37

EDGAR BALLINS URO

Der havde ingen mulighed været for at placere mikrofoner i Ballins lejlighed. Han opholdt sig der hele tiden. Derfor var Peter Jenschke og de to mænd i varevognen henvist til spekulationer om, hvad han gik og lavede.

Hans fastnet- og dermed internetforbindelse lyttede de med på, og det gjorde de også på de to kendte mobilnumre, han havde derudover.

Det var ikke de eneste numre, politiet lyttede med på. Dommeren havde endelig givet danskerne tilladelse til at screene alle forbindelser hos Julie Madsen, Morten Larsen, Birgitte Larsen, Inge Abrahamsen og Marie Højer.

Peter Jenschke og hans folk gik ud fra, at Ballin pacede frem og tilbage i sin lejlighed. Han havde ringet til en pizzaservice og bestilt en jumbosalami, en dobbelt burger og en to liters cola.

Peter Jenschke og hans hold gik ud fra, at hvis Ballin telekommunikerede med nogen, så ville det under ingen omstændigheder ske via hans normale forbindelser. Han ville bruge en prepaid telefon.

Når man hverken kendte telefonens nummer eller vidste, hvor der blev ringet fra, var det så godt som umuligt at spore en samtale mellem to prepaid telefoner. De amerikanske hemmelige tjenester kunne måske; men dem havde man ikke til rådighed i Flensborg.

Hvis man imidlertid kendte et af personernes opholdssted, behøvede man blot at scanne alle kendte frekvenser. Så snart der blev sendt et telefonsignal fra bygningen eller bygningskomplekset, kunne elektronikken i vognen beregne nummer og modtager inden for nogle millisekunder.

Der blev dog sendt og modtaget en hel række telefonsignaler på samme tid, og i den forbindelse var det en fordel, når man havde personens stemmesignatur. Det behøvede man blot nogle sekunders optagelser til, som for eksempel fra den digitalrecorder, Christiane havde haft i lommen.

Hvis Ballin havde en prepaid internetforbindelse og sendte en kort, krypteret meddelelse, blev det hele naturligvis straks vanskeligere. Så måtte de søge lidt og havde under alle omstændigheder modtageren, som de gik ud fra også var prepaid – men ikke meddelelsens klartekst.

Endnu vanskeligere ville det blive, hvis Ballin forlod huset for at ringe. De havde langt flere folk og biler til rådighed end ved skygningen af Anton Müller, de ville kunne skygge både for- og bagfra, de ville kunne koordinere, når Ballin opsøgte bygninger med flere ind- og udgange. Det var dem, man skulle være opmærksom på.

Men varevognen skulle også hele tiden være i nærheden, når han ringede, der ville være endnu flere andre telefonsamtaler at scanne, og Flensborg politis ressourcer var begrænsede.

Derfor undrede det dem, at Ballin blev i sin lejlighed. Han fik leveret sin pizza, dobbeltburgeren og colaen, og Peter Jenschke var sulten.

En af medarbejderne tog en boks med smørrebrød op fra sin taske, hans kollega gjorde det samme, og de spurgte Jenschke, om han ville have noget.

Han sagde, at han ikke var sulten, og håbede, at hans mave ikke ville begynde at rumle.

Forbandede stolthed, tænkte han.

De to havde spist færdig og lænede sig mod de dele af elektronikken, der ikke prikkede mod deres hovedhud, og ventede.

Jenschkes mave rumlede.

“Hvad, hvis han ikke ringer?” sagde han.

“Så er vi på den,” sagde den ene af medarbejderne.

Den anden grinede.

De var fra Kiel. Den slags varevogne fandtes ikke i Flensborg. Det var byen for lille til. De var mere erfarne end ham.

Han havde haft te i en termokande, men havde drukket den alt for hurtigt. Han begyndte at mærke blæren. Han vidste, at han ville kunne holde det ud i en time endnu. Han ville kunne holde det ud. Han måtte blot ikke tænke på det længere. Jo mere han sagde til sig selv, at han ikke burde tænke på det, des værre blev smerten i blæren.

“Du kan gå ud og tisse ved en busk,” sagde en af teknikerne. “Vi holder stillingen.”

“Jeg skulle have tænkt på ikke at drikke så meget.”

“Du skulle have tænkt på at tage noget at spise med.”

Nu grinede de begge.

“Jeg er vant til overvågninger,” sagde han.

De sagde ikke noget. Han vidste, at de tænkte, Flensborg, sikken et provinshul.

Han tænkte, at Kiel var lige så meget provins, halvt så meget provins, I røvhuller.

“Vi har noget,” sagde en af teknikerne.

Det var oscillationer på en af skærmene, der lynhurtigt blev kørt sammen med Edgar Ballins stemmesignatur, og så var lyden på højtalerne: “… er Ballin.”

“Jeg kender ingen Ballin,” var der en kvindes stemme, der sagde.

Forbindelsen blev afbrudt.

“Har vi fået det hele?” spurgte Jenschke.

“Alt,” sagde en af Kielerne.

