19

SØNNER OG KUGLER

De var dansk middelklasse, middelhøje, moren måske en fingerbredde højere end faren, hans hår var en blanding af gråt og brunt, hans tøj også, hun havde en sort kjole på og røde, uldne strømpebukser, og hendes hår var næsten så kort som hans og havde et rødligt skær, måske var det farvet.

De havde dybe rynker i ansigtet, ingen furer, det var noget, der var startet for nyligt og ville fortsætte med at grave sig ind, og moren havde grædt, formentlig, mens de havde siddet i receptionen og ventet.

“Du må meget undskylde, at vi bare sådan trænger os på,” sagde faren.

“Det gør I slet ikke. Jeg ville under alle omstændigheder tale med jer,” sagde Carsten.

De ventede. Så sagde faren: “Hvor langt er I kommet med jeres efterforskning?”

“Vi er i begyndelsen,” sagde Carsten.

“Han skulle aldrig være gået ind i politik,” sagde moren. “Jeg sagde altid til ham, at politik bare skaber splid. Jeg siger jo ikke, at der ikke er noget om det, de siger i Folkepartiet. Vi kan ikke bare opgive Danmark. Nogen må gøre noget. Men folk bliver bare så gale over det.”

“Du tror altså, at hans død hang sammen med hans politiske virke?” sagde Carsten.

“Hvad ellers?” spurgte hun.

“Langt de fleste drab bliver begået af private årsager.”

“Hvilke private årsager skulle der være til at dræbe Kjeld?”

“Det ved I måske mere om, end jeg gør.”

“Han havde ingen private problemer,” sagde moren.

“Han var lykkelig gift,” sagde faren.

“Der var ingen problemer mellem ham og Julie?” spurgte Carsten.

“Der findes altid problemer mellem ægtefæller. Vi har været gift i næsten fyrre år nu, og vi kan stadigvæk ryge i totterne på hinanden.”

“Næsten mere end nogensinde,” sagde faren.

Det var sikkert ikke så tit, de smilede i disse dage, og formentlig burde man tage hver gang som en gave.

“Sagde han noget, eller foretog han sig noget i de seneste dage, der forekom jer mærkeligt?” spurgte Carsten.

“Vi ser ham jo ikke så tit,” sagde moren.

“Vi bor i Esbjerg,” sagde faren.

“I ringede vel sammen. I besøgte hinanden.”

“Det var ikke så tit, vi ringede,” sagde moren. “Han havde så meget at lave, og vi har også vores at passe. Jeg vidste heller ikke altid, hvad jeg skulle sige. Man siger så meget ligegyldigt, når man ringer sammen.”

“Du sagde da ikke noget pjat, når du talte med ham,” sagde faren.

“Jeg ville ønske, jeg havde sagt noget, der var mere substans i.”

“Var der nogen, der truede ham?” spurgte Carsten.

“Der var ham araberen på fjernsyn.”

“Vi arbejder på sagen,” sagde Carsten.

“Kjeld sagde, at det ikke var noget problem. Det var bare lidt larm uden konsekvenser.”

“Han skulle aldrig være gået ind i politik,” gentog moren. “I politik er der kun strid.”

“I det lange løb kedede han sig som lærer,” sagde faren.

“Det er da bedre at kede sig end at være død,” sagde moren.

Så varede det lidt, og hun græd.

Faren sagde ikke noget, Carsten heller ikke.

“Hvordan var forholdet til Julie?” spurgte han efter nogen tid.

“Han forgudede hende,” sagde faren.

“De havde et velfungerende ægteskab,” sagde moren.

“Det var hendes søster, der bragte dem sammen, ikke sandt?” sagde Carsten.

“Marie var allerede gift,” sagde moren.

“Ellers havde det måske været hende,” sagde faren.

“Jeg kunne forestille mig, at hun var jaloux,” sagde Carsten.

“Har du mødt hende?”

Carsten nikkede vagt, så det ikke var en total løgn, blot en undvigelse for at få dem til at tale videre.

“Så har du sikkert også mødt hendes mand,” sagde moren.

