Diaspora

Amsterdam – Syditalien – Riga, 12. april

At Schiphol er verdens tredjestørste lufthavn målt på international passagertrafik, var de to grupper helt på det rene med. De burde naturligvis ikke have udgjort to grupper – strengt taget burde de ikke have udgjort nogen grupper overhovedet. På den anden side rejste de under falsk pas og omhyggeligt udarbejdede fiktive identiteter. Desuden holdt de sig for sig selv i udenrigsterminalen og skiftedes til at spejde efter eventuelle forfølgere. Dertil kom, at deres fly afgik omtrent samtidig.

Klokken var halv to søndag eftermiddag. Fabio Tebaldi og Lavinia Potorac sad over for Laima Balodis og Jorge Chavez. De sagde ikke ret meget. De spillede kort.

At der kan være enormt forskellige nationale og individuelle regler for selv et så simpelt kortspil som kasino, stod efterhånden klart. De havde dårligt nok nået at blive enige om nogle regler, som ikke fik deltagerne til at ryge op i loftet, da det første udkald lød. Til Rom.

EasyJet, 14.05 til Aeroporto Leonardo da Vinci di Fiumicino, Roma.

Napoli havde været tættere på. Men at flyve til Napoli ville indebære større risici. Dem var Tebaldi ganske vist parat til at løbe, men det var Hjelm og Sifakis, Opcop-gruppen og Europol ikke. Alene det at få de to velvoksne livvagter til at tage et par dage fri havde været en udfordring. Til sidst landede alle parter på, at Rom var bedre end Napoli. Mange flere rejsende, længere fra begivenhedernes centrum, et internationalt kaos i lufthavnen. Og så kunne Donatella tage imod dem.

Tebaldi rejste sig og så Chavez ind i øjnene. De havde tidligere prøvet kræfter på den der latinske machomåde, som Chavez havde det så svært med, men som alligevel på en eller anden måde lå ham i blodet. Udfaldet havde været uafgjort ud fra alle rimelige målekriterier, og det var åbenbart nok for Tebaldi. Han rakte armene ud og omfavnede sin svenske kollega. Chavez’ første reaktion var meget svensk – en følelse af pinlighed og overtrådte revirgrænser – men han tøvede ikke et sekund med at gengælde omfavnelsen. Men det var nok mest, fordi han var overbevist om, at det var sidste gang, de sås.

Hans ræsonnement var enkelt. Meget få har overlevet en dødsdom udstedt af den italienske mafia. Det fåtal, der stadig er i live, er gået under jorden og lever et næsten utåleligt liv uden blivende sted. Ingen af dem er vendt tilbage til det sted, hvor de blev dødsdømt. Ingen andre end Fabio Tebaldi. Chavez gav ham et ekstra klem, inden han tog armene til sig.

Laima Balodis’ og Lavinia Potoracs knus var lige så ambivalent, men også lidt mere kompliceret. På kvindevis. To kvinder i en mandeverden, jovist, men der var betydelig mere i det end det. Den nybagte mor Potorac, der hellere end gerne stillede sin barskhed til skue for alverden, vidste udmærket, at den betydelig mere tilbageholdende Balodis havde oplevet ting og sager, der fik hendes egne erfaringer fra Bukarest til at virke som barnemad. Laima Balodis kom ganske vist aldrig selv ind på det, men folk, der vidste besked, havde altid et særligt tonefald, når de talte med og om hende. Respekt, simpelthen. Hun havde været igennem helvede som infiltrator i den russisk-litauiske mafia, under den hårdest tænkelige dækidentitet, og Lavinia Potorac var ganske enkelt misundelig. Balodis gjorde på den anden side ikke meget væsen af sig. Hun havde indgået en pagt med Miriam Hershey, som Potorac ikke kunne blive klog på. Hun følte sig sikkert udenfor. Desuden var hun ude af stand til at se ind i Balodis’ baltiske sjæl. Hun havde ingen anelse om, hvad der rørte sig derinde.

Så blev der givet knus på tværs af kønnene, lidt køligere, mindre ladet. Og dermed skiltes de. Tebaldi og Potorac gik til gaten. Balodis og Chavez spillede videre. Med nordiske regler. Uden et overflødigt ord.

Indtil det lød fra Schiphols højtalere:

»Baltic Air, 14.15 til Starptautiskā lidosta Rīga.«

Balodis og Chavez gik til gaten. Uden et ord.

