13

Fredag den 26. juli 2002

På vej tilbage efter plasticposen med saltsyreflasken vibrerede telefonen i hans lomme.

»Digame, José Luis,« sagde han.

»De har fundet en ukrainsk luder i Polígono San Pablo som de er ret sikre på er Sergeis mystiske veninde,« sagde Ramírez. »Hun taler ikke meget spansk, men hun reagerede på fotografiet af Sergei da de viste hende det.«

»Tag hende med til El Jefatura, og skaf en tolk,« sagde Falcón. »Vent med at afhøre hende til jeg kommer.«

»Det er næsten frokost.«

»Gør hvad I kan.«

Nadia Kouzmikheva, i sort mininederdel, hvid top uden skulderstropper og flade sko, men ingen strømper, vandrede op og ned ad gulvet i afhøringslokalet mens policía Carlos Serrano så på hende gennem dørens glasrude. Hun havde allerede røget tre af hans cigaretter, og han håbede at tolken var ryger og snart ville dukke op.

Ramírez og Falcón kom gående hen ad gangen sammen med en kvindelig russisk tolk fra universitetet. Serrano åbnede døren for dem. Alle præsenterede sig. De to kvinder sad sammen på den ene side af bordet, mændene på den anden. Tolken tændte en cigaret. Ramírez kastede et blik over skulderen som om han havde en ventende tjener bag sig. Serrano åbnede døren.

»Et askebæger mere, Carlos,« sagde Ramírez.

Falcón forklarede formålet med afhøringen mens han kiggede i Nadias pas og fandt viseringen der stadig havde et halvt år til udløb. Den ukrainske piges skuldre slappede et par millimeter af.

»Hun er tilmeldt undervisningen på en sprogskole,« sagde Ramírez.

»Vi er her ikke for at give dig problemer,« sagde Falcón til pigen. »Vi har brug for din hjælp.«

På pasfotoet var hendes hår mørkebrunt. Rødderne var stadig synlige under den primitive afblegning som hun sandsynligvis selv havde forestået. Hun havde grønne øjne under blå øjenskygge som ikke helt kunne skjule det faktum at hendes venstre øje var misfarvet efter en gammel skade. Hendes hud var hvid og spættet som om hun ikke havde set solen i nogle måneder. Hun havde nye blå mærker på overarmene. Han smilede for at opmuntre hende. Hun smilede tilbage og afslørede en manglende tand bag hjørnetanden. Han anbragte fotografiet af Sergei midt på bordet.

»Hvor i Ukraine kommer du fra?« spurgte han.

Tolken gentog spørgsmålet til pigen der sad med siden til hende.

»Lvov,« sagde hun og legede med sin cigaret mellem de røde, sprukne fingre.

»Hvad lavede du i Lvov?«

»Jeg arbejdede på en fabrik indtil den lukkede. Så lavede jeg ingenting.«

»Sergei kom fra Lvov … Kendte du ham?«

»Der bor næsten en million mennesker i Lvov,« sagde hun.

»Men du kendte ham,« sagde Falcón.

Tavshed. Mere røg mellem skælvende læber.

»Jeg kan se at du er bange,« sagde Falcón. »Jeg kan se at du er blevet slået af de folk du arbejder for. De truer sikkert også din familie. Vi blander os ikke i noget af det hvis du ikke vil have det. Vi vil bare gerne finde Sergei fordi han arbejdede for en mand der nu er død. Han er ikke mistænkt. Vi vil tale med ham for at finde ud af om han har oplysninger vi kan bruge. Jeg vil bede dig om at fortælle os hvorfra du kender Sergei, hvornår du sidst så ham, og hvad han sagde til dig. Intet kommer uden for disse fire vægge. Du kan tage hjem til din lejlighed når som helst du ønsker det.«

Han tog ikke blikket fra hende. Hun havde været igennem nogle grimme lektioner om mennesker, og hun stirrede tilbage på ham for at se om der var nogen sprækker i hans natur – en tøven, flakken i blikket, afslørende tics – der kunne betyde mere smerte til hende. Hun så på sit ur, en billig, lyserød plastictingest med en stor blomst som skive.