“Det var sådan en, Marie havde brug for at have,” sagde faren. “Én, der går på arbejde fra ni til fire og ikke har noget at sige derhjemme. Én, der ville avle lige så mange børn, som hun ville.”

“Det havde været skønt, hvis Julie og Kjeld havde fået nogen,” sagde moren.

“Det var ikke det, jeg mente.”

“Du synes, at børnebørn er til besvær.”

“De er så uopdragne nu om dage. Jeg synes, at det er gået for meget i den fri retning. Børnene skal hele tiden være midtpunkt. Det er slet ikke godt for dem. Eller hvad mener du?” spurgte han Carsten.

“Jeg har ingen børnebørn endnu.”

“Jeg håber da, dine børn vil have børn,” sagde moren. “Et liv uden er ikke noget rigtigt liv.”

“Marie var altså ikke jaloux?” spurgte Carsten.

“Naturligvis var hun det,” sagde moren.

“Hvordan gav det sig udtryk?”

“Hun stak hele tiden til Julie, også til hendes barnløshed. Marie kunne være noget så spydig, og så suveræn Julie ellers var, så var hun forsvarsløs over for de spydigheder.”

“Som om hun ikke ville give søsteren igen,” sagde faren.

“Det talte vi tit om på vej hjem,” sagde moren.

“Jeg tænkte, at der måske var sket noget mellem dem engang for længe siden. Du ved, at hun stod i evig gæld. Det kender du sikkert til.”

Ikke fra sine egne søskende, ikke, så vidt Carsten huskede.

“Men hvorfor skulle Marie gøre Kjeld noget?” spurgte faren. “De to var allerbedste venner. De ringede sammen hver dag.”

Carsten måtte huske at gå telefonlisten igennem, også med henblik på, om og hvornår Kjeld og Marie havde ringet sammen på morddagen.

“Er det ikke lidt mærkeligt?” sagde han.

“Julie havde jo aldrig tid.”

“Desuden havde de det politiske sammen.”

“Og Kjeld var en fantastisk onkel.”

Hvor levende de var nu, helt anderledes, end da han hilste på dem for nogle minutter siden.

“Han kunne altså godt sammen med børnene,” sagde Carsten.

“Han elskede dem,” sagde moren. “Han har altid elsket børn. Det er derfor, jeg ikke forstår, at han ikke fik nogen selv.”

“Måske kunne han ikke.”

“Alt var, som det skulle være hos ham,” sagde faren.

“Fortalte han jer det?”

“Det har vi aldrig haft problemer med i familien.”

“Var det derfor, han ville være lærer?” spurgte Carsten. “Fordi han sådan elskede børn?”

“Hvad hentyder du til?” spurgte faren.

“Ejnar, nu må du ikke tage sådan på vej,” sagde moren.

“Jeg bryder mig ikke om tonen.”

“Jeg vil bare gerne vide, hvorfor han blev lærer,” sagde Carsten.

“Hvorfor bliver folk lærere?” sagde faren.

“Jeg aner det ikke. Jeg ved ikke engang, hvorfor folk bliver politibetjente. Et eller andet må man jo lave.”

“Han blev det, fordi det lå lige for.”

“Da ikke kun derfor,” sagde moren. “Han var en god lærer. Han elskede sit job.”

Det havde Lone også altid sagt. Streng, men god. Retfærdig, trods sine politiske holdninger. Hvordan forenede man det? Hvorfor lod man sin datter få ekstraundervisning hos en mand, hvis holdninger man afskyede?

“Jeg har lige et spørgsmål til en af hans partifæller,” sagde han. “John Abrahamsen. Siger navnet jer noget?”

De kiggede begge sigende på hinanden.

“I kender ham altså,” sagde Carsten.

“Kjeld mente ikke, at han var god for partiet,” sagde faren.

“Han kom jo fra Glistrup-siden,” sagde moren. “Husker du ham?”

“Levende,” sagde Carsten.

“Syntes du om ham?”

“Han var speciel.”

“John er også speciel. Og han ville have gjort alt for at ødelægge Kjeld,” sagde faren.

