Endymion

Nacka, Stockholm, 6. april

Vejbanen pegede lodret opad. Det var altid lige forunderligt at se kørebanens hvide striber stritte lodret op i luften som dybfrosne røgsignaler.

Broen i Danvikstull var oppe.

Forbløffelsen i stemmen, da de ringede. Den rungede mellem dem her i den lydløse hybridbil.

Carl-Henric Stiernmarck havde valgt ikke at køre frem med det tunge skyts. Han indrømmede straks, at han i fuldskab havde sendt visse mails, som han havde fortrudt med det samme, til nogle kvindelige politikere på venstrefløjen. Kerstin Holm sagde, at de måtte have en snak om det, hvis det kunne passe. Stiernmarck svarede, at de var velkomne hjemme hos ham.

Det var situationen lige nu.

Og selvfølgelig var han i netop dette øjeblik ved at rådføre sig med en hel hærskare af advokater.

»Skal vi trække nogen grænser?« spurgte Sara Svenhagen og betragtede vejbanen over hovederne på dem, netop som der kom en hvinende lyd fra den, og den begyndte at sænke sig.

»Jeg tror, det er bedst, vi improviserer,« sagde Kerstin Holm. »Sonderer terrænet, mærker efter, hvor grænserne går. Men vi skal selvfølgelig ikke afsløre for meget.«

»Hvad er for meget?«

»Kors, hvor er du besværlig.«

Samtalen døde hen, mens broen gled ned på plads under foruroligende hylen og hvinen. Lamper holdt op med at blinke, bomme gik op. De trillede lydløst over Danviksbron med elmotoren for fulde omdrejninger, svingede fra Värmdövägen ved Sicklaafkørslen, susede forbi Sicklas indkøbscenter, holdt sydpå mod Järla Sjö i rundkørslen. Først da sagde Kerstin Holm:

»For meget er, når han lidt mere end aner, at vi ved det hele.«

»Skønt med klare direktiver,« sagde Sara Svenhagen.

De begyndte først at grine i næste rundkørsel, og da var de allerede inde på Nackanäsvägen. Da den dannede en lille bro over en flig af Järlasjön, var de allerede ude på landet – Stockholm var i bund og grund en lille by. De kørte ind på Hästhagsvägen, drejede et par gange mere ind på stadigt smallere veje, og så var de inde i hjertet af Hästhagen.

Set ude fra vejen var den stiernmarckske villa smagfuldt minimalistisk. Der var sikkert en pool om mod haven, men der var intet prangende nyrigt over ejendommen. Kerstin Holm ringede på, og en kvinde på hendes egen alder med langt, lyst hår lukkede op. Hun var i løbetights og stod og joggede på stedet i hall’en.

»Undskyld,« sagde hun, indsvøbt i en sky af adrenalin, og gav hånd. »Sådan en forlænget weekend i Paris sætter sig hurtigt på sidebenene. Og det der med at løbe i sjette arrondissement er no go, jeg var faret vild med det samme, jeg er født uden stedsans. Jeg venter på den optimale løbe-GPS, den skulle være lige på trapperne. Men som jeg dog snakker, jeg er Wictoria Stiernmarck, Carl-Henric venter jer vist.«

De præsenterede sig kort – kun med navn, hvis nu ægtemanden havde valgt at undlade at informere sin bedre halvdel om den politimæssige visit – og så fru Stiernmarcks slanke krop forsvinde på smidige ben mellem de flotte villaer. Kerstin og Sara udvekslede et hastigt, mangetydigt blik og gik ind i villaen.

»Kom bare ind,« rungede en kraftfuld baryton gennem villaens rummelige resonanskasse. »Jeg er inde på arbejdsværelset.«

De trådte ind i den store, stilrene hall og kastede et blik til venstre ind i en overdimensioneret og pedantisk rengjort stue. Wang Yunli var helt sikkert en dygtig rengøringshjælp, hvad hun end ellers måtte være. I en lang gang hen til køkkenet var der to døre lige over for hinanden. Begge var lukkede. De tog hver sin.