»Jeg har otteogtredive minutter til at komme tilbage til min lejlighed,« sagde hun. »Jeg får brug for lidt penge for at folk ikke skal snakke om hvor jeg har været.«

»Hvor meget?«

»Tredive euro er nok.«

Falcón foldede en tyver og en tier ud og lagde sedlerne på bordet.

»Sergei og jeg er venner. Vi kommer fra den samme landsby uden for Lvov. Han arbejdede på en teknisk skole der underviste i mekanik. Han tjente syvogtyve euro om måneden,« sagde hun og så ned på de penge som Falcón havde haft så nemt ved at give hende. »Jeg tjente sytten euro om måneden. Det var ikke så meget et liv som det var en langsom død. Sergei kom hen til mig en dag, meget ophidset. Han havde hørt fra nogle venner at Portugal var et godt sted at komme ind i Europa, at i Europa kunne man tjene syvogtyve euro om dagen. Vi rejste til ambassaden i Warszawa for at få vores visa, og det var der vi mødte mafiaen. De skaffede os visa, de arrangerede transport. Man betalte i dollars – otte hundrede hver. Vi havde allerede hørt rygterne om at mafiaen var stor i Lissabon. Vi havde hørt at de tager folk af bussen, tæver dem og sender de unge kvinder ud i prostitution og mændene til slavearbejde indtil de har betalt en gæld der aldrig kan betales. Så vi besluttede at vi ville ikke tage til Lissabon. Bussen standsede på en servicestation uden for Madrid. Jeg mødte en russisk pige på toilettet. Hun sagde at vi endelig ikke måtte tage til Lissabon, og gav mig en cigaret. Hun introducerede mig for en spansk mand som sagde at han kunne skaffe mig arbejde på en restaurant i Madrid. Jeg spurgte om han kunne skaffe Sergei arbejde også, og han sagde at hvis han kunne vaske op, var det ikke noget problem. De ville betale seks hundrede euro hver måned. Vi stod af bussen.«

Hun trak på skuldrene og slukkede cigaretten. Ramírez gav hende en ny.

»Der var ingen restaurant. Vi blev kørt til en lejlighed hvor vi fik at vide at vi kunne blive. De forlod os der og sagde at de ville komme tilbage næste dag. Senere blev der banket på døren, og tre store russere kom ind. De slog os meget slemt og tog vores pas. Alle tre voldtog mig. Sergei blev taget med. Jeg blev låst inde i lejligheden. Hver dag kom mændene for at have sex med mig og tog af sted uden et ord. Efter tre måneder kom de tre russere tilbage med endnu en russer. Han tvang mig til at tage tøjet af og inspicerede mig som om jeg var et dyr. Han nikkede og gik. Jeg var lige blevet solgt. De tog mig med til Sevilla og anbragte mig i en lejlighed. De behandlede mig meget dårligt i et halvt år, og så blev det lidt bedre. Jeg fik lov at forlade lejligheden for at arbejde i en klub. Jeg serverede drinks og gjorde … andre ting. De gav mig et pas, men brækkede min finger af led,« sagde hun og holdt en hånd op, »så jeg skulle huske … Det havde de ikke behøvet. Jeg var bange alligevel. For bange til at flygte – og hvor skulle jeg tage hen uden penge, og sådan som jeg så ud? De fortalte mig hvor min familie boede, og hvad de ville gøre ved dem. De fortalte mig også at de havde Sergei her, og hvad der ville ske med ham hvis jeg flygtede.«

Hun bad om vand. Serrano kom med en kold flaske. Hun røg intenst. Tolken så ud som om hun ikke ville kunne klare meget mere af Nadias historie.

