20

MATHILDE OG LONE

Der var noget ved ansigter, som altid havde fascineret Carsten. I grunden var det kun to øjne, en næse, to kinder og en mund, og så diskriminerede man alligevel voldsomt, alt efter, om øjnene nu var store, læberne nu var brede, kindbenene nu sad højt, så var nogle ansigter smukke, de andre ikke.

Men med tiden, og det var det virkelig fascinerende ved ansigter, ændrede noget sig. Hvis det blot havde været sådan, at de smukke ansigter altid vandt, havde det været kedeligt. I stedet for skete der noget andet, selv nu, mens Carsten talte med Mathilde, med et barn altså. Han begyndte at lægge mærke til de enkelte træk, han begyndte at holde af dem. Det var en ubevidst sag, og den blev kun bevidst for ham, fordi han tænkte så meget over alle disse piger.

Mathildes ansigt blev noget helt specielt for ham i de minutter, han talte med hende, og selv om fyrene ville flokkes omkring Fatima om nogle år, ikke omkring Mathilde, forstod han sagtens, hvordan enkelte fyre kunne bryde ud af flokken, se hende og erkende, at det var det smukkeste ansigt i verden for dem.

“Du dækkede over hende,” sagde han.

“Hun er min bedste veninde. Sådan gør vi,” sagde hun.

“Hvordan havde du det med, at hun mødtes med Kjeld helt alene?”

Mathilde var nøglebarn, hun var alene hjemme, desuden var hendes forældre skilt, hun boede hos moren i Høje Kolstrup, i nærheden af Dansk Folkepartis lokalkontor og Marie Højer, en treværelses lejlighed, moren arbejdede på Mønt og på skift, faren var lastbilchauffør og væk næsten hele tiden, og Mathilde tog imod Carsten i stuen, hun ønskede ikke, at han skulle se hendes værelse, det sagde hun udtrykkeligt.

“Jeg har ikke haft tid til at rydde op.”

“Hvad tror du, jeg har set for værelser i min tid?” sagde han.

“Jeg vil ikke så gerne.”

“Det er o.k.,” sagde han.

“Jeg var slet ikke så glad for Kjeld. Jeg var bange for ham.”

“Men du gik til ekstraundervisningen.”

“Fordi jeg er dårlig i skolen.”

“Det var jeg også.” Det var ikke helt sandt. Carsten havde været en middelmådig elev såvel i folkeskolen som på gymnasiet. Men han havde været elendig til matematik, og den erindring prøvede han at koncentrere sig om, så hans ansigtsudtryk så ærligt ud.

“Han var kun glad for dem, der var rigtig gode,” sagde hun. “Han kunne blive så irriteret, når der var noget, man ikke forstod. Men man kan da ikke gøre for, når man ikke forstår noget, kan man?”

“Nej,” sagde han.

“Man gør det da ikke, fordi man vil drille. Man vil meget hellere være så god som Fatima. Man vil meget hellere være som hende.”

“Hun har sikkert også sine problemer.”

“Det er ikke altid nemt at være sort.”

“Helt sort er hun jo ikke.”

“Det ville jeg helst ikke være. Det er meget bedre at være hvid. Det er os, der har fået det hele op at stå.”

“Sagde Kjeld det?” spurgte han. “Sagde han det i timen, eller når du var henne hos ham sammen med Fatima?”

Hun rystede på hovedet. “Hvorfor taler du ikke med hende?”

“Det har jeg gjort. Og jeg skal nok tale med hende en gang til. Sådan arbejder vi i politiet. Nogle gange kan den ene huske en ting, som den anden har glemt.”

“Det lyder kedeligt.”

“Sådan er arbejde. Ellers ville man ingen penge få for det.”

“Jeg tror, mor hader sit job.”

“Siger hun det?” spurgte han.

“Hun siger slet ikke noget om det. Kjeld kunne godt lide at undervise, men kun, når eleverne var gode. Jeg tog det ikke altid så nøje med mine lektier. Det var sikkert også derfor, han var så irriteret.”

“Det er ikke derfor, han er død,” sagde han.

Hun så på ham med et blik, der gik lige igennem ham og gjorde noget ved hans hjerte, som han ikke havde følt i lang tid. Et ønske om at beskytte og en forfærdelig erkendelse af, at det kunne han ikke.

“Det ved jeg godt,” sagde hun.

