At komme hjem

Beijing, 15. april

I takt med at flyet dalede, steg noget op i hende. Det var ikke den bløde, dejlige følelse af endelig at være hjemme, heller ikke det modsatte, heller ikke angsten, når fængselsmurene tårner sig op foran en. Det var en tredje følelse, som var meget svær at definere. En følelse af at lande i et andet land end det, man forlod. En følelse af, at hvad som helst kan ske, når som helst. En følelse af at befinde sig i verdens suverænt folkerigeste land, og at der sker utrolig meget i det land, som det er enormt svært at forstå eller spå om følgerne af.

Hun rejste sig og gik hen mod udgangen gennem den smalle, myldrende fulde gang. Fortsatte ned ad flytrappen og satte sig på det sidste ledige sæde i bussen til terminalen. Lidt efter stod hun ved bagagebåndet og ventede på sin kuffert. Det var mærkeligt at se ansigterne. Hendes verdens ansigter. Barndommens ansigter. Og alligevel ikke. Og alligevel så fremmede.

Som om en fremmed kraft var kommet imellem.

Hendes kuffert kom. Den store, røde kuffert. Alle de steder den havde været. Købt i Bengbu for en evighed siden. I et helt andet liv.

De var fire dengang. En rigtig familie.

Hendes mand kom hjem med kufferten en dag og sagde, at nu har vi råd til at rejse udenlands, alle fire. Hans nye stilling på fabrikken. Hendes faste arbejde som lærerinde. Nu skulle det være muligt. Drengene snart ved at være store. Økonomien bedre for hver dag. Støt stigende levestandard. Alting på rette vej, på rette kurs.

Det skete, at hun pludselig bare stoppede op hjemme i lejligheden. Stoppede op, som forhekset af den store, røde kuffert. Alt det, den indebar. Alle løfterne.

Kulturrevolutionens barnebarn.

Hvem tænkte på demokrati? Hvem tænkte på alt det, der nødvendigvis skulle udvikles i takt med, at lønningerne og uddannelsesniveauet steg? Hvem tænkte på menneskeværdets ukrænkelighed?

Hvem havde tid til det?

Det gik bare derudad. Udviklingen i fast forward. Viljen til at indhente resten af verden. At ville have. Nøjagtig ligesom alle andre.

Hun trak den store, røde kuffert gennem tolden, hun viste sit pas i paskontrollen, og hun var ude.

Hun var ude i Beijing.

Wang Yunli blev stående under den smoggrå aprilhimmel lige uden for udgangen. Pludselig var hun ude af stand til at røre sig.

Tre store busser kørte op foran terminalens indgang. Busdørene gik op som på tælling. Og det myldrede ud ad dørene, et vildt, broget virvar. Som når hundredvis af frøæg klækkes på samme tid, og vandet bliver tyktflydende af de små haletudser.

Rundt om Wang Yunli hvirvlede et ocean af kinesiske børn i tiårsalderen. De hoppede, skreg, grinede. Hun strakte hånden ud mod dem, begge hænderne. Men ingen kom. Ingen hoppede op i hendes favn. Ingen rørte ved hendes hænder.

Hun var helt, helt alene.

Og hendes blik fortabte sig ud i evigheden.