*

Det var virkelig højsommer i Syditalien. Næsten et chok at komme ud af flyet, selv om de begge to var sydeuropæere. Man glemmer hurtigt sin baggrund, tænkte Lavinia Potorac. Hun havde i det hele taget tænkt meget på flyveturen, overraskende meget. Der var ligesom blevet vakt en masse til live i hende, da hun omfavnede Balodis. Hun omfavnede sjældent nogen – og meget sjældent andre end sin mand, Dumitru, og sin månedgamle datter, Nadia.

Fra tid til anden havde hun kastet et blik på Fabio Tebaldis muskuløse krop i sædet ved siden af, og det havde slået hende, hvor lidet tiltrækkende den slags mænd virkede på hende. Der var mere tale om en slags sjælenes samklang mellem dem. De ville begge have mafiaen ned med nakken, koste hvad det ville. Hun kunne sagtens genkende sig selv i hans målrettethed – og han åbenbart også i hendes, ellers havde han aldrig valgt hende. At Lavinia Potorac ikke selv var dødsdømt af den narkosmuglende mafia ved Sortehavet, var måske ikke ligefrem en skuffelse – det ville være for langt ude at hævde med et nyfødt barn og en mand, der var universitetslærer i filosofi – men hun kunne nemt være blevet det. Den rumænske mafia gik øjensynlig lidt mere stille med dørene end den italienske. Selv om den til tider kunne være mindst lige så farlig.

De udvekslede ikke mange stavelser undervejs, og da de kom ud i den smalle solspalte mellem flytrappen og den ventende bus, var den ydre kommunikation mellem dem på nulpunktet. Men den indre var intakt.

Donatella hed Bruno til efternavn og kørte dem sydpå. Hun var alene i bilen.

»Er du helt sikker på, at du ikke vil inddrage nogle af dine gamle kolleger nede i San Luca?« spurgte Donatella, da trafiksituationen omsider tillod kommunikation. Da var de allerede ude på motorvejen i sydgående retning.

»En af dem forrådte mig,« sagde Tebaldi kort for hovedet. »Jeg kan ikke stole på dem.«

Lavinia Potorac sugede de rudimentære informationer til sig af al kraft. Hun fornemmede, at hun havde brug for at lære Tebaldi at kende ud og ind. Hun anede, at hendes liv ville komme til at afhænge af det. Men hun ville ikke spørge. Hun havde på fornemmelsen, at det ville være kontraproduktivt.

Der herskede tavshed i bilen, lige indtil de kom til en lille landsby nogle og tredve kilometer syd for Rom. Der drejede Donatella Bruno pludselig ind på en smal skovvej og direkte ind i en tredobbelt garage, der lå helt for sig selv midt i ingenting. Der holdt allerede to biler i den.

»De er begge to meldt stjålet i Rom,« sagde Donatella. »Der er intet som helst, der forbinder dem med politiet. Hvis de skulle have anbragt en sporingssender eller … ja, hvad fanden, en bombe i den her bil, så bliver den her. Vi tager hver sin. Og jeg ønsker jer held og lykke.«

De tog afsked med Donatella Bruno. Den ene bil kørte nordpå, den anden sydpå.

I den sydkørende bil herskede der fokuseret tavshed. Potorac var ikke helt sikker på, om Tebaldi overhovedet ænsede, at hun var der. Hun betragtede hans øjne og fandt ikke andet end en dyb, dyb koncentration.

Forårssolen skinnede på det syditalienske landskab, der susede forbi uden for bilvinduet. Det var en underligt bleg, men samtidig stærk sol. En slags ubarmhjertigt lys. Billederne derudefra kom i korte glimt, en perlerække af hårdt fikserede stillbilleder, stiliserede udsnit af et snart landligt, snart bymæssigt, men altid nøgent landskab. Et hårdt landskab.

Ingen sagde noget. Tiden gik.

Napoli passerede forbi i det fjerne. Lyset fra byen lod ane, at skumringen var i anmarch. Det var først her oven over byens magiske lyskuppel, at det tilstundende mørke gav sig til kende. Selv om det kun akkurat kunne anes, virkede det mindst lige så ubarmhjertigt som sollyset.

