31

HAMBORG

“Jeg forstår ikke, De kommer for anden gang,” sagde sekretæren.

“Vi har allerede fortalt alt, da Deres kolleger var her for et par dage siden.”

Hun var en velplejet kvinde midt i halvtredserne, høj og lidt stiv i det, uden tvivl meget effektiv, og under hele samtalen kiggede hun længselsfuldt mod skærmen.

“Det er ren rutine,” sagde Carsten. “Vi vender ofte tilbage, når der er uklarheder.”

Han var her sammen med Christiane og en betjent fra Hamborgs politi. UniSouths tyske hovedsæde lå i Hummelsbüttel, i nærheden af lufthavnen, og i begyndelsen havde betjenten fra Hamborg, hvis navn Carsten ikke kunne huske, været lige så vrissen som sekretæren, han havde følt, at Carstens og Christianes opdukken her var en indirekte kritik af hans kollegers arbejde.

“Fru Madsen var her hele tiden,” sagde sekretæren. “Hun havde overnattet i en af bankens lejligheder fra torsdag til fredag. Det gør hun, når det bliver for sent at tage tilbage til Danmark efter arbejde.”

“Hvor tit sker det?” spurgte Carsten.

“Mindst en gang om ugen.”

“Må jeg se hendes kalender?”

Sekretæren kiggede over mod Hamborg-betjenten, og han nikkede.

“Den er ellers privat,” sagde hun alligevel.

“Jeg skal nok lade være med at bruge den til andet end mit arbejde,” sagde Carsten.

Han var forfærdet over at se, hvor tætpakket dagene var for et menneske som Julie Madsen. Hvordan kunne man holde det ud? Man havde jo ingen frihed.

“Mellem fire og fem står der ‘hvile’,” sagde han. “Hvad betyder det?”

“Fru Madsen lider af migræne. Den dukkede op for lidt over et halvt år siden, og lægen ordinerede, at hun skulle skåne sig selv. Hun lægger sig en time så godt som hver dag.”

“På en fredag eftermiddag går vi andre hjem klokken fire,” sagde Carsten.

“Jeg troede, De arbejdede meget i politiet.”

Der var altså en snert af ironi, som banken ikke havde fjernet hos hende endnu.

“Ikke ude på landet,” sagde Carsten. “Efter hvilen er der så to konferencer. Den ene fra fem til seks, den anden fra syv til ni. Kan jeg få navnene på de personer, hun holdt konferencerne med?”

“Det har vi allerede undersøgt,” sagde Hamborg-betjenten.

“Jeg vil gerne være sikker.”

“Den første konference var sammen med hr. Stanislawski,” sagde sekretæren. “Han var også med på den anden konference. Han er netop kommet hjem fra en forretningsrejse.”

“Vil det sige, at han ikke var til stede, da politiet var her første gang?” spurgte Carsten.

Sekretæren kiggede i sin kalender. Så tog hun telefonen og talte kort. Da hun havde lagt på, sagde hun: “Nej, han var i Singapore.”

“Kan De fortælle mig, hvem der sendte ham derned?”

“Jeg går ud fra, det var fru Madsen.”

“Jeg vil godt have en aftale med hr. Stanislawski lige med det samme, og så vil jeg gerne have en liste over de personer, der deltog i den anden konference. Jeg går ud fra, at de alle sammen er i huset for tiden.”

Sekretæren printede listen, så gennemgik hun den og rystede på hovedet. “Det var en videokonference. London, Hamborg, New York, Singapore og Tokyo. Da afstemmer de normalt vores strategi for weekenden.”

At se det vidunderlige hus brænde havde været noget, Christiane aldrig ville glemme. Hvordan flammerne skiftede farve fra gul til blå til orange til rød, hvordan de skiftede form, fuldstændig ligegyldige over for regnen og de tykke vandstråler, brandvæsenet sendte ind mod huset – det var i samme grad grufuldt og overvældende smukt.

Emil og Marianne Petersen var væk. Christiane var sikker på, at de ville dukke op igen og gå efter hende nu, hvor hun intet bevis havde; men mens hun betragtede branden, var hun ligeglad.

