Med rene ord

Haag, 6. april

Jutta Beyer fra Berlin var stadig ikke helt sikker på, hvad hun egentlig lavede i Haag. Hun var heller ikke helt sikker på, om nogen anden i hele verden vidste det. Hun satte pris på klare strukturer, sådan som der havde været på Abteilung 4 des Landeskriminalamtes Berlin. Hun havde været Kriminalobermeister på LKA 4, der knoklede med organiseret kriminalitet og alvorlig bandevold, som Tyskland i øjeblikket blev oversvømmet af. Som om det ikke var nok med de russiske og østeuropæiske fremstød, var også den italienske mafia, frem for alt den hemmelighedsfulde ’Ndrangheta fra Calabrien i Syditalien, den europæiske kokainhandels nykronede konger, begyndt at få fodfæste. Det var ganske vist værst vestpå – Nordrhein-Westfalen formelig druknede i mafiaopgør – men arbejdsbyrden var alligevel blevet så grotesk, at selv Jutta Beyer var parat til at give afkald på de trygge rammer og kaste sig ud i det ukendte.

Det skete, da tilbuddet fra Europol kom.

Den første juli kunne den europæiske politienhed fejre tiårsjubilæum. Og til årsskiftet skulle Europol ændre karakter, flytte fra den stemningsfulde, efeuovergroede gamle skolebygning i Haags hyggeligste kvarter til en veritabel bureaukratskyskraber – og blive en formel EU-myndighed. Det var naturligvis stadig sådan, at Europol var en nonoperativ instans uden ret til at anholde og afhøre personer eller efterforske mistanker om kriminalitet, men mandatet blev udvidet til at gælde alle former for grov grænseoverskridende kriminalitet. Kravet om en kobling til organiseret kriminalitet ville bortfalde. De fleste med fingeren på pulsen var enige om, at det var et klart skridt hen mod et operativt fungerende overstatsligt Europapoliti, selv om det ikke blev sagt med rene ord. Det her var ganske enkelt det uofficielle startpunkt for et europæisk FBI.

Jutta Beyers begejstring over at få lov til at være med til denne historiske begivenhed kendte ingen grænser. Hun havde elsket historiske begivenheder, lige siden hun som tolvårig blev løftet op på Berlinmuren, mens folk fra Øst og Vest på begge sider af hende brød muren ned med forhammere og hakker. Hun stod oppe på en lille stump mur i sin lyseblå kjole med plysbamsen Traugott i hånden og skuede mod vest. Der blev bragt fotografier af hende i aviser og blade verden over. Historiske billeder.

Nu kunne hun se frem til en mere.

Det var ikke, fordi hun lod noget bag sig i Berlin, hun havde ingen familie, ingen nære venner mere, og desuden føltes det herligt at overlade bjerget af trivielle sager med højreekstremistiske bander, brutale russiske mafiosoer på lavt niveau, italienske håndlangere og overflødighedshornet af pushere til deres egen skæbne og give sig i kast med den store, organiserede kriminalitet.

Begejstringen blegnede hurtigt. I stedet var hun endt i en international gruppe, hvis mandat og tilmed grænser forblev særdeles vage. Hun havde ved flere lejligheder prøvet at få gruppens operative chef – alene den betegnelse, i en ikke-operativ gruppe – til at forklare, hvad det hele i grunden gik ud på. Han var rigtignok både pålidelig og sympatisk, og utvivlsomt ekstremt prof, men det var, som om han skjulte noget for hende. Ja, for hele gruppen. Hvis grænser forblev absurd diffuse.

Så meget havde chefen dog trods alt sagt: Gruppens struktur var helt bevidst fleksibel. Det var selve idéen. Dem, der rent fysisk var flyttet til Haag, udgjorde ganske vist kernetropperne, men dem, der blev i hjemlandene og kun var tilknyttet gruppen på skift, var en lige så stor del af den. Men på hvilken måde Opcop-gruppen egentlig adskilte sig fra den gamle Europol-struktur – med Europol Liaison Officers, disse fordømte ELO’ere, rendende alle vegne – var stadig uklart.

Den måned hun havde været her, siden første marts, havde hun mest brugt på at flytte papirer og sætte sig ind i it-systemet. Men i virkeligheden brugte hun det meste af tiden på at være gal. Over at hun ikke rigtig vidste, hvad hun lavede, og frem for alt måtte lave. Det virkede, som om hele Europols virksomhed var mærkeligt bagbundet.