Fabio Tebaldi kørte ad A30, og det var, da de nåede Amalfikysten, at skønheden eksploderede. Det Tyrrhenske Hav tonede frem i en skumringsdis med indbygget regnbue. Et kort øjeblik var alt skønhed. Så svingede autostradaen brat ind i landet, Eboli, hvor Kristus aldrig standsede, Contursi Terme, hvor gåden med Parkinsons syge fandt sin løsning, Buccino med den antikke romerske bro over Tanagro, og så pludselig ikke autostrada mere, men stadigt smallere veje op i bjergene. Potenza synlig på afstand, bredt ud som klumpet smør smurt på dalen. Småveje og for længst skumring. Enkelte tvillingelys, der hurtigt voksede, indtil de forvandledes til det pludselige brøl fra en forbipasserende bil. Serpentineveje i buldermørke, stadigt sjældnere brudt af en lille landejendoms små, perlende lyspletter. Potoracs forskende blik på Tebaldis skarptskårne silhuet. Den langsomt fremvoksende erkendelse af, at hun havde lagt sit liv i hans hænder. Og at hun ikke anede, hvad de hænder havde for. Og alligevel denne tillid.

Alligevel tilliden.

En endnu mindre skovvej. To biler ville umuligt kunne passere hinanden. Og så pludselig en hytte, knap nok synlig. Tebaldi stoppede med forlygterne rettet mod hytten. Ikke antydning af bevægelse. Tebaldi ud af bilen med trukket pistol. Potorac bagefter med lige så trukket pistol. Duften af middelhavsskov er overvældende. Nattefugtigt. Bilens lygter stadig rettet mod den lille hytte. Bevægelser i mørket lige uden for lyskeglen. Dyrebevægelser, fugle, smådyr. Tebaldi fremme ved døren. Talte sig frem til fjortende planke nedefra, trykkede på den, den gled ind i væggen, rundt på usynlige hængsler. En nøgle derinde. Tebaldi strakte nakken. Mere skulle der ikke til, Potorac trak vejret igen. Tebaldi tog nøglen og sænkede pistolen. Han hævede den igen, mens han låste døren op. Potorac dækkede ham. Det var, som om de havde prøvet det her sammen masser af gange.

Ingen elektricitet i hytten. Bilens forlygter oplyste den primitive stue. Tebaldi tog en olielampe ud af et skab, to, tre. Tændte dem med en lighters rolige flamme. Stillede dem på det eneste bord. Lyset fra de tre olielamper faldt på en arkivmappe. Der var en mørk ring efter en kaffekop på den. Tebaldi nikkede kort.

De gik ud efter bagagen, slukkede billygterne, gik ind igen. Tebaldi lukkede et andet skab op og tog en flaske rødvin ud. Så skænkede han op i to glas og hævede det ene. Potorac hævede det andet.

»Kafferingen er vores tegn,« sagde Fabio Tebaldi efter at have ladet vinen cirkle rundt lidt inde i munden.

»Den eneste, du kan stole på?« sagde Potorac.

»Ja,« sagde Tebaldi og så på hende for første gang siden, ja, Schiphol. »Nu stoler jeg også på dig, Potorac.«

»Det var sgu heller ikke godt andet,« sagde Potorac og smilede skævt.

»Næh,« sagde Tebaldi og smilede lige så skævt, samtidig med at han rejste sig og gik hen til en slagbænk, der stod op ad væggen. Han trak i bræddesædet, det gled op på knirkende hængsler. Tebaldi tændte lighteren igen. Lyset fra flammen spillede hen over et anseligt våbenarsenal.

Han lukkede slagbænken i igen, satte sig tilbage til bordet, åbnede mappen og bredte et antal tegninger, dokumenter og fotografier ud på bordet. Han pegede på et fotografi af en halvt tilgroet, slotslignende bygning.

»Det er her,« sagde han.

»IP-adressen?« sagde Potorac. »Det ser ikke særlig beboet ud.«

»Ikke en pind,« sagde Tebaldi.

»Hvad ved vi?«

»Ligger på en høj, opført sidst i fjortenhundredtallet. Nærmest også forladt lige siden. Men med indlagt internet. Ingen ejer registreret i næsten hundred år. Står opført som ‘ruin’ i offentlige dokumenter. Ruin på en lokal storbondes jord.«

»Tegningerne er ikke meget bevendt,« sagde Potorac og bladede i bunken.

»De er elendige,« bekræftede Tebaldi. »Bullshit. Men det er, hvad vi har.«

Potorac tog en slurk vin og sagde:

»Hvis slottet her virkelig tilhører ’Ndrangheta, vil der være total overvågning, bevægelsessensorer, kameraer overalt, hunde, elektrisk hegn. Og så er den eneste måde at komme ind på jo et regulært stormløb med en hel angrebsstyrke af carabinieri.«

Tebaldi nikkede.