Hen på morgenen kørte hun til sin lejlighed, gik i bad, tog nyt tøj på og ringede til Carsten. Hun fortalte ham, hvad hun havde oplevet, og hvilke navne hun havde fået. Hun foreslog, at de skulle tage hen til Edgar Ballin.

Han sagde, at de skulle tage til Hamborg, og at Peter Jenschke skulle skygge Ballin sammen med Bodil Svendsen. De havde arbejdet sammen før, og bortset fra Jenschkes fodsved kunne Bodil godt lide ham.

Han sagde, at det var i Hamborg, nøglen til det hele lå.

Da de var uden for døren, på vej til Stanislawskis kontor, sagde Hamborg-betjenten: “Det må De meget undskylde. Jeg forstår ikke, hvordan vi kunne sløse sådan.”

“Den slags sker,” sagde Carsten. “Vi så hende heller ikke som mistænkt, ellers ville vi have presset mere på. Desuden deltog Stanislawski i begge møder, så der er ingen skade sket.”

Peter Stanislawski var forbløffende ung, midt i tyverne måske, udstrålede en naturlig selvsikkerhed og tilbød straks noget at drikke. Christiane og Hamborg-betjenten afslog, Carsten bad om en kop kaffe.

“Hvad kan jeg hjælpe Dem med?” spurgte Stanislawski.

“De må stadigvæk lide under et forfærdeligt jetlag,” sagde Carsten.

“Jeg var kun derude i tre dage og prøvede at holde min rytme. Det er naturligvis vanskeligt, når man har møder på tidspunkter, hvor ens krop siger, nu er det midt om natten, nu vil jeg sove. Men jeg er sikker på, at det ikke er jetlag, De vil tale om.”

“Sidste fredag havde De et møde med Julie Madsen,” sagde Carsten. “Mellem fem og seks om eftermiddagen.”

“Det har vi hver fredag, når vi begge er i hovedsædet. Vi lægger en slagplan for den store videokonference klokken syv.”

“Hvor mødes De som regel?”

“Før i tiden mødtes vi på hendes kontor. Men så begyndte hun at få migræneanfald og hvilede en time hver dag. Siden da har vi konfereret per telefon.”

“Hvornår begyndte anfaldene?”

“For cirka et halvt år siden, vil jeg tro.”

“Hvor længe har De været i banken?”

“I fire år. Jeg startede lige efter studiet.”

“Hvem ringer hvem op?” spurgte Carsten.

“Det kommer an på,” sagde Stanislawski. “I fredags ringede jeg hende op.”

“Hørte De nogen forandring i forhold til sædvanligt? Lød telefonen anderledes, var der anderledes lyde udefra?”

“Jeg ringede på hendes kontornummer. Hun tog telefonen. Vi talte sammen i en time, som vi plejer. Hvad skulle der være anderledes?”

“Var der mere støj på end ellers?” spurgte Carsten.

“Hvor vil De hen med alt det?” spurgte Hamborg-betjenten.

“Lad ham nu,” sagde Christiane.

“Nu, De siger det, er der noget,” sagde Stanislawski.

“Hvad?”

“For nogle måneder siden begyndte hendes telefon at blive dårligere. Ikke meget, der var blot ekko på, og indimellem svigtede forbindelsen.”

“Var det kun, når hun talte med Dem om fredagen?”

“Det … Nu må jeg lige tænke over det. Nej, jeg husker tydeligt, at jeg talte med en kollega om problemet, og fru Madsen sagde også, at hun havde haft teknikerne på sagen; men de havde heller ikke kunnet finde ud af, hvor fejlen lå.”

“O.k.,” sagde Carsten. “Lad os nu komme til videokonferencen, der gik fra klokken syv til klokken ni. Hvor mødtes De for at holde den?”

