21

ANTON MÜLLER

Peter Jenschke sagde, at hun var vanvittig, da hun parkerede foran kontorbygningen. Han sagde, at de ingen beviser havde, og desuden havde hun selv begået en forbrydelse ved at klatre ind på området.

“Jeg ville redde Freddie,” sagde Christiane.

“Han skulle have passet på sig selv. Man går ikke til politiet og sladrer for derefter at gå til ham, man sladrede om, nogle timer senere.”

“Sådan var Freddie. Det kunne han ikke gøre for. Det er som med alkoholikere.”

“De kan også gøre for det. De har bare en svag vilje.”

“Vi er nødt til at sætte ham under pres. Han er nødt til at lave en fejl. Ellers kommer vi ingen vegne.”

“Jeg ved lige præcis, hvordan det ender, når du sætter nogen under pres,” sagde han.

Hun steg ud og gik langs med bilerne, indtil hun kom til den boks, hvor Freddies vogn havde stået. Nu stod der en rød Smart.

Anton Müller kom ud ad døren, tøvede lidt, så gik han i retning af Peter Jenschke, selv om det var Christiane, han havde talt med i telefonen.

“Talte jeg med Deres sekretær i formiddags?” spurgte han.

“De talte med mig,” sagde Christiane, inden Jenschke nåede at sige noget.

“Det må De meget undskylde. Vi er slaver af vores fordomme. De er altså kommissæren?”

Peter Jenschke var også kommissær, kun en grad under Christiane.

“Har De lyst til at komme med indenfor?” spurgte Anton Müller.

Hans kontor lå på den anden side af bygningen, som Christiane havde formodet, og det var vældig hyggeligt. Som om en kvinde havde indrettet det. Pastelfarver og blomsterbilleder på væggen, behagelige sofaer, en masse planter, og på skrivebordet var der en vase med tulipaner, som duftede lifligt, ikke for kraftigt. Det var sådan, Christiane gerne ville have haft sit kontor, hvis hun havde måttet bestemme.

Måske med undtagelse af pastelfarverne.

“Hvad kan jeg gøre for Dem?” spurgte Anton Müller.

“Vi har samme efternavn,” sagde Christiane.

“Hvor pudsigt. Det er der ikke mange i Tyskland, der har.”

Det ironiske smil klædte ham afgjort ikke. Tværtimod, det var afskyeligt. Hun var vant til, at når hun lod en venlig bemærkning falde, så opførte mænd sig også venligt. Det var tingenes orden, og det skulle han ikke ændre på.

“Vi leder efter en mand ved navn Freddie Hansen,” sagde hun.

“Hansen er der ikke så mange, der hedder, som Müller,” sagde han.

“Sidst, han blev set, kørte han ind på området her,” sagde hun.

“Det kan jeg ikke forestille mig. Men måske burde de tale med vagterne. De har en liste over alle mennesker, der kommer ind på området. Jeg kender naturligvis ikke alle leverandører, så måske burde De også tale med indkøbsafdelingen.”

“Han leverede informationer,” sagde hun. “Og han kom her sent om aftenen. I forgårs aftes, for at være helt præcis.”

“Hvor sent?”

“Klokken elleve.”

“Hvor ved De det fra?” spurgte han.

“Vi har billeder, og der er dato og klokkeslæt på.”

Hun lagde dem på bordet, Müller lænede sig frem og tog dem op. Han gik dem igennem.

“Åh ja, ham,” sagde han. “En ubehagelig fyr. Han påstod, at han have beviser på, at vi havde snydt i skat. Det har vi naturligvis ikke, det kan en virksomhed som vores slet ikke tillade sig. Vi bliver kontrolleret hvert år. Men potentielt kunne han have voldt skade, så jeg talte med ham. Han kaldte sig imidlertid ikke … hvad var det nu, De sagde, han hed?”

“Freddie Hansen.”

“Jeg har hans visitkort her et sted.” Han gik hen til sit skrivebord, åbnede en af skufferne og tog et kort frem.

Jenschke kiggede bebrejdende på Christiane. Hun undveg blikket. Hun havde en grund til denne manøvre, som hun ikke engang fortalte ham om. Indtil sagen var afsluttet, ville hun ikke stole på nogen inden for politiet. Hun var her blandt andet for at teste Anton Müller, og indtil nu reagerede han sådan, som hun havde forventet.

Som en mand, der var forberedt.

Friedrich Schmidt, stod der på visitkortet, og så en adresse, et telefonnummer og en e-mail-adresse, som alle uden tvivl var lige så falske som navnet. Det var Freddies stil. Friedrich og Freddie, navneligheden, den slags små spor tiltalte ham. Han havde syntes, at de var vittige, og ikke vidst, at de kunne være livsfarlige.

“Hvor længe talte De med ham?” spurgte Christiane.

“Må jeg først spørge, hvor de har disse billeder fra?”

“Det kan jeg desværre ikke oplyse.”

“Jeg forsikrer Dem om, at jeg har indflydelsesrige venner. Meget indflydelsesrige venner, og næste gang, vi taler sammen, er der en advokat til stede, har De forstået mig? De kommer her med voldsomme beskyldninger …”

“Hvilke beskyldninger?” sagde hun. “Vi leder blot efter en mand, som vi ønsker at afhøre. På nuværende tidspunkt er De højst et vidne. Men hvis De skulle have fået et andet indtryk, er De naturligvis velkommen til at kontakte Deres venner.”