»Det tænkte jeg også først,« sagde han. »Men sådan er det ikke. Det kan ikke passe. De har ingen som helst grund til at befæste sådan et gammelt slot i en øde egn langt fra Calabrien. Deres magt er baseret på et nærhedsprincip, en moral fra Calabriens isolerede bjerglandsbyer. Vi taler rent faktisk om familier, ’ndrine. Jeg skal ikke belemre dig med hele historien, men kort fortalt består ’Ndrangheta af omkring hundred familier, der hver især dominerer sin egen by eller landsby. Man bliver simpelthen født direkte ind i mafiaen, og der er ingen vej ud af den.«

»Og pointen er …?«

»At slottet her ikke er deres. Det er højst et safe house. Sikkert ikke engang det.«

»Hvad kan vi så håbe på at finde der?« spurgte Potorac.

»Det har jeg spekuleret på, til jeg var gul og blå i hovedet,« sagde Tebaldi. »Jeg har ikke haft andet i hovedet på hele turen.«

»Du virkede også en smule fraværende …«

»Mobildækningen er elendig her,« sagde Tebaldi og så på sin mobil. »Som du måske har bemærket. Hvis man vil være sikker på at kunne komme på nettet heroppe, skal man have en fastnetforbindelse. Men der er ikke noget telefonnummer til ruinen. Vi har at gøre med ægte bredbånd, fiberoptik. De har villet være helt sikre på netadgangen heroppe. Og hvorfor fanden det?«

»Med rigtigt bredbånd har man jo adgang til alverdens kommunikation. Så behøver man ikke andet.«

»Men ville det i øvrigt ikke også være et underligt safe house?« spurgte Tebaldi. »For stort, uoverskueligt, usikkert, bizart. Hvis vi ser på tegningen her, er det eneste intakte faktisk en stor sal. Resten er forfaldent og direkte farligt at betræde. Men ikke den store sal.«

»Så dit spørgsmål er: Hvad pokker skal de bruge én stor sal til?«

»Lad os granske det, vi ved – det er ikke meget, men måske mere end vi troede. De har fire gange modtaget mail heroppe, fra jeres Stiernmarck.«

»Vores?!« udbrød Potorac.

»Whatever. Hør nu godt efter. For de tre førstes vedkommende, september, november og februar, ved vi ikke præcis, hvornår mailen blev modtaget. Men den fjerde gang, den forleden, hvor vi var med på sidelinjen, da jeres Stiernmarck mailede fra jeres Kulturhus, svarede de øjeblikkelig. Truende og modbydeligt, så de var ved at skræmme livet af jeres stakkels direktør, men øjeblikkelig. Det er pointen. Den første mulighed er, at vi ikke har tænkt det ordentligt igennem – at Stiernmarck vidste, præcis hvornår han skulle maile, nemlig når der var nogen her, at han altså ved betydelig mere, end han har sagt – men det er den anden mulighed, der er den mest interessante. Og sandsynlige. Nemlig at der altid er nogen her. Og med ‘nogen’ mener jeg langtfra et veritabelt hovedkvarter, som der skulle carabinieri til at indtage. Men at der er en slags vicevært, der passer på ejendommen. Men en vicevært, der har bemyndigelse til selv at forhandle med en ubetydelig klient som Stiernmarck.«

»Vicevært, for hvad?«

»For en stor sal, stor nok til et stort møde. En fast bosiddende vært for et årligt tilbagevendende topmøde.«

»Én enkelt person, mener du?«

»Som sikkert også har andre opgaver. For eksempel at tilrettelægge de regelmæssige gifttransporter op langs Vesteuropas kyst.«

Potorac nikkede langsomt, men stadigt mere bestemt.

»Måske snarere to end en?«

»Der er ubekræftede forlydender om, at ‘Il Sorridente’ er ude i kulden, at han har blottet sig for meget. ’Ndrangheta er en ekstremt hemmelig organisation. Det er ikke godt, at hans højre hånd, ‘Il Ricurvo’, er blevet fotograferet. De har måske ikke kvajet sig nok til at blive ryddet af vejen, men de har fået andre opgaver og er blevet flyttet væk fra centrum, fra kokainhandelen, fra Calabrien. Samtidig er det her en meget vigtig post, afsides, men vigtig.«

»At være vært for … hvad?«

»Hele ’Ndrangheta er som sagt en ekstremt hemmelig organisation. Men inden for den hemmelige organisation er der en endnu mere hemmelig organisation, La Santa.«

