23

EN LILLE, UNG MAND

Der havde ikke været tale om, at der skulle være politi på. Manden havde blot fået fortalt, at han skulle komme til lagerbygningen klokken fire, han skulle vente omme bag ved porten, og når der skete et eller andet uventet, skulle han se at komme væk derfra.

“Hvordan kunne hun vide, at du ville komme?” spurgte Christiane.

“Halvdelen af pengene var gemt bag porten.”

“Hvor meget drejede det sig om?”

“Fire tusind,” sagde han.

De var på stationen, i forhørslokale tre, hun, manden, Peter Jenschke og en digitalrekorder, som lå på bordet mellem dem. Der var ingen kaffe, ingen vand, naturligvis intet askebæger.

Det havde ikke kun været pengene. Der havde været en ung kvinde i Wunderbar, måske ti år ældre, men virkelig smuk, og han var ikke vant til, at smukke kvinder kiggede tilbage, når han kiggede på dem.

Han havde heller ikke turdet kigge, når hun kiggede tilbage, han havde kigget væk, men så, efter en tid, havde han kigget igen, og hun havde kigget, han havde villet gå over til hende for at give en drink eller spørge, om hun ville danse eller blot sludre, han havde allerede et par versioner af, hvad han ville sige.

“De ved sikkert, hvordan det er,” sagde han til Jenschke.

“Det tvivler jeg på.”

“Det ved vi alle sammen,” sagde Christiane.

“Ikke Dem,” sagde den unge mand.

Han hed Peter Milewski, var nitten og protesterede ikke, da Christiane og Jenschke sagde du til ham. I forhørsprotokollen ville de naturligvis sige De til ham, som det stod i reglementet; men i samtalesituationen var det en fordel, når man sagde du til den, man forhørte, mens vedkommende skulle sige De til én selv. Det skabte en uligevægt, det var som et tilbagefald til lærer-elev-forholdet, han var barn igen, og man selv den voksne.

“Det kan jeg forsikre dig om, jeg gør,” sagde hun.

Milewski tilkastede Jenschke et blik, som ville han sige, hun kan snakke, så meget hun vil; men Jenschke hoppede ikke på den, der skete ikke noget mellem de to, og det var tydeligt, at Milewski skammede sig.

“Hun kom altså over til dig,” sagde Christiane.

“Efter en halv time,” sagde Milewski.

“Så du på uret?”

Han nikkede.

“Var det så slemt?”

“Det var ikke slemt,” sagde han. “Det var det, man altid drømmer om, og som aldrig sker. Det er derfor, jeg kommer sådan nogle steder. Jeg siger altid, jeg gør det, fordi jeg vil danse og møde vennerne; men i virkeligheden gør jeg det, fordi jeg håber på, at sådan noget sker. Og så skete det.”

“Det skulle strengt taget have gjort dig mistroisk,” sagde Christiane.

Jenschke tilkastede hende et træt blik, som om han ville sige, hvad ved kvinder som dig om den slags, og Milewski sagde: “Det var der ikke tid til.”

De havde ikke gjort andet end at snakke i et stille hjørne af baren, de havde ikke danset, ikke kysset, de havde bare snakket om, hvad de sådan gik og lavede, indtil hun fortalte om det job, hun havde.

“Hvad gik hun og lavede?” spurgte Christiane.

“Hun er konsulent,” sagde Milewski. “Hun har et større projekt hos Mønt.”

“Du aner ikke, hvad det betyder,” sagde Christiane.

Milewski rystede på hovedet.

“Hvad laver du?” spurgte hun.

“Hvad har det med sagen at gøre?”

“Alt har med sagen at gøre.”

“Jeg arbejder i byggebranchen,” sagde han.

“I det vejr?”

“Der er lidt stille for tiden.”

“Så du kunne godt bruge pengene.”

“Jeg får mine dagpenge. Det er næsten værre altid at have så megen tid.”

“Man bruger også mange flere penge, når man intet arbejde har.”

“Hvor ved De det fra?” spurgte Milewski.

“Jeg gætter.”

“Er han stum ham der?” spurgte Milewski. “Har I et program for handicappede?”

“Jeg er den sjove herinde, ikke dig,” sagde hun.

