A long shot

Nacka, Stockholm, 11. april

Kerstin Holm betragtede sin underordnede med højre øjenbryn skeptisk hævet. Eftersom hendes blik var stift rettet mod passagersædet, og hun samtidig kørte bil i et aprildiset Stockholm, gik det en anelse ud over kørslen. Oppe omkring Sickla skreg Sara Svenhagen i panik. Et lastvognstog passerede med en øredøvende tuden, og Svenhagen krøb sammen i passagersædet og overgav sig. Da lastvognstoget havde passeret på en centimeters afstand, råbte hun:

»Du vinder, du vinder!«

»Fint,« sagde Kerstin Holm og sænkede endelig øjenbrynet. Det føltes rart, for hun var ved at blive ramt af ansigtslammelse.

»Jeg tilstår,« sagde Sara Svenhagen, »at jeg har en bagtanke.«

»Så når to højtstående politifolk tilknyttet Europol kører til Hästhagen i Nacka, er det ikke for, citat, ‘at tjekke at bevogtningen er på plads’, citat slut?«

»Det er dig, der er en højtstående politikvinde. Jeg er bare en almindelig vicekommissær.«

»Bild du dig bare det ind,« sagde Kerstin Holm og smilede – hvis hun skulle være ærlig mest for at tjekke ansigtets tilstand.

»Jeg har en teori,« sagde Sara, »men den er temmelig langt ude og ligefrem småpinlig at komme frem med. Så jeg tænkte ligesom at prøve den af i forbifarten.«

»Uden at få grønt lys fra din chef?«

»Nemlig. Hun har jo allerede sendt sin underordnede ind i løvens hule lidt for mange gange.«

»Klogt,« nikkede Holm. »Hvordan går det med sårene?«

»Han havde fandeme bromerede flammehæmmere under neglene, sårene vil ikke rigtig læges. De burde være helet nu, men se her.«

Hun holdt en finger med lidt blod på frem. Kerstin kastede et hastigt blik i retning af fingeren, men besluttede sig så for at køre mere ansvarligt på resten af turen.

»De var dybe,« sagde hun bare. »Du må have tålmodighed.«

»Desuden vil jeg snakke med Johannes,« sagde Sara.

»Gør, nøjagtig som du har tænkt dig, så forsøger jeg at sætte Wictoria ind i sagen. Jeg har på fornemmelsen, at hun måske er lidt forvirret lige nu.«

Resten af turen til Hästhagen var der stille i bilen. De parkerede uden for villaen, og Kerstin hævede hånden mod yderdøren. En stor, civilklædt sikkerhedsbetjent åbnede den, inden hun nåede at ringe på.

»Jeg har fulgt Dem det sidste halve minut, inspektør,« sagde han.

»Godt,« sagde Kerstin Holm. »Så kameraerne fungerer, som de skal?«

»Absolut,« sagde politimanden. »Det er ikke første gang, vi prøver det her.«

»Strålende,« sagde Holm anerkendende. »Hvordan har de det?«

»Det har jeg ingen anelse om.«

I det samme dukkede Wictoria Stiernmarck op inde fra stuen. Det var første gang, de så hende i andet end løbetøj. Hun var slank og elegant. Hendes hverdagstøj var af den slags, som Sara plejede at drømme om at kunne trække i til fest. De hilste på hende. Hun virkede fattet, men paf, som om hun var blevet bragt i en tilstand af konstant undren.

»Jeg fatter stadig ikke, hvad det er, der foregår,« sagde hun.

»Jeg skal prøve at forklare det så godt, jeg kan,« sagde Kerstin Holm og førte hende ind i stuen igen.

Sara Svenhagen kastede et hastigt blik på den store politimand, der på dette tidspunkt havde genindtaget en totalt fokuseret overvågningsposition ved en stor computer, der var placeret midt i den voluminøse hall. Hun slentrede hen ad gangen i retning af køkkenet. Og bankede på Johannes’ dør.

Ikke en lyd derindefra, ikke en bevægelse. Så tog hun selv initiativet, trykkede dørhåndtaget ned og kikkede ind.