»Jeg får en lille smule penge til mad og cigaretter. De stoler på mig, men én fejltagelse, så får jeg prygl og bliver spærret inde i lejligheden,« sagde hun og pegede på sit øje. »Det var for min sidste fejltagelse. De så mig på et værtshus hvor jeg talte med Sergei. Det var anden gang jeg havde set ham. Vi mødtes ved et tilfælde en aften, og han fortalte mig hvor han arbejdede.«

»Hvor længe er det siden?«

»Seks uger,« sagde hun. »Jeg blev slået og spærret inde i to uger.«

»Men du så ham igen?«

»To gange. Fjorten dage efter at jeg slap ud, fandt jeg det hus hvor han arbejdede. Vi snakkede bare. Han fortalte mig hvad der var sket. Det arbejde han skulle gøre på byggepladserne – farligt arbejde som kostede mænd livet – hvor meget han hadede Europa og længtes efter Lvov.«

»Sagde han hvem han arbejdede for?«

»Ja, men jeg kan ikke huske navnet. Det var ikke så vigtigt. Han ejede de byggepladser hvor Sergei arbejdede.«

»Hvornår mødte du ham anden gang?«

»Onsdag morgen kom han til lejligheden og sagde at jeg skulle samle mine ting … at vi skulle rejse. Han sagde at den mand han arbejdede for, lå død på gulvet i sit køkken, og at han var nødt til at flygte.«

»Hvorfor var han nødt til at flygte?«

»Han sagde at han ikke ville tilbage til byggepladserne. Han sagde at vi måtte være hurtige, at politiet ville komme, og at vi måtte se at komme af sted.«

»Havde han penge?«

»Han sagde at han havde penge nok. Jeg ved ikke hvor meget det var.«

Hun blinkede og prøvede at synke, men kunne ikke. Hun nippede til vandet. Ramírez gav hende en cigaret til.

»I rejste ikke,« sagde Falcón.

»Jeg kunne ikke. Jeg var for bange. Han sagde farvel, og det var det.«

»Kan du huske præcis hvad han sagde da han fortalte dig at hans arbejdsgiver var død?«

Hun skjulte ansigtet i hænderne og pressede fingerspidserne ind i panden.

»Han sagde bare at han var død.«

»Sagde han at han var blevet myrdet?«

»Nej … Han var død, det var det hele.«

»Og siden da – er der nogen der har henvendt sig til dig om Sergei?« spurgte Falcón.

Hun pegede på de blå mærker på sine arme.

»De vidste at Sergei ville komme og tale med mig,« sagde hun. »De holdt mig fast og gjorde nogle ting ved mig, men jeg kunne ikke fortælle dem noget. Jeg vidste kun at han var rejst.«

Hun så op på uret, tydeligt nervøs.

»Hvad spurgte de dig om?«

»De ville vide hvorfor Sergei var flygtet, og hvad han havde set, og jeg fortalte dem at han havde set en død mand på gulvet. Det var det hele,« sagde hun. »Nu bliver jeg nødt til at gå.«

Falcón kaldte Serrano ind, men han var allerede taget af sted og var blevet erstattet af Ferrera. Han gav hende besked på at få pigen tilbage til baren på Calle Alvar Nuñez Caleza de Vaca så hun var der om treogtyve minutter. Ramírez gav hende sine cigaretter. Hun greb pengene, stoppede den ned bag linningen på sin nederdel og rejste sig og gik.

Tolken kæmpede med at udfylde kvitteringen som om de sidste femten minutter havde kostet hende en del af hendes funktionsevne. Ramírez mindede hende om den aftale om tavshedspligt hun havde underskrevet. Hun gik. Ramírez røg i tavshed med fødderne i spænd bag stolebenene.

