Sarcophagus Maconiana Severiana

London, 11. april

Der var ikke tid til det, men ikke desto mindre var det nødvendigt. Det kom ligesom ude fra universets udkanter og søgte direkte ind i ham, som var han et kort nu galaksens fikspunkt. Nogle enkle, rytmiske figurer steg uafbrudt i intensitet i et kvarter for så at tone over i en forunderligt ren skønhed. Det var, som om hans høretelefoner opfangede en uimodsigelig sandhed fra æterens uendelighed, som om den stadigt mere komplicerede verden pludselig virkede indlysende. Og alligevel umulig at formulere i andet end musik.

Han fornemmede deres blikke på sig, men ikke en eneste gang i de lidt over tyve minutter åbnede han øjnene og lod sig forstyrre. Det var ren batteriopladning. I stedet for nattesøvn.

Det var de to dele af Premonition fra Esbjörn Svensson Trios sidste album, Leucocyte. Premonition – varsel, forvarsel, forudanelse.

Var alle de bizarre sager, de vadede rundt i, ikke et varsel? Gik Paul Hjelm ikke hele tiden rundt med en forudanelse i kroppen? Et forvarsel om fremtiden?

Musikken var et memento om så meget. Trods Esbjörn Svenssons død nogle måneder efter indspilningen ikke i første række en påmindelse om livets absurde skrøbelighed, men snarere om dets kraft, dets muligheder mod alle odds. Om livet, der formår at se mørket lige i øjnene og alligevel leve videre. Om at vi trods alt ved fælles hjælp kan udrette vældige ting og måske tilmed sætte en stopper for det umenneskeliges stadigt hurtigere udbredelse. Om at det menneskelige på næsten overnaturlig vis formår at overleve og stå stærkere hinsides alt det onde.

Esbjörns fingre hen mod slutningen af Premonition – Contorted, den smukke anden halvdel. Hvad de formåede at lokke frem af intet. Contort – forvride, forvrænge. Og så uforvrænget det samtidig var.

Paul Hjelm åbnede øjnene, slog iPod-funktionen på sin iPhone fra og gik ud af flymodus. Tre ubesvarede opkald på treogtyve minutter. Et billede på hans liv. Han orkede ikke rigtig at tage dem lige nu. Han lempede høretelefonerne af og mødte Corine Bouhaddis og Miriam Hersheys blikke. De sad ved deres computere, selv lå han i sofaen lige ved det store panoramavindue. Der var intet anklagende i deres øjne, men nok i deres demonstrative neutralitet. Han gav pokker i det. Livet var vendt tilbage til hans udmattede sjæl. Og dermed også krop.

»Nå?« sagde Bouhaddi.

»Jo,« sagde Hjelm og sukkede. »The Met iværksætter selv en intern undersøgelse. Mark Payne og David Coleman er uden for vores rækkevidde.«

Bouhaddi daskede arrigt til computeren, Hershey så ligesom mere eftertænksom ud bag bandagen. Hun sagde:

»Det afhænger vel af, hvor lydige vi agter at være?«

»Klart,« sagde Hjelm og rejste sig. »Men selv om vi skulle finde på at være ulydige, er en del vigtige døre alligevel smækket i. Hvor langt kom I?«

Bouhaddi slog utålmodigt ud med hånden og sagde:

»Jeg har en aftale med det der sikkerhedsfirma, Asterion Security Ltd, i eftermiddag. Vil du med?«

»Det er nok en god idé,« nikkede Hjelm. »Miriam må hellere blive her, indtil den hjernerystelse har raset ud.«

»Jeg har ikke taget skade,« protesterede Hershey surt. »Taget skade, taget skade, taget skade.«

Hjelm og Bouhaddi stirrede på hende, indtil et smil krøb frem bag bandagen.

»Jeg vil gerne behandles på lige fod,« sagde hun bare.

»Vi siger begge to undskyld,« sagde Hjelm. »Ikke også, Corine?«

»Whatever,« sagde Bouhaddi tvært. »Skulle vi tage et kik på, hvor langt vi er kommet?«

»Det synes jeg bestemt,« sagde Paul Hjelm. »Der har jo været en del forstyrrelser, men du har helt ret i, at det er på tide at sammenfatte. Vores front er jo blevet til to. Vi arbejder ikke alene med det æstetiske lig i Hampstead Heath, men også med det asiatiske lig i Docklands. Den linje er blevet fulgt op af dig, Corine, selv om jeg også lige nåede at snakke lidt med Paynes og Colemans kolleger i færdselspolitiet, inden der blev lukket for den mulighed. Det kommer jeg tilbage til. En vigtig ting i den sammenhæng, som der måske også er lukket for nu, er jo den der rapport fra retslæge Hazel Mallory, som der er blevet fiflet med. Jeg ved ikke, om vi får mulighed for at gå videre med det. Så er der jo vores oprindelige opgave, og den er ikke blevet mindre. Vi er kun tre nu, Dryden er færdigopereret, men ligger stadig i respirator, og efter hvad de siger, vil der gå flere timer, måske et helt døgn, før han vågner. Vi er altså ikke nået ret langt med hans vinkel på sagen – først og fremmest at se nærmere på det materiale, der blev fundet i Hampstead-offerets endetarm. Jeg har imidlertid kikket på hans noter og fundet en del interessante ting. Det vender jeg ligeledes tilbage til. Som I husker, fordelte vi opgaverne mellem os. Corine arbejdede med modus operandi, da vi blev tvunget til at stoppe. Kom du længere med det?«

