finde mig i det længere. Men det var bare ord. Jeg kommer fra et land, hvor der bliver kæmpet alt for lidt med ord og alt for meget med kugler. Jeg ved, hvad det betyder at kunne diskutere i fred.”

“Hvem var det, der sagde, at Fatima havde problemer i matematik?” spurgte Carsten.

“Det var Kjeld. Han sagde, at hun var faldet af på den på det sidste.”

“Hvad sagde Fatima til det?”

“I begyndelsen kunne hun ikke forstå det. Hun sagde, at hun ingen problemer havde. Men så, da hun havde tænkt over det, kunne hun godt se, at der var noget om det.”

“Hvem foreslog ekstraundervisningen? Var det Kjeld?” spurgte Carsten.

“Hvor vil du hen med alt det der?” sagde faren.

“Jeg vil bare have et overblik over hændelsesforløbet.”

“Det var Kjeld,” sagde moren.

“Og I sagde, at i så fald skulle der være en anden pige til stede.”

“Vi ville aldrig være gået med til det uden,” sagde faren.

“Er hun jeres eneste barn?”

Moren nikkede.

“Så passer man ekstra godt på.”

“Vi var til en forsamling den aften,” sagde faren. “I vores forening. Vi ønsker at blive hørt op til valget. De må ikke komme igennem med deres løgne.”

“Du må tage den lidt mere med ro,” sagde moren.

“I har altså vidner,” sagde Carsten.

“Massevis.”

Alle sammen mennesker, som havde et horn i siden på Kjeld Madsen og hans slags, tænkte Carsten.

“Og Fatima?”

“Hun var hos Mathilde.”

“Som ikke er hendes veninde.”

“Hun er lidt forvirret lige nu,” sagde moren. “Det er vi alle sammen.”

“Jeg ville gerne tale med hende.” Moren rejste sig op. “Alene. Og mens vi taler sammen, kan I lave en liste over de mennesker, der var til forsamlingen.”

Han vidste, at der var noget forbudt over at være alene med hende, i hendes ungpigeværelse, i alle disse pastelfarver. Det var hans job; men han burde have overladt det til Bodil Svendsen, han var en mand, en ældre mand, han stod på Kjeld Madsens side, han var en trussel.

“Det er et dejligt værelse,” sagde han.

Det var på første sal. Moren havde forklaret ham, hvor det lå.

Der var ingen hestebilleder på væggene, heller ingen plakater af popstjerner, blot landskabsmalerier, idylliske og mennesketomme.

“Har mine forældre sendt dig herop?” spurgte hun.

“Nej,” sagde han. “Det sker, at politifolk gør noget på egen hånd.”

“Det var ikke mig.”

“Du var hos Mathilde.”

“Ja.”

“Der er noget, der ikke stemmer her, og jeg tror, at du er nødt til at fortælle mig, hvad du ikke tør fortælle dine forældre. Jeg skal nok tie stille.”

“Det kan du slet ikke love.”

“Du er en klog pige. Så siger vi, at jeg ikke kan love det. Men jeg kan love at prøve, og jeg kan love, at hvis du ikke fortæller mig noget, så går jeg ned og siger til dine forældre, at du var alene hos Kjeld, uden Mathilde.”

Det lettede ham, at hun græd. Det var en reaktion, han kendte fra Lone og Mette, når de ikke fik deres vilje – også når de var virkelig kede af det naturligvis, men ikke udelukkende. Tårer havde han erfaring med.

Det bedste var at vente. Havde hun nogensinde grædt, mens hun var hos Kjeld Madsen? Hvad havde han gjort?

“Du må ikke sige noget. Far og mor forbød mig det jo. Jeg må slet ikke sådan noget.”

“Men du gør det alligevel.”

“Alle børn gør ting, som deres forældre ikke ved af.”

Han kunne ikke lade være med at smile. Mette havde sagt noget lignende engang, da hun var i nogenlunde samme alder som Fatima.

“Hvad fik dig til at gå derhen alene?” spurgte han.

“Det var noget, Kjeld foreslog. Mathilde er meget dårligere til matematik, end jeg er. Hun fatter det simpelthen ikke. Jeg forstår alt, hvad Kjeld siger.”

“Der er noget, jeg ikke forstår,” sagde han.

Hun havde lagt sit hoved på skrå. Mette havde gjort nøjagtig det samme i den alder, hun gjorde stadigvæk nøjagtig det samme i visse situationer, og det havde altid rørt ved noget i ham.

“Du siger, at du er god til matematik. Hvorfor skulle du så have ekstraundervisning? Det er da kun noget, svage elever får. I det mindste var det sådan, da jeg gik i skole.”

“I begyndelsen var det også kun Mathilde, der skulle til ekstraundervisning. Men hun ville ikke alene, og så kom Kjeld og spurgte, om jeg ville tage med.”

“Hvorfor sagde du noget andet til dine forældre? De tror, at Mathilde kom med, fordi du ikke skulle være alene med Kjeld.”