“Nu skal De ikke blive uforskammet.”

“Hvornår kørte hr. Schmidt?”

“Jeg vil skyde på, at vi talte sammen i to timer. Mere eller mindre.”

Det havde hun selvfølgelig ingen billeder af. Hun skulle være gået derind før, eller hun skulle være blevet på sin plads. Hun havde forsøgt at lave for meget på én gang.

“Må jeg spørge, hvorfor De er interesseret i hr. Schmidt?” spurgte Anton Müller.

“Eller hr. Hansen,” sagde hun.

“Eller det.”

“Hvad tror De, mit svar bliver?”

“Må jeg føre Dem lidt omkring i stedet for? Jeg vil blot overbevise Dem om, at Müller und Söhne er en respektabel virksomhed, der fremstiller og distribuerer alt fra toiletsæder til rør og cisterner.”

“Bliver den slags ikke produceret i Asien eller Østeuropa? Bliver der virkelig produceret toiletsæder i Flensborg?”

“Standardprodukterne fremstilles naturligvis ikke her,” sagde han. “Men der findes en masse kunder, som ønsker kvalitet og har rigeligt med penge. Det er dem, vi producerer til. Derudover handler vi med forproducerede varer. Vi har været på markedet længe.”

“Hvor får De Deres forproducerede varer fra?” spurgte hun.

“Asien og Østeuropa. De har jo næse for den slags.”

“Hvor leverer De til?” spurgte hun.

“Overalt. Hele Tyskland. Skandinavien. Frankrig, England, Mellemøsten.”

Christiane kunne godt lide fabrikker. I en af sine ferier havde hun arbejdet i produktionen på Mønt, og selv om arbejdet havde været monotont, og hendes venstre albue havde gjort afsindig ondt efter to uger, havde stedets præcision fascineret hende.

Hvordan maskinerne fræsede, skar og bøjede materialet, indtil det blev et virkeligt produkt, hvilke yderst intelligente og ofte meget simple påfund, der var lagt ind i dem, sådan bliver det metalstykke altså skåret til rette, hvor enkelt, det kunne du også have fundet på; men det kunne hun naturligvis ikke, det var jo hemmeligheden ved stor kunst eller store opfindelser, at det virkede så enkelt, når man så det, men var så svært at frembringe.

Müller und Söhnes fabrikshaller var væsentlig mindre end Mønts, og der blev produceret i et noget lavere tempo, der var mere håndværk i det, arbejderne udførte ikke hele tiden de sammen bevægelser; men det var en fabrikationsproces med velgennemtænkte maskiner, enkle idéer, og så var det hele så rent som hjemme hos hende lørdag eftermiddag.

“De må virkelig være stolt af det,” sagde hun til Müller.

Så var de udenfor, og stilheden var velgørende.

Bulldozeren stod der stadigvæk, og hun spurgte Müller, hvad de brugte den til.

“Vi skulle til at bygge sidste år,” sagde han. “Men så opstod der problemer med banken. Den er simpelthen blevet stående.”

“Købte De en bulldozer for at bygge noget her på området?”

“Det er lidt mere kompliceret end som så,” sagde han.

“Hvad ville De i det hele taget bygge?”

“Jeg troede, De ville finde en mand, ikke stille spørgsmål til vores investeringspolitik.”

“Undskyld,” sagde hun. “Gammel politivane.”

De gik rundt på området, først hen til bulldozeren, så i retning af hegnet, til det punkt, hvor Christiane var klatret over, så tilbage igen, hen mod det sted, hvor lastbilen havde stået.

Der var intet at se. Hvis området ikke havde været asfalteret, havde der måske været dækspor, måske ikke, det havde trods alt regnet en hel del i det seneste døgn.

“De har set min fabrik. De har set, hvad vi producerer. Hvorfor skulle jeg begå forbrydelser?”

“Jeg har ikke påstået, at De har begået forbrydelser.” Hun vendte sig om mod Jenschke. “Eller har jeg?”

Anton Müller kom tæt hen til hende: “De tror, at De bare sådan kan true mig. Men det kan De ikke.”

“Hvis jeg virkelig ville true Dem, så ville vi ikke komme her to mand og bare sådan vandre over området sammen med Dem. Så ville jeg komme med et halvt hundrede betjente, og vi ville afsøge hver en krog.”

“Det ville De ikke få lov til.”

“Fedt,” sagde Jenschke i bilen. “Du er et naturtalent. Du kan få voksne mænd til at skide i bukserne.”

“Han er bange.”

“Så skjulte han det godt.”

“Hvorfor sagde du så ikke noget selv?”

“Hvad var der at sige? Jeg var imod at tage hen til ham. Vi skal undersøge virksomheden udefra, indtil vi finder noget, vi kan hænge ham op på.”

“Hvad tror du, der skete derinde den nat?”

“Han dræbte Freddie,” sagde Jenschke. “Måske ikke ham selv, han virkede ikke som én, der kan sådan noget. En af hans mænd. Det er også ligegyldigt.”

“Det er ligegyldigt?”

“Det spiller ingen rolle, hvad jeg tror. Det eneste, der betyder noget, er de beviser, vi kan skaffe. Indtil nu har vi ingen.”

Jenschke havde altså ikke lagt mærke til, at Anton Müller havde været forberedt. Det var interessant. Det burde have været det første, han havde bemærket. Men hun vidste naturligvis også mere, end han gjorde.