Hun var en strisser, der gerne ville handle, men som krævede klare retningslinjer og endnu klarere grænser. Først når hun havde dem, var hun parat til at skride til værket.

Opcop-gruppens fælles aktiviteter bestod mest i møder. Møder, der hovedsagelig handlede om lokale, administrative spørgsmål. Det var sådan et møde, hun var vej til denne tidlige mandag morgen først i april.

Foråret var kommet til Haag, denne besynderlige lille dukkehusby. Det var helt enkelt en utrolig smuk morgen, hun cyklede gennem. Hun var ganske vist Berlincyklist, og så er man vant til det meste, men de hollandske cyklister var en menneskerace helt for sig selv. Og så var det her endda lille Haag, ikke Amsterdam, som hun også havde cyklet til et par weekender. Haag var rigtignok ingen spøg, men Amsterdam var cykelhelvedet på jorden. Folk cyklede, præcis hvor det passede dem, gerne med tre-fire unger på styret og en and eller en guillotine i bagagebæreren, og nogen færdselsregler var der ikke tale om. Og Jutta Beyer, der satte så stor pris på regler.

Det var trods alt et forsonende syn, da hun cyklede op ad Raamweg, at se Europolbygningens vildtvoksende grønne frodighed tårne sig op som en oase efter en lang ørkenvandring. Som en hel, stor bygning af løvværk beklædt med række efter række af røde rektangler. Selv var hun stadig ikke helt fortrolig med, hvordan man betjente de der røde markiser. Der manglede ligesom en manual.

Da hun svingede ind på parkeringspladsen, dukkede der et mærkeligt billede op inde i hendes hoved. Europolhuset lignede faktisk et juletræ, der havde været igennem en skrotpresse. Da hun mødte Marek Kowalewski, den polske kollega med det lidt for brede smil, gik billedet hurtigt i sig selv. De stillede cyklerne ved siden af hinanden.

»Skal vi låse dem sammen?« spurgte Marek og raslede med kædelåsen som et andet discountspøgelse.

»Det synes jeg ikke,« sagde Jutta og låste med sin egen kædelås.

De slog dog følge gennem gangene, det kunne hun dårligt undgå. Heller ikke den paradoksalt bryske rumænerinde Lavinia Potorac – pensioneret gymnast med lige så perfekt veltrænet krop som poset tøj og ulideligt væsen – der kom ud fra dametoilettet og hilste med et bistert nik. Uden for døren til konferencesalen stod den castilianske elegantier Felipe Navarro med tungen i mundvigen og rettede på slipseknuden. Lavinia Potorac rystede vredladent på hovedet, kørte adgangskortet gennem låsen, tastede koden og flåede døren op. Navarro fangede den og holdt den for dem med en galant håndbevægelse. Ingen tog notits af ham.

Resten af den brogede skare sad derinde. Der var Miriam Hershey og Laima Balodis fra henholdsvis London og Vilnius, som allerede var sluppet af sted med at blive slyngveninder; der var den noget verdensfjerne athener Angelos Sifakis og den evig og altid stridbare franske Corine Bouhaddi. Der var Fabio Tebaldi, den unge mordtruede mafiabekæmper fra San Luca på den italienske støvles tåspids, og der var gruppens alderspræsident, den noget besynderlige svensker Arto Söderstedt. Hvis det altså ikke var finne, han var, det kunne Jutta Beyer ikke rigtig blive klog på.

Desuden var nogle af de nationalt baserede medarbejdere til stede. Hun genkendte ikke en eneste af dem. Hvilket var typisk for gruppen som helhed. Diffust, uklart.

Og så det sprog, de var pisket til at tale. Med en enkelt undtagelse var der ingen, der talte sit modersmål. Alle var tvunget til at kæmpe med »the EUnglish language«, denne underligt klangløse sprogmaterie, man talte i EU. Kollegerne var ganske vist til dels udvalgt på grund af deres sprogfærdigheder og havde desuden været igennem et omfattende grundkursus, inden de blev antaget, men ikke desto mindre var det altid anstrengende.

