15

SAGSAKTER

I Slesvig-Holstens politi var der ofte blevet talt om, at alle gamle sagsakter skulle digitaliseres, så alle stationer og alle medarbejdere havde adgang til dem i systemet uden at måtte ned i arkivet for at rode rundt i dem på papir.

Men indtil nu gjaldt det kun for de nyeste akter, alt hvad der var ældre end fem år, var ikke indlæst endnu og ville måske aldrig blive det, og derfor måtte Christiane ned i en sidebygning med udsigt til Süderhofenden for at få et overblik over materialet om Müller und Söhne.

Emil Petersen havde sagt, at der ikke var noget, og ham kunne man normalt stole på, han havde mere i sin hjerne, end der lå i hængeskabene. Men ikke i dette tilfælde, det var anderledes end ellers, da måtte hun agere på egen hånd.

Arkivlederen var en mand midt i trediverne. Han var single, hed Jochen Jensen, var tårnhøj og lyshåret, havde et indbydende smil, og der gik rygter om, at han var bøsse. Ikke mere end det, man havde aldrig set ham på nogen af de kendte barer; men han havde en del platoniske venskaber med kvinder herinde og elskede at lave mad.

Der var imidlertid en kvinde, han var bange for, hans egen assistent, Anja. Hun var en ganske pæn kvinde på hans egen alder, enlig mor, med en imponerende appetit på private telefonsamtaler, en lige så imponerende latter og en ukuelig selvtillid.

Det skete tit, at når hun snakkede for længe i telefonen eller lo for højt eller lavede fejl og beskyldte ham for at have begået dem, så løb han op til kollegerne, sad der og klagede over sin skæbne.

De sagde, at det da var ham, der var chefen, nu skulle han tage sig sammen, han gjorde jo sig selv til grin, og det gav ham frisk mod, han rejste sig, gik ned mod arkivet, fast besluttet på at vise hende, hvem der bestemte, en gang for alle.

Det gik lige galt hver gang, han havde det simpelthen ikke i sig, som han plejede at sige i frokostpausen, desuden truede hun altid med HR-afdelingen.

“Hej, Christiane,” sagde han.

Han smilede frit og frejdigt. Der var en helt anden atmosfære over kontoret, når assistenten ikke var der.

“Hvor er hun henne?” spurgte Christiane.

“På kursus,” sagde han, og smilet blev endnu større. “Hele ugen.”

“Kan du overhovedet klare det uden hende?” sagde hun.

“Alle gør grin med mig. Men hun er virkelig en strigle.”

“Müller und Söhne,” sagde Christiane.

Politiet havde et system, der hed ScanJour. Det blev brugt af alle mulige større organisationer verden over. Alle dokumenter, der kom ned i arkivet, fik et nummer, en dato, stikord blev tastet ind, og så blev de arkiveret i de akter, som de hørte til.

ScanJour gav altså en mulighed for at søge, og det begyndte Jochen med, så snart hun havde sagt navnet. Efter en tid sagde han: “Jeg har tyve biakter, der relaterer til dem. Indbrud på området, tyveri, den slags. Men jeg har ingen hovedakt på selve virksomheden.”

Man oprettede en hovedakt, når den pågældende person eller det pågældende firma var ansvarlig for en forbrydelse. Dertil kom som regel en række biakter for de personer eller firmaer, der var forbrydelsens offer. I Müller und Söhnes tilfælde betød det, at hverken firmaet som sådan eller nogen af dets ejere nogensinde havde været kriminelt aktive, i det mindste ikke, så vidt politiet vidste af det.

De pågældende dokumenter blev så kopieret og lagt i såvel hovedakten som biakterne med en henvisning til de andre akter, så man altid havde et overblik over, hvor de ellers befandt sig, når man havde et af dokumenterne i en bestemt akt i hånden.

Når man arkiverede, drejede det sig altid om at være så sparsom som muligt, altså ikke sprede dokumenterne for meget, men samtidig sprede dem sådan, at de dannede et net, der kunne føre én fra en tilfældig opdagelse til noget, der dannede et mønster. Det var princippet og kostede en masse tid.

Sådan arbejdede politiet: Bureaukratisk, langsomt, omfattende, tålmodigt, og det gav de bedste resultater. Systemet var vanskeligt at manipulere. Der var for mange tråde.

“Smugleri?” spurgte Christiane. “Diamanter?”

Han kiggede tilbage på skærmen. “Ikke i forbindelse med dem. Hvad skulle vi have at gøre med diamanter? Det er Flensborg, det her, ikke New York.”

“Antwerpen eller London,” mumlede hun.

“Hvad mener du?”

“Ikke noget. Jeg vil gerne se akterne.”

“Dem alle sammen?”

Hun nikkede. “Og så vil jeg gerne have et print af listen over alle dokumenter. Jeg skal nok hente akterne selv.”

For bare nogle få år siden havde det været utænkeligt for medarbejderne at hente deres akter selv, tage dem med på kontoret uden at skulle skrive sig ind på nogen liste, uden nogen kontrol. Nu var det normalt, og det var en uhyre lettelse. Det viste, at dem deroppe havde tillid til én, og man kunne arbejde meget hurtigere. Når først alle akterne var digitaliserede, ville tilliden blive endnu større, og man kunne arbejde endnu hurtigere.

