16

EN KOLLEGA OG EN LASTBIL

Emil sad på Peter Jenschkes stol. Jenschke var nede hos teknikerne for at høre, hvad de havde fundet ud af om lastbilen.

Han sad der blot og kiggede frem for sig, mens hans fingerspidser trommede mod hinanden et eller andet sted i læbehøjde. Han flyttede ikke øjnene, da Christiane kom ind på kontoret og satte sig over for ham.

“Hej, Emil,” sagde hun.

“Jeg har snuset lidt rundt,” sagde han. “Jeg har haft antennerne ude. Jeg var endda hjemme hos Freddie for at banke på.”

Det havde Christiane tænkt sig at gøre, efter at hun fået ransagningskendelsen, ikke banke på hos Freddie, men tage hjem til ham og gennemrode hele lejligheden for at se, om der var noget, der kunne hjælpe hende videre i sagen mod Anton Müller.

“Jeg talte med hans venner,” sagde han. “Ingen har set ham siden i går. Jeg spekulerer på, hvad der er sket mellem i går og i dag.”

“Det er ikke dit bord, Emil,” sagde hun. “Jeg har ikke bedt dig om at lede efter Freddie.”

“Du var hos mig og spurgte efter Müller und Söhne. Freddie er din meddeler.”

“Han er ikke den eneste stikker, jeg har.”

“De andre var alle sammen til at få fat i.”

“Du kender ikke alle mine meddelere, Emil.”

Det var sjældent, at han smilede. Hans kone havde ofte beklaget sig over hans mangel på humor, når hun og Christiane mødtes over en kop kaffe.

“Du har meget at lære endnu,” sagde han.

To år til pensionen, et hoved, der var fyldt med alle de informationer om Flensborgs politi og underverden, der var værd at vide, og så sad han på et sidespor, i en afdeling, der ingen eksistensberettigelse havde, og spildte sin tid med at fortælle kollegerne, hvordan de burde udføre deres arbejde.

Eller det var helt anderledes.

“Skjuler du noget for mig?” spurgte Emil.

“Vi skjuler da altid noget for hinanden. Hvis vi opklarer noget, vil vi have det for os selv.”

“Jeg er ingen trussel længere,” sagde han. “Min karriere er forbi. Jeg er her kun, fordi det er bedre end at kede sig derhjemme.”

Måske. Eller det var, fordi han ville være informeret, når der skete noget, der involverede Müller und Söhne.

Du har ingen beviser, sagde hun til sig selv. Tænk på det, du har ingen beviser. Du har blot nogle huller i en række biakter.

“Du var udstationeret i Gdansk engang,” sagde Christiane.

“I 1992,” sagde han. “Det var en dejlig tid. Kender du byen?”

Hun rystede på hovedet.

“Du aner ikke, hvad du er gået glip af. Byen som sådan er naturligvis forfærdelig. Kommunisterne havde ingen forstand på noget som helst. Men polakkerne. De genopbyggede hele den gamle by, sten for sten. Det kan man kun beundre dem for.”

“Hvorfor var du i Gdansk?”

Han så hende i øjnene. “Du prøver at hale noget ud af mig.”

“Det gør du også med mig.”

“Jeg var der for at fortælle polakkerne noget om moderne politiarbejde. De vidste jo intet. Det er gode mennesker, jeg kom virkelig til at holde af dem. Det var systemet, det var kommunisterne.”

“Freddie har ikke noget med det at gøre,” sagde hun.

“I unge mennesker er så dårlige til at lyve. Det var de meget bedre til i Gdansk. Det var de naturligvis også nødt til, især inden for politiet. De havde deres forbrydere, de findes i alle samfund; men dem gjorde de ikke så meget ud af. De største forbrydere var dem, der sad på magten.”

“Der findes mennesker, der siger, at det ikke er så meget anderledes hos os,” sagde hun.

“Du aner ikke det mindste om, hvordan det var under kommunisterne.”