»Forbavsende kort,« sagde Bouhaddi. »Der er ingen kriminelle organisationer, der har for vane at tæve folk i ansigtet, til de dør. Jeg har i hvert fald ikke fundet nogen. Enkelttilfælde ja, men ikke noget mønster.«

»Spørgsmålet er, om vi så kan udlede noget af det,« sagde Hjelm. »Måske at den, der skal genkende fremgangsmåden, ikke skal gøre det på metoden, men på offerets udseende. I så fald nærmer vi os kunstaspektet igen. Så handler det virkelig om at imitere et kunstværk. Jeg har ikke kunnet nå andet end en første hastig kontakt til kunsteksperterne, via mail, og jeg har endnu ikke fået noget svar. Eller havde ikke før nattens begivenheder. Jeg tjekker det igen. Hvad siger I?«

»Hvis det er meningen, at man skal genkende selve modus operandi,« sagde Bouhaddi, »så taler vi jo nærmest om noget inden for den kriminelle verden, ikke? Den, der skal genkende mishandlingen og på en eller anden måde blive skræmt af den, skulle i så fald vide, at sådan plejer den her bande at gøre. At vedkommende stod for tur, så at sige. Men hvis der ikke eksisterer sådan en fast praksis, behøver det ikke at handle om et internt opgør mellem kriminelle organisationer. I så fald er budskabet snarere rettet til nogen uden for den kriminelle verden. Og så er kunsthypotesen den mest plausible. Jeg tror, man har imiteret et kunstværk for at skræmme nogen, der kender det kunstværk. At det har en særlig betydning for den, man vil advare.«

»Det lyder sandsynligt,« sagde Hershey. »Især i betragtning af hvor perfektionistisk arrangeret findestedet var. De fastlimede kropsdele. Det er et helt bestemt billede, man efterligner.«

»Så er vi enige på den front,« sagde Hjelm. »Jeg kom til at tænke på noget, en af os sagde ovre i Haag. Er det et romersk kunstværk? Lagenet virker meget romersk.«

»Det var vist din landsmand, der sagde det,« sagde Hershey.

»Arto?«

»Ja, måske. Og vi bør følge op på det. Jeg er ikke kunstekspert, men romersk peger vel mere i retning af skulptur eller mosaik end maleri, gør det ikke? Græsk havde mere været noget med vasemalerier.«

»Fint. Tak,« sagde Hjelm. »Jeg tjekker min mail og ser, om der er bid. Jeg gør det faktisk nu.«

Han gik hen til sit skrivebord og klikkede med musen. Så læste han højt:

»‘Jeg har prøvet at ringe til Dem et par gange, men De tager ikke telefonen. Hvor interesseret er De egentlig i min viden? Med venlig hilsen, professor Graham D. Nodham, Oxford’.«

»Chefen hørte måske musik, da professoren ringede,« sagde Bouhaddi spidst.

»Jeg ringer til ham senere,« sagde Hjelm lige så spidst. »Men så har vi koderne: ‘e98weriN’ og ‘79sYsd76’ på hver sin linje. Kom du nogen vegne med dem, Hershey?«

»Desværre ikke,« sagde Hershey. »Det ligner tilfældigt genererede kombinationer i stil med den slags kodeord, man får tilsendt, når man har glemt sit eget. Jeg sendte dem straks til en god ven i MI5, ekspert i koder, men han siger, at han ikke kan se andet mønster end tilfældigheden.«

»Men to?« sagde Hjelm. »Brugernavnet plejer man da selv at bestemme? Min intuition siger mig, at det er en eller anden webmailkonto. Men plejer det så ikke at være selve mailadressen, der er brugernavnet, mens kodeordet godt kan se sådan der ud?«

»Det er rigtigt, at for eksempel Hotmail er bygget sådan op,« sagde Hershey, »men der er andre udbydere rundt om i verden, der ikke bruger mailadressen som brugernavn. Jeg var netop gået i gang med at lave en liste over dem, da … tja, det her skete.«

Hun strøg sig hurtigt over ansigtet.