»Det er vores job at lytte til sådan noget som det dér,« sagde han, »uden at gøre noget. Det er det vi får vores løn for.«

»Tag en snak med Alberto Montes,« sagde Falcón. »Han har hørt så mange af den slags historier at de hænger ham ud af halsen.«

»Jeg ved ikke hvordan dit møde i morges med Calderón gik,« sagde Ramírez, »men det har gjort én ting klart. Der er helt sikkert russisk mafia i den her sag.«

Han slukkede sin cigaret i det billige blikaskebæger. De gik tilbage til kontoret. Ramírez ringlede med bilnøglerne.

»Jeg posterer nogle folk ved busstationerne i eftermiddag, tjekker lufthavnen, sender Sergeis foto ud til havnene og mailer Policía Judisiária i Lissabon,« sagde Ramírez og rejste sig for at gå til frokost.

Falcón stod ved vinduet. Ramírez kom til syne under ham og gik hen langs bygningen til sin bil. I blokken overfor kunne Falcón se en anden mand stå ved sit vindue og se ned på det samme trivielle sceneri – inspector jefe Alberto Monte. Falcóns mobil vibrerede. Isabel Cano ville tale med ham på sit kontor engang efter klokken enogtyve. Han lovede at gøre sit bedste og klappede telefonen i.

Montes åbnede sit vindue og så ned på parkeringspladsen to etager under sig. Falcón tog imod endnu en opringning. Consuelo Jiménez inviterede ham på middag samme aften i sit hus i Santa Clara. Han sagde ja uden at tænke, for han var fuldstændig opslugt af Montes der nu lænede sig ud ad vinduet med begge albuer i vindueskarmen. Ingen åbnede deres vindue i femogfyrre graders varme i et kontor med aircondition. Montes drejede hovedet. Han bakkede væk fra vinduet og lukkede det.

Falcón kørte hjem til frokost. Varmen og Nadias historie havde ødelagt hans appetit, men det lykkedes ham at spise to skåle køleskabskold gazpacho og en chorizo-sandwich. Han talte med Encarnación for at finde ud af om hun havde lukket nogen ind i huset dagen før. Hun sagde at det havde hun ikke, men hun havde ladet hoveddøren stå åben en times tid om morgenen for at lufte lidt ud. Han gik op i seng og sank hen i en døs hvori hans hjerne gennemspillede foruroligende versioner af dagens afhøringer, og det kulminerede i et drømmebillede af en celle hvis vægge bar svage, blodige aftryk af menneskehænder. Han slæbte sig ud i badeværelset og gik ind under bruseren for at forsøge at afvaske den fornemmelse af gru der havde ledsaget det sidste billede. Vandet strømmede gennem hans hår og over hans læber, og han ramtes af den tanke at tiden var inde til at holde op med at optræde som detektivmunk og i stedet lade sig opsluge af livet.

På vej til El Jefatura blev han ringet op af Alicia Aguado som allerede havde hørt båndene med gennemgangen af Sebastián Ortegas sag. Hun ville gerne tale med ham hvis Pablo Ortega var med på ideen, og kriminalforsorgen var medgørlig.

Falcón fortalte hende om den diskussion han havde haft med Pablo Ortega om morgenen, hvordan skuespilleren havde været bange for at komme til at gøre noget der helt kunne splintre Sebastiáns i forvejen skrøbelige sindstilstand.

»Ja, det er uundgåeligt at der er foregået noget mellem de to,« sagde hun. »Ligesom der er foregået noget mellem Sebastián og hans mor som forlod ham to gange, ved at lade sig skille og ved at dø. Jeg er sikker på at Pablo Ortega ved at hvis hans søn er villig til at tale med os, så ender de begge to på briksen. Med det udtryk han brugte – ‘rode op i det hele’ – tænkte han ikke kun på sin søns minder, og det gør ham nervøs. Måske burde jeg møde ham. Han har sikkert en del berømmelsesparanoia og vil ikke bryde sig om at nogen rumsterer med hans inderste tanker.«

»Jeg skal ud i kvarteret i aften. Så kigger jeg ind til ham igen,« sagde Falcón.