»Hvad? Julemanden?«

»Ikke ligefrem,« sagde Tebaldi. »Det er sikkert en forkortelse af ‘mamma santissima’, den helligste moder. På mafiososlang betyder det mafiaboss. La Santa blev efter alt at dømme stiftet tilbage i halvfjerdserne, da det blev nødvendigt at modernisere den ældgamle magtstruktur. La Santa er så hemmelig, at kun medlemmerne selv ved, hvem der er medlemmer, santisti. Vi ved ikke, hvor mange de er for tiden, men sandsynligvis et halvt hundred stykker. De vil være nødt til at holde deres hemmelige stormøder på et neutralt sted, som ligger uden for de enkelte bossers geografiske magtområde.«

»Og du mener, at slottet her er sådan et sted, hvor La Santa mødes? Koordineret af ‘Il Sorridente’?«

Fabio Tebaldi lænede sig ind over bordet, så de små olielamper spredte deres dansende skær over hans ansigt. Han tømte sit vinglas og sagde:

»Et af mange af den slags steder, hvis vi er heldige. Og hvis vi er endnu heldigere, kan der være godt med dna derinde.«

»Dna fra samtlige ’Ndranghetas superhemmelige bosser,« sagde Lavinia Potorac åndeløst.

»Med lidt held,« sagde Tebaldi og tillod sig et lille smil.

»Og derfor er det også bedst ikke at være flere,« nikkede Potorac. »Minimal kontaminering af det genetiske materiale.«

»Men frem for alt fordi du og jeg kan gøre det så helvedes smidigt. Og hvis vi kikser, total deniability. Det italienske politi ved ikke, at vi er her. Vi vil fremstå som et par gale, selvbestaltede desperadoer med vag tilknytning til Europol. Den forblindede hævner og hans mystiske rumænerinde. Ikke engang Europol vil få problemer.«

»Jeg har ikke tænkt mig at kikse,« sagde Lavinia Potorac.

»Godt,« sagde Fabio Tebaldi. »Hvad så med at lægge lidt planer?«

*

Det var ikke højsommer i Letland. Da Jorge Chavez og Laima Balodis trådte ud af flyet i Rigas internationale lufthavn, sneede det. Der var ingen til at tage imod dem.

Men over mobilen blev de lodset ned i en parkeringskælder, hvor en grå bil straks blinkede en enkelt gang med forlygterne. De genkendte stenansigtet bag rattet og gennemførte en kort, men koncis præsentation.

»Bendiks Vanags,« sagde stenansigtet og havde allerede drejet bilnøglen om, da hans gæster sagde deres navne. Han lignede fuldstændig sig selv fra skærmen i konferencesalen i Haag. Han var sikkert, tænkte Chavez, ganske enkelt støbt i ét stykke.

Lederen af Opcop-gruppens nationale enhed, Riga, Letland, kørte uden et ord ind i den omtalte by. Og netop da den forunderligt smukke gamle by blev synlig gennem sløret af dansende snefnug, gav Bendiks Vanags sig med monoton stemme til at fortælle om sit Riga:

»Alle krige her i området har altid handlet om en og samme ting. Om Riga. Den, der kontrollerer Riga, kontrollerer handelsvejene fra Rusland og Asien via Daugava, floden vi krydser lige om lidt. Men krigen tager sig anderledes ud nu om stunder.«

»Hvis du begynder at ævle om den svenske imperialisme, springer jeg af i farten,« sagde Chavez.

»Den taler for sig selv,« sagde Vanags neutralt. »Og herude har vi Rigabugten med blandt andet den estiske ø Runö, hvis befolkning forbløffende nok var svensktalende frem til august ’44, hvor de fleste af indbyggerne flygtede til Sverige for de sovjetiske tropper. Den nyeste forskning har i øvrigt påvist, at Rigabugten er betydelig renere, end man troede, og at udledningen fra landbruget i de baltiske lande er væsentlig mindre, end man frygtede. Så ingen tvivl om, at det vil være en katastrofe, hvis jeres hypotese om giftdumpning ved vores kyster holder.«

Laima Balodis og Jorge Chavez udvekslede blikke.

»Ved du, om der er blevet taget vandprøver siden september sidste år?« spurgte Balodis.