Jutta Beyer havde næsten nået kogepunktet, da hun satte sig på sin vante plads i den luftige konferencesal, hvis massive egetræsvægge og ditto loft var udsmykket med forsænkede firkanter, som om en eller anden havde prøvet at efterligne en middelalderlig katedrals kassetteloft. Noget var anderledes i lokalet, et eller andet var forandret, men netop som hun forsøgte at komme på hvad, satte Kowalewski sig lidt for tæt på hende. Og smilede selvfølgelig. Endnu bredere. Han ville sikkert smalltalke om weekenden. Hun tog sig unødigt god tid til at finde den forgangne uges papirer frem, hele tiden i håb om, at chefen skulle dukke op, inden hun var færdig.

Men nej. Tiden gik. Ingen chef åbenbarede sig. Klokken tikkede forbi otte. Mulighederne for at ordne papirbunker, kuglepenne og notesblokke var ved at være udtømt. Jutta var snart nødt til at møde Mareks blik. Hun kunne mærke, at hun ligesom ikke orkede det. Hun var bange for at blive ubehagelig. Det vidste hun, at hun kunne blive nogle gange, når hun var irriteret, og folk overskred hendes grænser.

Men Kowalewski havde allerede vendt sig bort og sagde nu højt:

»Let’s play Chinese whispers, children!«

Resten af gruppen drejede hovederne og så på ham. De var efterhånden vant til hans tvangsmæssige ageren klassens klovn. Sådan en var der altid, i hver eneste gruppe. Jutta Beyer måtte droppe sine indre ræsonnementer om, at man netop havde løst ADHD-gåden, for denne gang var blikkene mest forundrede. Eller ligefrem anklagende.

»Shit,« sagde Kowalewski og så slukøret ud. »Hedder det ikke sådan på engelsk? Den der leg, hvor der er en, der lægger ud med at hviske et ord, og så skal de andre hviske det videre? Det kunne da være skægt med alle vores modersmål …«

»Du har altså ikke hørt det?« sagde Miriam Hershey, den mørke englænder, og lod blikket springe mellem Marek Kowalewski og Arto Söderstedt, der bare gjorde en lille afværgende håndbevægelse.

»Hørt hvad?« fremturede Kowalewski.

Söderstedt strakte sig, så det knagede lydeligt i hans lyse krop, og sagde:

»Let’s just say I’ve had my fair share of Chinese whispers.«

Jutta Beyer takkede de højere magter for, at chefen i dette øjeblik trådte ind i lokalet og med sin blotte tilstedeværelse fik den akavede stemning til at lette. Han nikkede hastigt til forsamlingen og satte sig bag sit kateder. Han var en forholdsvis velholdt midaldrende mand med mellemblondt hår, der var blevet lidt længere og lidt mere gråt med årene. Hans tidligere ret tynde krop var måske blevet ramt en anelse af alderens hærgen i områderne omkring bukselinningen. Han havde en lille, rød blegne på kinden og kom fra Sverige. Hans navn var Hjelm.

Paul Hjelm.

»I torsdags kom Europol så tæt på operativ virksomhed, som vi nogensinde har været,« sagde han på sit nogenlunde velplejede engelsk. »Da blev vores højt ærede kollega Arto Söderstedt nemlig indblandet i en tildragelse i London, der ganske vist var en ulykke, men som ledelsesgruppen her i huset har brugt weekenden på at diskutere principper i forbindelse med. Og kære venner, jeg ved godt, at I er dødtrætte af principper. Tro mig, når jeg siger, at det er jeg også.«

Han så ud over den samlede Opcop-gruppe og indkasserede et antal bekræftende nik. Hjelm sukkede og fortsatte:

»Frem for alt er jeg enormt træt af at gå og snakke udenom. I har nu været godt en måned i jeres nye stilling, og det er på tide at sige tingene med rene ord. Er I klar til det?«

»Mere end klar,« sagde Felipe Navarro og rettede atter lidt på slipseknuden. »Vi indlod os jo på det her uden at være helt klar over, hvad det gik ud på, så vi er selv lidt ude om det. Men at det skulle være så uklart, var en anelse overraskende. Pointen var jo, at det skulle være en ny type international politienhed.«

»Vi fattede bare ikke, at det nye var, at vi ingenting skulle lave,« sagde Corine Bouhaddi beskt.