Sara Svenhagen bankede på og lukkede op. En anelse paf så hun en ung mand vende sig om fra vinduet i det samme og stirre på hende med uforstilt forbløffelse. Omme bag ham skimtede hun en stor stationær computer, hvor YouTube lyste. Oven på skærmen sad der et webkamera. Den unge mand var i klædt i oversize kakifarvet tøj og havde fået et par enorme, kranieprydede høretelefoner lempet ind bag det vildtvoksende hår, der var farvet kulsort. I udkanten af synsfeltet nåede Sara at se, hvilket forbløffende rod der herskede på teenageværelset. Den blege aprilsol skinnede ind gennem et snavset vindue og lavede reflekser i den unge mands sortblanke hår, som han stadig prøvede at få høretelefonerne lirket fri af. Hun fremstammede et hastigt »undskyld« og lukkede døren igen. Da hun vendte sig om, var døren overfor åben ind til et desto tydeligere mørke. Hun gik derover og kikkede ind.

I lidet mere end en computerskærms blålige lys så hun Kerstin Holm hilse på en høj, lyshåret mand i habit. I næste øjeblik vendte han sig om mod Sara og rakte hånden frem.

»Vicekriminalkommissær Sara Svenhagen,« præsenterede Kerstin.

»Hej, hyggeligt at møde dig,« sagde manden med sin dybe baryton. »Carl-Henric Stiernmarck. Vi skulle måske sætte os et andet sted hen. Mit arbejdsværelse er lidt mørkt.«

»Det er fint her,« sagde Kerstin Holm. »Bare tænd noget lys.«

»Jeg gik forkert,« sagde Sara Svenhagen og pegede lidt vagt mod den åbne dør.

»Og kom ind til Johannes,« nikkede Stiernmarck. »Han har hjemmelæsedag i dag. Man må forsøge at forestille sig, at der faktisk var gjort rent inde på hans værelse for to timer siden.«

»I har altså rengøringshjælp?« spurgte Kerstin Holm med hovedet lidt uskyldigt på skrå.

Stiernmarck lo og sagde:

»Ja, vi har en, der giver en hånd med, men jeg har virkelig ondt ved at tro, at det er derfor, I er her. Men sid dog ned. Der er faktisk en gæstesofa her et sted i mørket. Et øjeblik, så skal jeg tænde noget lys.«

En rædsel af en standerlampe med lysstofrør kastede sit grelle skær over arbejdsværelset.

»Beklager lampen,« sagde Stiernmarck og satte sig i en lænestol over for damerne i sofaen. »Vi har ikke nået at få den skiftet ud, selv om det er tre år siden, vi flyttede ind. Vi kunne ikke rigtig finde ud af, hvad vi skulle stille op med det mørke rum her, da vi købte huset. Det blev mig, der måtte ofre mig. Jeg arbejder alligevel ikke ret meget hjemme.«

»Men på hovedkontoret i Nacka Strand?«

»Hovedsagelig, ja, men jeg er også en del ude i produktionen.«

»Altså selve møbelfabrikken uden for Nynäshamn?«

»Korrekt. Endymion Møbelsystemer AB. Som I naturligvis ved. I sidder faktisk i en klassisk Endymionsofa nu, af den udgåede model Mesomene.«

»Særdeles magelig,« sagde Sara Svenhagen oprigtigt og lænede sig tilbage.

»Stagnelius, ikke sandt?« sagde Kerstin Holm. »‘Kun i drømme Olympen/ stiger til dødelige ned.’ Endymion er den smukke, sovende hyrde, som månegudinden Selene forelsker sig i.«

»Herligt med en dannet politiperson,« sagde Carl-Henric Stiernmarck med et bredt smil. »Endymion sover frem for alt enormt godt, og det var det, min far hæftede sig ved, da han grundlagde firmaet. I vores møbler sidder eller ligger man altid så godt, at man risikerer at falde i søvn.«

»Det tror jeg gerne,« nikkede Sara Svenhagen.