»Jeg er ledig i morgen tidlig hvis han er indstillet på et uformelt møde.«

Fra El Jefaturas parkeringsplads kunne han se at kontorerne hos El Grupo de Homicidios var fyldt op. Alle var vendt tilbage efter en lang dag på de varme gader. Da han gik hen mod bagindgangen, skævede han op til Montes kontor og så manden stå ved sit vindue. Hans mave pressede sig imod den hvide skjorte, hans slips hang ned ad brystet. Falcón løftede hånden til hilsen. Montes reagerede ikke.

Støjen der trængte ud fra hans kontor, bar på forventninger om den forestående weekend, august og ferien der nærmede sig. Han ville snart miste Pérez, Baena og Serrano i to uger hvilket ville betyde meget mere benarbejde for de tre der blev tilbage. Han forventede at finde dem alle i shorts og med kolde øl i hænderne, men de sad på skrivebordshjørner og røg og sludrede. Falcón stod i døråbningen og smilede og nikkede.

»Inspector jefe!« råbte Baena og lød som om han var tre øl foran de andre.

Pérez og Serrano gjorde ekstravagant honnør. Han måtte vente indtil Pérez vendte tilbage fra ferie før han gav ham en omgang fordi han ikke havde ransaget Vegaernes have efter forskrifterne.

»Så er ferien skudt i gang,« sagde Falcón.

»Vi har afleveret vores rapporter,« sagde Pérez. »Vi brugte hele eftermiddagen ude ved busterminalen og Santa Justa. Carlos tog endda helt ud til lufthavnen som en ekstra gave til dig her inden han tjekker ud.«

»Ingen Sergei?«

»Pigen var det tætteste vi kom,« sagde Serrano.

»Den fyr forsvinder simpelt hen fra jordens overflade,« sagde Baena. »Det ville jeg også gøre hvis jeg havde den russiske mafia i røven.«

»Var der noget at komme efter hos de andre beboere i Santa Clara?«

»Der var næsten ikke et øje hjemme,« sagde Pérez. »Cristina ringede til de private vagtfirmaer, og de fleste er rejst. Dem vi talte med, havde intet set.«

»Nåede I at få sat gang i noget med den nøgle vi fandt i Vegas fryser?«

»Ikke endnu. Da jeg havde sat Nadia af, var alle bankerne lukket.«

»Okay. Tag fat i det mandag morgen,« sagde Falcón. »Hvad med Rafael Vegas id-kort?«

»Ikke noget endnu, men Cristina og jeg havde en interessant samtale nede på Vega Construcciones i eftermiddag,« sagde Ramírez, »med Gulddrengen, revisoren. Han havde ansvaret for at få installeret computersystemet, og han har set nærmere på nogle af projekterne.«

»Hvad er Gulddrengen i Vega Construcciones?« sagde Falcón. »Er han bare Francisco Dourado, revisor, eller er han noget mere end det?«

»Han mener selv han burde være udnævnt til økonomidirektør nu … men det er ikke sket,« sagde Ramírez. »Rafael Vega var ikke indstillet på at slippe pengene, eller rettere, han var ikke begejstret for den tanke at nogen skulle vide så meget om hans forretning.«

»Så han er bogholder.«

»Netop, men siden Rafael Vegas død har han haft fri adgang til systemerne. Det havde han også før, men han var for bange for at blive afsløret. Som jeg sagde, han kender computersystemet ud og ind, og Vázquez er ikke it-vidende nok til at standse ham.«

»Så hvad har vi?« sagde Falcón. »Er der nogen navne?«

»Vladimir Ivanov og Mikhail Zelenov,« sagde Ferrera og rakte ham to fotos og russernes profiler. »De her er lige kommet fra Interpol.«

Vladimir Ivanov (Vlado) havde en tatovering på sin venstre skulder og var lyshåret og blåøjet og havde et ar under kæbelinjen på højre side af ansigtet. Mikail Zelenov (Mikhas) var mørk og stor (hundrede og toogtredive kilo), havde grønne øjne der ikke var meget andet end et par sprækker i hans ansigt. Deres ulovlige aktiviteter dækkede hele spektret i mafiaaktiviet – prostitution, trafficking, spil, internetsvindel og pengevask. De tilhørte begge en af de største mafiabander – Solntsevskaya – som havde mere end fem tusind medlemmer. Deres operationsområde var Den Iberiske Halvø.

