27

UNDERSØGELSER

“På et tidspunkt havde vi en virkelig havn,” sagde havnemesteren. “Dengang sejlede Flensborgs skibe omkring i hele verden. Vi var store, og vi var stolte. Men se, hvad vi er nu. En lille by i udkanten af Mønt.”

“Vi har flere indbyggere end Åbenrå,” sagde Christiane.

Regnen piskede mod vinduerne, så hårdt, at hun undrede sig over, hvordan glasset kunne modstå dem. Når dråberne løb ned, dannede der sig glatte flader, og hun kunne se ud over fjorden, som gennem en lup, bølgerne tårnede sig op, der var skum på dem, hvidt på gråt, og havnemesteren strøg sig gennem skægget, nikotingult på gråt.

“Jeg vil gerne vide, hvad der skete i går,” sagde Christiane. “Jeg formoder, at det var en speedbåd. Den må være kommet fra Mønts kaj, omkring klokken sytten i går eftermiddags.”

“Vi fører ingen fortegnelser over speedbåde. De kommer og går. Forfærdelige maskiner. Efter min mening skulle de forbydes. Sejlskibene derimod. De gjorde Flensborg store. De skulle aldrig have opfundet dieselmotorerne.”

“Speedbåde har da ikke dieselmotorer.”

“De burde have sejl,” sagde han.

“De har altså ingen fortegnelser over en speedbåd, der krydsede fjorden på det tidspunkt?”

“Mønts kaj er et godt stykke herfra,” sagde havnemesteren. “Når der indløber skibe dér, får vi normalt informationer om det på forhånd. Det er heller ikke speedbåde. Det er store, rigtige skibe.”

“Ja,” sagde Christiane.

“Du må hellere tale med de mennesker, der bor langs med fjorden.”

“Kan båden være taget over på den danske side?” spurgte hun.

Havnemesteren smilede. “Den bliver naturligvis kontrolleret, så snart den kommer i havn dér. Men vi følger ikke nogen både, så længe vi ingen foranledning har til det.”

“Der var ingen foranledning,” sagde hun.

“Drejer det sig om den døde mand?” spurgte han.

Hun kiggede ud ad vinduet. Hvis blot vandet ville blive blåt igen. Det var så længe siden. Vandet og himlen.

“Der bliver ikke talt om andet for tiden,” sagde havnemesteren. “Gik der noget galt?”

Hun så ham i øjnene: “Det må jeg ikke udtale mig om.”

“Vi har også en masse, som vi ikke må udtale os om.”

Der var paraplyer overalt. Vinden kom vestfra, regndråberne blev kylet mod øst, og folk holdt deres paraplyer mod vind og dråber. Af og til vendte én af dem vrangen ud, et knæk, regn piskede mod ansigtshud, og der blev kæmpet en håbløs kamp.

Peter Jenschkes paraply var sort og stabil, han holdt en bæger kaffe i venstre hånd og kiggede ud over fjorden, som der ingen skum var på længere, blot piskende dråber.

“Hvad siger de derovre?” spurgte Christiane og pegede mod fjordens sydlige bred.

Der var tyve betjente på sagen. De gik fra hus til hus og spurgte, om der var nogen, der havde set en båd komme over eller fræse langs med fjorden, østpå, måske mod Danmark.

“Ingenting,” sagde han. “Du ved, hvad det var for et vejr i går.”

“Det får vi ikke noget ud af. Men du er nødt til at blive ved med at koordinere det. De er nødt til at gå fra hus til hus.”

“Har du informeret danskerne?”

Hun nikkede. Hun havde sendt en meddelelse til Sønderborg og Åbenrå politi: En speedbåd, en person med et gevær, i tiden mellem klokken sytten og måske klokken enogtyve.

Der var intet svar kommet endnu.

“Du må af sted,” sagde hun til Jenschke.

“Jeg hader at stemme dørklokker.”

“Det er da det, du er blevet politibetjent for.”

“Og hvad laver du?”

“Jeg tager hen til retsteknikerne. Jeg vil gerne vide, hvilket våben, der blev affyret mod mig.”

“Tænker du på Emil og fragtpapirerne?”

“Hele tiden,” sagde hun. “Det tager jeg mig af efter teknikerne.”

“Sovjetisk,” sagde teknikeren. “Rostock. Blev brugt ved et anslag mod en vietnamesisk indvandrerlejr i begyndelsen af 1993. Har ikke været i brug siden.”