»Men hvis ikke jeg husker meget forkert,« sagde Kerstin Holm eftertænksomt, »var det kun i drømme, mennesket Endymion fik besøg af gudinden Selene.«

»I så fald havde Selene et godt tag på sovetrynen,« sagde Stiernmarck, stadig smilende. »De fik halvtreds børn.«

»Halvtreds?!« udbrød Sara og begyndte at indse, hvordan hendes rolle i denne samtale så ud.

»Ja,« nikkede Stiernmarck. »De kaldtes Menai og svarede til de halvtreds måneder på en olympiade, grækernes grundlæggende tidsenhed, fire år. Vi kender ikke navnene på samtlige halvtreds, men vi ved, at nymånen Nemea var en af dem ligesom fuldmånen Mene og nogle andre månefaser såsom Pandeia, Meniskos og Mesomene, som I sidder i. Derefter måtte vi til at finde på nye navne. Vi er desværre snart oppe på halvtreds forskellige møbler …«

»Det er ikke helt almindeligt, at svenske virksomhedsledere er så velbevandrede i græsk mytologi,« sagde Svenhagen og begyndte at føle sig hjemme i sin rolle.

Stiernmarck lo og sagde:

»Jeg må nok erkende, at det kun gælder en meget begrænset del af den.«

Kerstin Holm lo ikke. Hun sagde:

»Men uanset hvad bygger konceptet på, at guddommen, det vil sige Sveriges stadigt voksende overklasse, frekventerer Endymion. Og for et halvt år siden viste det hele sig at være en drøm, eller hvad?«

Stiernmarck havde ingen problemer med at håndtere et hastigt skift i tonefaldet.

»Åh jo,« sagde han. »Finanskrisen ramte de fleste brancher hårdt, men vi sad hårdt i det i forvejen, ikke mindst på grund af kopierne.«

»Kopierne?« sagde Sara Svenhagen.

»Det må I da have hørt om,« sagde Stiernmarck og slog ud med hænderne. »Den svenske designmøbelbranche er tvunget i knæ på grund af elendige piratkopier. Sveriges ophavsretslove stiller os meget svagere end Tyskland, Frankrig eller Holland. Kineserne kan værsgo hugge vores design, slække dramatisk på kvaliteten og producere ringere kopier af vores møbler. Politiet er ligeglade. For ikke at tale om politikerne.«

»Og alligevel har I en kinesisk rengøringshjælp.«

Man kunne ikke sige, at Carl-Henric Stiernmarck mistede fatningen, men han afbrød sin ordstrøm, slikkede sig langsomt om munden, så ud i det nådesløst oplyste værelse uden at se noget og sagde til sidst:

»Hør, hvad skal det her egentlig forestille? Jeg er ganske godt inde i reglerne. Hvis der er indledt en forundersøgelse, skal politiafhøringen finde sted på politistationen, formelt og under tilstedeværelse af en advokat. Politiet kan også foretage afhøringer på et gerningssted, i forbindelse med en såkaldt primærundersøgelse, inden der er indledt en formel forundersøgelse. Men det her er ikke et gerningssted.«

»Eller også er det lige, hvad det er,« sagde Kerstin Holm.