“Det er også lærerens opgave at få børnene til at ville lave noget.”

“Er det?”

“Naturligvis. Det får de deres penge for,” sagde han.

“Mor var heller ikke særlig god i skolen, og når hun kommer hjem fra arbejde, er hun alt for træt til at hjælpe mig. Og jeg har så svært ved at gøre det selv.”

“Du kunne gå over til Fatima.”

“Hun vil ikke altid have mig.”

“Hun bad dig altså om at spørge Kjeld, om han ville give dig ekstraundervisning.”

“Har hun fortalt dig det?”

“Er det ikke sandt?”

Det var, som om hovedet blev for tungt for hendes nakkemuskler. “Jeg skulle ikke være gået med til det. Hun sagde, at hvis vi først havde været hjemme hos ham et par gange, så ville jeg automatisk blive bedre i matematik. Så ville han ikke være så streng mere.”

“Var det sådan?”

“Ikke lige med det samme,” sagde hun.

“Først efter, at de begyndte at mødes helt alene,” sagde han.

“Ja.”

“Tænkte du ikke over, hvad det måske betød?”

“Han skulle bare lade være med at være så irriteret,” sagde hun.

“Det ville du have gjort alt for.”

“De giver først karakterer om to år. De tror, at man ikke ved, hvor god man er, bare fordi man ikke får karakterer. De tror, man er dum, bare fordi man ikke er god i skolen.”

“Jeg ved ikke, om det er så nemt,” sagde han.

“Du ville være en god lærer.”

“Jeg kan også blive vældig irriteret.”

“Det må man godt. Det var heller ikke, fordi Kjeld var det. Det var, fordi han var det hele tiden over for mig.”

“Og så holdt det op.”

“Jeg sagde til Fatima, at hun ikke skulle gøre det på grund af mig.”

Det gjorde hun bestemt ikke. Hun gjorde det på grund af sig selv. Men hvorfor i alverden?

“Hun sagde, at de bare sad og talte,” sagde Mathilde.

“Hvad tænkte du?”

“Hun fortalte sandheden.”

Den tanke skulle han lige vænne sig til: At de virkelig blot havde siddet og talt. At Kjeld Madsen måske havde været forelsket i Fatima, i det mindste på sin helt specielle facon, men ikke havde villet andet end at sidde og tale.

Hvordan passede kuglen ind? Carsten havde ringet til Flensborg. Christiane havde ikke været der, og en eller anden bureaukrat havde fortalt ham, at der havde været et skyderi, vidnerne havde kun hørt, ikke set noget, de havde fundet kuglen i ankeret og intet opnået ud over det.

En pistol, der på en eller anden måde var vandret fra Rostock til Flensborg. Måske skulle man begynde fra en ende af, i Rostock; men så havde man for mange ender, så var det aldrig til at få nogen klarhed.

“Hvordan havde du det, da de fortalte dig, at de gerne ville være alene sammen?” spurgte han.

“Hvordan ville du have haft det?” spurgte hun med så direkte et blik, at det var svært at holde ud.

“Men du blev ved med at dække over hende.”

“Hun er min bedste veninde.”

“Der er én ting, som undrer mig,” sagde han. “Du ved godt, hvad han sådan går ind for politisk, eller gør du ikke?”

“Han vil gerne have, at Danmark bliver ved med at være et land, hvor vi danskere bestemmer.”

“Undrede det dig så ikke, at han var så glad for Fatima? Sådan som han så det, var hun jo ikke dansker.”

“Nej, det er hun ikke. Vi danskere er hvide.”

“Undrede det dig ikke?”

“Alle kunne lide Fatima. Hun er klog, og så er hun smuk, og så er hun også altid venlig.”

“Var hun anderledes, efter at de begyndte at mødes alene?”

Hun så på ham med et helt andet blik nu. “Hvad mener du med det?”

“Det, jeg siger. Opførte hun sig anderledes, forandrede hun sig?”

“Du må ikke sige sådan noget om hende.”

“Jeg siger ikke noget. Jeg spørger bare.”

“Jeg fortæller dig ikke noget.” Lige om lidt begynder hun at græde, tænkte Carsten afmægtigt.

“Det ville være bedre.”

“Du må spørge Fatima.”

“Jeg spørger dig.”

Hun brast i gråd, og Carsten vidste, at han havde klokket i det for alvor. Det skulle da være muligt at få et barn til at tale.