Nede på gulvet lå der en elguitar med sønderklippede strenge. Målbevidst klippet i bittesmå stykker. I øvrigt var teenageværelset sit vante gamle kaos. Og Johannes Stiernmarck var der ikke. Sara satte sig på hans skrivebordsstol og ventede. Tiden gik, han dukkede ikke op. Hun trak musen lidt hen over musemåtten og opdagede, at computeren kørte.

Med nogle hurtige klik søgte hun sig frem gennem hans harddisk til mappen med filmfiler. Der var mange af dem. Og det var nemt at se, hvilke af dem der var taget med hans webkamera. De var desuden datomærket, og Sara havde ingen større problemer med at finde en fil mærket »februar«. Med en hurtighed, der også kom bag på hende selv, stak hun en lille usb-nøgle i computeren og begyndte at kopiere filen. Men så var det også slut med hurtigheden. Filen var overraskende stor, og den smalle, blå bjælke voksede alt for langsomt hen over skærmen. Ikke mindst i betragtning af de fodtrin, der blev stærkere og stærkere ude på gangen. Der var ingen tvivl om, at de faktisk var på vej hen til hende. Sara var nødt til at træffe en hurtig beslutning. Senere skulle hun selv være lidt forbløffet over, hvad hun landede på. Hun skruede hurtigt ned for lyset på skærmen, så den blev sort, men lod usb-nøglen sidde i computeren. Så rejste hun sig op og stillede sig i en temmelig unaturlig stilling med blikket rettet ud ad vinduet.

Johannes kom ind. Han stirrede på hende med uforstilt overraskelse. Hun vendte sig om og forsøgte at spille lige så overrasket.

»Undskyld,« sagde hun. »Det var ikke min mening at trænge mig på …«

»Jeg var oppe for at finde en film,« sagde han forvirret. »Hold kæft, hvor ser du ud.«

»I dine forældres soveværelse?«

»Ja. Men …«

»Men hvad jeg laver her? Vi skulle bare tjekke, om I havde vænnet jer til at være under politibeskyttelse. Om I har fundet jer til rette.«

»Fuck det. Det er dødssygt.«

»Men det er ikke det, der er sværest at klare, vel?« sagde Sara og pegede på den ødelagte guitar.

Johannes skar en forbitret grimasse og satte sig hen på sengen.

»For fanden, jeg kan jo ikke spille,« sagde han. »Who am I fucking kidding? Det er bedst, jeg holder mig til fucking Guitar Hero. Jeg er en skide patetisk wannabe.«

»Hvad har du hørt om din far?«

Johannes’ angstfulde blik kom som fra en anden planet. Hun var ikke forberedt på det. Det gik dybt ind.

»Ingenting,« sagde han efter at have ladet Sara vente lidt. »Ingen fortæller noget. Som om jeg ikke selv kan regne det ud.«

»Det er ikke, hvad du tror, Johannes,« sagde Sara.

»Jeg så jer slås,« sagde Johannes bittert. »Jeg så min egen fars forbandede negle give dig det der skide Saw-look.«

»Saw-look?«

»Saw,« sagde Johannes opgivende. »Horrorfilmen. Det var jo et fucking blodbad derinde. Så forsvinder han, og så dukker de der skide computerzombier op uden at forklare en skid. Du skal ikke bilde mig ind, at han er uskyldig.«

»Han er i hvert fald ikke skyldig i det, du tror.«

»Sikkert ikke. Whatever.«

Sara satte sig på skrivebordsstolen og kastede et hastigt blik på usb-nøglen. Hun sad i saksen. Hvis hun slet og ret trak den lille dims ud, inden filmfilen var færdigkopieret, begyndte computeren sikkert at bippe i protest. På den anden side kunne hun ikke lade den sidde der. Og der var grænser for, hvor længe hun kunne påtvinge Johannes sit selskab.

»Jeg ved i hvert fald, hvad jeg tror,« sagde han.

»Byg nu ikke nogen skøre teorier op,« sagde Sara. »Det er rigtigt, at din far er sigtet for noget kriminelt, men det er slet ikke den form for kriminalitet, du tror. Det er økonomisk kriminalitet. Men det er bedst, han selv fortæller det. Når vi er lidt nærmere på en handlingsplan.«

»Sådan skal I jo sige, det ved jeg sgu da godt,« sagde Johannes.

