Fjerde brev

Fra: Ariadne <ariadne@midasmail.com>

Emne: Eksil

Dato: 30. marts 04.31.45 EST

Til: Fædra <faedra873456@hotmail.com>

Det er sket, darling, jeg har gjort det. Jeg har været inde i den ubeskyttede computer. Og jeg har set det igen. Jeg har fået det bekræftet. Men mere end det. Jeg har set det hele.

Jeg har set det hele, min Fædra.

Jeg fortalte det til Kyle. Jeg har aldrig set så kridhvidt et menneske.

Som du ved, lurede jeg hele tiden på den der computer. Jeg strøg over til den, da han endelig forlod den. Jeg skal ikke kunne sige, om jeg er blevet mere uforsigtig, eller om mine anstrengelser bare lønnede sig, men pludselig var der fri bane. Jeg så det hele, og intet skete. Det kan selvfølgelig have været en snedigt lagt fælde, men i så fald ville de vel have taget mig?

Og så er der jo det med internefterforskerne … De præsenterer sig ikke ligefrem, men de er alle vegne. Ikke mange, men effektive. Jeg kan efterhånden sætte ansigt på dem.

Men lige i den situation var de der ikke. Der var i hvert fald ikke noget, der tydede på det. Jeg blev på kontoret fire timer bagefter, og ingen tog notits af mig.

Under normale omstændigheder ville man have sagt, at det var timer, der slæbte sig af sted, men jeg lover dig, darling, at der ikke var noget slæbende ved dem. Jeg var nødt til at blive siddende og arbejde for ikke at vække opmærksomhed. Gøre nøjagtig som sædvanlig. Vel vidende at jeg havde været inde i en computer, som jeg ikke havde bemyndigelse til, og at hele kontoret var under skarp overvågning af mænd, der sikkert ingen grænser kendte. Det var timer i helvede.

Og samtidig intet mod de timer, der venter mig nu. Syv timers ubønhørlig ubevægelighed. Det er, som om min modstandskraft bliver testet, opøvet.

Som om jeg skal forberedes.

Det startede med de fire timer efter frokost. I løbet af dem voksede min beslutning frem. Det hele faldt på plads. Hæslige indsigter, en efter en, som brikker i et grusomt puslespil.

Da det hele til sidst stod mig klart, var jeg overbevist om, at de ville fange mig. Da det ikke skete, havde jeg chancen. Chancen for at fortælle.

Jeg forsøgte. Jeg gjorde, som Kyle foreslog, gik til pressen, til medierne. Totalt anonymt, nyanskaffet mobil med taletidskort, e-mails fra diverse offentlige steder. De tøvede, sagde, at de ville vende tilbage. Mere tid slæbte sig af sted. Jeg var jo nødt til at være på kontoret i arbejdstiden, så ingen fattede mistanke. Det levnede mig alt for lidt tid. Til sidst kom svarene. De var forbløffende ens. New York Times og CNN lød som et ekko af hinanden:

»Har du beviser? Hvis du kan give os beviser, skal vi nok gå ud med din historie.«

Jeg prøvede at fortælle dem, at jeg ikke kunne få fat i beviserne, at der skulle en regulær kriminalefterforskning til for at sikre sig dem. »Så gå til politiet,« sagde de. »Politianmeld det, så skal vi nok følge op på det. Men vi kan ikke risikere en injuriesag, ikke på så løst grundlag.«

Hvorfor gik jeg så ikke til politiet? Af samme grund. Catch 22. Jeg havde ikke andre beviser end mine egne erindringsbilleder. Der skal foreligge en rimelig mistanke, for at politiet kan gå ud og lede efter beviser, og det kunne jeg ikke engang give dem. Der ville ikke komme andet ud af det, end at jeg dømte mig selv til døden. Det drejede sig om personer, der havde holdt den her konto hemmelig i hen ved ti år, holdt den langt væk fra skattemyndigheder og finanstilsyn.

Der gik et par dage. Jeg var ved at miste modet helt. Jeg var så tæt på, Minotaurus var henne om næste hjørne, jeg kunne høre ham brøle på den anden side af væggen, og alligevel var jeg nær ved at bakke ud. Liste ud af labyrinten og bare vende tilbage til den gamle gænge. Som om det stadig var en mulighed. Som om jeg stadig havde min økonomiske uskyld i behold.