Det havde imidlertid også ulemper. Mindre kontrol betød større mulighed for at snyde, for at slette og gøre ved.

Christiane elskede at sidde over akter. Hun elskede også at gøre det ved skærmen med de indscannede dokumenter; men det var bedre, når hun havde dem i hænderne, det var meget mere taktilt. Papiret lugtede af støv, og hun kunne spore deres alder på farven, på det støv, der satte sig på hendes fingre, på papirets kvalitet, og indimellem kom hun helt tilbage til den tid, da dokumenter var skrevet på maskine, med alle de skrivefejl, med de x‘er, der var blevet prentet hen over bogstaver for at gøre dem usynlige.

Hun ønskede ikke den tid tilbage; men det var dejligt at se den genopstå af og til.

Det havde altid undret hende, hvor meget der blev stjålet fra virksomheder eller organisationer. Hun var ikke den rene uskyldighed selv, hun printede private ting på stationens printer, hun kopierede, tog kopipapir med hjem, surfede privat på nettet, gjorde alle de ting, alle andre også gjorde.

Men hun stjal ikke en printer eller meldte en bærbar stjålet, som hun så brugte derhjemme. Risikoen var alt for høj, og desuden var der sådan noget som anstand.

Det syntes andre mennesker ikke at tænke over, og når de blev taget, var de som regel forargede og undskyldte sig med, at de blot tog fra de rige ejere, som om de var moderne Robin Hooder.

Der var noget ved systemet, anonymiteten, fornemmelsen af, at det, de arbejdede med dagen lang, i virkeligheden tilhørte dem, og så havde de lov til at bruge alle kneb for at få det ud af fabrikken.

Nitten af dem i løbet af ti år på Müller und Söhne. Den tyvende akt var væk.

Det var ikke til at finde ud af, hvad det drejede sig om. Stikordene i ScanJour var tyveri, computerspionage, forfalskede papirer, underslæb.

Der var ingen overskrift i ScanJour, ingen navne. De måtte være blevet slettet.

Der var dog henvisninger til fire biakter, som Christiane straks begyndte at lede efter. De var også væk, og overskrifterne i ScanJour var ligeledes fjernet. Det var et grundigt arbejde af en person, der virkelig kendte til systemet.

Hun tjekkede endnu en gang nummer og dato, gik akterne igennem, og der var stadigvæk ikke noget, ingen navne.

Dem ville hun helst have haft. Hun vidste, at det var dem, der skulle holdes udenfor, de sagde noget helt specielt om Müller und Söhne.

Havde Freddie været indblandet? Så var akterne blevet fjernet for nylig.

Det var ved at blive aften nu, et gråt lys, filtreret af den tynde, vertikale regn, ingen vind, meget sjældent på de breddegrader, og den bedste tid at være indenfor og ruge over akter.

Endnu bedre blev det, da Jochen kom med en kop te, med mælk og sukker, nøjagtig det, hun elskede på en eftermiddag mellem akttårne, og hun drak den første, allerbedste slurk. Den var varm, ikke hed, hun kunne sluge den i ét drag og mærkede varmen brede sig.

“Har du fundet noget?” spurgte Jochen.

“Der mangler en akt.”

“Ikke hos mig.” Det var det værste, der kunne ske for ham, arkivet var hele hans stolthed, han levede for det.

“Der mangler dokumenter i biakterne.”

“Hvad drejer det sig om?”

Hun kiggede på listen. “Underslæb. Noget med computere. Men intet navn. Intet at gå ud fra.”

“Jeg taster altid navnet ind. Det er det vigtigste stikord. Det ville jeg aldrig glemme.”

“Anja?”

“Hvor længe er det siden?”

“Ti år.”

“Da var hun her ikke,” sagde han.

“Jeg må prøve at finde en anden vej.”

“Vil du have en kop mere senere?”

“Om en time.”

Hun gik ud fra datoen på de dokumenter, der manglede, og så gik hun tilbage til de akter, hun havde og gennemlæste dokumenterne lige før og lige efter den dato. Det gjorde hun med alle nitten akter. I de første femten sager gik Emil Petersens navn igen. Det var ikke usædvanligt, han havde ansvaret for indbrud og tyveri i det område på det tidspunkt.

Men så holdt det op. Sag nummer seksten, sytten og atten var det en anden, der tog sig af. Var Emil blevet forflyttet i mellemtiden? Hun havde ingen adgang til personaleakterne, de lå for sig selv; men hun kendte nogen i personaleafdelingen, som hun kunne spørge, så hun ringede derop.

Det tog ingen tid, og da hun havde lagt på, stod Jochen der med en ny kop te.

Han spurgte: “Har du noget?”

“Det ved jeg ikke. Sandsynligvis er det en blindgyde.”

“Men akter forsvinder ikke bare sådan. Det må de ikke.”

“Lover du mig, at du ikke fortæller nogen om det?”

“Lover du mig, at du ikke gør?”

Hun smilede, tog endnu en slurk og sagde: “Jochen, det bliver mellem os to.”