»Jeg vil være dig taknemmelig, hvis du vil gå videre med det,« sagde Hjelm. »Bagefter er det vel bare at prøve brugernavn og password af på hele bundtet. Hvordan gik det forresten til røntgen?«

»Er det ikke lidt sent at spørge til nu?« fnøs Bouhaddi.

»Det druknede ligesom i strømmen. Sorry,« sagde Hjelm.

»Det bliver åbenbart noget med plastikkirurgi på et tidspunkt,« sagde Hershey. »Kindbenet er ‘splintret’, som de sagde. Pandebenet har det vist heller ikke for godt.«

»Du er en stærk kvinde,« sagde Hjelm.

»Jeg vil ikke gå glip af opklaringen af den her sag,« sagde Hershey. »Så enkelt er det.«

»Så skal jeg fortælle, hvad jeg har fundet ud af,« sagde Hjelm. »For det første Ralphs materiale. Først og fremmest plastrøret. Det er et såkaldt ‘halvstift’ plastrør af den slags, der for eksempel bruges som betjeningsstænger til visse persienner og draperier. Meget brugt på Londons hoteller, ifølge Drydens noter. Forholdsvis nemt at skære et lille stykke af og bruge som et rør til at gemme en seddel i. Også ret nemt at lave propper til enderne af. Hvis vi kan finde et hotelværelse, hvor der mangler et stykke af betjeningsstangen til persienner eller draperier, er vi på sporet.«

»Lyder ikke som et helt billigt hotelværelse,« sagde Hershey. »Snarere et firstjernet eller mere. Draperier …«

»Eller persienner, det er vel ikke helt så high class,« sagde Hjelm. »Men jeg er nu enig med dig, Miriam. Ikke lige Bayswaters lavbudgethoteller. På den anden side er det der, næsten alle hotellerne er. Ralph var ved at lave en fortegnelse, da han blev skudt. Du må gerne gå videre med den, hvis du får tid. Altså en liste mere. I bedste fald kan vi kombinere det med det papir, vor Jane Doe skrev sin kryptiske meddelelse på. Måske er det brevpapir fra et hotel?«

»Okay,« sagde Hershey.

»For det andet,« sagde Paul Hjelm, »snakkede jeg som sagt med færdselsbetjentene, inden vi fik rødt lys. Ifølge dem var David Coleman den første, der fik sig et ekstrajob, for en tre måneders tid siden. Derefter fulgte to betjente ved navn Barton og Combes, og først en uge før London Summit fik Coleman sin makker Payne med. De udførte alle sammen sikkerhedsopgaver for Asterion Security Ltd. Kollegerne mente, at det drejede sig om natarbejde, overvågning af virksomheder, vagtrunder i butiksarkader. Men jeg fik hverken fat i Barton eller Combes, så jeg har ikke fået det bekræftet. Det interessante i den her sammenhæng er, at Barton og Combes kørte en anden af følgebilerne under London Summit. Jeg har ingen idé om, hvor de befandt sig, da Payne og Coleman kørte vores asiat ned, men jeg spekulerer på, om det ikke var værd at kikke nærmere på.«

»Hvis jeg har forstået det rigtigt,« sagde Bouhaddi, »gik Payne rent faktisk i chok på grund af påkørslen. Vidner, deriblandt Arto Söderstedt, hørte ham bande og sværge, da han hoppede ud af bilen. Bagefter blev han sygemeldt. Og Coleman gik på ferie. Har vi deres adresser?«

»Fortæl, hvad du tænker.«

»Familiefaren Payne er nyansat i Asterion,« sagde Bouhaddi eftertænksomt. »Ungkarlen Coleman er gammel i gårde. Og nu et fiktivt scenarie, okay? A long shot.«

»Værsgo,« sagde Hjelm og smilede.

»Coleman overtaler Payne til at gøre noget, som Payne ikke vil. Simpelthen. Han får vitterlig et chok, råber op og bliver efterfølgende sygemeldt. Coleman pressede ham til at gøre det. Nu er Coleman på ferie. Der er sikkert ingen, der ved, hvor han er. Så det er Mark Payne, vi bør gå efter. Han har familie, børn. Han er ikke så mobil.«

»Så hvad er scenariet?« spurgte Hjelm. »Payne og Coleman sidder i følgebilen, og så siger Coleman lige pludselig, at de skal køre en tibetaner ned?«

Corine Bouhaddi så faktisk en anelse paf ud. Som om hun ikke havde tænkt helt så langt.

»For fanden ja, det er det vel,« sagde hun til sidst.

»Jeg holder stadig på mit,« sagde Miriam Hershey. »Det var ikke et par færdselsbetjente, Ralph og jeg rendte ind i. Det var proffer.«

»Jeg tror ikke et øjeblik, at det var Payne og Coleman på Tony Robbins’ kontor,« sagde Hjelm. »Men det aner mig, at Asterion Security Ltd er en organisation med mange strenge at spille på. Inklusive betydelig mere proffe. Som dem, du løb ind i, Miriam.«

Hershey svarede:

»Okay.«

Det var alt.