Paul Hjelm smilede flygtigt og sagde så:

»I har jo fået tudet ørerne fulde med, at Opcop betyder ‘Overt Police Cooperation’, åbent politisamarbejde inden for Europols rammer. Det er skam også rigtigt nok, det er det officielle navn, men det er en efterrationalisering. I bund og grund betyder det ganske enkelt ‘Operating Cops’, efter en absurd indskydelse hos en af vores vicedirektører. Selv havde jeg hellere set noget lidt mindre hårdkogt, men essensen er den samme. Vi er en enhed, der skal afprøve de operative muligheder for en international politistyrke op til og under Europols omformning til en formel EU-myndighed.«

»Afprøve?« udbrød Fabio Tebaldi. »Hvad helvede betyder afprøve?«

»Jeg kan ikke understrege kraftigt nok, at det, der nu bliver sagt i dette lokale, er omfattet af EU’s allerhøjeste grad af hemmeligstempling, den, der i de fleste af medlemslandene går under betegnelsen ‘absolute secrecy’. Brud på tavshedspligten kan give rundt regnet ti års fængsel. Med dette in mente betyder ‘afprøve’, at vi er en enhed, der får lov til at foretage vores egne efterforskninger.«

I en lægmands ører ville dette næppe have lydt særlig dramatisk, men det sus, der gik gennem lokalet, var ikke et lægmandssus. Det var et politisus. Fra politifolk, som ville handle, ikke assistere, som ville lede, ikke ledes. For det havde hele tiden været det, der stod allermest klart i direktiverne: At Europols opgave var at bistå de nationale politikorps med koordinering og informationsindhentning, ikke selv at være operativ.

»Det er i grunden uhyre enkelt,« fortsatte Paul Hjelm. »Den internationale kriminalitet er ved at give os baghjul. Hvis politiet skal have den ringeste chance for at håndtere en organiseret kriminalitet, der faktisk aldrig længere holder sig inden for landegrænserne, må det nødvendigvis også blive mere internationalt. Der er bare endnu ikke noget mandat for det, og det må vi aldrig glemme. Vi er simpelthen fortroppen, avantgarden, den hemmelige fortrop. Vi skal teste, om det overhovedet er muligt at gennemføre politiefterforskninger på et overnationalt europæisk plan.«

Han tav og lod sit blå blik glide hen over forsamlingen. De rutinerede kriminalfolk fra alle hjørner af Europa vekslede blikke, man roligt kunne kalde skeptiske. Andet var heller ikke at forvente. Han håbede bare, at hans egen skepsis ikke nåede ud i blikket.

Det blev selvfølgelig Corine Bouhaddi, der sammenfattede:

»Men hvordan dælen skal vi kunne foretage politiefterforskninger i hemmelighed?«

»Et rigtig godt spørgsmål,« sagde Paul Hjelm. »Og sådan skal det selvfølgelig ikke forstås. Vi skal bare ikke skilte med Opcop-gruppens eksistens. Hvis vi får sat kniven for struben, skal vi kunne henvise til vores respektive landes politimyndigheder. Der er sendt en mail med nærmere direktiver til jer her til morgen.«

»Må vi bære våben?« spurgte rumæneren Lavinia Potorac. Hun var ret vild med våben.

»Hvis vi skal kunne foretage fuldblods efterforskninger, må vi også have mulighed for at være bevæbnede, så svaret er ja. Men vi skal være bevidste om, at der står lidt mere end sædvanligt på spil, hvis vi bruger pistolen. Det er min opgave at sørge for, at sporene tilbage til gruppen bliver slettet, men det er ikke sikkert, det altid kan lade sig gøre.«

Jutta Beyer rakte hånden op. De øvrige mødedeltagere kikkede skeptisk på hende. Selv Hjelm virkede en anelse forbavset, da han gav hende ordet med en lille håndbevægelse.

»Hvad sker der,« spurgte hun, »hvis en efterforskning fører os til et EU-land, der ikke er repræsenteret i gruppen? For eksempel Ungarn eller Holland?«

Paul Hjelm nikkede langsomt.

