33

ET COMPUTERGENI

Han havde stadigvæk denne vrinskende, pibende latter, det samme skæg, der var Excel-tabeller på hans to skærme, der var ingen kæreste i lejligheden, og han blev ved med at være for tyk.

Christiane havde ikke omtalt hans overvægt for Carsten. Hun vidste, hvor sart han var på det område.

“Jeg troede aldrig, De ville komme tilbage,” sagde Edgar Ballin, peb og vrinskede lidt og kiggede længselsfuldt over mod sine skærme. “Har De fundet min laptop?”

“Hvem arbejder De for lige nu?” spurgte Christiane. “Er det måske nogen, vi kender?”

“De har altså ikke fundet den. De ved udmærket, at jeg ikke arbejder for nogen. Jeg gør det for sjov. Det er min lidenskab. Jeg er en Excel-junkie. Det fortalte jeg Dem sidste gang, De var her.”

Carsten fattede ikke, hvordan Christiane var i stand til at være så frygtindgydende. Hun stillede blot spørgsmål, hun kiggede blot, hun var bare Christiane Müller, og så var hun alligevel noget helt andet, nærmest en gudinde, så slank og høj og attråværdig, og samtidig så fuld af magt.

Hun var noget helt andet end Bodil Svendsen.

“Siger navnet Anton Müller Dem noget?” spurgte hun.

Ballin veg en smule tilbage. Bare en lille smule, men nok til, at Christiane kunne træde frem, og så havde hun erobret lidt mere af rummet.

Om kort tid ville Ballins ryg være nogle millimeter fra skærmene, og så ville han sidde i saksen. Sine skærme elskede han over alt.

“Hvilken bank har De Deres konto i?” spurgte hun.

“Det behøver jeg ikke at svare på,” sagde Ballin og veg tilbage.

“Mener De, at vi skal til at undersøge det? Vi er politiet. Hvis vi vil vide noget, så er der intet, der kan standse os.”

“UniSouth,” sagde Ballin, denne gang uden at vige. Men det var kun en stakket frist.

“Hvor var De ansat, før De blev arbejdsløs?”

“Jeg er ikke arbejdsløs. Jeg har mine egne penge.”

Lad være med at vige, tænkte Carsten. Bliv stående. Vær en mand.

I bilen havde Christiane sagt, at hun hele tiden havde tænkt over Edgar Ballin, allerede inden hun havde været hos Emil Petersen. Subliminalt, havde hun sagt, mens hun havde tænkt over Anton Müller og Freddie på et højere bevidsthedsniveau. Hun havde bare ikke vidst, hvor hun skulle putte ham hen, hun havde blot vidst, at han havde løjet.

Nu, hvor der var en forbindelse mellem Müller, Julie Madsen og Ballin, vidste hun, at Ballin var det afgørende led.

Carsten havde lyttet og nikket.

“Hvor var De ansat, før De blev arbejdsløs?” gentog Christiane.

“Müller und Söhne,” sagde Ballin.

“Hvor kendte De Anton Müller fra?”

“Jeg behøver ikke at finde mig i det her.”

“Lad os sige, vi får adgang til Deres konto, lad os sige, vi finder ud af, hvor Deres penge kommer fra, tror De ikke, at navnet Anton Müller dukker op?”

“Det har De slet ikke lov til.”

“Vi er politiet.”

“Hvorfor siger ham der ikke noget?”

“Han er min assistent,” sagde Christiane.

“Jeg hørte, at Anton er blevet skudt,” sagde Ballin.

“Han er ikke død,” løj hun.

Ballin trådte en smule frem. Men Christiane blev, hvor hun var, så han veg tilbage igen.

“Anton,” sagde hun. “Müller.”

“Jeg vil gerne tale med min advokat,” sagde Ballin.

“Vi kommer til at indefryse Deres konto,” sagde Christiane. “Og så er der ingen penge tilbage til at betale en advokat. Eller tror De, De kan sælge Deres pc’er? Tror De, De kan belåne Deres lejlighed, uden at vi finder ud af det?”

Ballin var de der millimeter fra skærmen nu. Hvor Carsten nød det.