“Jeg vil stadigvæk gerne vide, hvorfor du interesserer dig så meget for Freddie og Müller und Söhne?”

Han rejste sig og gik hen mod døren. Den rare, alvidende Emil Petersen, en ældre mand med et stråtækket hus i Gelting og en kone, der var en af Christianes bedste veninder.

“Hvor er Freddie?” spurgte han.

“Det ved jeg ikke.”

“Du skulle opleve polakkerne. Hvordan de kunne lyve. De har altid været klemt mellem russerne og os. Det kan du ikke forestille dig.”

“Truer du mig?”

“Hvorfor skulle jeg det?”

Han var ved døren og vendte sig om.

“Du har noget i klemme,” sagde han. “Ellers ville du være mere åben. Ellers ville du sætte os alle sammen i gang, så vi kunne arbejde, som man arbejder inden for politiet, når nogen bliver savnet.”

“Freddie er ikke savnet.”

“Du ville sætte hele maskineriet i gang. Vi ved, at der er sket noget; men vi ved ikke, hvad. Der er et lig nede hos patologerne, som ingen af os må vide noget om. Der er en lastbil på værkstedet, som der ikke må tales om. Men vi er politimænd. Vi vil vide og vi taler, når vi ikke ved.”

“Vi er ikke kun mænd, vi er også kvinder,” råbte hun efter ham.

Det var en ROBUR LD 3002, en tre tons lastbil, der var blevet produceret i Zittau i det forhenværende DDR i 1989. Den havde hjul med smalle dæk, der lå langt under selve bilen, så den virkede som en stor kasse på stylter.

“Den har en dieselmotor,” sagde Peter Jenschke.

Hans hænder og dele af hans ansigt var oversmurt med olie, og han var så lykkelig som et barn, der havde leget med varmt mudder.

“Den er indregistreret i Polen,” sagde han. “Vi har sendt nummeret og stelnummeret til vores kolleger i Warszawa. De har lovet at melde tilbage så hurtigt som muligt.”

Nu om dage behøvede man ikke at tage omvejen over Interpol i den slags tilfælde. En e-mail var nok.

“Polen,” sagde hun.

En af teknikerne kom over til dem. “Vi har en masse fingeraftryk indtil nu.”

“Mine er der også,” sagde hun.

“Der er kun ragelse i. Rør og sådan noget,” sagde teknikeren. “Der er ingen papirer, ingen fartskriver. Jeg undrer mig over, at den slags biler overhovedet er tilladte.”

“Det er de måske heller ikke.”

Fingeraftryk ville ikke være noget problem, eftersom lastvognen kun havde været under vandet i nogle timer. Aftrykkene bestod for en stor dels vedkommende af lipider, fedtsyrer, som var vandafvisende eller hydrofobe, som de havde sagt på politiskolen, de kunne ikke uden videre vaskes væk med vand alene.

Med tiden ville de naturligvis forsvinde, der var jo ikke blot vand i et færgeleje, der var salt, olierester, adskillige fosfater og nitrater, og så var der massevis af mikroorganismer, der elskede lipider og nogle enkelte proteinmolekyler.

Jenschkes iPhone gav lyd.

Han tastede rundt på den, læste og sagde: “Bilen er fra Gdynia. De sender os mere materiale senere.”

Christiane vendte sig om mod teknikeren: “Jeg vil gerne have, at De gennemlyser vognen. Jeg er ude efter diamanter. Jeg vil gerne vide, om der er gemmesteder.”

“Tror De, at vi er dumme? Der er ingen gemmesteder. Vi har været overalt. Der er ingen diamanter.”

“Undersøg det hele. Jeg vil have alt gennemlyst. Det drejer sig ikke om fingeraftryk. Jeg er overbevist om, at der ingen aftryk er. Men jeg vil vide, om der er noget andet.”

Jenschke sad på den stol, hvor Emil Petersen havde siddet for en time siden.