Christiane tænkte på Freddies våbenskab. Der var ikke så overmåde langt fra Rostock til Gdansk, og desuden lå det på vejen mellem Gdansk og Flensborg.

“En Simonow SKS-45. 7,62 x 39 mm, “sagde teknikeren. “Det begyndte helt tilbage i tsar Nicolai 2’s tid, da man indførte 7,62 × 54 mm R. Blandt kendere også kaldet 7,62 mm Mosin-Nagant eller Mosin M 1891/30. Et robust våben. Måske kan russerne ikke særlig meget, men simple, velbyggede våben er de gode til. Vi har et udmærket eksemplar af patronen. Den matcher nøjagtig den i Rostock.”

“Geværet blev altså konfiskeret,” sagde Christiane.

“Det blev stjålet et halvt år senere.”

“Fra politiet?”

“Rostock har haft en række skandaler i den retning,” sagde teknikeren.

“Er der fingeraftryk på patronerne?” spurgte hun.

Han smilede. “Drabsmanden var ikke dum. Ingen aftryk nogen steder. Hvor flygtede han i øvrigt hen?”

“Det ved vi ikke.”

“Over fjorden. Jeg vil vædde med, at han sprang på en båd og sejlede over fjorden. Enten til den danske side eller længere ude på vores bred, måske så langt som til Gelting.”

Det var et godt stikord, og hun sagde tak for derefter at køre til den by, som teknikeren havde nævnt.

Det var et lille hus, så vidt Christiane vidste to værelser i stueetagen, plus køkkenet, og to værelser ovenpå. Det var stråtækt, bindingsværk, tykke mure, og en vintereftermiddag, Christiane havde været her, var der kommet røg ud af skorstenen fra den kakkelovn, der stod i stuen.

Den var ikke tændt nu, der var radiator på, og Marianne sagde: “Det er Emils opgave. Jeg synes, at det er alt for besværligt. Desuden snavser det sådan.”

“Men det er så idyllisk,” sagde Christiane.

“Hvor meget snavs vi ikke tager med i købet for at få en smule idyl,” sagde Marianne.

“Mener du det konkret eller metaforisk?”

“Mener du dit spørgsmål alvorligt, eller leger du bare lidt med mig?”

“Dig er der ingen, der leger med.”

“Jeg er bare en lille blomstersælger. En Eliza Doolittle.”

Sådan havde Marianne kaldt sig før, og Christiane havde slået navnet op, så hun vidste, at det var en figur i My fair Lady.

De kunne også have mødtes på Mariannes arbejdsplads, et gartneri midt i byen; men da Christiane sagde, at hun ville komme, foreslog Marianne straks at tage hjem til hende. Det var meget hyggeligere sådan, havde hun sagt.

“Jeg glemmer helt at byde dig noget,” sagde hun. “En kop te. Ville det ikke være dejligt? Jeg kunne godt trænge til en kop lige nu.”

Inden Christiane nåede at sige noget, var hun på vej ud i køkkenet, og Christiane fulgte hende.

Køkkenet var blevet renoveret for nogle år siden, og det var stadigvæk så skinnende, som om det var fuldstændig nyt. En masse marmor og granit, induktionsovn, et amerikansk køleskab og et stort bord, som Emil og Marianne ofte opholdt sig ved.

De havde ikke boet i det hus, da børnene var mindre og stadigvæk boede derhjemme. Da havde de haft et hus inde i byen og var først flyttet til Gelting for ti år siden.

Christiane havde aldrig tænkt over det; men det måtte have været dyrt at købe og bygge huset om. Hun havde regnet med, at de havde brugt pengene fra hussalget i Flensborg.

“Har I egentlig stadigvæk jeres gamle hus?” spurgte hun.

“Ih ja,” sagde Marianne, mens hun var i gang med teen. “Det ville vi aldrig give slip på. Det er en del af vores pensionsopsparing. Som Emil altid siger, staten kan man ikke stole på. Den låner alt for mange penge, og når den ikke kan låne flere, så kommer den store inflation. Hans bedsteforældre mistede alt i 1923. De havde tegnet statsobligationer. Det havde været deres patriotiske pligt. Bagefter havde staten ingen gæld længere, og de havde ingen penge.”

“Fast ejendom beholder altid sin værdi,” sagde Christiane. I Danmark var det ikke sandt for tiden, det vidste hun, i Tyskland derimod havde ejendomspriserne aldrig nået de højder og steg stadigvæk. Desuden var det bare en bemærkning. Sådan sagde man, og for det meste var der noget om det.