Corine Bouhaddi havde ingen prestige på spil i sagen. Hun virkede bare genuint interesseret, da hun sagde:

»Men det forudsætter jo, at i det mindste Coleman vidste, hvem de skulle køre ned den anden april. Hvor vidste han det fra?«

»Ifølge Söderstedt udgik der en Twitterbesked om, at Barack Obama ville standse og ‘greet crowd’ om morgenen den anden april. Hvis vores teori holder – den teori, som jeg fornemmer er ved at tage form – vidste de, at tibetaneren ville befinde sig hundred meter fra den sydlige afspærring og kun have én ting i hovedet, at få Barack Obama i tale. Så de kendte både tid og sted.«

»Men kun omtrentligt,« sagde Bouhaddi med brændende iver. »Nogen vidste, at det var sandsynligt, men ikke nøjagtig hvor han ville være. De var nødt til at lokke ham frem. Nogen sendte den Twitterbesked for at finde frem til ham. Nogen lagde en fælde for ham. Men det var højere oppe. Coleman ved måske, at der er en stor risiko for, at der vil ske et eller andet, Payne ved sandsynligvis ingenting, hans relation til Asterion er endnu uskyldig, han bijobber som sikkerhedsvagt i et indkøbscenter eller noget i den stil. Parret har fået besked på at holde sig lige bag Obamas limo, hvad fanden der end sker, og så styrter kineseren ud. Coleman reagerer, han brøler til Payne, at han skal nakke den stodder, ellers mister han jobbet. Coleman mere eller mindre tvinger Payne til at køre kineseren ned.«

»Tibetaneren,« sagde Hjelm.

»Tibetaneren,« sagde Bouhaddi.

»Hvis vi køber dine præmisser,« sagde Hjelm, »er spørgsmålet, hvor Payne er nu. Coleman er sandsynligvis gået under jorden. Men Payne? Som sagt, han har familie …«

»Vi må tale med ham, inden den interne efterforskning når til ham,« sagde Bouhaddi.

»Jeg er bange for, at jeg må give dig ret, Corine,« sagde Paul Hjelm. »Og svaret på dit spørgsmål er for øvrigt ja.«

»Hvilket spørgsmål?«

»Ja, vi har deres adresser. Må jeg foreslå et hastigt opbrud?«

»Jeg tager med,« sagde Miriam Hershey og rejste sig.

»Nej,« sagde Hjelm. »Du bliver her og tager dig af resten.«

»Resten, hvad skal det sige? Persiennestænger?«

»Sådan cirka. Det er sikkert lige så vigtigt. Jeg ved lige så godt som nogen anden, at du er prof og sandsynligvis betydelig skarpere end både Corine og jeg ude i felten. Men dels har du hjernerystelse, dels ligner du en mumie. Jeg har brug for dig til at finde ud af det med koderne og hotellet. Du må finde dig i skrivebordsarbejde i mindst et døgn efter en alvorlig skade i tjenesten. Det er ikke for meget forlangt, vel?«

»Opklar ikke det her uden mig, vel?« bad Hershey stille.

»Bliv nu bare her,« sagde Hjelm og var allerede på vej ud ad døren. »Hold telefonen åben. Vi får sikkert brug for dig. Vi kommer ikke til at opklare noget uden dig.«

Med de ord var de ude på gangen. Hjelm så på Corine Bouhaddi, da de småløb ned ad den. Hun kastede et hastigt blik tilbage. Et blik ladet med alvor.

Da de sad i taxaen, sagde hun bare:

»Tror du, internefterforskerne har flyttet hele familien?«

»Medmindre nationens politimæssige ledelse lagde verdens tætteste røgslør ud på det sidste møde, tvivler jeg på, at de kan have nået det. På den anden side må de akkurat ligesom os være klar over, hvad der er det svageste led.«

»Giv mig lige noget baggrund,« sagde Bouhaddi. »Hvem er det der Asterion Security Ltd? Hvad vil de?«

»Jeg har ikke noget at komme med,« indrømmede Hjelm. »‘Sikkerhedsfirma’ kan betyde stort set hvad som helst nu om dage. Men det står trods alt fast, at nogen betaler dem for at beskytte et eller andet. Det er grundforudsætningen for virksomheden. Hvis vores hypotese holder, fik de til opgave at slå tibetaneren ihjel for at beskytte noget og Tony Robbins for at beskytte noget. Samt uskadeliggøre alle, der kom i nærheden. Som nu Ralph Dryden og Miriam Hershey.«

»Og Jane Doe?«

»Hun har ikke noget med sagen at gøre. Ikke endnu. Jeg kan ikke få hende til at passe ind i ligningen.«

»Burde vi ikke have haft vores egen bil?«

»Jeg har ikke nået at leje en,« sagde Hjelm. »Har du?«

»Det har jeg ikke bemyndigelse til,« sagde Bouhaddi.