“Også kvindestemmen?”

“Det hele,” sagde han.

To minutter senere kom der en kort kvidren på en anden frekvens gennem højtaleren, gengivelsens af nogle digitale signaler, der blev sendt fra Ballins bygning.

På en anden skærm dukkede der nogle bogstaver op, der blev til nuller og ettaller.

“De giver ikke nogen mening,” sagde Jenschke.

“Han er en idiot,” sagde den anden Kieler. “Han sender fra sin egen lejlighed. Så dum kan man ikke være.”

“Vi ved ikke, om det var ham, der sendte beskeden.”

“Hvem skulle ellers have sendt den?”

Modtageren af telefonsamtalen havde en tysk prepaid. Den var blevet routed til Danmark, til en person i Åbenrå. Mere præcist kunne mobilen ikke lokaliseres, eftersom den ikke havde gps.

Den anden meddelelse var gået til en hotmail-adresse i Brasilien. Den blev læst ti minutter senere, men teknikerne kunne ikke lokalisere brugeren.

“De er gode,” sagde en af dem. “De er forbandet gode.”

“Ikke lige så gode som os.”

Derefter ringede Jenschke til Christiane.

“Det har De ikke lov til,” sagde Edgar Ballin.

“Vi har en dommerkendelse,” sagde Christiane. “De er på den. De er involveret i en mordsag.”

Ballin kiggede omkring i værelset med sine elskede computere, som om det var et fængsel. Det havde været hans tilflugt i så mange år. Her havde han været så genial, at ingen kunne gøre ham noget.

“Jeg ringede på et forkert nummer,” sagde han.

“Hvem ville De ringe til?” spurgte Christiane.

Carsten stod ved væggen, ligesom første gang. Peter Jenschke kom ud fra toilettet og havde et ansigt fuld af lettelse.

“Det kommer ikke Dem ved.”

“De ringede til Julie Madsen,” sagde Christiane.

“Det har De ingen beviser på.”

“Vi har hendes stemme. Vi har frekvenserne. De er lige så gode som et fingeraftryk.”

Det var ikke sandt. En mobiltelefon tog stemmens mange vibrationer og transformerede dem til en enkelt sinuskurve, som skiftede form hele tiden, men stadigvæk var en enkelt sinuskurve og undertrykte en masse signaler. Den var ikke som et fingeraftryk, den var ikke domstolsrelevant som sådan.

Man kunne ikke opbygge en mordsag på den. Men man kunne true nogen, der i forvejen var bange.

“Fire mennesker er blevet dræbt,” sagde Christiane. “Og De står i forbindelse med dem alle sammen.”

“Jeg har ikke dræbt nogen.”

“Det betyder mellem ti og femten års fængsel,” sagde hun. “Aner De, hvordan en som Dem klarer sig i fængslet? Vi har fået mange udlændinge i de seneste år. Hårde drenge. De venter på en som Dem.”

“Jeg har ikke gjort noget. De kan intet bevise.”

Christiane trykkede på play-knappen, de hørte Ballins stemme, Julie Madsens stemme, og så viste hun ham nullerne og ettallerne på sin laptops skærm.

“Har De brug for flere beviser?” spurgte hun.

“Jeg skulle have forladt lejligheden. Jeg vidste, at jeg skulle være gået herfra. Jeg tænkte ikke på, at De sad dernede.”

“Julie vil påstå, at hun ikke kender Dem,” sagde Carsten. “Hun vil påstå, at det hele var Deres idé.”

“Det var det ikke. Det var hendes. Jeg ville aldrig have gjort det. Hun sagde, at hvis jeg ikke gjorde det, ville jeg ryge i fængsel.”

“Hvis De ikke samarbejder med os, så ryger De under alle omstændigheder i fængsel. Albanerne er de værste. Dem ville jeg ikke så gerne møde i fællesbadet.”

“Hold op,” sagde Ballin. “Hold op med at sige det!”

“De har en god chance for at slippe med en bøde,” sagde Christiane.

“Men jeg kan jo ikke …”

“Naturligvis kan De det.”

“Hvad skal jeg gøre? Hvad skal jeg dog gøre?”

“De kunne starte med at fortælle os, hvad der står i mailen.”

“Den kode bryder De aldrig,” sagde han stolt.

“Albanerne,” sagde Christiane.

“Jeg hader Dem.”

Sådan gik det frem og tilbage, Christiane talte om albanerne, hvad de gjorde ved tykke mennesker som Ballin, han sagde, han hadede hende, til sidst brød han sammen i gråd og fortalte, hvad der havde stået i mailen til den brasilianske hotmail-konto.

Peter Jenschke tog Ballin med på stationen, hvor der var en celle, som normalt blev anvendt til drukkenbolte.

Christiane sagde, at Jenschke ikke skulle være for hård ved ham.

“Hvorfor skulle jeg være hård?” spurgte han.

“Fordi du hader det kryb,” sagde hun.

“Gør du ikke det?”

“Jo længere jeg er i tjenesten, des mindre ved jeg om mig selv, hvad det angår.”