17

EN LEJLIGHED, EN VEN OG EN KONE

Der var et tyndt lag af støv på glasbordet. Det undrede Christiane lidt, ikke i professionel henseende, men som tænkende menneske. Hvor kom det fra? Vinduerne var lukkede, der havde ingen mennesker været herinde, i det mindste ikke så vidt hun kunne bedømme det, alligevel var støvet der.

Måske rislede det fra loftet, eller luften var i konstant bevægelse, selv i en lukket lejlighed, der var varme og kølige pletter, hvor solen skinnede, nu for eksempel var der varmt, i skyggerne var der køligt, og så vandrede luften mellem dem, i en bestemt orden, samlede støvpartikler op og efterlod dem på flader, uden at der ellers skete noget, en naturlig proces, og der var et tyndt lag af støv på et glasbord i en lejlighed, der ellers var ulastelig ren.

Sådan måtte det være.

Politibetjenten i hende registrerede blot, at der ikke var blevet gjort rent i mellemtiden, der var ikke fjernet spor.

Freddie havde været et ordensmenneske, og han havde elsket at hygge – helt i modsætning til det liv, han førte ellers: Et syndigt rod, fra den ene krise til den anden, uden nogen sikkerhed, uden noget net.

Et truet liv, og så denne behagelige toværelses lejlighed med det åbne køkken, som der virkelig var blevet kokkereret i, det vidnede urtekrukkerne og kobbergryderne om, og så var maden blevet spist ved glasbordet, foran det store fjernsyn.

Det havde Christiane været med til. De havde set en af Harry Potter-filmene. Freddie havde været glødende Potter-fan, og selv om hun ikke huskede handlingen i den film, de havde set, havde det været en rar aften, og maden havde været fabelagtig.

“Hvorfor bliver du ikke rigtig kok?” havde hun spurgt Freddie.

“Det er jeg ikke født til. Der hersker rå omgangsformer i et køkken, og så de arbejdstider.”

Hun kunne ikke se den store forskel til det miljø, han færdedes i; men det måtte han om. Hun havde for længst opgivet at ændre mennesker.

Teknikerne ville komme om lidt og gå det hele grundigt igennem. Hun havde måttet love, at hun ikke ville forstyrre deres undersøgelser, så hun havde kirurghandsker på, små plastikposer over skoene og en tynd papirhætte over håret. Desuden forsøgte hun så vidt muligt at undgå at røre ved noget.

Papirerne i skrivebordet til venstre for fjernsynet var hun imidlertid nødt til at gå igennem. Der var kontoudtog. Officielt havde Freddie haft en cykelforretning, et enmandsforetagende, så han kunne begrunde alle de kontanter, han havde tjent og indbetalt i banken, en regelmæssig strøm af små summer, hundrede Euro her, to hundrede Euro der.

Der var fem tusind Euro på kontoen, men ingen større bevægelser i løbet af de seneste måneder. Han måtte have været et af de få mennesker, der stadigvæk fik kontoudtog. Han måtte have elsket dette papir, der kom med posten og beviste, at han havde noget, at han ikke var fattig, alt andet end en taber.

Der var en brochure fra Gdansk i nederste skuffe. På forsiden var et foto af en gågade med smalle, gamle huse ved hver side og for enden et tårn med et ur, måske et kirketårn eller rådhustårnet. Den var på polsk, og på de næste sider var der et billede af en pragtfuld hvid port, der måske åbnede ind til gågaden på forsiden, der var et billede af en massiv rødstensbygning og et af havnefronten om vinteren, måske med rødstensbygningen i baggrunden, det var hun ikke helt sikker på.

Hun ville bede teknikerne om at undersøge brochuren med henblik på fingeraftryk. Den var trykt i 1995. Emil Petersen havde været i Gdansk i begyndelsen af halvfemserne. Anton Müller havde gjort forretninger i Polen og Russisk-Østpreußen. Gdansk havde været en naturlig by at operere fra.

