18

JOHN ABRAHAMSEN

Carsten var kun lige kommet ind på kontoret, havde fået en kop kaffe, havde placeret sig ved skrivebordet og tændt for computeren, da han fik en meddelelse om, at han havde modtaget en mail.

Fra: headmaster102@hotmail.com

Til: carmat@politi.dk

Vedr.: Fremskridt

Jeg er fornøjet over, at du er begyndt at søge i den rigtige retning. Det tog jo også sin tid, og jeg tvivler på, at du havde draget de rigtige konklusioner, hvis det ikke havde været for min mail.

Så ubeskeden er jeg.

Naturligvis bliver der løjet. Det bliver der altid, det ved du alt om som politibetjent. Spørgsmålet er, hvem der lyver mest, forældrene eller pigen, og hvad er der med veninden?

Når jeg sagde, at du var ved at drage de rigtige konklusioner, så mente jeg, at du skulle passe på med ikke at drage forhastede konklusioner. Det er det farligste, du kan gøre lige nu.

Du gør fremskridt; men den er langt fra hjemme.

Carsten vendte sig pludselig om og kiggede hen over kontoret. Bodil Svendsen stod sammen med Ulrik og Dan. Han havde et møde med dem om fem minutter.

Han ville være nødt til at fortælle om mailen. Han måtte hurtigst muligt finde ud af, hvor den var kommet fra. Det kunne kun være Åbenrå. Noget andet gav ingen mening. Hvem vidste så meget om undersøgelsen?

Han ringede til it-teknikeren og bad om at spore mailen tilbage til afsenderen. Han sagde, at han ville vente. Bodil Svendsen vinkede til ham. Han vinkede afværgende tilbage og pegede på telefonen.

“Wunderbar,” sagde teknikeren.

“Det sagde du også sidst.”

“Han kan tilsyneladende godt lide det sted.”

Den var blevet sendt for syv minutter siden. Otte nu.

“Samme pc?” spurgte Carsten.

“Ja,” sagde teknikeren. “MSI. Fin maskine.”

Bodil Svendsen var ved at fortælle om en dykkertur, hun havde foretaget aftenen i forvejen, da Carsten kom hen til dem med printet i hånden. Hun tav, så sagde hun: “Er der kommet endnu en mail?” og Carsten gav hende printet.

De gik ind i mødelokalet, mens hun læste. Så gav hun printet videre til Dan, de satte sig, han læste, han gav det videre til Ulrik, som læste, mens Carsten hældte kaffe i deres kopper.

“Det er uhyggeligt,” sagde Bodil.

“Som om det er en af os,” sagde Dan.

“Hvorfor skulle nogen af os gøre sådan noget?”

“Måske har I et lån i banken.”

“Der var ingen af jer, der vidste, at jeg besøgte familien Abbas. Det har jeg heller ikke fortalt nogen andre på stationen.”

“Så må det være dem, der skrev mailen.”

“De kunne umuligt nå til Flensborg i den tid.”

“De kunne ringe eller sende en mail til en kompagnon i Flensborg, som sendte den videre til dig. Ham Yassin er medlem af en organisation. Det sagde han selv.”

Det passede ikke sammen. Yassin Abbas ville ikke gøre politiet opmærksom på sig selv. Hvis han havde begået mordet, havde han ligget stille, indtil politiets efterforskninger var løbet ud i sandet, og der var måske aldrig blevet draget nogen forbindelser til skolen, til Fatima og Kjeld og deres eftermiddagsseancer.

“Hvorfor tog du derhen alene?” spurgte Bodil. “Det var ikke klogt. Der er en grund til, at vi normalt har en partner med.”

“Du ved da, at jeg godt kan lide at arbejde alene. Desuden lå det på vejen hertil.”

“Og du siger, at hun fik privatundervisning,” sagde Dan.

“At hun var alene sammen med Kjeld Madsen,” sagde Ulrik.

“Hun er tretten år gammel,” sagde Bodil.

“Det er væmmeligt,” sagde Ulrik.

“Ditto,” sagde Dan.

“Hvad synes du?” spurgte Bodil Carsten.

Han tvang sig til at se hende i øjnene. “Det er vold,” sagde han. “Desuden er det en forbrydelse. Men vi ved ikke, om han virkelig gjorde noget. Det er blot en formodning, vi har.”

“Hvorfor skulle han ellers invitere en ung pige hjem til sig?” spurgte Bodil.