“Jeg ville ikke være uforskammet.”

“Du aner ikke, hvilke vanskeligheder du er i.”

“Jeg gjorde ikke noget. Jeg hørte skud og stak af, og så var der en privatbil, der fulgte mig. Hvordan skulle jeg vide, at det var politiet? De kunne da have sagt noget. Jeg tænkte, at det var dem, der havde skudt, der var efter mig.”

Delvis var det jo også sandt. Hun havde affyret en række skud.

“Bemærkede du noget, da du stod ved porten?” spurgte hun.”Var der nogen ved lokomotivet? Kiggede du ikke efter?”

Han rystede på hovedet. “Jeg blev ved porten. Jeg ledte efter pengene, og da jeg havde fundet dem, skulle jeg til at gå, og så lød skuddene.”

“Kunne du se, hvem der skød?”

Han rystede atter på hovedet. “Der var nogle containere i vejen. Desuden var der mørkt derinde. Jeg mener, der var mørkere end udenfor.”

“Det er der for det meste.”

“Ikke om natten.”

“Når lyset er slukket, er der.”

“Jeg så ikke nogen. Jeg hørte kun skuddene, og så stak jeg af.”

“Ifølge min kollega kom du ikke lige med det samme.”

“Hvem er han?”

“Det kommer ikke sagen ved.”

“Måske stivnede jeg. Jeg husker det ikke så nøje. Ville De huske, hvad der skete i en sådan situation?”

Hun huskede meget nøje, hvad der var sket, og hvis hun skulle glemme noget, ville hendes skulder minde hende om det.

“Du så altså ikke noget?” spurgte hun. “Ingen bil, ikke en mand, der gik tværs over området, ikke mig?”

“Dem ville jeg huske,” sagde han.

“Med al din charme skulle du da kunne få en masse kvinder.”

“Jeg klager ikke.”

“Og så laver du alligevel noget af det mest idiotiske, jeg nogensinde har hørt, bare fordi en pæn kvinde beder dig om det.”

“Hun betalte mig for det.”

“Pengene var du da ligeglad med.”

“De aner ikke, hvordan det er.”

“Har du nogensinde været i fængsel?” spurgte Christiane.

“Hvorfor skulle jeg ryge i spjældet?”

“Fordi vi ikke bryder os om, når nogen lyver over for os.”

“Jeg stak bare af. Jeg kunne da ikke vide, at De sad i den bil. Ellers ville jeg ikke være stukket af. Jeg samarbejder med politiet. Det har jeg altid gjort.”

“Lovede hun dig mere end pengene? Gav du hende dit telefonnummer, og sagde hun, at hun ville ringe dig op om nogle dage, når aktionen var afsluttet?”

Milewski sagde ikke noget, Christiane rejste sig, åbnede døren og sagde til betjenten, der ventede udenfor, at han kunne lade Milewski gå.

Jenschke og hun blev siddende i lokalet, og der gik en rum tid, uden at nogen af dem sagde noget.

“Tror du på ham?” spurgte Jenschke.

“Ja,” sagde hun.

“Jeg vil vædde med, at det var en prostitueret.”

“Den tanke har også strejfet mig.”

“Hvorfor lod du ham så ikke gå alle billederne af vores ludere igennem?”

“Fordi jeg er temmelig sikker på, at hun ikke er herfra. Den, vi leder efter, kender alle knebene.”

“Ved du, hvad jeg hele tiden tænkte, mens vi fulgte Müller?” spurgte han.

“At ham og mig måske er i familie?”

“At du tror, vi har et råddent æble i korpset.”

“Det kunne der være noget om.”

“Du brugte ikke radioen, og Jens og Sven i patruljevognen, dem har du kendt i årevis. Dem stoler du virkelig på. Hvad var det, du sagde?”

“At der kunne være noget om det,” sagde hun.

“Jeg havde ikke forventet, at du ville indrømme det.”

“Hvad er din konklusion?”

“At jeg er forvirret?” spurgte han.

“At jeg også stoler på dig.”

“Du kan da ikke lide mig.”

“Det var dengang,” sagde hun.

Det var dejligt at se udtrykket i hans ansigt. Det var dejligt at se lykke.