“Hvad mener du med alt?”

“Det, jeg siger.”

Der var ikke blevet bygget noget som helst for rygerne. Intet halvtag, de kunne putte sig under, når det regnede, som nu. I stedet for kunne Carsten fascineret følge, hvordan kriminaltekniker Per Henriksens cigaret blev mere og mere våd, og hvordan røgen kom mørkegråt ud af hans lunger.

“Det var en russisk pistol,” sagde han. “En Makarov IŻ-70, et gammelt drabsværktøj inden for Østblokken. Baseret på Walther PP Kaliber 9 mm Ultra. 161 mm lang. En ganske pålidelig, men ikke særlig præcis pistol.”

Han elskede at remse informationer op, og i sine første år havde Carsten ikke anet, hvad han snakkede om. Han havde altid måttet hen til våbenleksikonet for at finde ud af, hvad en kaliber på så og så meget betød, og hvilken indflydelse mundingshastigheden havde på de sår, kuglerne forårsagede.

“Kendte du Kjeld Madsen?” spurgte han.

“Der er en kommunistisk forbindelse,” sagde Per, i stedet for at svare.

“Dem findes der ikke så mange af længere.”

“Du skal ikke gøre nar ad mig.”

“Jeg konstaterer bare.”

“Han var en god mand. Han kunne have gjort Danmark større.”

“Hold nu op, Per. Vi er et lille land, vi vil altid være små. Det er der ikke noget galt i.”

“Du forstår slet ikke, hvad vi mener.”

“Jeg er ikke sikker på, at I gør det selv.”

“Vil du slet ikke vide, hvorfor jeg ved, hvad det er for et våben? Du ved da, at når man har kuglen, så har man kaliber og alt det der; men man har ikke automatisk noget kendskab til den konkrete pistol.”

“Fortæl,” sagde Carsten.

“Den 5. december 1989 blev der dræbt nogen med den pistol. Nogen, vi kender til. Han hed Ernst Pistor. Han var medlem af en kirkelig gruppe i Rostock. Han blev skudt på åben gade, ingen vidner.”

“Altså efter murens fald,” sagde Carsten.

“Ellers havde vi aldrig hørt noget om pistolen.”

“Der er noget, som ikke stemmer,” sagde Carsten.

“Tror du, jeg er dum?” sagde Per Henriksen. “Hvordan ved det tyske politi, hvilken pistol det var, og hvordan kunne den komme herop? Gerningsmanden lod den falde på stedet, han stak af, og der var ingen fingeraftryk på den. Det var mærkelige tider dengang. Politiet lagde den på deres lager, og et halvt år senere blev det tømt. Officielt var der ingen, som var ansvarlig, det var før den egentlige genforening. Alle politibetjentene var kommunister.”

“Men pistolen var i deres arkiver.”

“De var tyskere. For dem er arkiver hellige.”

“Vi har altså en sovjetisk pistol,” sagde Carsten. “Affyret for sidste gang for over tyve år siden i Rostock i Tyskland. Den kan have tilhørt en sovjetisk eller en østtysk agent. For over tyve år siden, Per. Hvad er det, du vil fortælle mig?”

“Ikke tyve år siden,” sagde Per. “Fem måneder. Et skyderi nede ved havnen i Flensborg. Det hele går meget hurtigt. Politiet når først frem, efter det hele er forbi, og gerningsmændene er forduftet. Men de finder en kugle i det anker, der er indstøbt nede ved havnefronten, og den fører de tilbage til kuglen, der dræbte Ernst Pistor.”

“Hvad er pointen?”

“Ingen. Kun kuglen. Ingen forbindelser. Men på en eller anden måde må pistolen være kommet op nordpå, og jeg tror, at det er din opgave at finde ud af, hvordan.”

“Christiane har en masse at lave i forvejen,” sagde Carsten.

“Men hun er da glad for dig, er hun ikke?” sagde Per.

“Det tror jeg nok.”

“Hvad tror Lone?”

“Hun har ikke noget med det at gøre.”

“Så ved du intet om koner.”