»Der er en tredje mulighed,« sagde Sara Svenhagen venligt. »Den kaldes en indledende undersøgelse. Den indebærer, at vi sonderer terrænet og har en uformel samtale. Som nu.«

»Jeg er ikke sikker på, at jeg har lyst til nogen uformel samtale, førend jeg ved, hvad det her går ud på.«

»Og jeg er ikke sikker på, at du har lyst til at tage det på den formelle måde,« sagde Kerstin Holm. »I så fald når alt det her før eller siden ud til medierne.«

»‘Alt det her’, hvordan skal det forstås? Jeg har allerede erkendt, at jeg i fuldskab kom til at sende et par hademails til nogle politikere. Jeg har givet de pågældende politikere en undskyldning. Politiet lod sagen falde. Den er for længst død og begravet. Hvad skulle det have at gøre med min rengøringshjælp, som jeg aldrig har mødt?«

»Jeg nævnte bare rengøringshjælpen for at markere, at vi ved lidt mere om dig, end du tror,« sagde Kerstin Holm stilfærdigt. »Vi ved eksempelvis, at du langtfra nøjedes med ‘et par hademails’ ved en bestemt lejlighed. I så fald handlede du ofte ‘i fuldskab’, for vi har også opsporet dine kommentarer i offentlige kommentarfelter på nettet, på sites som Expressen, Newsmill og Flashback. Sites, der gerne viderebringer ‘uforblommede formuleringer’, for nu at sige det sådan.«

»Hader du virkelig kvinder så meget?« spurgte Sara blidt og så ham lige ind i øjnene.

Stiernmarck undgik hendes blik og vred sig i lænestolen.

»Har I overvåget mig?« spurgte han med en ny stemme. »Hvad fanden er det for noget? FRA? Jeg har ikke gjort noget ulovligt.«

»FRA er noget helt andet,« sagde Kerstin Holm roligt. »Det her handler om en helt almindelig politiefterforskning. Og jeg vil dog nok vove at påstå, at mordtrusler er en anelse ulovligt. Endnu.«

Sara Svenhagen sad pludselig med en stak A4-ark i hånden og bladrede lidt i den på må og få.

»Et par smagsprøver,« sagde hun eftertænksomt og klarede stemmen.

Carl-Henric Stiernmarck hævede hånden og bremsede hende:

»Det er ikke nødvendigt. Jeg ved godt, hvad jeg skrev.«

»Og det ved vi også,« sagde Kerstin Holm. »Det var ikke en enkelt gang i fuldskab. Vi taler om et mønster. Et mønster af kvindehad, som man i sin naivitet skulle tro var udryddet.«

»Kender din kone til det her?« spurgte Svenhagen uden at tage øjnene fra papirstakken.

»For guds skyld!« udbrød Stiernmarck.

»Hun er naturligvis med i den verdensomspændende feministiske sammensværgelse,« sagde Svenhagen. »Den, der kastrerer mænd og tvinger dem til at få andre præferencer.«

»Såsom børn,« sagde Kerstin Holm.

De så på ham. Forsøgte at udgrunde, præcis hvad der foregik inden i ham. Det robuste ansigt blegnede kendeligt. Blikket blev anderledes, mere åbenlyst beslutsomt. Han rejste sig op og sagde med klar og fast barytonstemme:

»Nu må jeg virkelig udbede mig en forklaring, inden I går.«

»Børnepornografi,« sagde Kerstin Holm og rejste sig ligeledes op. »Seksuelle overgreb mod børn. Pædofili. Den slags.«

»Og hvad helvede skulle det have med mig at gøre?«

Mens Kerstin Holm og Carl-Henric Stiernmarck befandt sig i en blikkenes clinch, opfangede Sara Svenhagens ører en lille skrabende lyd uden for den lukkede dør. Én lille lyd, ikke mere. Hun drejede ikke hovedet, men holdt blikket på kombattanterne.

»Det var bare eksempler,« sagde Kerstin Holm uden en brøkdel af et sekund at tage øjnene til sig. »Eksempler på, hvad der er i vente, når I har skaffet jer af med alle de kvinder, der er ude på at bemægtige sig verden. Som besudler den rene, klare verden, mændene har opbygget gennem årtusinder, besudler den med deres middelmådighed, deres børnehavementalitet, deres fuldstændig uforudsigelige begær og kun alt for forudsigelige menstruationsblod.«

»Jeg må bede jer gå nu,« sagde Stiernmarck så roligt, han formåede. I betragtning af hvor hårdt han knyttede hænderne, var det beherskede tonefald imponerende.