“De har ikke lov til det her,” sagde Ballin.

“Spyt så ud,” sagde Christiane.

Ballin var knækket, inden Carsten mærkede, at han var det.

“Han bad mig om det,” sagde Ballin. “Han sagde at han havde brug for min laptop, og så sagde han, at jeg skulle melde den stjålet. Jeg vidste ikke, hvorfor han ville have mig til det. Jeg bryder mig ikke om sådan noget. Han sagde, at jeg skulle smadre vinduet, og så skulle jeg lave nogle fodaftryk.”

“Det gør man ikke bare sådan,” sagde Christiane.

“Det var ham, der betalte mig.”

“Hvor længe har det stået på?”

“I tolv år.”

“Siden han fik lånet fra banken.”

“Det var hende danskeren og ham. I grunden havde jeg ikke noget at gøre med det. Jeg ville slet ikke. Jeg ville bare ikke blive ved med at arbejde i firmaet. Jeg hadede det. Jeg hadede mit arbejde. Det var langt under mit niveau. Det vidste Anton alt om.”

“Hvor kendte De ham fra?”

“Hamborg,” sagde han. “Jeg arbejdede i Holsteinische Westbank dengang. I it-afdelingen. Det hadede jeg også. Der er kun middelmådige folk, der arbejder sådan et sted. De virkelig gode ville aldrig arbejde i en bank. De fik systemerne udefra, og så blev der lappet lidt på dem. De havde overhovedet ingen fornemmelse for, hvad man kunne gøre med systemer.”

“Hvordan møder en mand fra en banks it-afdeling en forretningsmand?”

“Han ringede til mig. Senere sagde han, at han havde haft brug for nogen, der kendte banken ud og ind. Nu om dage kender du kun en bank, når du kender dens systemer. De øvrige medarbejdere tror, de er noget, fordi de gør forretninger. De tror, de tjener pengene. Men de er fuldstændig afhængige af systemerne.”

“Hvorfor netop Dem?” spurgte Christiane.

“Han havde researchet. Jeg tror, at han havde engageret en privatdetektiv. Han vidste så godt som alt om mig. Han vidste, at jeg hadede mit job, og han vidste, at jeg var den bedste derinde. Jeg havde altid været den bedste, også på universitetet.”

“Hvorfor arbejdede De så i en bank?”

Det havde Ballin ikke noget svar på; men Carsten kunne forestille sig det. Der fandtes en masse brillante mennesker, som manglede noget, havde en brist, der forhindrede dem i at realisere deres fulde potentiale. Sandsynligvis en eller anden form for angst. Hvorfor skulle Ballin ellers sidde derhjemme og lege med Excel-tabeller?

“Sagde han noget om, hvorfor han absolut ville have Dem?”

Ballin rystede på hovedet. “Han sagde bare, at han ville blive stor, ham og mig, vi ville begge blive store, og så døde hans far et halvt år efter, og han tog mig med til fabrikken. Det var et forfærdeligt rod, og jeg hadede det. Men han sagde, at jeg skulle have tålmodighed. Müller und Söhne var stendød på det tidspunkt; men han sagde, at det skulle han nok ordne, jeg skulle blot få systemet op at køre, og så ville han sørge for, at jeg ikke behøvede at arbejde længere, at jeg kunne gøre, hvad jeg ville. Det havde jeg hele tiden drømt om.”

Han kiggede atter længselsfuldt på sine skærme, der var gået i sovemodus.

Omkring den tid mødte Müller Emil Petersen. Havde det været et tilfælde, havde han ventet på chancen, eller havde han forberedt det hele, fordi han vidste noget om Emil?

Det ville de først finde ud af, når de havde Emil oppe i en krog.

Anton Müller måtte have vidst en masse om Flensborg.

“Og så kom Julie Tengbom ind i billedet,” sagde Christiane.

“Jeg ved ikke, hvor han kendte hende fra. Det var den tid, hvor en masse banker fusionerede, også over landegrænser. Det havde man ikke set før. At en dansk bank overtager en tysk. Det var helt uhørt. Hun var hernede for at koordinere fusionen i Flensborg.”