»På de to projekter som de to mænd er involveret i, er der to sæt regnskabsbøger,« sagde Ramírez. »Det første er udarbejdet af Dourado på grundlag af tal som han har fået af Rafael Vega. Det andet sæt fører Vega selv, og de viser hvordan projekterne virkelig drives.«

»Pengevask er nået frem til Sevillas byggeindustri,« sagde Falcón.

»Russerne finansierer mere eller mindre det hele. De leverer al arbejdskraft og alle materialer. Vega Construcciones stiller med arkitekt, ingeniører og styring af pladsarbejderne.«

»Hvem ejer så bygningen, og hvad får Rafael Vega ud af det?«

»Detaljer om ejerforholdene ligger hos Vázquez,« sagde Ramírez. »Alle ejendomsskøder og handler håndteres af ham. Vi har ikke foretaget os noget imod ham endnu. Jeg syntes vi skulle tale sammen først. Foreløbig ved vi kun at det er et fælles projekt hvor al finansiering kommer fra russerne mens Rafael Vega leverer ekspertisen … Der må ske en form for udligning.«

»Vega leverer den ramme som muliggør hele projektet,« sagde Falcón. »Det er afgørende. Men vi må aftale et møde med Vázquez i morgen. Vi to.«

»Hvad med mig?« sagde Ferrera. »Jeg har også været involveret i denne del af efterforskningen.«

»Det ved jeg, og jeg er sikker på at du har gjort det godt,« sagde Falcón. »Men Vázquez skal mærke at han sidder over for afdelingens samlede ledelse her. Vi har muligvis endda nok til at anmode om en ransagningskendelse. Jeg ringer til juez Calderón.«

»Hvad skal jeg så lave?« sagde Ferrera.

»Vi mister tre mand fra i aften,« sagde Falcón. »I morgen tidlig er vi alle sammen fodfolk.«

»Men jeg vil være den eneste som rent faktisk er på fødderne.«

»Vi skal finde Sergei. Han er tres timer foran os nu, hvilket højst sandsynligt vil sige at vi har mistet ham, men han er i øjeblikket vores eneste mulige vidne. Hans mulige flugtruter må tjekkes endnu en gang. Jeg spørger juez Calderón om vi må sende hans foto ud til pressen.«

Falcón gav dem fri og sagde til dem alle sammen at de skulle tage hen på baren La Jota, så han kunne give en omgang øl. De defilerede ud. Han holdt Ferrera tilbage.

»Jeg har lige fået en anden idé,« sagde han. »Du havde et godt tag på señor Cabello. Jeg vil gerne have at du kører ud til ham igen, og det skal være i aften, for José Luis og jeg skal have oplysningerne med til Vázquez i morgen tidlig. Prøv om du kan finde ud af hvilke jordområder han solgte til Rafael Vega, og hvilke af de strategisk beliggende arealer de byggemodnede.«

Falcón kørte hende hen til La Jota og købte sin omgang. Han ringede til Calderón der ikke svarede. Han efterlod folkene i baren, og på vej til Isabel Cano standsede han ved Edificio de los Juzgados. Alt var stille. Sikkerhedsvagten sagde at Calderón var taget af sted klokken nitten, og at han ikke havde set Inés. Falcón ringede til Pablo Ortega og spurgte om han måtte komme forbi og vise ham nogle fotografier.