Men hvilken rolle havde Freddie spillet? Hvilke færdigheder havde han haft, som de havde haft brug for?

Diamanter. Måske også noget helt andet. Men diamanter var slet ikke noget dårligt bud. Rusland eksporterede så godt som udelukkende råstoffer, naturligvis overvejende olie og naturgas, det var der, de helt store penge lå.

Olie og naturgas var imidlertid også statsområde, det fik man ikke adgang til som almindelig forretningsmand og forbryder. Man måtte holde sig til nicherne, som også kunne udgøre mange milliarder – våben for eksempel, forskellige metaller, og også diamanter.

Man måtte naturligvis kende nogen, både på denne og på den russiske side. Freddie kunne ikke være nogen stor figur i det spil.

Det var tanker, der føg igennem hjernen på hende, mens hun undersøgte resten af lejligheden.

Indtil hun kom til et metalskab, der havde siddet en hængelås på. Det stod i soveværelset, og låsen lå på sengen.

Hun åbnede skabet. Der hang seks geværer og ni pistoler. Hun vidste ikke, at Freddie havde været våbenelsker. Han havde aldrig talt om våben over for hende, og når de var sammen, havde han virkelig talt meget. Da havde det været svært at få et ord indført.

En masse om Harry Potter, men aldrig om våben.

Der var to fra det gamle Tjekkoslovakiet, fire fra Polen, syv fra Sovjetunionen og to fra det forhenværende DDR. Det var tilsyneladende ikke våbnene som sådan, der havde fascineret Freddie, i det mindste ikke udelukkende, det var deres forbindelse til Østblokken.

Det var først efter en tid, at Christiane lagde mærke til noget andet: Nemlig at der var to huller, et langtrukkent og et rektangulært.

Der manglede to, et gevær og en pistol.

Christiane spekulerede over, hvad de var blevet brugt til, og hvorfor Freddie ikke havde låst skabet igen.

De sad i Schmidtie nede ved havnen. Schmidtie var et værtshus i nærheden af Oluf-Samson-Gang, der hvor luderne var, og sammen med dem mænd som Arche, i virkeligheden Achim Bonnichsen, født i Tinglev, Sønderjylland, bosat i Flensborg, to piger i stalden, en femten år gammel Porsche uden for værtshuset, et glas gin og tonic foran sig.

Christiane drak vand. Hun havde følt en stærk trang til at drikke kaffe, hun var træt nok til det, men vidste, at hun ville blive totalt overgearet, hvis hun ikke holdt sig til vand, og hun var nødt til at falde i søvn, når hun kom i seng, forhåbentlig snart, der var alt for meget at lave i morgen.

En af pigerne kom hen til Arche og gav ham nogle penge. Han snakkede lidt med hende, gav hende et kort kys, så sendte han hende ud igen og sagde: “Jeg tror, han var lidt bange her på det sidste.”

“Hvem er han bange for?” spurgte Christiane.

“Jeg tror ikke, han er bange for nogen,” sagde Arche. “Som om et eller andet lå i luften. Muligheder, du ved, og man er bange for at gå glip af dem.”

“Talte han om muligheder?”

“Han holdt kæft. Hvad er der med ham? Jeg har ikke set ham i nogle dage. Det er sgu usædvanligt for ham. Han plejer at dumpe forbi hver evig eneste dag. Jeg savner ham allerede lidt.”

“Der er ikke noget med ham,” sagde Christiane. Hun ville ikke have, at Arche begyndte at sprede rygter.

“Hvorfor spørger du så?”

“Vi taler bare om en gammel ven.”

“Han er ikke en af dine gamle venner,” sagde Arche. “Du vil have ham buret inde.”

“Hvis jeg ville det, så havde jeg gjort det for længst.”

“Muligheder,” sagde Arche. “Hvilke muligheder?”

“Det aner jeg ikke noget om,” sagde Christiane.

“Han holder sgu tæt. Har du nogensinde oplevet, at han holdt tæt om noget som helst? Hvis du ønsker, at der er noget, som hele byen skal vide, så fortæller du Freddie det i al fortrolighed.”