»Det siger du bare for at tækkes mig,« sagde Hjelm.

Corine Bouhaddi grinede.

»Det er det, du har mig til,« svarede hun.

De var fremme i Chislehurst i det sydøstlige London. Taxaen strøg ned ad de nydelige villagader og standsede brat. Hjelm og Bouhaddi steg ud og kikkede op på en pæn, men beskeden villa med tilbygget garage. På brevkassen stod der klart og tydeligt: »Payne«.

De ringede på. Én gang, to, tre. Ingen reaktion, ikke den mindste bevægelse. Hele villaforstaden lå hen som et mausoleum.

Og så pludselig en lyd. Et kort barneskrig fra et sted mellem villaen og garagen, så kort, at lyden sikkert var blevet kvalt.

Paul Hjelm sukkede og klappede sig flygtigt på jakkebrystet.

»Jaså,« sagde han. »Mareridtsscenariet.«

»Hvad snakker du om?« hvæsede Bouhaddi.

»De er på vej,« sagde Hjelm og pegede kort på et punkt mellem villaen og garagen.

»Hvordan er det lige med vores beføjelser?«

»Nemlig,« sagde Hjelm. »Det var det, jeg mente med mareridtsscenarie. Jeg ved det ikke. Jeg ved det fandeme ikke.«

Han satte i lydløst løb hen mod garagen og knappede jakken op. Det pludselige sollys fik det til at lyne i det fra Haag specialtransporterede skulderhylster. Hans nye tjenestepistol var skinnende blank. Helt ubrugt.

Han tog den frem. Corine Bouhaddi gjorde ligeså. Hun var lige bag ham.

Hjelm pegede på et punkt på den anden side af garageporten. Bouhaddi stillede sig derhen med pistolen trykket ind mod brystet. Hjelm stod på den anden side af porten. Han holdt venstre hånd op i luften som for at sige »vent«.

Og ventede.

Det var, som om tiden var gået i stå. Bouhaddi så en flok trækkende fugle, der var på vej hen over den halvskyede himmel i kileformation. Men det var, som om den ikke flyttede sig. Som om den var frosset fast deroppe, som et naturfotografi i en bog om trækfugle. Hun så den stillestående kileformation deroppe på himlen, hun så sin chef stå helt ubevægelig på den anden side af garageporten, og det hele var et stillbillede. Det var ligesom at befinde sig inden i et tredimensionelt fotografi. Intet bevægede sig. Ikke det mindste vindpust gik gennem hækken rundt om villagrunden og fik dens forårsknopper til at skælve.

Der var helt stille.

Corine Bouhaddi kunne høre sit eget åndedræt. Det lød uventet rallende. Som om hun var mere syg end nogensinde før i sit liv. Stilheden var ved at tage livet af hende.

Så hørte hun en klagende lyd, som hun var ude af stand til at identificere. Det var, som om et lidende dyrs jamren lød gennem villakvarteret. Så gik det op for hende, hvad det var.

Garageporten gled langsomt op.

Hun skævede til Paul Hjelm. Han stod stadig med venstre hånd løftet som for at holde hende tilbage, men nu førte han den højre med pistolen om bag ryggen. Hun så hans krop berede sig på det uventede. Og hun mærkede sin egen gøre det samme.

En bil kom langsomt glidende ud under den trekvartåbne garageport. Bouhaddi nåede at få et glimt af en kvinde på passagersædet og to børn på bagsædet, inden hun så Hjelm bøje sig ned mod førersædet.

Hjelms øjne var stift rettet mod Mark Paynes hænder. De lå begge to på rattet. Først da han havde forvisset sig om det, mødte han Paynes blik. Det var fyldt med rædsel. Skrækslagent. Hjelm så, hvordan det søgte efter hans hænder. Payne så den løftede venstrehånd og fulgte højre arm ned mod den skjulte højre. Der var ingen tvivl om, at Mark Payne var klar over, at der var et våben deromme.

Hjelm gjorde en roterende bevægelse med venstre hånd, og Payne rullede vinduet ned. Han hviskede hvislende:

»Please, min familie er med.«

Hjelm lod sine læber forme ét eneste, lydløst ord:

»Politi.«

Han så, hvordan Payne sank sammen af lettelse. Han åbnede langsomt døren, vendte sig om mod sin kone og sagde forceret friskt:

»Det tager kun et øjeblik, skat.«

Mens Bouhaddi gik rundt om bilen med pistolen godt skjult bag ryggen, så hun Hjelm taste lidt på mobiltelefonen. Payne kom ud, Hjelm lod mobilen glide ned i inderlommen og førte Payne rundt om garagehjørnet. Selv stillede hun sig, så hun kunne se både bilen og Payne. Hun var beredt.

