24

BØRN

Carsten savnede ikke larmen. Før i tiden, da børnene var små, havde Lone og han ofte trøstet sig med, at de i virkeligheden elskede al den leben i huset, at de ville opleve en stor tomhed, når de var ude af huset.

Den var ikke kommet. Naturligvis savnede han børnene som sådan; men han savnede dem ikke som små, og det blev han bekræftet i, da Marie Højer åbnede døren. Det var ufatteligt, hvor megen larm fire børn kunne producere.

“Deres kolleger gik for et par timer siden,” sagde hun.

“Det er jeg klar over.”

Hun var et hoved lavere end sin søster, og selv om hun var næsten ti år yngre, virkede hun ældre. Det var naturligvis presset fra børnene, der bølgede frem og tilbage i stuen, optaget af en leg, som Carsten ikke fattede.

Det var ikke noget med en bold.

Det virkede, som om det var pigen, der bestemte, og hun virkede lidt som en lille udgave af Julie Madsen, der var samme myndighed over hende, også de samme regelmæssige, yndige træk, mens lillebroren mere lignede sin far, en meget højlydt udgave; men alligevel fuldstændig domineret af søsteren.

Carsten havde selv tre søskende, han havde blik for, hvordan sådan noget foregik i familier.

“Er der sket noget nyt?” sagde Marie Højer. “Har I endelig fundet ham, der har gjort det, har I endelig fundet ud af, hvordan han har gjort det, du aner jo ikke, hvor forfærdeligt det er at sidde her og ikke kunne gøre noget, og Julie har det jo svært med børnene, hun er ikke meget for larm, især ikke lige nu, det kan man ikke fortænke hende i.”

“Nej,” sagde Carsten.

Julie Madsen sad fem meter fra dem i en stor, blød læderstol, og den mand, som Carsten gik ud fra var Marie Højers ægtemand og faren til hendes børn, sad over for hende i en lædersofa.

“Kan du ikke i det mindste sende dem op på deres værelser nu, hvor kommissæren er her?” spurgte Julie.

“Det er de ikke vant til.”

“Jeg er heller ikke vant til, at min mand bliver dræbt.”

“Sådan noget bør du ikke sige i børnenes nærvær.”

“De bør ikke være her. Det siger jeg jo hele tiden.”

“Og jeg siger, at det er de vant til. Vi spærrer ikke vores børn inde på deres værelser.”

“Hvad mener du, Ole?” sagde Julie til manden.

“Tja,” sagde han.

“Du skal ikke skabe splid mellem mig og Ole. Vi er enige om, hvordan børnene skal opdrages, og det skal du ikke lave om på.”

Børnene ænsede ikke de voksnes skænderi, de blev ved med at lege deres sælsomme leg, og Carsten tænkte, at der sikkert skete en masse i huset, som børnene skærmede sig mod ved at skabe uafladelig larm.

Eller også elskede de bare at larme. Mere kompliceret var det ikke.

“Du må meget undskylde det her,” sagde Marie til Carsten. “Du må få et forfærdeligt indtryk af os. Normalt er vi ikke sådan. Det er situationen, der gør det ved os. Vi var alle sammen så glade for Kjeld.”

Hun var overvægtig, i modsætning til sin søster, men, som Carsten var smertefuldt bevidst om, nogenlunde på linje med ham selv.

“Har du lyst til en tur udenfor?” spurgte Julie.

“Det er en forfærdelig vane,” sagde Marie. “Det er Ole og mig enige om.”

Vanen var cigaretrygning, og da Julie fiskede en cigaret frem, rystede hendes fingre, hendes læber dirrede, og til sidst måtte Carsten tage lighteren ud af hånden på hende for at tænde. Det var længe siden, han havde gjort det. Der blev røget langt mindre i hans kredse end for bare ti år siden.

“Jeg har ellers ikke rørt dem i fem år,” sagde hun. Og derpå: “Du har undgået mig.”

“Jeg har haft andre ting at tage mig af.”

“Kan du forestille dig, hvordan det er at sidde derinde dagen lang, omgivet af de børn?”

“Ingen forhindrer dig i at tage på arbejde.”

“Jeg vil hjem.”

“Det er ikke en god idé lige nu,” sagde han.

“Du forstår ikke, hvordan det er.”

“Jeg gør mit bedste.”

“Tror du, det var mig?”

“Jeg tror slet ikke noget. Vi undersøger i alle mulige retninger.”

“Dine kolleger afhører mig, som om de er overbeviste om, at det er.”

“De er dygtige. Jeg kan forsikre dig om, at det indtryk efterlader de hos enhver. Jeg føler mig altid selv skyldig, når jeg taler med dem.”

Hun smilede. Det klædte hende.

“Jeg tror i øvrigt ikke, at det var dig,” sagde han. “Du var i Hamborg på det tidspunkt.”

