38

DET STORE HUS

Inge Abrahamsen lavede en fantastisk kaffe, og køkkenet var et af de største, Carsten nogensinde havde set. Det ville sige, han havde set det den nat, da Bodil Svendsen stormede ind i det, på jagt efter skytten; men da havde han været alt for bange til at se sig omkring.

Bodil og Christiane sad ved køkkenbordet sammen med ham, mens Inge stod ved vasken og drak af sin kop.

“Jeg forstår stadigvæk ikke, at han er død,” sagde hun. “Hvorfor gjorde I ikke noget? Jeg fortalte jer, at han var i fare.”

“Vi blev selv skudt på,” sagde Bodil.

“I blev ikke dræbt. John blev. Vi har været sammen i tredive år.”

Hun græd ikke; men stemmen vibrerede af sorg.

“Hvor var du i forgårs?” spurgte Carsten. “Omkring klokken et om aftenen, da han blev dræbt?”

“Jeg var hjemme hos min bror.”

“Har du vidner på det?”

“Det behøver jeg ikke at finde mig i.”

Inge og John havde tre børn, alle ude af huset, et i Århus, et andet i København, et tredje i Florida. Sidstnævnte handlede også med huse. Hun havde farens gener.

Hvorfor bliver børnene ikke hjemme? tænkte Carsten. Det burde de. En familie burde blive sammen. Sønderjylland er så smukt.

“Naturligvis gør du det,” sagde Christiane.

“Jeg fortalte jer, at John var i fare.”

“Kender du Birgitte Larsen og Julie Madsen?” spurgte Bodil.

“I er afskyelige. Jeg har netop mistet min mand, jeg er alene. Huset er så stort.”

Der havde ingen telekommunikation været mellem Birgitte, Julie og Inge. Men det behøvede ikke at betyde noget. Den mobiltelefon, som Edgar Ballin havde ringet til, var ikke til at spore længere. Formentlig havde Julie fjernet både simkort og batteri.

“Du er flyttet tilbage,” sagde Carsten.

“Nogen må passe på huset,” sagde Inge.

“Hvilken forbindelse har du til Julie Madsen?” spurgte Christiane.

“Jeg kender hende af navn.”

“Du havde en mand, der var dig utro. Han ville skilles fra dig.”

“Det har jeg aldrig sagt.”

“Hvad har du så sagt?”

“Jeg var udmattet. Jeg havde en hård kamp bag mig. Jeg var ikke så koncentreret, som jeg plejer at være.”

“Hvad laver du?”

“Det har ikke noget med sagen at gøre.”

“Du arbejder i din mands firma,” sagde Bodil.

“Han er død,” sagde Inge.

Et blødt ansigt, en bred næse, men ingen sved. Hun havde måttet lide. Man gjorde ikke den slags uden at lide.

“Hvorfor tror I, at jeg dræbte min mand?”

“Fordi I havde en aftale,” sagde Carsten. “Der var ingen grund til at dræbe din mand. Julie ville ikke have gjort det.”

“Hvad med truslerne?” spurgte hun. “Vi fik trusler.”

“Udlændingene,” sagde han. “De grimme udlændinge. Vis mig dem.”

Hun forlod køkkenet.

To minutter senere lå der en stak papirer på bordet.

På et af dem stod der:

Du gøre os vred. Du ond mand. Vi ikke onde mænd. Vi leve i Danmark, vi arbejde her. Du kalder svin. Svin det mest værreste dyr findes i vores kultur. Svin man ingen kalde. Man kalde svin os menneske, vi bliver svin og døder menneske. Vent på død menneske!”

Alle disse breve var skrevet på computer og laserprintet. Der var ikke et eneste af dem, der havde et nogenlunde grammatisk korrekt dansk. Det kunne skyldes, at de blev skrevet af mennesker, der ønskede at demonstrere deres fremmedhed, men virkede som en satire.

“De er ikke ægte,” sagde Bodil.

“I er her for at beskytte os danskere. Vi betaler jeres løn. De andre får og får, og så truer de os, og når de gør det, siger I, at det ikke er ægte.”

“Du er i samme skydeklub som Birgitte Larsen,” sagde Carsten.

“Det har intet med sagen at gøre.”

“Du fortalte os, at din mand var dig utro,” sagde Bodil.

“Jeg elskede ham. Jeg troede på, at han ville ændre sig.”

“Mennesker ændrer sig ikke bare sådan.”

“I er modbydelige. I kan ikke bevise noget. Jeg var hos min bror. Jeg ringede sammen med min søster. Hun bor i Horsens. Min mobiltelefon har gps. I kender mit nummer. I kan sagtens finde ud af, at jeg var hjemme hos min bror på det tidspunkt.”

“Du har altså et stensikkert alibi,” sagde Carsten.

“Det var de andre. Der var da ham der libaneseren, som angreb Kjeld. Han var fuldstændig vanvittig.”

“Han taler et fremragende dansk,” sagde Carsten. “Han ville aldrig skrive sådan noget.”

“De andre i hans gruppe gør ikke.”

“Ved du, hvordan jeg forestiller mig det?” sagde Christiane. “Du var hos din bror. Du gik tidligt i seng. Hvor er det værelse, du sov i?”

“Det rager ikke dig. Jeg og min søster ringede sammen. Det kan I tjekke.”

“Du slap ud gennem vinduet. Formentlig havde du låst døren. Du ønskede ikke, at nogen tilfældigvis kom ind.”

“Og samtalen? I behøver blot at kontakte telefonselskabet. Har I ikke mit nummer?”

“Jo,” sagde Carsten.

“Jeg tror, at Julie Madsen lokkede din mand til at komme med hende under et eller andet påskud,” sagde Christiane. “Hun var ikke hjemme hos søsteren hele dagen.”

“Det har vi tjekket,” sagde Bodil.

“Hun bragte ham til et af sommerhusene, og der hentede du ham. Hvorfor broen?” spurgte Christiane.

“Har du ikke læst det ene trusselsbrev? Der bliver der talt om en bro, som man må over, når man vil ind i de dødes land. Det er sådan, de tænker.”

“I taber fatningen,” sagde Christiane. “Presset bliver for meget for jer. I laver den ene fejl efter den anden. I var ikke forberedt på, hvad der ville ske, efter at I var begyndt.”

“Hvorfor skulle jeg have ringet til jer? Hvorfor skulle jeg have gjort opmærksom på mig selv? Jeg fortalte jer om, at John var mig utro. Ville en kvinde, der ville begå en forbrydelse, gøre sådan noget?”

“I tror, at I er klogere end os,” sagde Carsten. “I tilhører en anden klasse, og derfor tror I, at I tænker bedre.”

“Sådan noget pjat,” sagde Inge.

Det var stadigvæk det samme køkken, den samme pragt, kun kaffen var blevet lunken og smagte ikke særlig godt længere.

“I har ingen beviser,” sagde hun.

“Jeg er sikker på, at det med telefonen, det kan vi ikke afkræfte,” sagde Carsten. “Det er I alt for dygtige til.”

“Vi er tålmodige,” sagde Bodil.

“Der er mange af os,” sagde Christiane. “Der findes kun tre af jer. Politifolk er der ingen ende på. Når de først har fået fat i noget, så holder de aldrig op med at bide.”

“Jeg er ikke bange for hunde.”

“Det burde du være,” sagde Carsten.