“Det kunne du ikke engang med din egen datter,” sagde Lone.

Hun havde lavet en spinattærte og allerede advaret Carsten om det ved morgenmaden. Men den smagte forbløffende godt, og det var Carsten, der tog det sidste stykke.

“Hvordan er Mathilde? Du har kendt hende siden første klasse.”

“De flyttede op til Høje Kolstrup for nogle år siden. Hun og hendes mor, efter skilsmissen. Hun skulle egentlig være gået på en anden skole; men det ville have været for meget for hende på en gang, og så blev hun hos os. Nogle gange tænkte jeg, at det måske havde været bedre for hende med en større forandring.”

“Hvad mener du med det?”

“Hun var sådan en pige, der kom ind til mig næsten hvert frikvarter, fordi hun havde slået knæet eller havde ondt i maven eller i hovedet. Der var altid et eller andet, og naturligvis var det, fordi hun ikke rigtig kunne klare sig, og når hun var hos mig, så fik hun et plaster, eller hun kunne lægge sig på en briks, eller hun fik bare et par kærlige ord.”

Det var derfor, Lone var så glad for at være skolesekretær: Fordi børnene kom hen til hende, fordi hun virkelig hjalp dem.

“Det holdt naturligvis op, da hun blev ældre,” sagde hun. “De holder op med at komme. Ellers ville vi jo heller ikke have kunnet administrere det; men jeg er ikke sikker på, at det er godt for børnene. De er nødt til at gøre sig hårde.”

“De er nødt til blive forberedt på livet.”

Han havde tænkt så meget over barneansigter, havde studeret dem så intenst, og nu så han Lones ansigt, så rynkerne og den helt specielle bevægelighed, som musklerne havde, et meget større repertoire af udtryksmuligheder, det samme antal muskler, men en masse mere erfaring.

“Jeg får de der meddelelser om, at jeg skal kigge på Kjelds forbindelse til hende Fatima, og jeg er nødt til at gå det efter i sømmene,” sagde han. “Jeg har hendes far, der var ved et møde og truede ham, og så var Kjeld og hun sammen helt alene. Vi ved begge, at Kjeld var racist. Det forstår jeg ikke.”

“Han var ikke racist. Han gjorde ikke noget med små piger,” sagde hun.

“Hvad får dig til at være så sikker?”

For to minutter siden havde de siddet over en tærte, en skål med salat, to glas vand, det sundeste, man kunne forestille sig på en bordplade, og selv om det, der stod på pladen stadigvæk var sundt, var stemningen det ikke.

“Jeg kendte Kjeld,” sagde hun. “Han var ikke racist.”

“Jeg har hørt dig sige helt andre ting om DF’erne.”

“Det handler ikke om DF’ere. Det handler om Kjeld.”

“Jeg forstår ikke, hvorfor det ikke forstyrrer dig, at han var sammen med pigen helt alene.”

“Det havde han sikkert en grund til.”

“Kom nu, Lone, han var lærer, han var alene sammen med en trettenårig pige, flere gange endda, han holdt det hemmeligt for hendes forældre, det var et aftalt spil, og du siger, at det havde han sikkert en grund til. Måske havde han en grund til det; men den behøver ikke at være særlig behageligt at tænke over.”

“Jeg ønsker ikke, at du taler sådan om Kjeld. Han er død. Man taler ikke sådan om de døde.”

“Han døde ikke en naturlig død.”

“Så find ud af, hvem der gjorde det. Han var offeret. Det har du fuldstændig glemt.”

“Og du glemmer, at jeg hele tiden får mails, som hentyder til hans forhold til Fatima.”

“Fatima kan være et rigtigt bæst,” sagde hun.

“Det er jeg ikke i tvivl om.”

“Jeg troede, at du var lige så begejstret for hende som alle andre.”

“Mænd eller kvinder?” spurgte han.

“Naturligvis mest mænd. Men også lærerinderne. De har ingen ballade med hende. Hun er stille og rolig. Hun er jo også en god pige. Men hun kan godt være en djævel.”

Det sad han og tænkte lidt over, og først, da der var gået lidt tid, lagde han mærke til, hvor meget bedre stemningen var blevet, han kiggede på Lone, hun kiggede tilbage, så sagde hun: “Men vi må rydde af bordet først.”