»Du og dine fotografier,« sagde Ortega irritabelt. »Nå, hvis det bare går hurtigt.«

Isabel Canos kontor var åbent, men tomt. Han bankede på skranken, og hun råbte inde fra sit kontor at han skulle komme ind. Hun sad ved sit skrivebord med de højhælede sparket af og røg. Hendes hoved var lænet tilbage, og håret væltede ned ad den sorte læderstol. Hun smilede til ham ud af øjenkrogen.

»Gudskelov det er weekend,« sagde hun. »Er du kommet til fornuft?«

»Jeg er snarere blevet mere overbevist om min idé.«

»Strissere,« sagde hun og gøs ved tanken om deres mentale uduelighed.

»Vi fører meget beskyttede liv.«

»Men det betyder ikke at man skal optræde dumt,« sagde Isabel. »Tving mig nu ikke til at kapitulere når jeg lige er begyndt på Manuela. Det er dårligt for mit image.«

»Må jeg sætte mig?«

Hun slog ud med hånden mod en stol med sin cigarethånd. Falcón kunne godt lide Isabel Cano, men somme tider var hun en grov omgang. Intet emne var for fint til at hun kunne klaske det op på bordet og filetere det som en fisk.

»Du ved hvad jeg har været igennem, Isabel,« sagde han.

»Det gør jeg faktisk ikke,« sagde hun og overraskede ham. »Jeg kan kun forestille mig hvad du har været igennem.«

»Det er også godt nok,« sagde Falcón. »Faktum er at jeg føler mig som en mand der har mistet alt. Alt det der gjorde mig til menneske, blev draget i tvivl. Folk har brug for struktur i livet for at opnå en følelse af at høre til. Jeg har ikke andet end hukommelsen, og den er upålidelig. Men jeg har også en bror og en søster. Paco er en brav mand som altid vil vælge at gøre det rigtige. Manuela er kompliceret af temmelig mange grunde, men de har alle sammen noget at gøre med at hun ikke fik den kærlighed fra Francisco som hun gerne ville have haft.«

»Jeg har ikke ondt af hende, og det skulle du heller ikke have,« sagde Isabel.

»Men på trods af hvad jeg ved om Manuela – hendes griskhed og havesyge og begærlighed – så har jeg behov for at hun er min søster. Jeg har behov for at høre hende kalde mig hermanito, lillebror. Det er sentimentalt og ulogisk og sikkert krænkende for din juridiske hjerne … men det er sådan det er.«

Isabels læderstol knirkede. Klimaanlægget åndede. Byen lå tavs hen.

»Og det tror du at du opnår ved at give hende huset?«

»Ved at nå til enighed om huset, som jeg ikke længere har lyst til at bo i, vil jeg indbyde muligheden for det. Hvis jeg ikke gør det, må jeg leve med hendes had.«

»Du tror måske at du har brug for hende, men hun ved at hun ikke har brug for dig. Du er blevet overflødig fordi du ikke længere er en fuldblods slægtning til hende. Du er ikke andet end én der står i vejen for hende, en barriere,« sagde Isabel. »Når man giver mennesker som Manuela noget, vil de blot kræve mere. De er ikke i stand til at føle kærlighed. Din gave vil ikke opfylde hendes ønske, men den vil skabe antipati og gøre hendes had mere målrettet.«

Hver sætning fra hendes mund var som et slag i ansigtet, som om hun kaldte en hysteriker tilbage til virkeligheden.

»Du har sikkert ret,« sagde han og var rystet af hendes verbale brutalitet, »men min natur dikterer mig at jeg må løbe en risiko og håbe at du tager fejl.«

Hun strakte hænderne op mod loftet og sagde at hun ville skrive et udkast til et brev som han kunne læse. Han bød hende på en drink og en tapa på El Cairo, men hun sagde nej tak.

»Jeg ville gerne byde dig en drink her, men jeg har ikke noget alkohol på mit kontor,« sagde hun.

»Så lad os tage hen på El Cairo,« sagde Falcón.