»Der er i hvert fald ikke kommet nogen alarmerende rapporter,« sagde Vanags. »Men på den anden side …«

»På den anden side går de rapporter via miljøministeriet, eller hvad?« sagde Chavez. »Hvor man har haft flittig kontakt med den italienske mafia.«

Bendiks Vanags tav. Bilen kørte over Daugava og længere ind i Riga. Til sidst holdt Vanags ind i en ledig parkeringsbås og mumlede:

»Jeg kan kun håbe, at I tager fejl. Her er det i hvert fald. Peldu iela. ‘Iela’ betyder gade.«

De to gæster kikkede ud ad bilvinduet på en anonym facade ud til den smalle gade. Der holdt to politibiler uden for den. Bendiks Vanags vendte sig om, og da han så de to uforstående ansigter på bagsædet, uddybede han:

»Miljøministeriet.«

»Åh,« sagde Laima Balodis.

»Holder der altid politibiler udenfor?« spurgte Chavez.

Bendiks Vanags trak på skuldrene og sagde:

»Det er en regeringsbygning. Den er godt bevogtet.«

»Selv om søndagen,« konstaterede Chavez. »Ved vi, hvor viceminister Kristaps Bergmanis befinder sig i denne weekend?«

»Angiveligt på landet sammen med familien,« sagde Vanags.

»Og der lader vi ham blive,« sagde Chavez. »Så han kan nyde sin sidste tid i friheden.«

Laima Balodis tog sin håndbagage frem og sagde: »Men i morgen tidlig klokken ni vil jeg have ham i et forhørslokale på politigården. Diskret.«

Bendiks Vanags sad uden at røre sig og stirrede ud ad forruden.

»I vil altså have mig til at anholde en viceminister?« sagde han.

Balodis rakte et par sammenklipsede dokumenter om til ham og sagde:

»Her er de nødvendige papirer, underskrevet af Paul Hjelm i London og af Europols direktør. Men som sagt, uden at vække opmærksomhed, stille og roligt.«

Vanags ignorerede papirerne, der svævede ud for hans højre skulder. Han stirrede stadig stift frem for sig.

»Jeg tror ikke rigtig, I er klar over, hvad der står på spil her,« sagde han til sidst.

»Så fortæl os det,« sagde Chavez.

Bendiks Vanags rystede på hovedet og vendte sig om. Han tog papirerne ud af hånden på Balodis og lagde dem på passagersædet uden at værdige dem et blik. Han så på de to på bagsædet, lod blikket vandre fra den ene til den anden.

»Hvordan skal vi kunne arbejde sammen?« sagde han. »Hvordan skal Europa kunne blive ét? I sidder der, en balter og en skandinav, og foregiver at tale samme sprog. Men jeres mål er helt forskellige.«

»Nej, Bendiks,« sagde Laima Balodis. »Vores mål er de samme som dine. Du er også en del af Opcop-gruppen. Det indebærer nogle gange, at vi må arbejde mod vores nationale interesser. Jeg har selv gjort det, og dengang arbejdede jeg for det litauiske politi, ikke for det europæiske. Vi fældede en stor menneskesmuglerorganisation med forgreninger op i toppen af erhvervsliv og politik. Det var skidt for landets økonomi. Men godt for menneskeværdet. Og et eller andet sted er det vel trods alt det, vi kæmper for. At de stærke ikke skal slippe af sted med at jorde de svage. Korriger mig, hvis jeg tager fejl.«

»Du tager ikke fejl,« sagde Vanags. »Men det er faktisk ikke det, jeg mener.«

»Men …?«

Bendiks Vanags vred nakken lidt, inden han svarede:

»Letland går under, hvis det her slipper ud. For Sveriges vedkommende betyder det, at bankerne taber en masse penge, men for Baltikum – også for Litauen, og det ved du udmærket, Laima – er det ikke kun et tilbageslag, det er undergangen. Forstår du? Letlands internationale troværdighed hænger i en tynd tråd lige nu. Vi har været på konkursens rand så længe, at en politisk skandale af den her type vil blive dråben, der får bægeret til at løbe over. Så hedder det konkurs, drastisk devaluering, ekstrem arbejdsløshed, generel fattigdom. Landet vil blive kastet i grams til den højestbydende storkapitalist. For første gang i verdenshistorien vil et helt land blive privatejet. Forstår I, hvad jeg siger?«

Der var stille en stund. Til sidst sagde Chavez:

»Der er jo noget, der hedder nødlån.«

Bendiks Vanags’ stenansigt betragtede ham et langt øjeblik. Så brast det i en bragende latter.

»Jeg tror bestemt, jeg skylder herskabet en smagsprøve på Rigas bedste vodka,« sagde Bendiks Vanags og kørte videre.