“Måske netop, fordi hun er indvandrer. Måske var der noget dér, der rørte ved ham. At hun er et menneske, et meget yndigt menneske i øvrigt, et kvikt barn. At de trossætninger, han var opvokset med, måske ikke var så rigtige endda.”

“Nu har du været så længe ved politiet, og så er du stadigvæk idealist,” sagde Bodil. “Han kæmpede ufortrødent for partiet. Han ville i Folketinget. Han stillede ingen spørgsmål. Det ville de andre partimedlemmer have sagt.”

De andre partimedlemmer. Bodil, Dan og Ulrik havde brugt resten af gårsdagen og den første del af i dag på at tale med dem, og ifølge Bodil havde det været lidt af en plage. Nulliteter, sagde hun, det var, hvad de var, opblæste narhoveder, der ingen succes havde andre steder og brugte deres tid på at nedgøre andre.

“Jeg tror, at jeg er ved at være klar over din politiske holdning,” sagde Carsten. “Nu vil jeg gerne tilbage til sagen.”

Den eneste, der ifølge Bodil havde et vist format, var en mand midt i fyrrerne, som hed John Abrahamsen. Han var ejendomsmægler, en af de største i kommunen, som han sagde flere gange, to meter høj, med et veltrimmet fuldskæg og en rungende stemme, veltrænet og solariebrun, som man forestillede sig amerikanske politikere, bortset fra skægget naturligvis, det burde han virkelig afskaffe; men ellers en imponerende mand og bestemt ikke uden ambitioner, selv om han flere gange sagde, at han havde meget lidt tid som selvstændig erhvervsdrivende, det var ikke som en lærer, han kunne ikke bare tage til København, han var nødt til at blive her for at sælge huse og lejligheder.

Abrahamsen havde været hjemme den aften, Kjeld Madsen blev myrdet, han havde været alene, havde siddet ved sin computer og arbejdet, et hus i Rødekro, et større projekt, finansieringen skulle gås igennem endnu en gang, hans kone havde været til håndbold, hun spillede to gange om ugen, ren motion og fornøjelse, og han nød faktisk at være alene hjemme af og til.

Ellers gik tiden jo så tit med møder, der var næsten aldrig plads til ham selv.

“Måske bliver du overvåget,” sagde Dan pludselig.

Carsten kiggede på ham.

“De ved hele tiden, hvor du er,” sagde Dan. “Måske er der nogen, der overvåger dig. Har du bemærket nogen?”

Carsten rystede på hovedet. “Hvem skulle gøre det?”

“Hvis vi vidste det, havde vi formentlig morderen.”

“Så lad os gå videre med de ting, vi har, i stedet for at spekulere.” Carsten bemærkede skuffelsen i Dans ansigt og sagde: “Det var ikke en dum tanke. Jeg skal nok have den i baghovedet. Men der er ikke så meget, vi kan gøre lige nu.”

Som ung fyr, næsten som dreng, var Abrahamsen blevet fænget af Mogens Glistrup, denne usigelig grimme og brillante mand med sin trækprocent på nul og sin telefonsvarer i stedet for det konventionelle, militære forsvar. Noget senere var Glistrup begyndt at tale om muhamedanerne, og selv om der ikke var mange af dem i Åbenrå og omegn, fulgte Abrahamsen ham med ildhu, Glistrup blev en besættelse for ham, om dagen blev der solgt huse og lejligheder, om aftenen blev der lavet politik, endeløse, stormfulde møder, partisplittelser, partigrundlæggelser, skatteprotester, demonstrationer mod indvandrerne, en tid som i en rus, en tid, hvor Danmark skulle reddes.

Det var der ikke mange, der kunne sige om sig selv: At de var i færd med at redde et helt land.

Men efter en tid fattede selv Abrahamsen, at Glistrup var ved at komme for langt ud, og han fattede især, at han var på tabernes side, at det var “hende kvinden”, som han gentagne gange kaldte Pia Kjærsgaard, der havde det største politiske talent, og så blev han medlem af DF og lidt roligere, som han sagde, ikke så mange storme længere, en større partidisciplin, “men hold kæft, hvor havde det andet været sjovt”.