Der var én mulighed mere. Twitter. Jeg snakkede med Kyle om det. Kan man gøre sig helt usynlig på Twitter? Kunne jeg bruge de 140 tegn, eller hvad det nu er, man har, til at få budskabet ud helt anonymt? Kunne jeg slippe af sted med det? Kyle vidste ikke rigtig, han ville undersøge det. Han var lidt usikker, da han meldte tilbage. Jeg turde ikke. Hvis de opsnappede det og identificerede mig, var jeg død. Ikke engang dét lod sig gøre.

Til sidst var der ingen vej udenom. Kyle havde ret, der er kun én person, jeg kan tale med om det. Verdens mægtigste mand. Hvis altså han virkelig er det. Tiden er ved at rinde ud. G20-mødet i London starter snart.

I dag ringede jeg til Kyle fra jobbet. Jeg forsøgte at være snedig og ringede på en helt nyindkøbt mobil med taletidskort. Inde fra dametoilettet. Jeg bad ham bare om at skaffe en flybillet og møde mig i den lufthavn, han valgte. Først da vi sad i et afsides hjørne af JFK, fortalte jeg ham om min plan.

Og så var det, han blev kridhvid.

I vil snart være to personer, der ved besked, darling, og nu kommer vi til vores dilemma. Hvis jeg dør, må jeg bede dig bringe informationerne videre. Du ved, hvor du skal gå hen. Hvis det ikke lykkes mig at få kontakt, må du gøre et nyt forsøg. Jeg er oprigtigt ked af, at det blev sådan. Jeg havde ikke tænkt mig at involvere dig i det på den her måde. På den anden side kunne jeg umuligt ane, hvordan det hele skulle udvikle sig.

London Summit løber af stabelen om tre dage. Det er det, jeg er på vej til. Jeg vil forsøge at komme igennem til Barack Obama, inden mødet starter. Så vil han forstå, at vores bank, Antebellum Invest Inc., ikke har gjort sig fortjent til noget nødlån og ikke skal have en eneste statslig cent i støtte, men tværtimod i den grad bør slæbes for retten.

Vi har aldrig været »on top of the world« ligesom Cantor Fitzgerald øverst oppe i vores tårn, men vi var store. Vi fyldte et par etager i nordtårnet. Minotaurus fyldte ikke nogen etage, men hans kontor – og hans eneste ansattes, du husker sekretæren Bella – lå lige ved siden af vores.

Af Antebellum Invests topchefer var B den eneste, der overlevede, fordi han var på ferie sammen med sin tredje kone. Han var på Bahamas. Ifølge hans assistent, Walter, var rejsen booket længe før, der var ikke noget at sige ham på.

Men hvis vi nu antager, at Minotaurus overlevede, men spillede død, er der des mere at sige B på. Han var Minotaurus’ kontakt i banken, alle Minotaurus’ transaktioner gik via B. Var det måske ligefrem B, der advarede ham? Hvad jeg ved, er følgende:

Lige siden jeg så de der to konti på computeren for, hvad der i dag føles som en evighed siden – i virkeligheden er det vel ikke engang fjorten dage – har jeg forsøgt at komme sandheden nærmere. At begive mig ind i labyrinten, som jeg kaldte det. Mine hele tiden meget forsigtige skridt har fået B og Antebellums direktion til at hyre et eksternt sikkerhedsfirma, som jeg nu ved hedder Asterion Security Ltd. Der er ingen tvivl om, at det er mig, de er ude efter. De ved endnu ikke, hvem jeg er, men det er mine handlinger, der har kaldt dem frem fra guderne må vide hvilke afgrunde.

Minotaurus, som alle troede døde for otte år siden, er ikke død. Hans konto i banken eksisterer stadig. Det kunne selvfølgelig have været hans arvinger, der havde overtaget den, men det var det første, jeg undersøgte. Der var ingen arvinger og intet testamente. Hans aktiver tilfaldt den amerikanske stat. Men disse aktiver var meget små og omfattede ikke den omtalte konto, der åbenbart hele tiden havde været hemmelig. Da jeg opdagede den, var den ganske vist stor, i omegnen af en milliard, men dog intet mod den anden konto, den der havde forbindelse til Minotaurus. Det var denne anden konto, jeg fik lidt mere klarhed over i de åndeløse øjeblikke, hvor jeg var inde i den ubeskyttede computer.