“Fru Madsen og jeg? Vi mødtes ikke. Vi havde altid en masse at lave i tiden mellem vi havde lagt vores plan og selve konferencetidspunktet. Før i tiden mødtes vi alligevel; men for lidt over et halvt år siden mente fru Madsen, at vi ville være mere på øjenhøjde med de andre deltagere, hvis vi hver havde vores kamera og skærm. Dem har vi naturligvis i forvejen. Jeg holder hele tiden videokonferencer, uafhængigt af hende, og det samme gør hun.”

“Hvordan kan De så vide, at hun var på sit kontor?” spurgte Carsten.

Stanislawski rynkede panden. “Man ser ikke kun personen, når man holder sådan en konference, man ser hele baggrunden.”

“Men De så hende ikke bagefter.”

“Fru Madsen havde givet mig en vigtig opgave under konferencen, så jeg sad på kontoret næsten indtil midnat.”

“Har De en video af konferencen?” spurgte Carsten. Han vidste selv, at det lød lidt underligt. “Kan vi se den?”

“De forstår sikkert, at den slags er fortroligt,” sagde Stanislawski. “Vi kan ikke bare sådan udlevere materiale, der angår bankens forretningspolitik.”

“Vi er ikke konkurrenter,” sagde Christiane. “Vi arbejder på en mordsag.”

“Jeg skal se, hvad jeg kan gøre,” sagde Stanislawski og førte en række telefonsamtaler.

Julie Madsen sad bag sit skrivebord, bøger på reolerne bag hende, skråtstillede fotografier af blandt andre Kjeld Madsen og hendes søster foran bøgerne, en sagsmappe, en fyldepen i hånden, en skærm til højre for hende, som hun af og til kiggede på, efter hun havde lagt pennen og var begyndt at taste med ufattelig hastighed.

Hun havde sikkert haft et skrivemaskinekursus i skolen. Det skulle Carsten have taget i stedet for sløjd. Han havde altid været elendig til at høvle.

Det var først efter nogen tid, at han lagde mærke til det, og det undrede han sig over. Hvorfor slog det ham ikke lige med det samme?

Der var en fantastisk lyd, helt anderledes, end når han skypede med sin søn i San Francisco eller sin datter i hvor hun nu var i Australien. Der var ingen rykkeeffekter, ingen manglende synkronisering mellem læberne og det talte ord.

“Kommer det alt sammen fra det der lille øje oven for skærmen?” spurgte han. “Eller har De egne videokameraer?”

“I grunden er det som skype,” sagde Stanislawski. “Princippet er det samme. Vi har blot en meget højere kapacitet. Man har ikke brug for dyre kameraer nu om dage.”

Carsten var imponeret. Det var han altid, når der var tale om ny teknik.

“Jeg vil gerne tale med nogen fra Deres it-afdeling,” sagde han. “En ekspert i telekommunikation.”

“Nu?”

“Ja, lige med det samme.”

It-manden var fra Etiopien, havde boet i Tyskland i knap tredive år og talte udmærket tysk. Christiane beundrede Carsten for den måde, han førte en smalltalk om sig selv som dansker og den anden som etiopier, spurgte til de retter, man serverede der, inden han gik over til sine egentlige spørgsmål.

Det var sådan, man burde gå frem; men Christiane havde altid haft svært ved det. Danskerne kunne sådan noget. De havde en anden selvtillid. At være tysker var en helt anden sag. Derfor blev man hurtig så brysk, og det forstærkede blot andre menneskers uvilje.

“Det må være uhyre interessant at arbejde med it,” sagde Carsten. “Jeg har altid ønsket mig at kunne det. Men er jeg desværre ikke egnet til det. I programmører laver i virkeligheden det kreative arbejde nu om dage.”

“Når man laver det hver dag, er det lidt kedeligt. Jeg tror, at det er meget mere spændende at være ved politiet,” sagde etiopieren.

Han var sidst i halvtredserne, havde et hvidt overskæg og krøllet hår, der også var begyndt at blive hvidt, og udstrålede en vedvarende resignation.

Kun når han talte om Addis Abeba og sin søn, der var en fremragende elev, livede han lidt op.