“Hvad er der med dig?” spurgte han. “Hvad er der med Polen?”

“Det er blot et transitland. De organiserer det hele fra Polen. De får det fra Rusland.”

“Jeg aner ikke, hvad du taler om.”

“Ved du, hvor Müller und Söhne får deres varer fra?” spurgte hun.

“Fremstiller de ikke her i Flensborg?”

“Kun de mest komplicerede produkter. Resten kommer fra Hviderusland og især Russisk-Østpreußen.”

“Det hedder Kaliningrad nu om dage,” sagde Jenschke.

“Jeg kalder ting for det, de er. Det betyder ikke, at jeg ønsker Østpreußen tilbage.”

Jenschkes pc gav et pling, og han begyndte at taste. Christiane gik omkring bordene og så ham over skulderen.

Det var en e-mail fra Gdansk. Lastbilen var indregistreret i Gdynia, en havneby nord for Gdansk. Ejeren var et speditionsfirma, som havde tilhørt en vis Luszak Dejna. Selve firmaet var gået konkurs for et halvt år siden, og Dejna var flyttet til Warszawa. Afsenderen af mailen var kommissær og hed Tómasz Lato. Han spurgte, om han skulle sende en forespørgsel til kollegerne i Warszawa, så de kunne lede efter Dejna og spørge ham om lastbilen.

“Lad mig komme til,” sagde Christiane.

“Du kan bruge din egen computer.”

“Det har jeg ikke tid til. Jeg har ikke sovet i nat, Freddie er blevet myrdet, og du er kun interesseret i statusspørgsmål.”

Han rejste sig.

Hun satte sig.

Mailen var skrevet på et ganske godt tysk, kun nogle enkelte fejl hist og her, og Christiane skrev en mail og spurgte, om Lato havde en skype-konto.

Hans svar kom en minut senere, og hun satte sig tilbage til sin pc og tastede hans nummer.

“Det kunne jeg også have tænkt på,” sagde Jenschke.

“Det var bare sådan et indfald.”

Hun havde en mikrofon ved siden af tastaturet og to højtalere til højre og venstre for skærmen.

Der dukkede et billede op af en lyshåret mand, og han smilede, da han så hende.

“De skriver godt tysk,” sagde hun.

“Jeg taler det ikke så godt,” sagde han.

“Nu skal De ikke være for beskeden. Kender De Emil Petersen?”

Hans smil blev bredere. “Emil? Er han stadigvæk i Flensborg? Er han ikke for længst gået på pension? Sådan en dygtig mand. Vi mødes løbende. Han elsker Gdansk. Han kommer her sikkert hver anden måned. Vi anede ikke noget om professionelt politiarbejde, før han kom til byen.”

“Overdriver De ikke lidt?”

“En smule. Men det var ham, der fik mig til at lære tysk. I det år, han var her, lærte han så godt polsk, at han kunne klare sig i de fleste sammenhænge.”

Jenschke kiggede spørgende på hende; men hun ignorerede ham.

“Ham Dejna,” sagde hun. “Hvad ved De om ham?”

“De må forstå, at Gdansk er en temmelig stor by. Især, hvis vi inddrager Gdynia. Det her er ikke Flensborg.”

Hun vidste, at han sagde det, fordi hun var tysker, og det var også helt o.k. Tyskerne havde overfaldet Polen for tres år siden, havde myrdet millioner af mennesker, og den slags blev ikke bare sådan glemt. Det skulle der mere end en Emil Petersen til.

“Det var et lille firma,” sagde Lato. “De havde udelukkende gamle DDR-biler og kørte frem og tilbage mellem polske byer, plus Kaliningrad.”

“Kaliningrad,” sagde hun.

“Den russiske del af Østpreußen.”

“Det er jeg klar over.”

“Skal jeg undersøge firmaet nøjere?”

“Ja,” sagde hun. “Undersøg firmaet, find Dejna, giv mig så mange informationer som muligt.”