“Har han nogensinde været i Gdansk?”

“Hvad er det for noget?”

“En by i Polen. Den var tysk engang.”

“Jeg tror ikke, han har noget med Polen at gøre,” sagde Arche. “Han hører hjemme her i Flensborg. Det er det eneste, han kender. Uden byen er han fortabt.”

“Har han nogen kontakt til Emil Petersen?”

“Jeres Emil?” spurgte Arche. “Spjælde-Emil? Ham snakker vi da alle sammen med. Han ved mere om byen end du og jeg tilsammen. Mere end Freddie. Hvad er der med ham?”

Hun ignorerede spørgsmålet. “Anton Müller,” sagde hun. “Nævnte Freddie nogensinde det navn?”

“Er det ikke ham den rige fyr, der har fabrikken nede i industriområdet?”

“Er han en af dine kunder?” spurgte Christiane.

“Gid han var. Men jeg er ikke hans prisklasse. En som ham får helt andre piger, en helt anden klasse.”

“Dem prøver du sikkert også indimellem.”

“Det kan du bande på,” sagde Arche. “Naturligvis ikke for tit, jeg får det jo gratis derhjemme. Men man er aldrig for gammel til at lære noget nyt. Hvad skulle Freddie have med sådan en fyr at gøre?”

“Du forventer da ikke noget svar, gør du?”

“Jeg giver ingen gratis tjenester.”

“Hvilken tjeneste?” spurgte hun.

“Du vil da have mig til at finde Freddie.”

“Det er vi meget bedre til i politiet. Jeg vil bare gerne vide, hvad der bliver sagt om ham, og så vil jeg gerne vide, hvad han har sagt i de seneste dage.”

“Det samme pjat som altid,” sagde Arche.

“Det siger du. Måske findes der nogen, der ved mere.”

“Jeg skal nok spørge lidt omkring.”

“Det ville jeg være meget taknemmelig for,” sagde hun.

“Ingen andre tjenester?” sagde han med et glimt i øjet.

“Nej,” sagde hun. “Jeg er fuldt ud tilfredsstillet.”

Christiane havde kun tætte forbindelser til få af sine kolleger. Peter Jenschke var på vej til at blive sådan noget som en ven, og der var en kvinde oppe i it-afdelingen, som hun så en del privat. Ellers var der ikke meget.

Til gengæld havde hun altid haft et fremragende forhold til Emil Petersens kone, Marianne. De plejede at mødes hver eller hver anden måned, for det meste hjemme hos Marianne, når Emil ikke var der, og så bryggede Marianne en kande te, de satte sig ved køkkenbordet og snakkede om alt mellem himmel og jord.

Aldersforskellen betød ikke det mindste, de havde det bare rart sammen.

Christiane huskede ikke, hvordan deres venskab var opstået, hvem der havde taget det første skridt, hun vidste blot, at det berigede hendes liv.

Marianne sad ved et bord for sig selv og havde en kop te stående foran sig.

“Darjeeling?” spurgte Christiane.

“Assam,” svarede Marianne.

Hun var lige så høj som sin mand og lige så knoglet. Der var ikke særlig meget fedt på hendes krop, det var alt sammen muskler og sener. Hun svømmede rundt ude i Gelting Bugt mindst en time hver dag, selv om vinteren, desuden elskede hun at cykle.

Christiane satte sig og bestilte en vand.

“Ingen te?” spurgte Marianne.

“Jeg er lidt nervøs for tiden. Jeg skal ikke have noget, der pisker nerverne yderligere op.”

“Urtete måske?” Det var Marianne, der havde ringet Christiane op og sagt, at hun var i byen, hvorefter de havde aftalt at mødes i caféen på Nordermarkt.

“Jeg har det fint med vand,” sagde Christiane.

“Du ser træt ud.”

“Det har været en hård dag.”