“Han gik altså til hende og sagde, at han ville have et lån uden nogen sikkerhed, og så sagde De, at det kunne De arrangere,” sagde Christiane.

“Det var hende og ham. Jeg kendte blot til systemet. Så nemt er det slet ikke. Når man vil have et lån over en vis størrelse, så skal der flere lag til, og systemet kræver sikkerheder, dem kan man ikke komme uden om. Man er nødt til at taste noget ind, ellers bliver lånet ikke bevilget. Det ligger i systemet.”

“Og det sørgede De for,” sagde Christiane. “Mens Julie Tengbom sørgede for at få lånet gennem instanserne.”

“Sådan nogenlunde. Anton sagde, at fra nu af ville jeg aldrig mere være nødt til at arbejde. Det var jeg jo heller ikke.”

“Hvorfor ville Müller låne Deres laptop?” spurgte Christiane. “Hvorfor købte han ikke bare en på det sorte marked?”

“Det spurgte jeg ham også om,” sagde Ballin.

“Det var en risiko for Dem selv.”

“Jeg bad ham jo om at lade være. Jeg ville ikke rages ind i den slags pis længere.”

Som om han havde noget valg.

“Han sagde, at det skulle være min pc og ingen anden. Han sagde, at jeg skulle melde den stjålet, og så skulle jeg ikke stille for mange spørgsmål.”

“Slut med det pis,” sagde Christiane.

Både Carsten og Ballin kiggede forbløffet på hende.

“Det med lånet, det køber jeg,” sagde hun. “Men jeg køber ikke den med, at Müller bad Dem om Deres pc. Det var Julie Madsen.”

“Jeg lyver ikke,” sagde Ballin. “Jeg er holdt op med at lyve.”

Hun gik atter nærmere: “Nu fortæller jeg Dem, hvordan det var. Julie Madsen kom til Dem og sagde, at hun havde brug for en pc, og at De skulle sende mails fra den, mails, som hun havde forberedt. Hun havde også adressen på modtageren. Den havde hun formentlig fået fra Emil Petersen.”

“Hvem er det?”

“Jeg er ved at forklare, jeg er ikke ved at svare på spørgsmål. Hun gav Dem pengene til at købe pc‘en; men i stedet for at gå ud på markedet og skaffe Dem en anonym maskine, meldte De Deres egen stjålet og brugte den. Hvorfor gjorde De det?”

“Anton kendte til det. Hun kom ikke alene, han var sammen med hende. Jeg ville aldrig have gjort det, hvis han ikke havde været sammen med hende. Han betalte mine regninger.”

“De gjorde det, fordi De troede, at De var smartere end os, ikke sandt? De har altid været overbevist om, at De var smartere end alle andre.”

“Det er jeg også.”

“Og pengene brugte De til at købe en ny maskine.”

“Jeg har penge nok.”

“Det drejede sig ikke om pengene,” sagde hun. “Det drejede sig om, at De kunne gøre det. De kunne fuppe os alle sammen. Jeg husker tydeligt, hvordan De var ved vores første besøg. De var stolt af Dem selv. De tænkte, at nu kommer der nogle dumme politibetjente, lige så dumme som Deres kolleger i banken og i Müller und Söhne.”

“Det har De ingen beviser på.”

Christiane tog en digitalrecorder op af lommen. “Jeg har denne her. De har fortalt alt for meget allerede.”

“Jeg har en fremragende advokat. Jeg har mange penge,” sagde Ballin. “De kan ikke bruge den der i retten. De fortalte mig intet om den. Det er man nødt til. De er tvunget til at fortælle mig om mine rettigheder. De har begået en fejl.”

Christiane var uanfægtet. “Jeg slukker for den nu,” sagde hun.

“Jeg vil se, at De gør det,” sagde Ballin. “Og så deponerer De den i garderoben. Ellers fortæller jeg ikke noget. De kan jo alligevel intet bevise.”

Han kiggede på, mens hun slukkede for recorderen og tog den med ud i garderoben, hvor hun lagde den på gulvet.

Så gik de tilbage til hans arbejdsværelse.