»Vi må nok hellere tage det helt fra bunden,« sagde han med en lille, uudgrundelig grimasse. »EU har for indeværende syvogtyve medlemslande. En gruppe på syvogtyve politifolk til den her opgave ville ikke alene være så bekostelig, at EU’s regnedrenge ville begynde at give ondt af sig, den ville også være operativt helt uhåndterlig. Derfor besluttede vi på et tidligt stadium at begrænse antallet til en håndterbar operativ gruppe. Flere af de mindre lande må finde sig i – her i første omgang – at være repræsenteret af et naboland. Hvis det hele falder godt ud, vil vi senere gå over til et rotationsprincip. Omvendt ville hele tanken være dødfødt uden ‘de fire store’. Ergo er Tyskland, Frankrig, Storbritannien og Italien repræsenteret og vil altid være det. Præcis hvordan det bliver med de to ‘temmelig store’, står ikke helt klart endnu, men i øjeblikket er både Spanien og Polen med. I første omgang besluttede vi os også for ikke at medtage de mindste lande, Malta, Cypern, Luxembourg, Estland, Slovenien, mens det store flertal af ‘mellemstore’ lande måtte acceptere at blive repræsenteret af et naboland. Som det ser ud nu, repræsenterer Sverige Norden, Polen og Rumænien sådan cirka den tidligere østblok sammen med Litauen, Spanien får lov at repræsentere det sydvestlige Europa, Grækenland det sydøstlige, Tyskland de tysksprogede plus Beneluxlandene og Storbritannien ørigerne. Omtrent sådan. Ikke hundred procent retfærdigt, og der har allerede lydt lidt protester fra Holland, som dog for indeværende kan trøste sig med at være værtsland.«

Paul Hjelm tav et øjeblik, gned nakken og fortsatte:

»Ikke desto mindre indgår samtlige EU-lande i gruppen via de nationale repræsentanter, hvoraf nogle som bekendt er til stede her i dag, og som I kan se, har vores konferencesal gennemgået en del forandringer i løbet af weekenden.«

Gruppen kikkede rundt i lokalet. Det var ikke helt let at se, men i en vandret række af de kvadratiske felter, der strakte sig i et strengt symmetrisk mønster hen over væggene og loftet, sad der ved nærmere betragtning skærme. En række billedskærme var blevet føjet ind i rudemønsteret lige over øjenhøjde. Og talte man nøje efter, som mindst halvdelen af Opcop-gruppens medlemmer så ud til at gøre nu, viste det sig, at der var syvogtyve af dem.

»Smukt snedkerarbejde, eller hvad?« sagde Hjelm med et skævt smil.

»Eurovision Song Contest, for fanden!« udbrød Marek Kowalewski. »Royaume-Uni, douze points!«

»Men kun for de indviede,« sagde Corine Bouhaddi og forsøgte at skjule sit smil.

»For alle de syvogtyve indviede,« nikkede Paul Hjelm. »Forhåbentlig behøver vi ikke at bruge dem så tit, men der vil blive holdt faste stormøder med samtlige nationale Opcop-grupper. Så ingen behøver at føle sig udenfor.«

»Vi har vist alle sammen undret os lidt over den svenske dominans i gruppen,« sagde Felipe Navarro og holdt med stor selvovervindelse fingrene fra slipseknuden. »EU har p.t. temmelig nøjagtigt en halv milliard indbyggere. Af dem er ni millioner svenskere. Det er mindre end to procent.«

»Men vi har temmelig nøjagtigt ti procent af arealet,« lød det pludselig fra en mørklødet, ret lille mand, der sad ved siden af Arto Söderstedt, åbenbart en af de nationalt tilknyttede, der kom på skift. De fleste i lokalet havde taget ham for at være spanier, men da Navarro i fredags havde forsøgt at udveksle nogle højspanske ord med ham, havde hans spansk ikke alene været temmelig gebrokkent, men også skæmmet af en irriterende, latinamerikansk accent.

»Er du også svensker?« udbrød Navarro nu, til sin egen irritation på spansk.

»Beklager,« sagde manden på miserabelt spansk for derefter at fortsætte på per definition gebrokkent EUnglish: »Jeg hedder Jorge Chavez. Og jeg har stadig ikke besluttet mig for, om det er godt at være svensker.«

Paul Hjelm rømmede sig lydeligt og sagde:

»Der er et svensk gruppemedlem, Arto Söderstedt. At chefen blev en svensker, er rent tilfældigt. Direktøren er, som I ved, brite, og vicedirektørerne er fra Frankrig, Italien og Spanien. De store lande har ingen grund til klage.«

»Jeg kan nu ikke lade være med at spekulere på,« sagde syditalieneren Fabio Tebaldi, »om det svenske politi er i stand til at håndtere virkelig svær kriminalitet. I er jo lykkeligt forskånet for den slags oppe i Norden.«

»Det der er en myte,« sagde Jorge Chavez. »Myten om det uforstyrrede nordiske paradis. Jeg er ked af at måtte berøve dig en illusion, but it’s bullshit.«

»I er i hvert fald rigtig gode til at være neutrale,« sagde Corine Bouhaddi stridbart.