For første gang var der sådan noget som mistro i hendes forhold til Marianne. Havde Emil sendt hende? Arbejdede hun sammen med ham?

Hun havde et gartneri i Gelting, som hun havde åbnet, efter at de var flyttet fra Flensborg til Gelting. Var det blot et skalkeskjul?

“De hårde dage har Emil ikke så mange af længere,” sagde Marianne.

Emils nedgradering havde været et genkommende emne i deres samtaler. Den havde belastet Marianne, fordi den havde forandret ham. Flensborgs bedste politibetjent blev kørt ud på et sidespor. Det kom han aldrig over.

“Han burde være gået på pension før,” sagde Christiane.

“Arbejdet er hans et og alt. Han lever for politiet, og jeg gruer for den dag, jeg har ham hjemme hele tiden.”

Også det var en gentagelse af alle mulige samtaler, de havde ført, men med helt andre tanker, i det mindste for Christianes vedkommende. Før i tiden havde hun blot set det som en ældre kvindes angst og usikkerhed, og hun havde været glad for at være der og lytte.

Hun følte sig ikke skuffet, ikke ført bag lyset. Hun var blot nysgerrig. Hun vidste ting, som Marianne og Emil ikke vidste.

“Hvorfor ringede du egentlig til mig?” spurgte Christiane.

“Jeg syntes, det var så lang tid siden, vi havde set hinanden sidst. Og så var jeg alligevel i byen. Er der noget galt med det?”

“Har Emil sagt noget?”

“Han taler aldrig om sit arbejde. Det ved du da. Så snart han kommer hjem, taler vi om haven, eller vi taler slet ikke.”

“Tager han ikke arbejde med hjem?” spurgte Christiane.

“Han har et arbejdsværelse, som han hæger om. Han har en nøgle, og vi har en fællesnøgle, som hænger på nøglebrættet ved indgangsdøren, når jeg er hjemme.”

Marianne viste den. Der stod “Arbejdsværelse” på en mærkat, og den hang fast på hendes nøgleknippe.

“Du er altså nødt til at tage den med, når du forlader huset?” spurgte Christiane.

Marianne nikkede.

“Men hvorfor hænge den op på brættet?”

“Du kender da Emil. Han har sine helt egne forestillinger. Sådan er det nu engang.”

“Hvad er der i det værelse?”

Marianne trak på skuldrene. “Jeg kommer der aldrig. Jeg bryder mig ikke om at rode i hans ting. Jeg har blot nøglen til nødstilfælde. Hvis han bliver dårlig derinde, og jeg har brug for nøglen.”

“Kan du overhovedet komme ind, hvis han har ladet nøglen sidde i låsen?”

Marianne nikkede. “Det er en af den slags låse, hvor man kan det. Ellers ville det jo ingen mening give at have nøglen.”

Det var et tilbud om at opsøge arbejdsværelset, det vidste Christiane lige med det samme. Hun måtte tænke sig om. Hun ønskede brændende at se det; men hun måtte ikke gøre det i dag, heller ikke i morgen.

“Hvad er du i færd med at undersøge?” spurgte Marianne.

Hun havde tømt sin kop, men gjorde ikke mine til at bestille en ny.

“Ikke noget særligt,” sagde Christiane.

“Emil sagde, du leder efter en vis Freddie Hansen.”

“Jeg troede, at han aldrig talte om arbejdet, når han var kommet hjem.”

“Bare navnet,” sagde Marianne. “Undskyld min nysgerrighed. Jeg kender jo slet ikke ham Freddie. Men du ser virkelig træt ud.”

“Jeg må se at komme hjem i seng.”

“Besøg mig engang, lover du mig det?”

“I morgen er det fuldstændig umuligt,” sagde Christiane.

“En af dagene. Det haster ikke. Jeg synes bare, det er så længe siden, vi har snakket sammen. Jeg savner dig faktisk.”

“Jeg savner også dig,” sagde Christiane.

Der var så megen løgn overalt. I virkeligheden var Freddie den, hun savnede allermest lige nu.