Selv om du nu har lagt den her verden bag dig, darling, kan du ikke lægge din uddannelse og din opvækst bag dig. Du kender lige så godt som jeg Kinas rolle i den store finanskrise. USA’s budgetunderskud modsvares så rigeligt af Kinas budgetoverskud. I og med sit nye kapitalistiske tigerspring har Kina ganske enkelt masser af likvide midler. Disse likvide midler investerer de gerne i USA. Kina har i et vist omfang finansieret USA’s overforbrug ved at købe amerikanske statsobligationer, hvad der igen har ført til lave renter i USA. Ved at leve under evne har Kina gjort det muligt for USA at leve over evne.

Men skulle kinesiske virksomheder med masser af penge til at investere ikke kunne bringes til at sætte dem i noget andet end obligationer? Noget, der giver betydelig større afkast, i særdeleshed i krisens skygge? Jo, hvis man kan overbevise dem om, at der findes noget bedre. Som for eksempel gigantiske makrofonde, der er nemme at flytte rundt med, Minotaurus’ speciale.

Det lykkedes mig ikke at følge sporet hele vejen, men der er ingen tvivl om, at den anden, store, konto er kinesisk. Ikke den kinesiske stat, men en eller flere kinesiske storvirksomheder. Det er penge, der vil være umiddelbart tilgængelige for Minotaurus, når han får brug for dem til en kæmpestor transaktion. Og som edderkoppen i dette net sidder vi, darling. Det er os, Antebellum Invest Inc., der via B håndterer forretningen. Hvad det så end er for en forretning.

Det sidste, jeg dristede mig til at gøre på den ubeskyttede computer, var at prøve at følge Minotaurus’ konto. Jeg kom et lille stykke ad vejen. Han sidder et sted i Europa, længere kom jeg ikke, men det vil sige, at han skulle være tilgængelig for den der nye europæiske politistyrke, Kyle fortalte om. Som han fremstillede det, lød den til at være enormt stor og kompetent, et europæisk FBI, men hemmeligt. Vores eget FBI tør jeg ikke stole på. Med min rejse til London slår jeg to fluer med ét smæk, darling. Jeg vil tale med Obama – og jeg vil finde Minotaurus. Jeg har visse spor.

For lidt siden tog jeg afsked med Kyle. Han ved det samme som dig. Men du ved en ting mere. Du kan Minotaurus’ kontonummer. Jeg ved, at du kan huske det. Vores taltræning har sat sig spor, der ikke lader sig slette, hvor gerne du end ville. Nu vil jeg også give dig det andet nummer, det på den store kinesiske. Jeg har haft tid til at udgrunde en måde, som jeg kan fortælle det til dig og kun dig på uden at skrive det med rene ord. Eller rene tal.

Jeg skriver det her om bord på flyet. Jeg ved godt, at man ikke må, men afgangen er blevet udsat. Et eller andet i mig frygter den halve time, de sagde, at det vil tage at reparere »nødbelysningen i kabinen«. I mine ører lyder det som en skræmmende let gennemskuelig undskyldning for at holde flyet på jorden en halv time, så de kan slå kløerne i mig. For mit indre øje ser jeg internefterforskerne styrte gennem JFK’s labyrint i deres strammende jakkesæt.

Sædet ved siden af mit er tomt, så jeg har holdt angsten i skak ved at skrive denne mail til dig, min sidste på amerikansk grund. Min sidste i lang tid, bør jeg vel tilføje.

Der begynder at ske noget i kabinen igen, stewardesserne piler rundt. Jeg har sikkert ikke mange sekunder til at sende min mail i. Altså i al hast: Det andet kontonummer får du ved at tage de fire første cifre i det første og gange dem med tre. Derefter tager du de fire sidste cifre, ganger dem med fire og trækker 473 fra. Så tager du de tre sidste cifre og ganger dem med seksten. Læg det hele på en lang række, tilføj det første af de originale cifre, og du har kontonummeret.

Nu er jeg nødt til at sende den her mail. Stewardesserne skælder ud på mig.

Vi snakkes snart ved, darling.

Nu flyver jeg.

Knus fra din

Ariadne