»Alt det der var citater,« sagde Sara Svenhagen med blikket i A4-stakken.

»Så er det op af min sofa og ud af mit hjem, og det skal være nu!«

Sara rejste sig fra sofaen med det særprægede navn Mesomene, lagde stilfærdigt papirerne tilbage i håndtasken, gik hen mod døren og åbnede den.

Carl-Henric Stiernmarck sagde, uden at værdige hende et blik:

»Et par ord i enrum, inspektør.«

Kerstin og Sara udvekslede et kort blik. Sara rystede næsten umærkeligt på hovedet. Kerstin nikkede bestemt og holdt hånden op:

»Det er okay, Sara. Bare lige et par ord.«

Sara Svenhagen gik ud på gangen. Hun rystede ubehaget af sig og fik øje på den lukkede dør lige overfor. Hun tænkte sig om et øjeblik og bankede så på døren, samtidig med at hun åbnede den.

Johannes Stiernmarck lå på sengen og stirrede op i loftet. Da Sara kom ind, rullede han om mod væggen. Stillingen mindede i foruroligende grad om en fosterstilling.

»Du lyttede nok ved døren, hva’, Johannes?« sagde Sara. »Jeg hørte dig.«

Der kom ikke en lyd fra ham. Den store, sortfarvede hårmanke lå helt ubevægelig. Hun kunne ikke engang se, at han trak vejret. Læderjakken med dødningehovedet på ryggen rørte sig ikke det mindste.

I et øjeblik, der ligesom var hævet ud af tiden, så hun sin egen lille søn Miguel, den lyse Miguel, i protest mod strisserforældrene. Hvordan han får tatoveringer og piercinger, hvordan han lader håret gro og farver det kulsort. Hvordan enhver situation kræver sit oprør.

Det her var rigmandssønnen, der ikke ville følge i farmands fodspor. Men som alligevel højst sandsynligt ville gøre det. Når han havde løbet hornene af sig. Spørgsmålet var, om han nogensinde ville komme til at passe ind, om generne virkelig var stærke nok til at genoprette ordenen.

»Det var ikke meningen, at du skulle høre det,« sagde hun.

»Børneporno?« sagde teenagedrengen lavt ind i væggen.

»Det var en samtale, Johannes, ikke en anklage.«

»Jeg vidste ikke engang, at I var strømere,« sagde han og vendte sig om. Sara var usikker på, om han havde tårer i øjenkrogene.

»Havde din far ikke fortalt det?«

»Han fortæller ingenting. Når han snakker med mig, er det altid kun om mine dårlige karakterer.«

»Går du i gymnasiet?«

»Første g, samfundsfaglig. Samfundsfaglig er slet ikke mig. Og Saltsjö-Järla fucking Gymnasium er endnu mindre mig.«

»Hvad kunne du tænke dig?«

»At spille musik. Men op i røven med det, du.«

»Der kom ikke meget ud af den hjemmelæsningsdag, vel?«

»Er Carl-Henric pædofil? Er det det, du siger?«

Johannes havde rejst sig halvt op og sad nu på sengekanten og kikkede ned på sine hullede sokker.

Sara trådte et par skridt nærmere gennem det teenagedunstende værelse og satte sig ned på hug ved siden af ham.

»Er der nogen grund til at tro det?« spurgte hun forsigtigt og lade hånden på hans knæ. Det gav et lille sæt i ham, men han gjorde ikke noget forsøg på at trække sig væk eller skubbe hånden bort. Efter nogle øjeblikke kikkede han op med lysende blå øjne og sagde:

»Nej. Men jeg kender ham ikke. Vi bor bare på samme adresse.«

»Er der noget, du vil fortælle mig?« sagde Sara og lagde et visitkort på hans knæ. »Tag dig bare god tid. Tænk over det. Og ring, når du vil.«

Johannes Stiernmarck tog kortet op og kikkede på det.