Han var stadigvæk en af de mere yderliggående i partiet, han sagde for eksempel, at det, Danmark havde brug for, var et eget Tea Party, en bemærkning, der havde fået Dan til at studse, indtil han var kommet i tanker om den højrepopulistiske bevægelse i USA, og Abrahamsen formidlede absolut ingen boliger til indvandrere, dér var der nul tolerance, han kunne ikke forstå, at Kjeld Madsen overhovedet havde villet undervise dem, han selv var gået til en friskole eller havde åbnet en, eller endnu bedre, en hel række, dér kunne eleverne få at vide, hvad det betød at være dansk.

De andre partimedlemmer, som Bodil, Dan og Ulrik havde talt med, var hele tiden vendt tilbage til Abrahamsens Glistrupfortid, som om selve partiet aldrig havde haft nogen Glistrupfortid, og den specielle position, det gav ham inden for partiet, især i forhold til Kjeld Madsen, som repræsenterede midten, som ville regere, som “absolut ville være stueren” (ifølge Abrahamsen), som ikke gik så meget ind for principper.

Abrahamsen sagde flere gange, at han havde været alene hjemme den aften, han havde sagt det uopfordret første gang, han vendte tilbage til det igen og igen, som om han ville provokere dem, sige, at I kan sagtens tage mig, men I får mig aldrig, eller han var blot bange, mange mennesker blev jo storskrydende, når de i virkeligheden følte sig små.

Det passede heller ikke helt, at Abrahamsen havde afstået fra at søge ind i Folketinget på grund af sit firma, han havde flere gange forsøgt at komme højt på listen, og i de senere år var han blevet bedre til at smede alliancer, til at gøre gensidige tjenester, han havde modereret sin sprogbrug, og for to år siden var der flere, der sagde, at han var fremtidens mand hernede, og han havde allerede talt om, hvor han helst ville bo, når han engang kom til København.

I en brandert naturligvis, det havde ikke været alvorligt – eller rettere sagt, meget alvorligt, han havde haft de ambitioner, man måtte have, når man ville frem i politik.

Så kom Kjeld Madsen. Han havde ingen forbindelser til Glistrup. Han var ikke indvandrerven, men god til at forklare, måske endda sløre sine positioner. Han gjorde simpelthen en bedre figur, og så blev han støttet af Marie Højer, som havde forbindelser til selveste Pia Kjærsgaard.

I Abrahamsens øjne kom Kjeld Madsen bagfra, han faldt ham i ryggen, selv om han havde været i partiet i mere end ti år, en flittig arbejder, en god debattør, afholdt i kommunalbestyrelsen. Måske skulle Abrahamsen have set sig lidt mere om; men han vidste jo, at han var fremtidens mand, han havde ændret sig, han havde truffet den beslutning, at nu havde han opnået nok inden for erhvervslivet, nu ville han opnå noget inden for politik, og han var vant til at få, hvad han ville have.

Måske ikke i de vilde år sammen med Glistrup; men da havde han jo mest været ude efter ballade, det havde været sjovt, han havde ikke virkelig villet blive noget inden for politik. Nu ville han, og så kom der en folkeskolelærer ind fra højre (eller rettere sagt fra venstre) og overtog de stemmer, han skulle have haft, satte sig på de poster, han skulle have siddet på, fik den plads på listen, som rettelig var hans.

Alle partimedlemmer var enige om, at det havde været sejt for Abrahamsen. Han var den eneste, der slog det hen. Han kaldte Kjeld Madsen et stort politisk talent, der evnede at tale folk efter munden, at sige, hvad de ville høre og sno sig, så snart talen faldt på virkelige, hårde afgørelser.

Skulle Danmark nu forblive med at være dansk eller ej? Det valg kunne man ikke bare komme uden om ved at sidde på Borgen og skele efter et ministerium.

Ellers havde han ikke haft problemer med Kjeld Madsen. De havde været politiske konkurrenter, ikke private fjender. Han havde slet ingen private fjender, indvandrerne var heller ikke hans fjender, de hørte bare ikke hjemme her i landet.

Han havde faktisk godt kunnet lide Kjeld. En flittig mand, og samtidig beskeden. Han havde selvfølgelig svigerinden til at støtte sig, plus konens penge. Nej, bankvirksomhed var langt mere lønsomt end ejendomsmægleri, det skulle han love for. Selv om han ikke kendte Julie Madsens selvangivelse.

De andre medlemmer huskede ingen deciderede konfrontationer mellem Kjeld Madsen og John Abrahamsen. De var ikke røget i totterne på hinanden. De vidste, at det var noget, man bare ventede på i de andre partier. Man var mere udsat som DF’er, det var en kendsgerning.