»Så hvem troede du, jeg var?« sagde Hjelm.

»Du er jo ikke englænder?« udbrød Payne, der stod trykket ind til garagemuren.

»Det stemmer,« sagde Hjelm. »Europol. Altså ikke en af de internefterforskere, du har fået besked på at flygte fra.«

»Jeg ved ikke, hvad du snakker om,« sagde Payne med ny luft i lungerne.

»Til forskel fra internefterforskerne efterforsker jeg ikke dig, Mark Payne,« sagde Hjelm. »Jeg er den eneste, du kan tale med. Dybest set er jeg pisseligeglad med dig. For min skyld må du gerne stikke af. Men hvis du ikke snakker med mig, tilbageholder jeg dig og tilkalder internefterforskerne. Hvis du får munden på gled, kan du og familien køre videre.«

Payne kikkede usikkert på ham. Hjelm så, at en beslutning modnedes i ham. Han sagde:

»Jeg mener det alvorligt. Tal med mig, og du får lov at smutte. Ellers ringer jeg til Commander Crowley med det samme og gør det her vældig officielt. Det vil give mig mange pluspoint.«

»Hvad vil du?« hvæsede Payne.

»Bare høre, hvordan det gik til. London Summit, hundred meter fra den sydlige afspærring.«

Mark Payne sank lydeligt.

»Det var Dave,« sagde han. »Vi fulgte efter den amerikanske limo. Han var speedet ad helvede til, stirrede vildt omkring sig.«

»Var du klar over, hvad han stirrede efter?«

»Overhovedet ikke,« sagde Payne. »Han opførte sig pissemærkeligt. Men så fik han øje på ham den lille kineser. Han lænede sig ud over afspærringen. I næste nu smuttede han ud under den. Og så var det, Dave brølede det der til mig.«

»Hvad brølede David Coleman til dig, Mark?«

»At jeg skulle køre kineseren over.«

»Beskriv situationen.«

»Panik, han var helt oppe at køre, totalt speedet. Jeg nægtede, fattede ikke, hvad der gik af ham. Så truede han mig. Sagde, at de nakkede min familie, hvis jeg ikke gjorde det. Men at der var en hel masse skejser til mig, hvis jeg gjorde. Han flåede i rattet og brølede: ‘Speederen i bund!’«

»Hvem er ‘de’?«

»Det vidste jeg ikke på det tidspunkt,« sagde Payne mat. »Jeg havde bare taget et ekstrajob. Den her satans til finanskrise var ved at få mig ned med nakken. Jeg havde taget et alt for stort lån i den her skide villa. De delte jo lån ud uden nogen som helst sikkerhed. Først bagefter gik det op for mig, at de slet ikke skulle bruge mig som nattevagt i det der lagerlokale i Docklands. De skulle bruge mig til noget andet.«

»Hvem er ‘de’, Mark?«

»Det kan jeg ikke fortælle, og det ved du godt.«

»Du har jo allerede fortalt, det er Asterion Security, ikke?«

Payne skar en fortrydelig grimasse.

»Hvis du citerer mig, siger jeg, at det er løgn,« sagde han.

»Og hvad sker der nu? Hvorfor stikker I af netop nu?«

»Dave ringede for en time siden og sagde, at der er blevet iværksat en internefterforskning, og at familien og jeg hellere må gå under jorden. For en tid i hvert fald, indtil stormen er blæst over.«

»Hvor ringede han fra?«

»Mobilen.«

»Til din mobil?«

»Ja.«

»Må jeg se den?«

Payne famlede med rystende hånd mobilen ud af inderlommen og klikkede nummeret frem. Hjelm sms’ede det til sig selv og rakte mobilen tilbage. Det bippede i hans inderlomme, samtidig med at han sagde:

»Og hvad var det, du blev så pissebange for, da du så os? Vel ikke internefterforskerne?«

»Nej,« sukkede Payne. »Jeg kan ligesom godt regne ud, at Asterion helst vil af med mig for altid.«

»Og du har ingen anelse om, hvorfor det var så vigtigt at køre den kineser over?«

Payne rystede på hovedet og stirrede ned i jorden.

Hjelm trak sig lidt tilbage og sagde:

»Du må nok hellere gemme dig godt og grundigt, Mark. De kommer efter dig, ingen tvivl om det. Er du sikker på, at du ikke hellere skulle kontakte internefterforskerne?«

»Jeg har brug for noget tid til at tænke mig om i,« sagde Payne. »Det kan godt være, jeg gør det, men jeg må først have bragt min familie i sikkerhed.«

Hjelm lod ham gå. Payne strøg hen til bilen og kørte sin vej med familien. Bouhaddi og Hjelm så den forsvinde bag naboens hæk og stak pistolerne tilbage i skulderhylstrene. Hjelm fiskede til gengæld mobilen op af inderlommen, kikkede på skærmen og nikkede.