»Såså!« sagde Paul Hjelm. »Vi har virkelig bestræbt os på at gøre det her så repræsentativt som muligt. Køns- og aldersfordelingen er lige, og det skulle jeg også mene, at den geografiske fordeling er.«

»Enig. Det er ikke det, det handler om,« sagde Miriam Hershey. »Jeg er britisk jødinde og føler mig udmærket repræsenteret. Lad os springe det der over og gå over til hovedspørgsmålet.«

»Nemlig: Er der nogen opgaver til os?« supplerede Laima Balodis, som om de to var en og samme person, og det ikke var spor underligt.

Paul Hjelm stirrede et øjeblik på den uventede duo og sagde så:

»Nej.«

»Nej?« udbrød en udifferentieret masse.

»Ikke endnu. Men nu er vi klar. Are we ready?«

Som i omklædningsrummet inden fodboldkampen, tænkte Jutta Beyer med væmmelse.

Svaret blev en fælles mumlen, ud af hvilken der til sidst hævede sig en stemme. En hidtil stort set uhørt stemme. Det tog gruppen lidt tid at identificere den. Den kom fra Angelos Sifakis. Han sagde stille:

»Men hvad var det da, der skete i London?«

»I London?«

»Som var så vigtigt, at ledelsesgruppen så sig nødsaget til at bruge weekenden på at diskutere principper? Og som altså resulterede i dine rene ord?«

»Åh,« sagde Paul Hjelm og følte sig fartblind. »Det.«

»Det, ja,« sagde Arto Söderstedt. »Det var under G20-mødet i London. En mand døde i armene på mig. En asiatisk mand.«

»Arto blev ikke konfronteret med noget kriminelt,« sagde Hjelm. »Men det kunne nøjagtig lige så godt have været tilfældet. Og så havde han stået der og ikke kunnet gøre en skid. I kender selv følelsen fra de gange, I har ageret observatører. Vi kom frem til, at I aldrig må føle jer så magtesløse, som Söderstedt gjorde.«

»Det eneste kriminelle er måske venstrekørslen,« sagde Söderstedt. »Det er derfor, jeg formoder, han faktisk var kineser. Der er venstrekørsel i Japan, højrekørsel i Kina. Han så ikke politibilen, der kom drønende i venstre side af kørebanen.«

»Altså et rent ulykkestilfælde?« sagde Sifakis, muligvis med en snert af skuffelse i stemmen.

»Et rent ulykkestilfælde,« bekræftede Paul Hjelm. »Men en enormt udsat situation.«

»Men han ville mig noget,« sagde Söderstedt. »Han hviskede noget til mig. Lige inden han døde. Mit øre var fyldt med hans blod.«

»Vi har drøftet det der,« sagde Hjelm og lød en anelse træt. »Og du bliver nødt til at droppe det, det ved du også godt. Selv hvis der skulle være grund til at have mistanke om et eller andet kriminelt, er der absolut intet at gå efter. Offeret er ikke engang identificeret. Hans indsats består i, at han fik aktiveret Opcop-gruppen. Som nu går tilbage til sit prægtige kontorlandskab, læser sine interne mails artigt og grundigt og ellers afventer, at jeg får fundet nogle passende opgaver. Mødet er hævet.«

Opcop-gruppen så uden tvivl en anelse slukøret ud. Det epokegørende møde løb ligesom ud i sandet. I en næsten udtørret strøm sivede gruppen en ad gangen ud ad døren, indtil kun tre mænd var tilbage.

Det var Paul Hjelm, det var Arto Söderstedt, det var Jorge Chavez, og lettelsen over igen at kunne tale på modersmålet var umiskendelig.

»Det slår mig, at jeg faktisk aldrig før har været rigtig chef,« sagde Hjelm på svensk. »Højtstående politimand, ja. Men aldrig chef. ‘Are we ready?’ Kors, hvor pinligt.«

»Nu ved du, hvad politik er,« sagde Chavez.