»Jeg vil ikke have at det vi skal tale om nu, får nogen chance for offentlig transmission.«

»Har vi da andet at tale om?«

»Det du nævnte i morges.«

»Esteban Calderón,« sagde Falcón og satte sig igen.

»Spurgte du mig om ham nu fordi han skal giftes med Inés?«

»De meddelte det i onsdags,« sagde han.

»Kan du huske hvem der varetog din skilsmisse fra Inés?«

»Det gjorde du.«

»Hvorfor er Estebans historie så noget der vedkommer dig?«

»Jeg er bekymret … for Inés.«

»Tror du at Inés er en lille, uskyldig pige der har brug for beskyttelse?« sagde Isabel. »For i så fald kan jeg informere dig om at det er hun ikke. Det her hus som du er så ivrig efter at forære til Manuela … jeg måtte kæmpe med næb og kløer for at hindre Inés i at kræve halvdelen af det. Du behøver ikke bekymre dig om hende, for hun ved alt hvad der er at vide om Esteban Calderón, det kan jeg forsikre dig om.«

Falcón nikkede da små verdener, der hidtil havde været lukket land for ham, pludselig åbnede sig.

»Du kaldte Esteban en jæger da vi talte sammen i morges. Hvad jager han?«

»Forskel. Han ved det ikke endnu,« sagde Isabel. »Men det er dét han altid har ledt efter.«

»Og hvad er det for en forskel?«

»En hvis ansigt han ikke kan læse, og hvis sind han ikke kan forstå,« sagde Isabel. »Kvinder har altid kastet sig for Estebans fødder. Det har ofte være kvinder fra hans professionelle liv. De har alle sammen juridiske hjerner. Han forstår hvordan de er skruet sammen, fra det sekund han ser dem første gang. Han leger med dem i håbet om at de ikke er hvad de ser ud til at være. Så opdager han at de er ligesom alle de andre, og han begynder at kede sig. Jagten begynder igen. Han er dømt til den samme rastløshed som en haj, den mand.«

Falcón kørte ud af byens tiltagende mørke, og den virkelige verdens brutalitet og simrende hede virkede meget fjern da han automatisk flyttede hånden fra gearstang til rat i kabinens kølige luft. Gadebelysningen kastede smalle skygger over bilruden da han kørte langs Avenida de Kansas Citys blomstersmykkede rabatter. Neonlysene blinkede deres løfter ud over byen, og palmerne stod ranke som teltstænger der bar nattehimlens baldakin. Intet andet end trafikreguleringernes røde og grønne lys nåede ham. Han levede inde i sit hoved mens hans automatpilot bragte ham sikkert til Santa Clara. Isabels ord om Calderón og Inés gled igennem hans hjerne som en lysavis. Falcón vidste at han selv havde strejfet galskabens yderdistrikter, men nu stod han ansigt til ansigt med den galskab der levede i de fuldkommen normale mennesker der omgav ham.

Det eneste de ikke havde talt om, var det korte glimt af sårbarhed der var brudt igennem hendes overflade om morgenen da han nævnte Calderóns navn. Han var nu klar over at det ikke havde noget at gøre med Calderón selv. Dommeren havde mistet sin betydning i Isabels bevidsthed. Det der var brudt igennem overfladen, var erindringen om hendes eget svigt som hustru og mor; en kvinde der havde spillet hasard med sin familie. Det hun havde vist ham, var den intense fortrydelse der havde været knyttet til hendes minde.

Han måtte trække ind til siden på Avenida de Kansas City under La Caseras røde, svævende neonskilt for at besvare et opkald fra Cristina Ferrera der havde talt med señora Cabello. Falcón slog op i sit bykort og markerede de landområder Cabello havde solgt til Vega, og de to større udstykninger der var blevet muliggjort ved deres salg. Før han afbrød, bad han Ferrera om at holde øje med Nadia.

Det var først da samtalen var slut at han begyndte at spekulere over hvorfor i alverden han var på vej for at spise middag hos Consuelo.