»Stemmememo, kalder de det,« sagde han og trykkede på skærmen. En stemme sagde dæmpet: »Vi fulgte efter den amerikanske limo. Han var speedet ad helvede til, stirrede vildt omkring sig.«

»Smart, chef,« sagde Corine Bouhaddi anerkendende.

»Hvad er det for en hvepserede, vi er havnet i?« sagde Hjelm og tastede et nummer. Telefonen svarede:

»Hershey.«

»Miriam,« sagde Hjelm. »To ting. For det første sms’er jeg to mobilnumre til dig, det første er Paynes, det andet Colemans. David Coleman ringede til Mark Payne klokken 13.12. Tjek, om man kan triangulere sig frem til en geografisk lokalitet eller noget i den stil. For det andet vil jeg bede dig indhente al den assistance, du kan, trække i alle tænkelige tråde, men så usynligt som muligt, og finde ud af så meget som overhovedet muligt om Asterion Security Ltd. Hvis MI5, som jeg fornemmer, står i en vis taknemmelighedsgæld til dig, er det her det rette øjeblik at kræve den indfriet.«

»Det kan jeg li’,« sagde Miriam Hershey i telefonen.

»Hvad?« sagde Paul Hjelm.

»At du behandler mig på lige fod,« sagde Hershey.

»Jeg behandler dig fandengaleme som en prinsesse,« sagde Hjelm. »Ring også efter en taxa til os.«

»Don’t push your luck,« sagde Miriam Hershey.

Taxaen var der fem minutter efter. Bouhaddi opgav adressen på Asterion Security Ltd i Docklands, mens Hjelm stadig nørklede med sin iPhone.

»Indrøm det bare: Du spiller Tetris,« sagde Bouhaddi.

»Jeg har ikke den ringeste anelse om, hvad du taler om,« sagde Hjelm. »Jeg tjekker mine ubesvarede opkald. All work and no play, husker du nok.«

»Det var, inden du brugte en halv time på at høre e.s.t., eller hvad det nu var.«

»Den tid har jeg fået mangefold tilbage,« sagde Hjelm og løftede pegefingeren.

Så sagde han ind i telefonen:

»Er det professor Graham D. Nodham, Oxford? Det er Paul Hjelm fra Europol. Beklager, at De har ringet forgæves.«

»Det er mig, der skal beklage, at jeg blev lidt for ivrig,« sagde en sofistikeret, højbritisk stemme fra telefonen.

»Professorens iver gør også mig ivrig,« sagde Hjelm velartikuleret.

»Det lyder godt,« sagde professor Nodham. »Så er vi på bølgelængde.«

»Jeg beklager, hvis de billeder, jeg sendte, var for stærke.«

»Det er først, når man har overvundet det indledende chok, at man er i stand til at analysere. Det er i en vis forstand selve kunstens væsen, mr. Hjelm.«

»Og nu har De altså analyseret vores offer fra Hampstead Heath?«

»Lagenet satte mig på sporet af noget romersk, men det var alt for generelt. De fleste afbildede romere er draperet i en form for toga, når de ikke er nøgne og boller med hinanden. Så var der den der afslappede, fredfyldte positur med armen støttet til stenen og ryggen hvilende mod træet. Lidt mere specifikt, en form for pastoral idyl, men alligevel langtfra nok til rigtig at lade sig identificere. Det kunne selvfølgelig også være et romersk motiv, men fra en langt senere tid og dermed lige så godt et maleri som en skulptur.«

»Eller mosaik,« sagde Hjelm for at føle, at han var med.

»Også det, ja,« sagde Nodham. »Der findes lignende mosaikker på diverse romerske gulve. Men ikke med det ansigt.«

»Ansigt?«

»Ja, det var ansigtet, der for alvor fik en klokke til at ringe. Det der uhyggeligt ophovnede ansigt ligesom uden ansigtstræk. Det fik mig til at tænke i skulpturer. Eller snarere relieffer. Og dermed måske i første række romerske sarkofager.«

»Sarkofager, altså en slags kister?«

»Stenkister til begravelse, ja. ‘Sarkophagos lithos’, kødædende sten, kaldte man dem i begyndelsen. Sten, der spiste kød. Ligkister, ganske enkelt. Men der er intet enkelt over de romerske sarkofager. Tværtimod, de formelig bugner gerne med personer og væsener fra mytologien. De er overbroderet med relieffer, friser, fresker, hvor figurerne glider ind og ud af hinanden, går over i hinanden. Man kan for eksempel tænke på indledningsordene i Peter Weiss’ gigantiske roman Modstandens æstetik, hvor hovedpersonen står over for den kæmpemæssige frise i Pergamonmuseet i Berlin: ‘Rundt om os løftede kroppene sig ud af stenen, trængt sammen i grupper, slynget ind i hinanden eller splittet ad i brokker, antydende deres skikkelser med en torso, en støttende arm, en revnet hofte, et skorpet fragment, bestandig i kæmpende stillinger, vigende, flygtende, angribende, dækkende sig, strækkende sig, krummende sig sammen, her og der udslettet, men stadig med én fritstående fod midt i et afsæt, mod en drejet ryg, med et omrids af en læg, spændt ind i én eneste fælles bevægelse.’«

»Det var forhåbentlig noget, professoren læste op …«

»Ja, ellers havde det været imponerende, ikke?« lo Nodham. »Jo, jeg læste direkte op fra bogen.«

»Og jeg går ud fra, at det skulle føre os hen til noget?« sagde Hjelm.