“Du er ikke kommet her for at tale med mig om fast ejendom,” sagde Marianne.

“Vi kører langs hele fjorden for at tale med folk. Det drejer sig om i går, du ved. Sagen med Anton Müller.”

“Ham, der blev skudt i havnen?”

“Vi går ud fra, at morderen flygtede med en båd, sandsynligvis en speedbåd. Han kan være gået i land her i Gelting.”

“Du kunne have ringet til politiet her,” sagde Marianne.

“Jeg vil hellere tale med folk selv.”

“Jeg så ikke nogen. Blev der ikke skudt med et gevær?”

“Jo.”

“Og han tog det med?”

“Du ved en hel masse,” sagde Christiane.

“Emil fortalte mig, at du har problemer.”

“Har nogen andre i byen set noget?”

“Der kommer hele tiden både ind. Folk, der fisker. De har et helt batteri af fiskestænger bag på båden. Du kan sagtens skjule et gevær blandt udstyret.”

“Er det et godt fiskevejr?”

“Du mener regnen? Jeg aner det ikke. Du burde spørge Emil. Han siger altid, at så snart han går på pension, begynder han for alvor at fiske. Men du er ikke kommet til Gelting for at spørge efter den båd.”

“Nej, jeg kom for at tale med dig om Emil,” sagde Christiane.

“Hvad er der med ham?”

“Han er efter mig.”

Dråber ramte vinduernes glas, de satte sig fast, så løb de nedad, andre dråber kom til, men herinde var det varmt, og i teen var der en boble af fløde, nede under den var nogle uformelige stykker af brune sukkerkrystaller, bitterheden, mælket sødme, sukkeret, der langsomt opløste sig i væsken.

“Du har begået fejl,” sagde Marianne. “Og hvis det kun er fejl, du har begået, så vil Emil ikke være efter dig. Han er en retfærdig mand. Han er den bedste i korpset. Og se blot, hvordan de behandlede ham.”

“Måske får han sin renæssance, når han fælder mig,” sagde Christiane.

“Sådan må du ikke tænkte om ham.”

“Han har altså ikke sagt, at han ville fælde mig?”

Mariannes hånd lagde sig over hendes. “Det kan du være helt sikker på, han ikke vil. Han ved, hvor glad jeg er for dig, og I er jo også venner.”

“Må jeg låne dit toilet?” spurgte Christiane.

“Du ved jo, hvor det er. Jeg sidder her bare lidt og nyder min te. Jeg er så træt i dag. Jeg ved ikke, hvorfor jeg er så træt.”

Der hang et nøglebræt mellem indgangsdøren og døren til gæstetoilettet, og alle nøglerne havde en mærkat. Indgangsdør, Kælder, Skur, Smart, Arbejdsværelse.

Nøglen til arbejdsværelset var af den slags, som man behøvede en legitimation for at kopiere, især, hvis man ikke havde den egentlige nøgle, men blot en vokskopi. Døren var altid lukket og låst, det vidste Christiane. Værelset var Emils allerhelligste.

Christiane tog nøglerne til indgangsdøren og arbejdsværelset fra brættet, gik ind på toilettet, satte sig på kummen og tog to æsker ud af lommen. Hun åbnede den ene. Indeni var der to voksflader, og hun pressede den ene side af nøglen i den ene flade, så den anden i den anden. Så gjorde hun det samme med den anden æske. Hun kendte nogen, der ville kopiere nøglen i løbet af ingen tid uden at stille spørgsmål.

Fra da af ville han have noget på hende, hun ville være nødt til at gøre ham tjenester, indtil hun havde noget på ham. Det var sådan, man fik arbejdet gjort.

Hun var nødt til at have noget på Emil.

Da hun kom tilbage til køkkenet, sagde Marianne: “Du glemte at skylle.”

“Det er jeg ked af,” sagde Christiane og vendte sig om.

“Tag dig ikke af det,” sagde Marianne. “Jeg ordner det, inden jeg går.”

“Jeg tænkte, om vi ikke skulle spise noget sammen. Dig og mig og Emil. Som i gamle dage. Måske allerede i aften.”

“Tror du, det er en god ide?”

“Jeg har ikke gjort noget, Marianne.”

“Det ved jeg godt. Men i aften kan vi ikke. Det er vores bowlingaften. I morgen måske?”

“Det er en aftale,” sagde Christiane. “Vi mødes i morgen. Vi aftaler tid og sted. Vi ringes ved.”

“Det er en aftale,” sagde Marianne.