Hvilket ikke udelukkede, at hun havde fået nogen til at gøre det; men det ville han ikke sige nu, han ville gerne tale med en afslappet Julie, så afslappet, som omstændighederne tillod. Desuden var der stadigvæk spørgsmålet om, hvordan gerningsmanden var kommet ind i og især ud af huset.

Hun var en langsom ryger, ventede før hvert sug, hun nød sin cigaret. “Jeg er stadigvæk ikke over fem om dagen. Sandsynligvis, fordi jeg ikke må ryge i huset.”

“Kender du Fatima Abbas?” spurgte Carsten.

Hun rynkede på panden. “Pigen, som Kjeld gav ekstraundervisning? Ikke personligt; men han fortalte om hende.”

“Strengt taget var det en pige ved navn Mathilde, som han gav ekstraundervisning. Fatima er vældig god i skolen.”

“Hvorfor var hun der så, når han gav Mathilde undervisning?”

“Det er jeg ikke helt klar over. Det ser ud til, at Mathilde helst ville have nogen med sig. Hun var lidt bange for Kjeld.”

“Vil du antyde, at det var hende, der myrdede ham?”

“Jeg udelukker aldrig noget. Men det lyder ikke særlig sandsynligt.”

“Hvorfor fortæller du det mig så?”

“Hvilket forhold havde Kjeld til pigerne?”

“Hvad er du ude på?”

“Jeg er lidt overrasket over, at han fortalte dig om Fatima,” sagde han.

“Hvorfor skulle han ikke det? Det var der ikke noget galt i. Han mødtes med hende, gav hende undervisning, hun er tolv år gammel, eller tretten, hvad ved jeg.”

“Hun er udlænding,” sagde han.

“Ja, og så?”

“Perker,” sagde han.

“Det er ikke et udtryk, vi bruger.”

“Han ønskede dem ikke her i landet.”

“Kjeld havde ingen problemer med små piger. Han elskede kvinder. Det ved jeg alt om. Han havde en stærk, sund seksualitet. Han havde alt, hvad en kvinde kunne ønske sig i den retning.”

“Kender du Fatimas familie?” spurgte han.

“Jeg kender ikke engang pigen.”

“Hendes far havde nogle gevaldige dyster med Kjeld.”

“De var rent politiske, så vidt jeg ved,” sagde hun.

“Du kender altså alligevel til faren.”

“Det var politiske sager.”

“Han truede Kjeld. Jeg så en sekvens på nettet. Han var meget opbragt.”

“Han er sydlænding. De har mere temperament, end vi har.”

“Vi har informationer om, at der foregik noget på skolen. Noget, der involverede Kjeld og måske pigerne der. Og så finder vi ud af, at han mødtes regelmæssigt med en udenlandsk elev, som ikke havde brug for hans hjælp. Hun er i øvrigt usædvanlig yndig.”

“Har du blik for det?”

“Hvis du vil være en god politibetjent, må du have en forbryderhjerne,” sagde han.

“Hvis der havde været noget mellem ham og pigen, så havde han ikke fortalt mig om hende, vel? Han var fuldstændig åben. O.k., han fortalte ikke alt, blandt andet ikke, at hun var usædvanlig yndig, som du siger, og heller ikke, at hun var god i skolen. Men ellers fortalte han alt. Desuden har vi en række nysgerrige naboer.”

“Hun blev bemærket,” sagde Carsten.

“Kjeld ville aldrig gøre noget, der satte hans politiske karriere på spil.”

“Hvad fik ham så til at mødes regelmæssigt med en udenlandsk pige?”

“Hvorfor kører du sådan rundt i det? Mennesker er ikke maskiner. Hvor du ser modsigelser, er der blot individuelle erfaringer.”

“Det spørgsmål må du da have stillet dig selv.”

“Du kan spørge alle på skolen, og alle vil fortælle dig, at han altid var fair over for de udenlandske elever. Han var ikke racist. Han havde betænkeligheder ved islams demokratiske grundlag; men først og fremmest handlede det for ham om, at vi danskere er et homogent folk og kun kan tåle så og så mange indvandrere. Ellers bryder det hele sammen. Men den enkelte indvandrer behandlede han med respekt. Han sagde altid, at det er mennesker som os.”

“Hvor storsindet,” sagde Carsten.

“Nu skal du ikke være nedladende.”

“Det var ikke min mening.”

“Jo, det var. Du står da ikke herude i regnen, fordi du synes, at det er så behageligt at tale med mig. Du står her, fordi du vil hale informationer ud af mig, helst hemmeligheder, helst ting, der gør ondt.”

“Findes de?”

“De findes i alle familier”

“Vi taler om hans møder med en udenlandsk pige. Kjeld var åben omkring dem, som du selv siger. Du kendte til dem, naboerne kendte til dem, hendes forældre kendte mere eller mindre til dem.”

“Hvad mener du med, at de mere eller mindre kendte til dem?”

“De kendte til de fælles møder med Mathilde, men ikke til at Fatima kom der alene.”

“Åh,” sagde hun.

“Ja,” sagde han. “Det var lidt af en hemmelighed.”