“Der er sagen med Julie Madsen,” sagde Christiane. “Den må vi have afklaret. Hun var i Åbenrå, da mordet skete.”

“Jeg aner intet om noget mord.”

“Hun havde brug for en specialist, der kunne manipulere systemet sådan, at alle troede, hun var i Hamborg.”

“Hvordan skulle det foregå?” spurgte Ballin.

“Hun havde en telefonkonference, som hun førte fra sin bil. Hendes telefon var kørt sammen med kontortelefonen, så det så ud, som om hun befandt sig på sin plads.”

“Har De nogen beviser? Har De fundet et apparat, der knyttede de to telefoner sammen?”

Stoltheden i Ballins stemme var tydelig at mærke. Han havde sikkert arbejdet hårdt på at få manipulationerne op at stå, og nu var tiden kommet til at nyde hans overlegenhed.

“Man behøver ingen fysiske apparater,” sagde Christiane. “Det eneste, man behøver, er de rigtige programmer, som man sluser ind i bankens system.”

“Programmer efterlader spor. Har De fundet dem?”

Det havde de ikke. De var i konstant kommunikation med etioperen, og indtil nu havde han ikke fundet noget.

“Der er uregelmæssigheder, som kan føres tilbage til Dem,” løj Christiane.

“De lyver.”

“Videokonferencen var vanskeligere. De pc‘er, der er involveret i det system, bliver bygget helt individuelt. De er konfigureret på en måde, så man kun kan bruge dem inden for banken.”

“Ved De egentlig, hvor mange succesrige hackerangreb den slags insititutioner har om året? De har alle deres skræddersyede computere. De tror alle, at de er perfekte.”

“Men det er vanskeligt at emulere IP-nummeret på en maskine, når man ikke har en fysisk maskine fra banken,” sagde hun.

“De har ingen beviser,” sagde Ballin. “De taler om emuleringer, som om De ved, hvad det betyder. De aner intet. Deres it-specialister aner heller ingenting. De virkelig gode it-folk arbejder ikke ved politiet. Lønnen er elendig, og vi hader bureaukrati. Vi er enegængere.”

Hun kom helt tæt på ham. Der var ikke fem centimeter mellem deres ansigter. “Deres store brøler var ikke de programmer, De skrev for Julie Madsen, Deres store brøler var, at De gjorde opmærksom på Dem selv. Hvordan tror De, hun ville reagere, hvis hun vidste, at De havde sendt mailene fra Deres egen pc?”

“Den blev stjålet,” sagde Ballin.

“Hvordan kunne De egentlig så nemt trænge ind i bankens system?” spurgte Carsten pludselig. “De har været ude af den i tolv år. Jeg troede, det var en evighed i it.”

Ballin vendte lynhurtigt hovedet. “Jeg er god. Det var ikke mig. Men hvis man er god, kan man også gøre det tolv år senere. It ændrer sig i rasende fart, men ikke banksystemerne. Det er de alt for store til. Man tilpasser dem. Det er en evolutionær proces. Selve konstruktionen bliver ikke ændret, der bliver blot føjet nyt til. Tag for eksempel os pattedyr. Vi har alle sammen fem fingre. Endda hvalerne har dem, i det mindste knoglerne til dem, selv om de er skjult bag finnerne. Banksystemer er som hvaler.”

“Hvad tror du, han laver?” spurgte Carsten, da de var ude af bygningen.

“Han ringer til Julie Madsen.”

“Det ville være det dummeste, han kunne gøre.”

“Han er bange, “ sagde hun.

“Han virkede ikke bange på mig.”

“Så bliver han bange. Lige nu er han euforisk, fordi han har bevist sin overlegenhed over for os. Vi kan ikke bevise noget. Men så går tiden, og han kommer i tvivl, han går rundt i sin lejlighed og har brug for nogen at tale med. Müller er der ikke længere. Det pres holder han ikke til.”

De steg ind i bilen, hvor Peter Jenschke ventede på dem. Christiane gav ham digitalrecorderen. Så kørte de omkring hjørnet, ude af syne for Edgar Ballin, og Peter Jenschke steg ud.

Han måtte tilbage til varevognen.