I det samme bankede det på døren, og Kerstin Holm kikkede ind. Hun nikkede kort til Johannes og holdt en lille billedskærm op for Sara. En lysprik blinkede på skærmen.

Sara så sin chance. Hun sprang op og stødte låret ind i skrivebordet. I samme sekund hev hun usb-nøglen ud og lod den glide ned i jakkelommen. Computeren protesterede ikke.

»Jeg er nødt til at gå nu, Johannes,« sagde hun. »Du har mit nummer, hvis der er noget.«

»Hva’ fanden skulle det være?« sagde Johannes tvært.

Sara så på ham og vidste ikke, hvad hun skulle svare. Der var ligesom ikke noget svar. De forlod ham og gik ud på gangen.

»Wang Yunli har sat sig i bevægelse,« hviskede Kerstin.

Sara nikkede bare. Hun nikkede videre til Wictoria Stiernmarck, der stod og bed negle ude i hall’en, og til den stumme sikkerhedsbetjent, der nu havde fået selskab af en, der måtte være hans tvilling. Ingen af dem tog mindste notits af, at den kvindelige politiduo forlod villaen.

»Hvor meget i bevægelse?« spurgte Sara, da bilen trillede ud af Hästhagen.

»Ikke nok til at forlade landet,« sagde Kerstin. »Men hun har forladt Västerhaninge og begivet sig ind mod byen.«

»Kan man aflæse noget mønster?« spurgte Sara og gav sig til at grave i sin mageløst rummelige håndtaske.

»Det er for tidligt at sige,« sagde Kerstin med et blik på den lille billedskærm, der lå og rystede mellem dem.

Sara Svenhagen tog sin bærbare op og startede den.

»Lad være med at spørge,« sagde hun. »Hvordan stod det til med Wictoria?«

»Hun er totalt forvirret,« sagde Kerstin Holm. »Og det er jo heller ikke alverden, vi kan fortælle hende lige nu. Men helt ærligt, hun snakker mere om privatøkonomien end om manden. Hvad med sønnen?«

Sara Svenhagen rystede på hovedet uden at tage øjnene fra den opstartende computer.

»Ikke spor godt,« sagde hun. »Johannes så faren udøve fysisk vold mod en kvindelig strisser og er overbevist om, at han sidder inde for børneporno. Guderne må vide, hvad der foregår inde i hans hoved lige nu. Og i værste fald – eller desværre bedste – har det set endnu mere …«

Hun stak usb-nøglen i computeren og gnavede løs på en negl, mens ettallerne og nullerne faldt på plads. Lidt efter drejede hun med vilje skærmen væk fra Kerstin, der efter nok en gang at have pådraget sig en voldsom, mandlig dytten valgte at tolke det som en trafiksikkerhedsmæssig foranstaltning. Da hun så, at Sara blegnede, blev hun imidlertid grebet af en vis tvivl.

»Nu har jeg faktisk tænkt mig at spørge,« sagde hun til sidst.

»Hold først ind til siden,« sagde Sara med en underligt tør stemme.

Kerstin forstod på en eller anden måde, at Sara mente det. Hun kørte en ekstra gang rundt i rundkørslen, drejede op mod Fredells Byggemarked og lod bilen trille ind til fortovet. Sara drejede computeren, så hun kunne se skærmen.

Det var en fastfrosset filmsekvens, det så hun med det samme. Ligeledes at der i underkanten af billedet stod onsdag den 11. februar klokken 12.52. Men det, den pausestillede film forestillede, var så meget desto sværere at rumme for Kerstin Holms bevidsthed. To temmelig mørklødede mænd pressede en betydelig højere, lyshåret og solbrun mand op mod en dørkarm. Først da faldt tiøren.

»Det var fandens,« sagde hun.

»Noget i den stil,« sagde Sara Svenhagen. »Mildt sagt a long shot. Det anede mig, at Johannes havde set betydelig mere, end han burde. For ikke at tale om, hvad han har filmet.«

»Så det her er …?«

»Efter al sandsynlighed, ja. To ret højt placerede medlemmer af den hemmeligste italienske mafia. ’Ndrangheta.«