“Det var Kjeld, der foreslog det.”

Hvorfor skulle Kjeld Madsen lyve på det punkt? Det gav ingen mening.

“Det gjorde han ikke,” sagde han.

Hun kiggede utrolig direkte, utrolig voksent på ham, som om hun vidste, hvad der foregik i hans hjerne.

Så slog hun øjnene ned.

“Det var mig,” sagde hun.

“Hvorfor?”

“Han ville give Mathilde ekstraundervisning, fordi hun har så svært ved matematik. Hun har svært ved alle fag. Hun er heller ikke flittig nok. Hvis man ikke er god ellers, så skal man være flittig.”

“Og du er både god og flittig.”

Hun sagde ikke noget. Hun rødmede heller ikke. Hun vidste, hvad hun var værd.

“Jeg sagde, at jeg ville tage med hende,” sagde hun. “Men jeg kunne ikke sige til mine forældre, at jeg blot gik med for at være sammen med Mathilde og Kjeld. Så jeg sagde, at jeg var blevet dårligere til matematik, og at Mathilde kom med.”

“Hvordan fik du Kjeld til at påstå det samme?”

“Jeg spurgte ham.”

Når hun var blevet ældre, ville hun blive virkelig farlig.

“Det var altså dig, der gik hen til ham og sagde, at du gerne ville have ekstraundervisning?”

“Ja.”

“Hvorfor gjorde du det?”

“Jeg ville gerne se, hvordan han boede.”

“Havde han nogensinde behandlet dig anderledes end andre elever?”

“Du mener, om han tog på mig?”

Carsten tænkte på pigerne i skolen, så sagde han: “Du havde mavepine i går. Hang det sammen med Kjeld?”

Hun nikkede. “Men jeg har det bedre nu. Mor må ikke vide, hvordan jeg føler.”

“Hvad ville der ske, hvis hun vidste det?”

“Hun ville sige det til far.”

“Hvad ville han gøre?”

“Han ville blive vred på mig. Han ville blive skuffet.”

“Du kunne sige til ham, at alle børn gør ting, som deres forældre ikke ved af. Den virkede på mig.”

“Den virker ikke på forældre, kun på fremmede. Forældre tænker ikke sådan.”

“Hvorfor gik Kjeld med til, at du fik ekstraundervisning, selv om du slet ikke havde behov for det?”

“Jeg sagde til ham, at jeg ville hjælpe Mathilde. Det kunne jeg meget bedre, hvis jeg var der, mens han underviste hende.”

“Han må have vidst, at det var en løgn.”

Hun trak på skuldrene, og han vidste, at han aldrig ville finde ud af, hvad der nøjagtigt var foregået. Kjeld kunne han ikke spørge, og Fatima levede i sin helt egen verden.

“Kunne du lide hans hus?” spurgte han.

“Ja, det er flot.”

“Hvad lavede I der?”

“Matematik.”

“Intet andet?”

Hun rynkede panden. “Han spurgte lidt til os. Vores forældre og vores venner og sådan. Men for det meste gik han bare opgaverne igennem.”

“Han var god til at forklare.”

“Ja.”

“Og Mathilde blev ved med ikke at forstå noget.”

“Hun prøver jo. Hun har bare ikke så nemt ved det, og så lavede hun heller ikke noget mellem de eftermiddage.”

“Og så begyndte du og Kjeld at mødes uden hende.”

Hun nikkede.

“Det forstår jeg ikke,” sagde han. “Du havde jo slet ikke brug for ham.”

“Jeg kunne godt lide at være der.”

“Hvorfor det?”

“Du spørger altid, hvorfor. Jeg ved ikke altid, hvorfor.”

“Jeg er nødt til at stille den slags spørgsmål, og du er nødt til at besvare dem, eller i det mindste at prøve. Det er sådan, det foregår, når en forbrydelse er blevet begået, og politiet undersøger.”

“Vi lavede ikke matematik, når jeg var der alene. Det behøvede jeg slet ikke. Vi snakkede. Ikke andet.”

“Hvem foreslog, at I skulle mødes uden Mathilde?”

“Det gjorde han.”

“Og du? Sagde du straks ja?”

Hun nikkede. “Jeg ventede på, han ville spørge. Jeg vidste, at han ville.”

“Han rørte ikke ved dig?”

Hun rystede voldsomt på hovedet.

“Det er vanskeligt at tro,” sagde Carsten.

“Du må ikke sige noget til far og mor.”

“Jeg skal nok holde det for mig selv lige nu.”

“Far var ikke hjemme den aften.”

“Det har han fortalt mig.”

“Jeg var hos Mathilde.”

“Hun dækker meget over dig, ikke sandt? Da du var alene sammen med Kjeld, og den aften, han døde.”

“Jeg var virkelig sammen med hende den aften.”

“Hvorfor dækker hun egentlig over dig, når hun ikke er din veninde?”

Igen dette utrolig direkte blik. “Fordi hun gerne vil være som mig.”