»Sara?« sagde han.

Hun nikkede og sagde:

»Men som sagt, det er ikke noget, din far er sigtet for. Det var bare noget, vi havde oppe og vende under vores samtale.«

»Strømersamtale, ja,« sagde Johannes og rejste sig heftigt op.

Hun nikkede og sendte ham et smil, som blev besvaret med et stjålent blik, der var mere nysgerrigt end aggressivt. Så gik hun ud på gangen og lukkede døren ind til Johannes efter sig.

Få sekunder efter gik fordøren op, Wictoria Stiernmarck vaklede ind og blev stående med hænderne på knæene og blikket rettet mod gulvet. Hun hev efter vejret, prustende og stønnende. Nok et par sekunder efter kom Kerstin Holm ud fra arbejdsværelset med rynkede øjenbryn. De tre kvinders øjne mødtes. Af Carl-Henric Stiernmarck selv var der intet spor. Wictoria trådte til side og prøvede at skjule sin gispende vejrtrækning, selv om hun måtte være klar over, at det var for sent. De nikkede tavst farvel til hende og gik.

De sagde ikke et ord, før Kerstin styrede bilen ud af Hästhagens villaområde, og Sara spurgte:

»Hvad ville han?«

»Bedyre sin uskyld, pumpe mig samt lade mig vide, at han er barndomsven med vicerigspolitichefen.«

Sara Svenhagen kunne ikke holde et lille grin tilbage. Det føltes temmelig malplaceret.

»Vores ven Waldemar Mörner, minsandten,« sagde hun. »Hvad med det andet?«

»Forsøget på at pumpe mig gik skidt, uskyldsbedyringerne måske lidt bedre,« sagde Kerstin Holm.

»Hvordan det?«

»Han påstår, at han er gået i terapi for at få bearbejdet sin kvindeskræk, og at han er kommet til erkendelse af, at angsten og begæret er to sider af samme sag. Hans ‘komplicerede’ begær retter sig mod voksne kvinder og ingen andre.«

»Og det var han nødt til at tale med dig om i enrum?«

»Han kan godt lide at føle sig betydningsfuld …«

»Vi klokkede i det,« sagde Sara og så ud på Sicklas indkøbscenter, der gled forbi uden for bilruden som gigantiske byggeklodser.

»Synes du det?« udbrød Kerstin og vendte sig så pludseligt om mod hende, at hele bilen krængede. »Og mig, der syntes, det hele var lige i øjet. Du var strålende i uskyldsrollen. Og vi fik Stiernmarck præcis derhen, hvor vi ville, uden at sige for meget. Næste gang snupper vi hans computer og ser, hvad han har slettet.«

»Sønnen hørte det,« sagde Sara og blev ved med at se ud ad vinduet.

Kerstin Holms ansigt fortrak sig i en flygtig, men voldsom grimasse.

»Shit,« sagde hun bare.

Det varede helt ind til Hammarbyrundkørslen, før nogen af dem var i stand til at tage tråden op. Sara sagde:

»Han hørte os anklage faren for at have set på børneporno.«

»Det gjorde vi da ikke på noget tidspunkt.«

»Det gør ingen forskel. Det var sådan, Johannes hørte det. Jeg forsøgte at tage brodden af det, men han sammenfattede det meget godt.«

Kerstin svingede ud på Värmdövägen og styrede den stadig næsten lydløse hybridbil gennem trafiklysene ved Kvarnholmsfrakørslen. Der måtte hun hugge bremserne i. Bilkøen foran dem holdt helt stille. De så vejbanen foran hæve sig under foruroligende hylen og hvinen. Da Danviksbron strittede lige op i luften og blev stående sådan, sukkede Kerstin højt og sagde:

»Hvordan sammenfattede han det?«

»Strømersamtale,« sagde Sara Svenhagen og stirrede op på den svævende vejbane.