“Vi har et bestemt problem,” sagde Carsten. “Det er ren rutine. Vi er nødt til at stille den slags spørgsmål. Det drejer sig om Julie Madsens telefon- og videokonferencer. Vi vil gerne vide, om de virkelig fandt sted her i bygningen.”

“Hvor skulle de ellers have fundet sted?”

“Det vil vi gerne have, at De hjælper os med at finde ud af.”

Etiopieren gik ind på sin pc og tastede.

“Her har vi dataene på hendes første konference. Telefon, hr. Stanislawski ringede hende op. Hun tog imod samtalen på kontortelefonen.”

“Hvordan kan De være sikker?” spurgte Carsten.

“Det står på skærmen.”

Etiopieren syntes at nyde samtalen. Det var ikke så kedeligt som ellers.

“Kan man snyde?” spurgte Carsten.

“Hvad mener De med at snyde? Mener De, vi snyder?”

“Han mente, om man kan få det til at se ud, som om man ringer fra en telefon, selv om man ikke gør det,” sagde Christiane.

“De må forstå, at moderne telefoner er små computere nu om dage. De har deres egen IP-adresse. Man kan ikke bare sådan fifle med IP-adresser.”

“Hver computer har sin egen adresse,” sagde Christiane.

“Netop. Jeg har adressen her. Den kan man ikke bare sådan ændre.”

“Kan man ikke tilslutte et apparat, så en samtale, der kommer fra en anden telefon, bliver kørt over den med IP-adressen?” spurgte Carsten.

“De mener, noget fysisk? Naturligvis findes den slags apparater. Men de må jo også fjernes igen.”

Det kunne Julie ikke have gjort, hvis hun ikke havde været på stedet.

De gik op til hendes kontor og tjekkede telefonen. Der var ikke noget apparat. Carsten spurgte sekretæren, om der havde været nogen fremmede på kontoret mellem den pågældende dag og nu. Hun rystede på hovedet.

De stod omkring telefonen, han, Christiane og etiopieren, og så spurgte Christiane: “Kan man ikke emulere sådan et apparat?”

Carsten anede ikke, hvad “emulere” betød.

“Man kan altid emulere,” sagde etiopieren. “Men så skal man være dybt inde i systemet, og det lægger vi for det meste mærke til.”

“Men ikke altid.”

“Ikke, når hackeren er dygtig nok.”

“Hvad er der med videokonference-pc’en?”

“Det er umuligt,” sagde etiopieren. “Telefonen er et standardprodukt, det køber vi på markedet og sikrer det standardmæssigt. Vores computere er noget helt andet. Dem får vi skræddersyet, de har kun vores systemer. Alle udgange er dobbeltsikret. En computer, der er inden for det system, er et hundrede procent lokaliserbar.”

“Det vil sige, der er ingen tvivl om, at Julie Madsen var på sin plads, da hun deltog i den konference,” sagde Christiane.

“Ikke den ringeste. Jeg medgiver, at telefonen er et problem, og det må vi tænke over. Det er virkelig forfriskende at tale med Dem. Men pc’en, ikke en chance.”

Så er det røget, tænkte Carsten. Den eneste rigtige chance. Hvordan man end vendte og drejede det, havde Julie været i Hamborg og ingen mulighed haft for at komme til Åbenrå.

Birgitte Larsen var også ude af billedet. Hvad var der ellers? Der var kun Julie; men der var intet, man kunne spidde hende på.

“Går pc’erne aldrig i stykker?” spurgte Christiane.

“Naturligvis gør de det,” sagde etiopieren. “Dem tager vi med ned i it-afdelingen, prøver at reparere dem, og når det ikke er muligt, ødelægger vi dem.”

“Havde Julie Madsen en ikke-fungerende pc inden for det seneste år?” spurgte Christiane.

Etiopieren studsede, ringede ned til it-afdelingen, og jo flere folk han talte med, des mere urolig blev han.

Til sidst lagde han på og sagde: “Jeg forstår ikke, hvordan det kunne ske. Den kan ikke findes nogen steder.”