“Vi har altså en mistænkt,” sagde Carsten. “Nu har vi så bare brug for en anden person inden for partiet, der er fjendtlig indstillet over for den mistænkte.”

“Marie Højer,” sagde Bodil.

“Ja, hun er et godt bud.”

“Jeg ville alligevel over til hende efter mødet. Vi ville,” tilføjede hun efter at have opfanget Dans og Ulriks blikke.

Teamarbejde skulle læres. Desværre havde Carsten ikke været nogen god læremester.

“I har gjort et fortrinligt stykke arbejde indtil nu,” sagde han. “Det var jeres første samtaler med partimedlemmerne. Informationerne kommer først til at strømme for alvor, når vi har taget dem under behandling et par gange. Men lad os lige spekulere lidt.”

De satte sig alle sammen til rette. Når Carsten begyndte at spekulere, kunne det godt tage sin tid.

“John Abrahamsen er succesrig ejendomsmægler,” sagde han. “Han har sikkert arbejde op til begge ører. Ved siden af driver han lidt politik, fordi han er blevet fuldstændig fanget ind af Mogens Glistrup. Det kan I yngre slet ikke forstå; men Glistrup havde virkelig format. Han var måske en skør mand, og jeg stemte aldrig på ham; men han havde noget, der er udansk. Han var virkelig stor. Hvis han ikke havde været så grim … Det er også lige meget nu, kendsgerningen er, at indtil for to år siden driver Abrahamsen lidt politik ved siden af, sådan for sjovs skyld, og så bliver det pludselig alvor, så vil han noget, så vil han til København. Han er ejendomsmægler. Situationen på ejendomsmarkedet kan umuligt have undgået at ramme ham. Måske er det slet ikke økonomisk succes, der tvinger ham ind i politik.”

“Så meget tjener du ikke som politiker,” sagde Bodil.

“Du skaber forbindelser. Fortjenesten kommer på andre områder.”

“Ikke i Danmark,” sagde hun.

“Dream on,” sagde Dan.

“Jeg vil gerne have, at I undersøger hans økonomiske situation,” sagde Carsten.

“Hvordan?” spurgte Ulrik.

“Så diskret som muligt. Henvend jer til de relevante banker, få fat i de offentligt tilgængelige informationer, tal med andre ejendomsmæglere. Naturligvis får han noget at vide; men jeg ønsker ikke noget pres ud over det uomgængelige netop nu. Vi kan altid skrue bissen på senere.”

“UniSouth,” sagde Dan. “Måske er han forgældet til op over begge ører. Der kunne være en forbindelse til Julie Madsen.”

“Måske,” sagde Carsten.

Der var for mange forbindelser, for mange tråde, for mange motiver.

De tre havde været i banken og fået fat i Kjeld Madsens kontoinformationer, og de havde været hjemme hos ham og hente hans kalender.

Der var ingen usædvanlige kontobevægelser.

“Lærere tjener heller ikke bedre end os,” sagde Bodil.

Det havde Carsten været klar over længe.

Kjeld Madsens kalender var fyldt med politiske arrangementer. Det var helt vanvittigt, hvad sådan en mand kunne overkomme.

Der var dog nogle enkelte aftaler, som var karakteriseret ved bogstaver. En række eftermiddage med F med cirkel omkring.

To aftaler med JA, som lå om aftenen, den ene klokken otte, den anden klokken ni. Den sidste af dem fandt sted tre dage før Kjeld Madsens død.

“I havde ikke kalenderen på jer, da I afhørte Abrahamsen, eller havde I?” sagde Carsten.

“Nej,” sagde Bodil. “Var det en fejl?”

“Det er jeg ikke sikker på. Nej, ikke en fejl. Nu ved vi, at han ikke ønskede, vi skulle kende til de aftaler. Ellers ville han have sagt noget. Han var jo usædvanlig åben med hensyn til sit manglende alibi. Nu går han rundt og tror, at der er noget vigtigt, som vi ikke ved, og vi går rundt og ved, at vi ved, hvad han tror, vi ikke ved.”

“Forældrene er nede i receptionen,” sagde Bodil.

“Hvis? Kjeld Madsens?”

Hun nikkede. “De vil gerne tale med dig.”

“De har da talt med dig, har de ikke?”

“Carsten!”

“Man har vel lov til at være en kryster indimellem.”