»Det skulle det så sandelig,« sagde Nodham. »Det skulle føre os til Sarcophagus Maconiana Severiana. Jeg synes, jeg kan høre, at De ringer fra en bil. Har kommissæren mulighed for at modtage mail i bilen?«

»Jeg er ikke kommissær, men ja, jeg kan godt modtage mail. Sarcophagus Maconiana Severiana?«

»Maconiana Severiana var den elskede datter af en romersk senator cirka to hundred år efter Kristus,« sagde Nodham. »Da hun døde alt for ung, lod Marcus Sempronius Faustinianus fremstille en sarkofag til at begrave sin lille Maconiana i. Han ønskede åbenbart, at sarkofagen skulle minde om den livsglæde, Maconiana havde udstrålet, mens hun levede. Han valgte det mest livsbekræftende motiv, han kunne forestille sig, nemlig Bacchus, eller Dionysos om man vil. Det, vi ser på sarkofagens forside, er en myldrende dionysisk scene med dans, musik, fest og leben. Et bakkanal. Det hele er nøjagtig sådan en vrimmel, som Peter Weiss beskriver, men uden kamp, helt igennem jublende og livsbekræftende. Bortset fra én ting. Og nu skulle kommissæren gerne have modtaget en mail.«

»Et øjeblik,« sagde Hjelm og tastede lidt frem og tilbage på mobilens skærm. Til sidst fik han et billede frem. Et fotografi af en i sandhed myldrende sarkofag. En freske af dansende figurer, som var svære at skille ud fra hinanden på den lille skærm.

»Ja,« sagde han ind i telefonen. »Nu ser jeg den.«

»Som De sikkert kan se, er alle de små ansigter udmejslet med ekstrem omhu,« sagde professor Nodham. »Alle undtagen et. Nederst til højre på sarkofagen. Kan De zoome ind på det?«

»Jeg prøver,« sagde Hjelm.

»Så vil De se, at der nederst til højre er en halvt liggende person. Det er umiskendeligt en kvinde, som halvt ligger i en afslappet stilling, mageligt tilbagelænet med højre arm bag hovedet og venstre albue støttet til noget, der sikkert er en sten. En træstamme hvælver sig ind over hende og indrammer kroppen fra højre. Kvinden er nøgen, men et klæde dækker hendes skød og de bøjede knæ, og en snip af det er trukket op bag hendes højre arm.«

»Jeg ser det,« sagde Hjelm åndeløst.

»Kik også på ansigtet,« sagde Nodham.

»Hvilket ansigt?« sagde Hjelm.

»Netop,« sagde Nodham. »Hvilket ansigt? Det er den eneste person i mylderet, der ikke har noget ansigt. Ansigtstrækkene er kun lige antydet i stenen. Det var sikkert tanken, at lille Maconiana Severianas eget ansigt skulle hugges ind der, men af en eller anden grund skete det aldrig. I stedet blev det et ansigt uden ansigtstræk.«

»Ja,« sagde Paul Hjelm og stirrede på det ansigtsløse ansigt. Det er helt sikkert den. Fantastisk arbejde, professor, det må jeg sige.«

»Veritabelt detektivarbejde, ikke?« sagde professor Nodham og gjorde ikke noget forsøg på at skjule sin selvtilfredshed.

»Absolut,« medgav Hjelm. »Sarcophagus Maconiana Severiana, altså? Hvor står sarkofagen?«

»På et museum ved navn The Getty Villa i Malibu, Californien.«

»Jeg mener at kunne genkende både Bacchus og en del andre mytologiske figurer,« sagde Hjelm. »Pan er der, satyrer, mænader. Men kvinden selv kan jeg ikke genkende. Hvem er hun?«

»Det er ellers en kendt mytologisk figur,« sagde Nodham. »Hun er netop blevet forladt af Theseus efter at have hjulpet ham ud af labyrinten, hvor han slog uhyret Minotaurus ihjel, og bliver nu vækket til live igen af Dionysos’ livsbekræftende følge.«

»Aha,« sagde Paul Hjelm. »Så er det altså …«

»Lige præcis,« sagde Graham D. Nodham. »Det er Ariadne.«