»Ro på,« sagde Söderstedt. »Du har været chef for den her flok i en måned nu. Det kører fint.«

»Jeg ved udmærket, at du agter at forfølge det med kineseren,« sagde Hjelm og så op. »Men nu ved de det alle sammen. Behøvede du ligefrem at udbasunere det?«

»Jeg sagde jo, at du ved, hvad politik er,« sagde Chavez. »Men det ved Arto ikke. Han er på den anden side heller ikke chef.«

»Bare højtstående politimand,« sagde Söderstedt. »Desuden ville jeg have det på dagsordenen.«

»Minsandten om du ikke også har lært dig politik,« sagde Chavez. »Hvem skulle have troet det om spinatjokkeriets ukronede konge?«

Paul Hjelm lagde hænderne fladt ned på katederet og stod lidt og kikkede på dem. Så sagde han:

»Hvad tænker I egentlig om det her? Er det dødfødt?«

»Det er svært – men formodentlig det eneste, der dur i fremtiden,« sagde Söderstedt. »I hvert fald hvis vi skal nappe de store skurke. Vi er i færd med at skabe et samfund, hvor man ganske enkelt går fri, hvis man begår sin kriminalitet hen over grænserne.«

»Men så taler vi overstatslighed og overvågningssamfund,« sagde Hjelm. »Har vi virkelig ikke andet valg?«

»Det er den slags, vi hellere skal sidde i aften og diskutere over en Leffe Brune,« sagde Chavez. »Indtil videre er det fedt at være græsenkemand, drenge.«

»Det har jeg været siden nytår,« sagde Hjelm. »Du kom i fredags. Man må ligesom sondre.«

»På den anden side har du haft min kone til låns et par uger, din slyngel,« sagde Chavez.

»Skifteholdsarbejdets bagside,« sagde Söderstedt. »I morgen er det definitivt slut med at være græsenkemand for mit vedkommende. Familien flytter herned.«

»Nå, for fanden!« sagde Hjelm. »Det har du ikke sagt noget om.«

»Jeg turde ikke håbe på, at det hele skulle løse sig. Men det ser faktisk ud til at være faldet i hak nu. Anja har fået styr på det med distancearbejdet, og vi har jo ikke så mange hjemmeboende børn mere.«

»Kun en fjorten stykker, eller hvad?«

I det samme lød der en underlig brummen fra Hjelms computer på katederet. Med den inkarnerede kontorrottes rutinerede håndelag satte han musen i omdrejninger og sagde:

»Tid til at teste akustikken i den her katedral.«

Det så ud, som om et blåligt lyn slog ned inde i mødelokalet. Det varede lidt, før det lykkedes dem at lokalisere det til en væg. Et blågnistrende kvadrat midt i rækken af mørkegrå. Så tonede der et billede frem, et ansigt. En mørk ramme af hår var det første, der kom. Et ansigt lod sig sagtmodigt fremkalde inde i rammen. Men ansigtet var på ingen måde sagtmodigt. Snarere ophidset. Kinderne blussede let.

»Aber merde!« udbrød Arto Söderstedt. »Skynd jer, bloker dørene! Hvis Opcop-gruppen ser det her, foranstalter de pogromer på svenskere.«

»Hej tilbage,« sagde den mørkhårede kvinde på skærmen. »Virker det?«

»Du har netop indviet vores nyinstallerede Europolvideokommunikationsanlæg,« sagde Paul Hjelm. »Hej, skat.«

»‘Skat’?« sagde kvindehovedet. »Er det ikke en officiel Europolkanal, det her?«

»Det kan det være,« sagde Hjelm. »Hvis jeg siger, at det er.«

»Magten er steget ham til hovedet,« sagde Jorge Chavez. »Jeg er helt enig med dig, kriminalinspektør Kerstin Holm, dette er en officiel kanal, der ikke bør kontamineres af privatliv.«

Et andet ansigt dukkede op på skærmen. Med lysere og mere kortklippet hår, men lige så umiskendeligt kvindeligt. Ved synet af dette hoved fortsatte Chavez:

»Jamen hej, skat, er du der også?«

»Hvem er den bizarre spanier?« sagde Sara Svenhagen i Stockholm og veg til side for sin chef.

»Det her er faktisk et officielt opkald fra Opcop-gruppens nationale enhed i Stockholm, Sverige,« sagde Kerstin Holm.

»Det minder mere om gruppesex,« sagde Arto Söderstedt.

»Få den der sære finske bajads til at holde bøtte,« sagde Kerstin Holm, »og hør godt efter, hvad jeg har at sige.«

»Jeg lytter,« sagde Paul Hjelm distinkt.

Kerstin Holm rømmede sig og sagde:

»Jeg tror, jeg har fundet Opcop-gruppens første sag.«